 |
| Karen May Sorensen (skizofren): Tea Time |
NB! Dette indlæg kan med fordel læses i forlængelse af det foregående, da der er oplagte koblinger mellem dem:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/om-kruseduller-pa-papiret-og-om.html
Siden 2011 har jeg med ujævne mellemrum skrevet indlæg om den mulige sammenhæng mellem sindslidelser og kreativitet. Det første er her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html
Det seneste er her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html
Jeg har også i flere indlæg været inde på temaet i forbindelse med forskellige udstillinger af store (geniale?) kunstnere der også var syge i sindet. Senest i det her om den svenske maler Karl Frederik Hill som Nivaagaard præsenterede sidste efterår:
 |
| Karl Frederik Hill: "De sidste mennesker" |
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/kunst-og-galskab-er-der-en-sammenhng.html
Og den i mange år ukendte svenske kunstner Hilma af Klint hvis 'abstrakte billeder' blev udstillet på Louisiana for et par år siden, hun havde også et 'skrøbeligt sind' ifølge kilderne.
I hvert fald havde hun i sin ungdom mange og stærke hallucinationer og var i øvrigt synæstetiker:
 |
| Maleri af Hilma af Klint |
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html
I 2012 bragte jeg et indlæg om kunstnere med skitzofreni hvor jeg omtalte blandt andre Anne Marie Brauges og Torben Bohses billeder som er udstillet på museet på Sct. Hans:
 |
| Maleri af Anne Marie Brauge |
 |
| Torben Bohse: Uden titel (Sct. Hans) |
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/skitzofreni-og-kunst.html
Når emnet interesserer mig, er det blandt andet fordi jeg selv gennem et langt liv har udfoldet mig kreativt på flere fronter, og samtidig har en halvsøster som blev skizofren i en alder af 14 år. Og der er efterhånden en del forskning der taler for at der er en sammenhæng, og at den er genetisk bestemt.
Det fremgår også af en artikel i Weekendavisens kulturtillæg fra den 17. juni, skrevet af Lone Frank, en af de få virkelig originale videnskabjournalister i Danmark.
Artiklen har rubrikken:
Syg kunst
Og overliggeren fortæller hvad vinklen er:
Myten om den store kunstner plaget af psykisk sygdom, kender vi alle. Men har det noget på sig? Er der en sammenhæng mellem kreativitet og sindslidelser?
Spørgsmålet er selvfølgelig stillet op, så det kan besvares med et JA ... MEN.
Jeg har læst de fleste af Lone Franks bøger, interviews med hende, og ganske mange af de artikler hun i årenes løb har skrevet i Weekendavisen.
Sidst jeg skrev om hende var da bogen "Lystens pioner" udkom i foråret.
En af pointerne i en af hendes tidligere bøger "Mit smukke genom" var at hun var genetisk disponeret for depressioner. Faderen var maniodepressiv, moderen havde også depressioner, og begge havde selvmordstanker/-forsøg med i bagagen.
Og selv var hun tydeligvis både superintelligent og meget kreativ. Det sidste viser sig tydeligt i hendes bøger der altid har et personligt metalag - "Lone Frank jagter en sandhed - også om sig selv" - som spændingskabende journalistisk plot.
Jeg er spændt på om der er nyt på området fordi det ikke er så længe siden jeg selv skrev om denne sammenhæng. Blandt andre havde jeg fundet frem til Shelly Carson der har fremsat teorien om "sharede vulnerability", en teori der går ud på at nogle gener der gør sindet sårbart eller overfølsomt i forhold til for mange sensoriske input, er fælles for mange kreative mennesker og mennesker med sindslidelser som depression og skizofreni.
Den teori som inddrager fænomenet større eller mindre 'latent hæmning', refererer Lone Frank også. Hun skriver:
Undersøger man mennesker med skizotypisk træk, scorer de gerne højere end gennemsnittet på forskellige kreativitetsmål, og når man omvendt tester indlysende kreative mennesker, scorer de højere på skizotypiske træk end mindre kreative.
Så den er god nok, der er en sammenhæng. Men hvad går den egentlig ud på?
Det handler om "kognitiv disinhibition", som psykologerne siger - eller en mere porøs psyke. Med det skizotypiske bliver der dybest set løst op for nogle af de normale mentale restriktioner og bånd som vi ubevidst kører med.Hjernen bombarderes hele tiden udefra af sanseindtryk, mens tanker og følelser trænger sig på fra indersiden, og for at kunne navigere og prioritere i rodet, er der installeret nogle mentale filtre. Mere eller mindre automatiske hjernemekanismer, som holder den rette mængde information tilbage, så der ikke opstår kaos i bevidstheden.
Det er meget klart og præcist formuleret med metaforer som "porøs psyke" og "mentale filtre" til at anskueliggøre hvad det handler om.
