Gitte Rabøls lyst - og andre diskussioner om prostitution og framing i det offentlige rum

Framing er et vigtigt begreb når man skal forstå centrale dele af kreativ tænkning.
   En frame er en mental  kategorisering - et tankeskema - der styrer og organisere tænkning om alle mulige emner og forhold.
  Alle mennesker ser og forstår forhold gennem bestemte frames. Den konceptuelle metafor på en frame kunne lyde: "en frame er en mental vinduesramme - med farvet glas til den virkelighed man kan se fra og gennem det indrammede vindue". Det synes jeg giver ret god mening.

(NB! Hvis man er radikal socialkonstruktivist, så er i metaforen for en frame ikke en ramme for et vindue som man kan se virkeligheden igennem, men en ramme for et mentalt produceret maleri hvis forhold til virkeligheden kan være alt fra ren abstraktion til noget der ligner og er meget realistisk.)

En simpel måde at notere at et eller andet fænomen kan/skal forstås inden for en frame, er en "ligning": "X = Y" hvor "X" er framens "target", og "Y" er dens "kilde", dvs. er en sammenfattende betegnelse: en mental kategorisering. En oversættelse kunne være: Hvis vi siger at "vi framer X som Y", så indebærer det at "vi ser, opfatter og forstår X gennem den mentale og konceptuelle optik som kategorien Y indrammer og afgrænser". 

 
Frames giver mening til og gør det muligt at forstå fænomener i relation til andre fænomener. Men en frame begrænser også forståelsen fordi en frame også altid afgrænser og forenkler det emne det "indrammer", altså dens "target".


En frame styrer fokuseringen på en problemstilling, et emne eller et fænomen (="target"), så det er bestemte sider og aspekter ved "target" man konceptuelt og mentalt stiller skarpt på - fx i en argumentation eller en besrkivelse. Og framen fungerer samtidig som mentale skyklapper i forhold til andre mulige frames på problemstillingen eller fænomenet.

Specielt metaforiske frames har karakter af forenklinger. Derfor kan der være kamp om framingen af vigtige fænomener i samfundet. Og derfor kan reklamefolk og spindoktorer hjælpe politikere med at finde på udtryk der framer ellers kontroversielle forslag og ideer: "genopretningspakken", "smagsdommere","indvandrerservice". Og derfor kan en vigtig del af forskningsresultater bestå i at overskride og blende eksisterende frames i nye - under indtryk af nyindsamlet viden.

Fra Søndagspolitiken i dag. PS-sektionen. Den nye mediedirektør for Danmarks Radio, Gitte Rabøl bliver interviwet af journalist Jakob Elkæjær. Det drejer sig om public service, som er "det" som Danmarks Radios programmer skal levere i følge loven.

   I medierne og i debatten om hvad public-service-kravet til DR indebærer, har man i mange år diskuteret ud fra to frames: en kvantitativ og en kvalitativ:

Danmarks Radio er (skal være) BRED

Danmarks Radio er (skal være) SMAL

"Danmarks Radio er BRED"-framen indebærer i princippet at man skal levere alle slags programmer til alle danskere på alle platforme - i bedste kvalitet. Dette for at have legitimationen i orden over for alle licensbetalere; ingen segmenter må favoriseres. Planlægger man programmer ud fra den frame, så kommer DR til at prioritere seertal højt, og programmerne kommer til at ligne de kommercielle kanalers. I det lange løb bliver programtænkningen svær at skelne fra kommerciel tænkning hvor programmerne er styret efter hvor mange seere de leverer til annoncørerne. Man sigter efter "laveste fællesnævner" kvalitetsmæssigt og giver folk "hvad de vil have". Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags kommerciel prostitution af programpolitikken.

"Danmarks Radio er SMAL"-framen: Man skal i princippet (kun) levere alt det der er væsentligt, og som de kommercielle stationer og kanaler ikke har nogen interesse i at producere - og altså "forsømmer" at sende. Det betyder at DR med sine programmer kommer til i særlig grad at favorisere de segmenter blandt lyttere og seere der ikke er kommercielt interessante for reklamefinancerede stationer/kanaler. DR har inden for den frame svært ved at legitimere sin eksistensberettigelse og opkrævning af licens over for alle dem der hovedsagelig ser og hører de kommercielle kanalers programtilbud. Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags autoritær og formynderisk elitetænkning i programpolitiken.

