Egentlig ville jeg have forfulgt det spor som Merete Pryds Helle lagde ud med sit essay - om forvetninger der skuffes når man sanseligt oplever det man først har læst om - f.eks. i en rejsebeskrivelse eller en guidebog - eller hørt om fra venner og bekendte der har været der før.
Men avisvirkeligheden som daglig presser sig på, tvinger til først at forfølge det andet spor i gårsdagens blogindlæg: Ai Weiwei, censur i Kina, systemkritik.
Politiken i går den 4. november, side 2 i kultursektionen. En af de små kulturnotitser nederst på siden. Rubrikken: "Kunstners atelier skal væltes".
Den fanger nok til at læse videre, og ja, den handler om Ai Weiwei. Den fortæller at Ai Weiwei mister sit næsten nybyggede atelier i Shanghai. Det har kostet 3,5 millioner at bygge, og de kinesiske myndigheder kræver det nu fjernet (dvs. revet ned). Ai Weiwei referes for at sige at atelieret skulle være en slags spydspids i at opbygge et nyt kunstnerområde i Shanghai, og at han havde bygget det på opfordring af Shanghais borgmester. Han tror at grunden til myndighedernes ordre om at fjerne bygningen, er at han i de senere år har været aktiv i projekter som myndighederne har været utilfredse med (underforstået: fordi de har været kritiske over for systemet).
Har det noget med kreativitet at gøre? Hører det hjemme i denne blog?
Kreativitet er i princippet altid grænseoverskridende eller grænsenedbrydende, hvad enten den kreative proces eller det kreative produkt er "ondt" eller "godt" i forhold til normer og regler, love og standarder. Det ligger i ordets definition (se et af de tidlige blogindlæg om definitioner).
Kreativitet kommer til udtryk gennem "blending" af konceptuelle og mentale rum der ellers holdes adskilt og tænkes hver for sig.
"Blending" som tænkning og udtryksformer indebærer at elementer fra to eller flere af disse "rum" kombineres og trækkes med over i et nyt "rum" med et originalt udtryk og indhold.
Censur eller selvcensur er altid grundlæggende forsøg på at forhindre "blending" ved at undertrykke bestemte tanker, informationer, synspunkter, vinkler, frames, udtryk, fortælleformer - og dermed forhindre at de konfronteres med andre i et offentligt rum.
Det er også karakteristisk at det helt afgørende argument som de kinesiske myndigheder bruger for at legitimerer deres indgreb, er at bestemte personer, informationer, tanker og fortællinger kan bidrage til at svække eller nedbryde samfundets orden og stabilitet.
Fra Kina til Danmark: I starten af denne uge fremførte Pia Kjærsgaard præcis samme type argument for at man skulle forbyde paraboler til sattelitmodtagning i såkaldte "ghetto-områder" - for dermed at forhindre bestemte tv-nyhedskanaler fra arabiske lande i at blive distribueret i Danmark.
Som jeg husker det, var et parabolforbud også noget det islamiske styre i Iran i en årrække forsøgte sig med.
Derfor kan man hævde - og vil jeg hævde - at den it-revolution som de sidste 25 år har indebåret at vi har fået sattelit-tv, internet, mobiltelefoner, digitale kameraer - you name it, at den grundlæggende er kreativitetstimulerende og -befordrende, simpelt hen fordi den teknologi og de medier som er kommet ud af det, er grænseophævende: både geografisk, socialt og mentalt-psykologisk.
Men andre kan med god ret hævde at de samtidig er moral-nedbrydende og samfundsopløsende - af præcis samme grunde. Som Kinas magthavere gør det.
Politiken i dag den 5. november havde endnu en stor Kina-artikel om hvordan de kinesiske myndigheder forfølger og blokerer for ethvert udtryk for støtte og opbakning til årets kinesiske modtager af Nobels fredspris.: Liu Xiaobo. Hans kone i Kina, Liu Xia, får husarrest, han selv er dømt fængselsstraf i mange år, advokater forhindres i adgang og kontakt, journalister holdes ude, etc. etc..
Det er klart det er bagsiden af systemmedaljen vi her oplever. Vrangen af det kinesiske mirakel hvis udvikling hænger sammen med at man blander kapitalistisk liberal logik på økonomisiden med marxistisk autoritær logik på politiksiden: den sortbrogede kat.
Men, siger en stemme i mig - efter en uges læsning af danske aviser: Hvor anderledes er det de kinesiske toppolitikere gør over for Liu Xiaobo og Ai Weiwei end det systematiske karaktermord og den konsekvente mistænkeliggørelse af motiver og udtryksumidler som den borgerlige regering iværksatte gennem en medikampagne, rettet mod dokumentaristen Kristoffer Guldbrandsen i forbindelse med hans film fra 2007: "Den hemmelige krig".
Filmen dokumenterede så godt den kunne at danske soldater havde udlevere afghanske fanger til amerikanerne - velvidende at de der kunne blive, og faktisk blev, udsat for afhøringer under tortur. Foghs og resten af regeringens omkvæd var: Der er ikke noget at komme efter, intet er fejet ind under gulvtæppet, filmen er udtryk for ensidig og uhæderlig journalistik.
Manøvren var orkestreret af forsvarsminister Gades spindoktor, Jacob Winther, som nu er retsligt sigtet for lækagen i "Jægerbogsagen". Virkelig en mand journalistprofessionen kan være stolt af.
Det er nu kommet frem at regeringen vidste hvad der foregik i forbindelse med udlevering af afghanistanfangerne til den amerikanske hær, men at sagsakter der dokumenterede det, blev hemmeligholdt, også for oppositionen i Folketinget.
Endvidere har den daværende venstre-folketingspolitiker Jens Rohde offentligt indrømmet at han forsøgte at presse den daværende direktør for Danmarks Radio, Kenneth Plummer, til ikke at udsende Gulebrandsens dokumentar. Jens Rohde er virkelig en mand politikerprofessionen kan være stolt af.
Pølse for eller pølse bag - systemets reaktioner på systemkritik i Kina eller i Danmark - pølsen har den samme smag.
Men i Kina er de kreative når det gælder hvad man kan tilberede og spis. F.eks. spiser de hunde, og der går vores grænse. Det kunne vi da heldigvis ikke finde på i Danmark.
(fortsættelse følger)