Filterfunktionen er kraftig nedsat hos skizofrene, og det samme gælder faktisk kreative individer, som ikke viser tegn på sygdom."Hos dem lækker der lidt mere information ind i bevidstheden, som dermed har mere at arbejde med og kombinere," som psykolog ved Harvad University, Shelly Carson har formuleret det.
Teorien har Shelly Carson bl.a. fremsat i en afhandling fra 2011 med titlen "Creativity and psychopathology - a shared-vulnerability model".
I artiklens "abstract" sammenfatter hun den således:
This model, supported by recent findings from neuroscience and molecular genetics, suggests that biological determinants that confer risk for psychopathology interact with protective cognitive factors to enhance creative ideation. Elements of shared vulnerability include cognitive disinhibition (which allows increased stimuli into conscious awareness), an attentional style that is driven by novelty-salience, and neural hyperconnectivity that may increase associations among disparate stimuli. These vulnerabilities interact with superior meta-cognitive protective factors, such as high IQ, working memory capacity, and cognitive flexibility, to produce an enlarged body of stimuli that is available in conscious awareness to be manipulated and combined to form novel and original ideas.
Pointen er her at der for dem der ikke bliver syge i sindet selv om de mentale filtre er mindre tætmaskede på grund af et særlig genetisk setup, at de med sig i den mentale bagage har nogle "beskyttelsesfaktorer" der gør dem mindre sårbare og mere modstandsdygtige mod det indre kaos som det øgede input af informationer kan bevirke.
Til disse beskyttelsesfaktorer hører det som Lone Frank omtaler som "rå intelligens", men også en relativt større kapacitet i arbejdshukommelsen og en 'kognitiv fleksibilitet', som gør det muligt for de særligt kreative at kombinere de flere input til nye og originale ideer.
Og de 'sårbahedsfaktorer' som særligt kreative og sindslidende har som fælles genetisk bagager er:
- Svækket 'latent hæmning' (= mere porøse mentale filtrer mod sensoriske input)
- Forstærket lyst til at gå på opdagelse ("novelty-seeking")
- 'Neural hyperkonnektivitet', dvs at der er unormale neurale forbindeler mellem hjerneområder der ellers ikke er funktionelt forbundet (som man fx ser hos synæstetikere)
I en af artikelversionerne finder man dette resume af artiklens "highlights":
- Cognitive systems that underlie creative ideation may be dependent upon irregularities in both serotonin and dopamine neurotransmitter systems.
- Creative individuals may depend on vulnerability factors to enhance their work.
- Since creativity and psychopathology may be different outcomes of biological vulnerability factors, art, music, or writing therapies may improve symptoms of psychopathology by increasing protective factors associated with creativity.
Man bemærker at der ved alle tre punkter står "may be". Der er tale om en model eller en teori.
Jeg noterer også at den fysiologiske forklaring på afvigelserne sandsynligvis skyldes afvigelser og uregelmæssigheder i produktionen af neurotransmitter-hormonerne dopamin og serotonin i hjernen.
Der er uorden i det man kalder 'dopaminsystemet' som blandt andet styrer det såkaldte 'belønnngscenter' som kan skabe afhængighed af fx alkohol og euforiserende stoffer eller af dagdrømmerier (jfr. foregående indlæg).
Se mere om det her hvor jeg refererer til forskning af den svenske forsker dr. Ullén fra Karolinska Instituttet:
Hovedpersonen i første del af Lone Franks artikel er psykiateren Nancy Andreasen fra University of Iowa.
Hun har foretaget eksperimenter med at lade anerkendte kunstnere hjerneskanne - og så konstatereret at der hos dem, både når de var i hvile og når de fik nogle forskellige opgaver og input, var usædvanlig høj aktivitet i de centrerer i hjernen som kaldes 'assciationsområderne' ('association cortecies').
De beskrives sådan her i Lone Franks artikel:
Det er de dele af den krøllede hjernebark, som modtager og behandler information fra sanserne og integrerer dem med erindringer og information som allerede er lagret.Og den høje aktivitet gav mening. For er kernen ikke netop at tage det kendte og forme noget nyt og originalt ud af det?
Det er ikke alverden præcist. Og går jeg til kilden: Nancy Andreasens egen beskrivelse, så er hun heller ikke mere præcis. Men hun beskriver sine erfaringer og sin forskning meget levende, så jeg kan godt forstå at Lone Frank trækker intimt på hendes "erindringsskitse" fra 2014.
Her et link til hele teksten som er meget personligt fortalt:
En større engelsk leksikon-artikel der beskriver forskningen i hvordan de forskellige dele af associations-områderne i den krøllede hjernebark fungerer, slutter med følgende skelnen mellem tre 'associations-cortecies':
Together, these studies indicate that, among other functions, the parietal association cortex is especially important for attending to complex stimuli in the external and internal environment, that the temporal association cortex is especially important for identifying the nature of such stimuli, and that the frontal association cortex is especially important for planning appropriate behavioral responses to the stimuli.