Neden under disse to abstrakte frames, ligger der betydningssgivende og emotionelt styrende konceptuelle metaforer:

Public Service er en SKOLE

Public Service er et SUPERMARKED

"Skole"-metaforen associerer public service til sur pligt, tvang, skolelærere med løftede pegefingre, dårlig samvittighed. "Supermarked"-metaforen associerer til lyst, frit valg, indkøbsvogne, kundesevice

 

Det er i dette metaforiske betydningsfelt Gitte Rabøl viser sig som en kreativ koncepttænker: I stedet for at forholde sig til den fortærskede diskussion og modsætning udsprunget af de to abstrakte frames "bred" eller "smal" for public service, der jo er uforenelige, så overskrider hun modsætningen og blender  noget fra begge de underliggende metaforer. Hun siger nemlig at public service-tv skal være "lystfyldt". 

   Jakob Elkjær spørger: "Den gang du var chef for DR 2,talte du om public service-lyst frem for public-service-pligt. Hvorfor?" Gitte Rabøl svarer:

Folk skal have lyst til det, vi laver, fordi det er interessant og giver mening. Du kan ikke give lektier for. Tidligere havde DR en skolemesteragtig tone, så det var vigtigt at signalere, vi var moderne og i dialog med seere og lyttere. Vi havde lyst til at lave public service. At snakke højt om den lyst frigav ideer og mod.

Det sidste har hun uddybet i et andet svar:

Det skal stå klarere for både og selv og danskerne, hvad det er for en opgave, vi har. Vi skal skabe større betydning for flere. Vi skal ville noget med det, vi laver. Vi skal give udsyn, indsigt og oplevelse. Public service skal være modigt, markant og skarpt.

Læg mærke til formuleringen: "Skabe større betydning for flere". Altså ikke noget "smalt" her. 

   Godt tænkt, Gitte.

Fra Politikens sektion "Viden".

Udenlandske prostituerede vil hellere sælge sex end gøre rent

En rubrik der udløser en aha-oplevelse hos mig, og en nysgerrighed. For her blev der lige rodet rundt og rodet sammen i nogle frames. Det er et interview med en ung forsker, Marlene Spanger,  der skriver ph.d.-afhandling, og til det formål har været ude og besøge og interviewe thailandske prostituterede i Danmark, som der er mange af.

   I starten af artiklen præsenterer Marlene Spanger de to frames som hidtil har givet mening til debatindlæg, frames som gør det umuligt for debattørerne at snakke sammen:

Prostituerede er ofre for menneskehandel

Prostituerede er frie kvinder der skal sikres arbejdsmarkedsrettigheder, ...

"Men min afhandling viser, at begge perspektiver er problematiske, fordi virkeligheden er meget mere nuanceret, fordi de thailandske prostituerede ikke opfatter sig som hverken sexslaver eller sexarbejdere. De omtaler ikke sig selv som prostituerede." Hvad har Marlene Spanger fundet ud af, bliver hun spurgt:

At kvinderne ikke se sig selv som prostituerede, og at mange aspekter i deres liv fylder meget. For eksempel har stort set alle børn enten i Danmark eller i Thailand,og børnene og deres slægtningen fylder meget.

   For kvinderne er det arbejde, hvor der kan tjenes flere penge end for eksempel ved at gøre rent. Det sociale aspekt spiller også en større rolle, for eksempel i massageklinikkerne, hvor kontakten med andre prostituerede er en vigtig del af kvindernes hverdag. Det er dem som de spiller kort med og ser tv med, mens de venter på kunderne. Så det er også sociale samlingspunkter for kvinderne. På godt og ondt.

De thailandske kvinder der tjener penge ved prostitution i Danmark, ser altså hverken sig selv i en offer-frame eller i en juridisk og overenskomst orienteret lønarbejder-frame. De ser sig i en familie-frame  - og dermed som mennesker der er en del af en socialt fællesskab som de blandt andre forhold har forsøgerpligter  over for og derfor arbejder for socialt at opretholde. 

Jeg fandt også et smukt eksempel på hvordan et frame-skift til sidst i en fortælling kan leverer en aha-oplevelse. Det er fra MetroXpress den 13. maj. En klumme skrevet af Isam B., sanger fra gruppen "Outlandish". Han beskriver de kulturelle normer og den hjemmet-frame som forklarer hvorfor der ser ud og lugter som der gør i mange indvandreopgange: "Opgangen er ikke hjemmet":

Hjemmet er næsen helligt! Skoene tages af, inden man træder ind i hjemmet og efterlades i opgangen, da de er beskidte, og alt det der er beskidt, holdes uden for hjemmet. Opgangen anses ikke for en del af hjemmet. Har man flere børn, som hver har to par sko liggende, så kan naboerne hurtigt dufte essensen af sure tær med saftevand.