Hvis teorien om at særligt kreative personer har en relativt lav latent hæmning, (LLI) hvis den holder, så hænger det jo godt sammen med at de så skal bruge mere mental energi til at sortere og bearbejde de relativt flere informationer som slipper igennem de mentale filtre.
Det hænger også godt sammen med at associationsområderne ikke bare skal integrere informationer udefra via sanserne, men også bearbejde input indefra - fra det der kaldes 'default mode-netværket' i hjernen, som antages at værre tæt forbundet med det at vær kreativ.
Det er det netværk som er meget aktivt når vi er i hvile, og når vi dagdrømmer, men det er også aktivt når vi fx hører historier eller ser dem på film, eller når vi skal fremkalde episodiske erindringer fra fortiden, eller forestille os hvordan andre personer har det ('Theory of Mind'), eller fantasere om os selv i fremtidige situationer.
En teori (som jeg ikke lige har set luftet nogen steder) kunne være at særligt kreative mennesker med et mere porøst mentalt filter end de fleste (=LLI), også har et mere porøst filter i forhold til input fra det introspektive, drømmende og fantaserende default mode-netværk. Når der derfra lækker flere informationer ind til de andre associationsområder end 'normalt', så har disse dele af associationscortex et større job med at integrere dem med de informationer der kommer udefra.
Og så er de altså en fordel at være udstyret med en eller flere af de mentale "beskyttelsesfaktorer" nævnt oven for.
Jeg har fundet den her model af samspillet mellem default mode-netværket og to andre netværk som til sammen "make up creativity":
Hvordan associations-cortex-områderne skal placeres i forhold til dem, kan jeg ikke lige gennemskue her.
Men på en anden blok har jeg fundet et interview med en af pionererne inden for hjerneskanninger og opdagelsen af forskellige netværk i hjernen, professor Marcus Raichle fra Washington University School of Medicine in St. Louis, Missouri.
I interviewet forklarer han funktionen af tre forskellige netværk i hjernen: 'the default mode network' og to andre. Han bliver spurgt:
Og han svarer:Two other networks in the association area are called the attention and salience networks – what is the difference between these and the default mode network?
“Attention networks – there are actually two of them – determine our capacity to attend to specific tasks we need to do. Studies indicate that certain areas of the cortex have increased activity when we perform tasks with the attention focused in a specific direction or on specific aspects of the task. These areas are active all the time, no matter what we are doing. But their activity increases, as does their impact, when we focus on distinct tasks. I like to think of it as losing yourself in your task or work, and you just focus on what you are doing.“The salience network seems to be involved in determining how relevant a particular piece of information, or a thing you are looking at or thinking about, is to you. This brings us closer to the perception we have of how we integrate information from the world around us with ourselves. We must be capable of relating to the external world, as well as our bodies, with some sort of self-image. Something could be important to you because you like it, or because you don’t like it and it is potentially dangerous. Those are critical decisions for survival.“To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.”
http://www.themeditationblog.com/the-brains-default-mode-network-what-does-it-mean-to-us/
Det er for mig lige nu uklart om det er aktiviteten i alle tre netværk som Nancy Andreasen har målt på.
Mit bud ville være at den relativt større aktivitet i associationscortex hos de særligt kreative forsøgspersoner, primært stammer fra default mode-netværket, og at den aktivitet så udløser øget aktivitet i det to andre netværk.
Et hvilket som helst blogindlæg fungerer som en 'serendipitetsgenerator' (et nyt ord jeg lige har opfundet). Dvs. når først jeg begynder at skrive på det, så surfer jeg energisk på nettet, og så opdager jeg begreber og sammenhænge som jeg ellers aldrig ville have tænkt på.
Det gælder også dette indlæg som jo handler om en række emner jeg med flid har dyrket her på bloggen.
Men med i købet får man jo som regel en række links til hjemmesider hvis indhold man gerne vil forfølge videre - en anden dag.
Ofte glemmer jeg dem så, men denne gang bruger jeg slutningen af bloggen her som en huskeliste over links som jeg regner med at ville udfolde ved en senere lejlighed.
Det er dels noget om default mode-netværket som kilde til litteratur og storytelling, dels noget om de positive sider ved dagdrømmerier (det forgående indlæg handlede jo om nogle negative sider), og endelig stødte jeg på en mand som jeg må kigge nærmere på: Donald T. Cambell, der blandt andet har udviklet en teori om evolutionen af kreativitet som forkortes BVSR, der står for "Blind Variation and Selective Retention".
http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/201102/why-daydreamers-are-more-creative
http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/
http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fnhum.2013.00330/full
http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3613603/
http://mindblog.dericbownds.net/2014/03/default-mode-network-seat-of-literary.html
http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fpsyg.2013.00626/full
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24300116
https://www.psychologytoday.com/blog/the-fundamental-four/201202/creativity-and-intelligence-the-underlying-bvsr-process
https://en.wikipedia.org/wiki/Donald_T._Campbell#Blind_variation_and_selective_retention
https://en.wikipedia.org/wiki/Campbell%27s_law