   Hjemmet holdes altså klinisk rent, mens opgang, gård og gade går naturens gang. Grunden til, at hjemmet altid skal holdes rent er: TÆNK nu, hvis det lige pludselig banker på, og forældre eller andet godtfolk kigger forbi. Det skal se præsentabelt ud.

   Og det skal man i øvrigt SELV sørge for. Ingen får lov til at gøre rent i ens eget hjem.

   At give nøglen til en rengørinskone og stole på at hun rydder ordentligt op, er totalt udelukket. Jeg husker for eksempel mit første møde med min første rengøringskone: Hun banker på, jeg åbner, og med det samme siger hun: "Undskyld, jeg er vist gået forkert', hvorefter hun går videre op. Hun kommer så ned igen to minutter senere, undskyldende og rystende på hovedet, mens hun selvfølgelig tager skoene af i opgangen, og spørger helt forvirret: "Siden hvornår er VI begyndt at bruge rengøringskoner?"

Historien, kvindens forvirring og afsluttende replik med brug af "vi", giver kun mening hvis man forudsætter kendskab til følgende frames kombineret med realviden:

• Rengøringskoner er altid INDVANDRERE
• Indvandrere gør altid selv rent i eget hjem
• Rengøringskoner gør altid og kun rent hos "hvide"
• Fortælleren Isam er indvandrer.

Kun pind to og pind fire fremgår direkte af teksten. Resten må fantasien levere for at vi får aha-oplevelsen. Og hvis fantasien løser "gåden", så bliver man klogere.

Tilsidst en video fra YouTube hvor en af mine inspirationskilder til frame- og metafor-analyserne i denne blog fortæller om hvad "frame" og hvad "metafor" er - med reference til hjerneforskningens resultater.

Barndommens land - oplevelser der stimulerer den særligt kreative personlighed

I det foregående indlæg om Henrik Dahl og hans bog "Hvis din nabo var en bil" konstaterede jeg at han som en særligt kreativ personlighed gjorde udstrakt brug af friske metaforer i sine skriverier.

   Nye metaforer er grundlæggende udtryk for kreativ tænkning, for nytænkning. En tænkning der udspringer af fantasien - evnen til at forestille sig noget som ikke findes, evnen til at samtænke forhold som ellers forestillingsmæssigt er skarpt adskilt.

   Og bogen er helt klart også et smukt eksempel på fantasiful blending af teori og empiri: byggende på Bourdieus "kapital"-metafor på den ene side, og og på den anden: de statistiske modeller og segmenteringsværktøjer som længe inden bogen udkom havde været internationalt i brug i reklamebranchen. I bogen blev de empiriske livsstilstabeller, analyser og segmentkort som "target" i en metafor anskuet og tolket gennem den "source" som Bordieaus teori leverede.

Jeg konstaterede samtidig at Henrik Dahl selv tillagde sin "barndomshistorie" afgørende betydning for hvad han som voksen igen og igen gennem sin læsning og sine bøger ønskede at udforske, nemlig spørgsmålet: "Hvem er jeg?"

   Dermed indløste "Henrik Dahl" helt og fuldt det skema - den frame - for den særligt kreative personlighed som jeg har brugt som en slags konceptuel søgemaskine i en lang række tidligere blogindlæg: en blended personlighed der ved fantasiens hjælp hele tiden forsøger at få modstridende dele af personligheden integreret, en permanent fantasivirksomhed som særlige barndomsoplevelser af savn, tab, hjemløshed, fremmedgørelse og stigmatisering  igangsætter og stimulerer.

Teorien opstod i mit hoved i forbindelse med mit arbejde med bogen "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", som blandt andet baserer sig på godt 40 timers interview med tv-dokumentaristen om hans liv og virke, hvor erindringer om "barndommens land" trak tydelige tematiske tråde gennem hele hans store tv-produktion.

På jagt efter dokumentation for disse barndomsoplevelser stødte jeg på en bog hvor jeg fandt et fint illustrerende Henrik Dahl-citat som man kan læse i den foregående blog.

   Bogens titel er "Skillevej". Forfatteren er journalist og hedder Bo Østlund. Bogen har sin egen hjemmeside www.skilleveje.dk. Og den er baseret på interviews med 28 "kendte" personer:

I bogen Skilleveje åbner 28 kendte danskere både deres hjerter og private familiealbummer og tager læserne med tilbage til barndommens gade. I hudløst ærlige samtaler fortæller de om deres opvækst som børn og unge. Om dæmonerne og englene. Om ilden i hjertet og smerten i sjælen. Om jagten på identitet. Og om alle de sten, de frivilligt eller ufrivilligt samlede op og tog med i tilværelsens rygsæk.

En blomsterpark af metaforer. Alle 28 er citeret på hjemmesiden, og en del citater er lige i øjet i forhold til min teori, et par af "de kendte" kender jeg også personligt som særligt kreative personligheder:

Jens Gaardbo (tidligere radiojournalist, DR, nyhedsvært og nyedschef på TV2)

Min opvækst i en by med det karske mod det følsomme betyder også, at jeg i dag er klar over, at enten er jeg ørnen deroppe i luften, eller også er jeg hasselmusen, som piler af sted fra beskyttelse til beskyttelse. Jeg fanger bare hele tiden mig selv i en af de to roller. Ligesom jeg på den ene side er meget indadvendt, og på den anden side sindssyg udadvendt. Den dag i dag romantiserer jeg nok stadig det karske ved at bruge det følsomme til at håndtere det. Samtidig har jeg et stort behov for at kontrollere og passe på min følsomhed, og det udarter sig nogle gange i behovet for en rigid kontrol over tingene. Jeg opfatter ikke mig selv som lukket, men skorpionen bakker og bakker, indtil den når dørkarmen. Og så siger det slam! Jeg magter kun at snakke så uhindret om barndommens gade, som jeg gør nu, fordi jeg i dag har fået magt over den og har overskud til at beskrive den. Og dermed er jeg ikke længere et offer for den. Jeg har endelig fået magt over min opvækst, for ellers ville jeg ikke se med så stor veneration og kærlighed på den, og det gør jeg bestemt…

Anders W. Berthelsen (skuespiller, vinder af mange priser)

Da jeg kom i Pårup Skole, blev jeg mobbet med alt muligt, bl.a. mit tøj. Jeg var egentlig ikke så meget anderledes end de andre, men mine forældre havde ikke råd til mærketøj. Det var besynderligt at blive jordet i skolen den ene dag for den næste dag at blive inviteret hjem til ham, der havde gjort det, og tingene påvirkede mig meget. Jeg husker, at jeg en dag skred hjem fra skolen, og det var jo ikke så populært at gøre det. Desværre kontaktede mor bagefter skolen og gjorde derved lige præcis det, man ikke skal gøre. For læreren fortalte i klassen, at min mor havde sagt, jeg blev drillet, og det gjorde mildt sagt ikke tingene bedre. Men lige pludselig rottede alle pigerne sig sammen mod klassens drenge og sagde: „Så stopper I jeres mobning af Anders!“ Og så stoppede det pludselig i 7. klasse. Vidunderligt. Jeg var dengang en stille, blød og følsom dreng. Jeg var ikke på nogen som helst måde grov eller en skarnsknægt, men jeg kunne da sagtens køre med på at sidde og snakke i alle timerne. Jeg tror, det handlede meget om, hvad der fangede min opmærksomhed. Jeg havde det med at fortabe mig i alle mulige ting, og jeg dagdrømte om alt muligt andet end at sidde derinde i klasseværelset. Jeg ville meget hellere leve i en eventyrverden…

Allan Olsen (sange og musiker)

Jeg sad deroppe på ladet sammen med et par andre, da vi skrumlede indad mod byen. Der var en støvsky efter hundene, som løb efter flyttebilen. Bilen måtte stoppe flere gange, og så fik bastarderne skældud og blev jaget væk. Hvorefter vi kørte et stykke igen. Siden havde vi altid i Frederikshavn forskellige hunde, som løb tilbage til Grønholt og blev kørt over på vejen. Lige så snart, vi var flyttet derned, fik jeg min første følelse af hjemve efter det, jeg kom fra. Men det havde nu nok mere med min egen hjemve og mig at gøre, end det havde noget med stedet at gøre. Altså, en side af mig, som blev en meget, meget vigtig del af det, jeg laver nu. En sentimentalitet og en romantisk følelse af altid at savne det, jeg har forladt, og frygte det, jeg skal til – men alligevel hele tiden bevæge mig. Straks, da jeg startede i skolen, begyndte jeg at cykle op til vores husmandssted. Jeg kan huske en sorgfuld følelse af at være blevet flyttet fra det sted, hvor jeg egentlig hørte til. Jeg havde også en fornemmelse af svigt. Måske er det fordi, man meget tidligt oplever, at man besjæler sine omgivelser ved at være der. Og hvis man besjæler noget og forlader det, så har du jo ladt det i stikken, ikke?

Michael Falck (sanger og skuespiller)

Min værste konkrete frygt var den antikke våbensamling, som mine forældre havde arvet. Det var gamle geværer, pistoler, dolke og sabler. I hvert eneste drama i deres ægteskab, i hver eneste alkoholiserede vanvidsscene by night i alle de der barndomshjem rundt omkring, havde jeg mit ene øje oppe på den forbandede våbensamling. Den hang altid synligt i stuen, hvor min far havde sat det hele op på en skide flot og dekorativ måde. Men det var det mest skræmmende, jeg kendte. Jeg var panisk angst for den samling. Jeg hadede den som pesten. Jeg frygtede altid, at min far eller mor skulle få den tanke, at sablen skulle i brug, og at en af dem skulle blive slået ihjel. Jeg frygtede især for min mors liv, og jeg kan ikke tælle de mange gange, jeg har stået og forsøgt at dække min fars udsyn til den væg, hvor sablerne hang, for at han ikke pludselig i sin vanvidsbrandert skulle gøre noget uoverlagt. Efterhånden blev min fars selvværd i forhold til mig naturligvis undermineret, fordi jeg var manden i det hele – 9-årig mand, 12-årig mand, 14-årig mand, 16-årig mand… Han var bøvet og ulækker og skræmmende med sine berusede fiskeøjne. Det var det hæsligste syn, jeg kendte – at se min far fuld. Men han var ikke egentlig voldelig; det kom først senere i forløbet.

Jimmy Stahr (radio og tv-tilrettelægger, MF´er for socialdemokratiet)

En af mine mest uhyggelige oplevelser var den dag, hvor jeg troede, at mor var blevet skudt på sin morgentur med aviser. Da hun kom cyklende og næsten var hjemme, passerede hun en lastbil med sabotører, som havde været nede og sabotere en stor maskinfabrik i Guldbergsgade. De blev forfulgt af nogle hipoer. Og netop som mor var lige ud for vores opgang, lød der en masse skud og larm, og samtidig faldt mor af cyklen. Jeg så det hele oppe fra tredje sal, og jeg var sikker på, mor var blevet skudt. Jeg tog fat i gardinet, holdt det ind til mig og tudede. Den dag i dag kan jeg stadig fornemme angsten... Så hørte jeg døren gå. Jeg var sikker på, det var far, som var kommet hjem, fordi mor var død. Jeg løb ud i korridoren og så stod mor derude. Hun var altså bare faldet. Mor var blevet forskrækket. Hun var ikke nogen god cyklist, og så kørte hun med de store avisposer på styret, og det skete altså flere gange for hende, at hun fik avisposen ind i forhjulet.Jeg startede i skolen i 1942, og det blev en hård tid. Jeg var ikke særlig vild med skolen, og vi Nørrebro-rødder fik tæsk, når vores skolelærere fandt det nødvendigt, og det gjorde de alt for tit. Der var nogle lærere, vi var rigtig bange for. Vi havde en overgang en gymnastiklærer, som var sadist. Han slog os med et reb, og det gik altid ud over de børn, der ikke kunne noget. Jeg har set ham stå og tæve en unge, der skulle gå armgang i en bom, hvor du skal svinge dig rundt, og drengen kunne simpelthen ikke finde ud af det på grund af sin motorik og skrækken for læreren. Så stod læreren og tævede og slog ham bagi, mens drengen hang deroppe, og til sidst faldt det stakkels barn ned.

John Guldberg (det ene medlem i musik-gruppen Laid Back)

Da jeg bagefter kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte herefter at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan ... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, sådan skulle man ikke være.Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen skal sgu være mere hård i filten, hvis han skal klare sig. Han er sgu for blød!“ Herefter forsøgte han at få mig hærdet, og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. Men det lykkedes ikke. Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker…