Sider

mandag den 28. januar 2013

Den kreative Burmarejse (3) - "Vejen til Mandalay" - om generalerne, folket og vittighederne - og den nye hovedstad i Burma

Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn,
så den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn.
Stable teaktræ favn på favn, i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe turde viske hendes navn.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
På vores 10 dages rundtur til en række smukke og interessante seværdigheder i Burma, så vi ikke meget til det militær, som har dikteret landets liv i de sidste mange år, og altså blandt andet har ansvaret for Aung San Suu Kyis mangeårige husarrest. Og som  direkte - eller indirekte via korruption - tjener fedt på overskuddet fra Burmas store teaktræs fældnings og -eksportindustri - ikke mindst til Kina.
   Så på overfladen virkede landet og befolkningen på mange måder fredeligt og civilt - og mere frit end Kina, hvor vi så en del soldater i miltær-uniform rundt omkring.
   Og der er jo også - ifølge de danske og internationale medier - en åbning mod et friere styre på vej - foranlediget af de reformer som den tidligere general, men nu civile president Thein Sein har igangsat, herunder tilladelsen til at Aung San Suu Kyi fik hævet sin husarrest, og kunne deltage i et suppleringsvalg til parlamentet.
   Men vore lokale guide og reserverejseleder Zaw Zaw var bestemt ikke overbevist om at de åbninger mod et mere demokratisk og frit samfund, ville holde hvis generalernes magt for alvor blev anfægtet.
 
Nu var de seværdigheder vi oplevede jo også valgt ud fra den liste som var blevet tilbudt rejseselskabet af den statslige turistorganisation. Og i den liste indgik ikke et besøg i den af militæret relativt nyanlagte hovedstad Naypyidaw. Den er "still under construction", som Wikipedia fortæller. 
    Googler man billeder på nettet, så ville der ellers have været tilstrækkeligt med usædvanlige og groteske seværdigheder til at fylde mindst et par dage i programmet. Blandt andet en spritny tro kopi af den fantastiske  guldbeklædte Schwedagon Pagode som vi oplevede i den ægte udgave den første aften vi var i Rangoon. 
   Pagode-kopien i den nye hovedstad har fået navnet Uppatasanti Pagoden ("beskyttelse mod katastrofer"!!!!), og er 30 centimeter lavere end originalen:

File:Uppatasanti Pagoda-02.jpg
Uppatasnati - kopi

Schwedagon - original
Naypyidaw ligger ca. 320 km nord for Rangoon - inde i landet, og er anlagt på et stykke uopdyrket "greenland". 
   Hovedstaden som adminstrativt centrum blev officielt flyttet fra Rangoon til sin nuværende placering af generalstyret i 2005. 
   Avisen India Today fortalte sidste sommer:
Like all dictators, Myanmar's Generals suffer from acute paranoia. The fear of popular protests forced the military regime to move the capital from Yangon (population 6 million) to Nay Pyi Taw (hardly any people at all) in 2005. The new capital, built with Chinese assistance is sprawling. The narrowest roads are eight lanes and the widest extend to 24 lines.
   The city's only residents are civil servants and military officials. All ministries and military installations are hidden away from the main road in forested areas.
   The Generals are as superstitious as they are paranoid. One of the reasons given for building a new capital was that every successful Burmese King in history had set up a new capital. The Generals also constructed a gold-plated copy of Yangon's famous pure gold Shwedagon pagoda in Nay Pyi Taw.
Flytningen 2005 skete i øvrigt under megen ståhej og ballade, fordi selv igangsætningen af byggeriet af vejanlæg, præsidentpaladser og regeringskontorer havde været holdt så hemmeligt for befolkningen at det kom bag på en stor del af embedsmændene at nu skulle de hu hej tvangsflyttes til en spøgelsesby som i øvrigt hverken var helt eller halvt færdig med hensyn til vand- og el-forsyning, infrastruktur,  indkøbsmuligheder, kloakering mv.

Filmen "The Lady" der fortalte om Aung San Suu Kyis historie frem til munkeoprøret 2007, fik i Danmark blandt andet dårlige anmeldelser fordi nogle anmeldere mente at det billede som filmen gav af generalerne var for karikeret og for sort hvidt: så stupide og onde kunne de da ikke være som filmen fremstillede dem, var argumentet.
   Min research de sidste par dage tyder på at det er det overhovedet ikke. Generalerne der har siddet på magten siden 1962 er lige så gale, tossede, overtroiske og stupide, som filmen fremstiller dem.

I bussen fik vi af vores to rejseleder fortalt mange absurd utrolige - tragikomiske - historier om genralernes (mis)regimente i landet. 
    Fx besluttede en general for nogle få år siden at indføre højrekørsel over hele landet med få dages varsel. Hvilket selvfølgelig medførte en kraftig forøgelse af antallet af trafikulykker, og som vi oplevede det at halvdelen af bilerne havde rattet i højre side, og halvdelen i venstre,
    En anden general indførte totalt forbud mod alle tohjulede motorkøretøjer i Rangoon fordi hans bilkortege  måtte holde tilbage og vente for en krydsende motorcykel-kortege med sønnen af en anden general i front.  Konsekvensen har været at trafikken i Rangoon kun består af biler, og alle de biler der nu fylder i stedet for de tohjulede køretøjer, får trafikken til at gå fuldstændig i hårdknude i timevis.

Pludselige, uforberedte og uvarslede erklæringer om at pengesedler med bestemte værdier nu var ugyldige og skulle erstattes med andre, har flere gange ført til folkelig uro.
For example, in May 1964, the 50 and 100 kyat notes were demonetized, while in November 1985 the 20, 50 and 100 notes were demonetized and replaced with new kyat notes in unusual denominations (25, 35, and 75). A similar process took place in September 1987 as well, but with a more severe nature: the government demonetized the 25, 35, and 75 kyat notes without warning, leaving 75% of the country’s currency of no value. As a result, a new series of notes (15, 45, and 90 denominations) was issued, but great economic unrest ensued.
Efter sigende har nogle af disse uvarslede udskiftninger af gamle sedler til nye sedler med andre værdier, været begrundet i at generalerne tror på talmagi, og at nogle værdier ifølge den tro er bedre end andre. 
   Det der udløste munke-oprøret i 2007 - også kaldet safran-revolutionen -  var en tilsvarende akut forværring af de økonomiske levevilkår for befolkningen, på grund af uvarslede bortfald af tilskud til brændstof til køretøjer. Wikipedia:
A series of anti-government protests started in Burma (also known as Myanmar) on 15 August 2007. The immediate cause of the protests was mainly the unannounced decision of the ruling junta, the State Peace and Development Council, to remove fuel subsidies, which caused the price of diesel and petrol to suddenly rise as much as 66%, and the price of compressed natural gas for buses to increase fivefold in less than a week.
Samtidig har befolkningen jo altså oplevet at generalerne har postet milliarder og atter milliarder i vej- og bygnings-anlæg i den nye hovedstad, hvor de - har de sikkert tænkt - ville have bedre kontrol over befolkningen end i den ustyrlige gamle hovedstad Rangoon.
   Oprøret og protesterne i 2007 havde præcis Swedagon-pagoden i Rangoon som sit både fysiske og symbolske centrum, og befolkning slog ring om den for at beskytte de fredeligt protesterende og demonstrerende munke mod militærets voldelige overgreb.


Og blandt den brede befolkning cirkulerer der en mængde såkaldt 'generaltvittigheder' - 'Junta Jokes' . Flere af dem blev genfortalt både af Zaw Zaw og af den danske rejseleder Gunnar.
   Mit problem er at jeg ikke kan huske sjove historier på en måde så jeg kan genfortælle dem. Så jeg søger på nettet med forskellige søgeordskombinationer, fx "junta jokes", eller "funny stories about the generals in Myanmar".
    En af de historier jeg fandt i flere udgaver, handler om tandlæger, og lyder som så:
- Hvorfor er der ingen tandlæger i Burma?
- Fordi det er forbudt at åbne munden i Burma!
Elller:
Par Par Lay went to India for the Dental treatment. Indian Dental Surgeon was quite surprised as Par Par Lay came all the way from Burma to India, just for a simple Dental treatment.
   Then he asked. “Don’t you have Dental Surgeons in Burma?”
   Par Par Lay replied, “Yes Sir, but they were unable to work as Burmese people are ordered not to open their mouth by the Military Government of Burma.”
Her en anden der gør grin med den dårlige el-forsyning:
Electricity is so scarce in Burma that one is not likely to get electric shock if one puts you finger inside a plughole. But don´t touch the junta´s newspaper! It´ss charged with hundreds of thousand of volts.
Og flere:
- Hvornår vil Burma få demokrati?
- Den 30. februar! 
Burmese Tatmadaw has announced that its new national symbol is the Condom, because it accurately reflects the government stance. A condom allows for inflation, halts production, destroys the next generation, protects a bunch of pricks and gives us a sense of security while we’re actually being screwed!
Senior General Than Shwe and General Maung Aye were in a helicopter looking down Rangoon. Than Shwe said, “Maung Aye, if I throw two 1000 Kyat notes down, two people will be happy.”
   Not wanting to be outdone, Maung Aye said, “If I throw 200 of 10 Kyat notes, 200 people will be happy.”
   The pilot heard the conversation and said, “If I throw the two of you down, 50 million Burmese will be happy.”
The junta in Burma has created a new first-class postal stamp featuring its leaders. The stamp was not sticking to envelopes, which enraged the junta, who demanded a full investigation. After a month of testing, a special junta commission presented the following findings about why the stamps were not sticking:
  1) The stamp is in perfect order.
  2) There is nothing wrong with the adhesive. 
  3) People are spitting on the wrong side. 
Du kan finde flere generalvittigheder på adressen: 
http://burmadigest.info/wp-content/uploads/2009/04/burmese-political-jokes-20090413draft.pdf
Her er en række forslag til at gøre generalerne til grin med practical jokes fra Burma Digest:
In Burmese, the military word, General, is called Bo Gyoke, which is pronounced Bo as in the beautiful Bo Derek, Gyoke as in the English word, joke. Since silly antics of the Burmese Bogyokes are laughable beyond compare,
   — such as insisting upon moving an entire capitol on the 11 minute of the 11 hour of the 11 day of the 11 month to a jungle hideout simply on the advice of an astrologer,
   — or the wedding of one’s own 70 year-old wife (without divorcing her) to a 35 year-old gigolo stud actor and then coming along for the honeymoon, (General Than Shwe actually did this)
   — and countless other funny, and funnier-still stories, it is only mete and proper that the Burmese word for Bo Gyoke be spelled as Bo Joke.
Og videre:
Dear Readers,
   We will be presenting to you in the weeks that follow — a series of Practical Jokes on our “Beloved” Burma Bo Jokes, our beloved Burmese Generals, in which we invite you to send in Your Own Ideas for which we shall credit you with authorship. Below we describe to you some tentative ideas which we will present week after week. If, however, we receive from you, our Readers, a good idea, then we shall give credence to you first and then later on resume our Series. Below now is the first of our Bo Joke Series.
   No. 1: Panty Power for the Phone Naint Downfall of the Generals”
   Behold, the overwhelming power of women over that of men whose minds are overblown with self-important arrogance. Men who think they are emperors with royal naypyidaw capitols and kingly titles and regalia. The higher they are, the lower they fall. Ergo, whenever these high and mighty kings meet with the garment of women, they will fall, for such is their belief.
Jeg fandt faktisk også en variant af den lange historie som Zaw Zaw fortalte i bussen allerede den første dag i Rangoon:
Recently, three very important government officials from Thailand, Korea, an d Burma had some important business and had to travel by train, accompanied by their PA’s (personal assistants). During the long trip, the Thai official got hungry and told his PA to bring out a couple of lobsters. They were so big that the plate could not fit both, and so the Thai very deftly picked up the extraneous lobster and flung it out of the window as if it was a piece of trash.
   “Why did you do that?” the Burmese official hungrily asked. The Thai nonchalantly replied, “Oh, in my country, lobsters are SO cheap and plentiful.” So the Burmese just had to rub his hungry stomach and sat silently, deep in thought. After all, food has become very expensive and meat is scarce in Burma. He felt so bad that the Thai had thrown away the lobster. But he did not dare complain or else it would be a loss of face, theikkhar kyaht.
   Not to be outdone, the Kore an snapped his fingers and his PA brought a very expensive, fancy-looking cell phone. After he finished his call, he casually flung it out the window like a cigarette butt. “WHY did you do that?” the Burmese official asked. The Korean replied, “Oh, cell phones are SO cheap and plentiful in my country.” Again, the Burmese official rubbed himself, this time in the face, because he felt like crying. After all, cell phones are expensive and hard to get in Burma, and the government has to be bribed heavily even to get an ordinary land-ine telephone.
   He again sat silently, deep in thought. How was he going to outdo the other two? National honor, Naingandaw Theikkhar, was at stake. He snapped his fingers and his PA brought him a cigarette, While smoking, he snapped again for a stiff drink, and again, the PA jumped into action and poured a Johnny Walker Black, unthinkably unaffordable for a typical Burmese citizen. Of course, he threw away the cigarette butt and the PA came to fetch the empty glass. There was no way he could throw away the whiskey. No way.
   Then Burmese assistant came to ask if there was anything, anything else that he could do for his boss.
   “No, there is nothing more. You have done your duty well;” said the official and his eyes suddenly gleamed as if he just had a bright idea. He grabbed his assistant by the back of his neck and threw HIM out of the window!
   Both the Thai and Korean sprang up, shocked, aghast, demanding to know: “WHY did you do that???” The Burmese official explained in a bored manner, “Assistants like these, are so cheap and plentiful. They are so willing. You can order them to do anything.
I Zaw Zaws version slutter historien med at burmeseren smider en general ud ad vinduet idet han siger: "Generals are so cheap and plentifull in our country,"

Dette er desværre ikke en joke, men virkelighed. Se her fotografier fra den for nyligt anlagte by: Naypyidaw, den nye hovedstad i et af verdens mest forarmede lande:
   

When the mist was on the rice-fields an' the sun was droppin' slow,
She'd git 'er little banjo an' she'd sing "Kulla-lo-lo!"
With 'er arm upon my shoulder an' 'er cheek agin' my cheek
We useter watch the steamers an' the hathis pilin' teak.
Elephints a-pilin' teak
In the sludgy, squdgy creek,
Where the silence 'ung that 'eavy you was 'arf afraid to speak!
On the road to Mandalay . . .
(fortsættelse følger)

fredag den 25. januar 2013

Den kreative Burmarejse (2) - "Vejen til Mandalay" - om militæret og de etniske minoriteter i Burma

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Birma-Jomfru bar;
Supiyawiat hed hun – samme Navn, som Theebaws Dronning har
Paa en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,
og hun øsled kristne Kysse paa en hedensk Afguds Fod.
Kun af snavs den Gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
straks da jeg tog til at kysse, hun sin Gud i stikken lod!
O, den Vej til Mandalay, fuld af Flyvefisk i Leg,
og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!
Sangen om vejen til Mandalay fortæller om den engelske soldat der på Kiplings tid længes tilbage til sit liv i kolonien og til sin Burma-kæreste, som - antyder versene - er en fri og selvstændig kvinde. 
   Og oplevelsen fra Burma-rejsen var faktisk at kvinderne vi mødte fremtrådte relativt frie og selvstændige, og at den lokale kulturs holdning til dem stod i positiv kontrast til fx. de holdninger til kvinder der dominerer den arabiske landes kultur - og den indiske kultur!
   Et Wikipedia-opslag på nettet bekræfter indtrykket
Historically, women in Burma (Myanmar) have had a unique social status inBurmese society. According to the research made by Daw Mya Sein, Burmese women "for centuries – even before recorded history" owned a "high measure of independence" and had retained their "legal and economic rights" despite the influences of Buddhism and Hinduism. Burma once had a matriarchal system that includes the exclusive right to inherit oil wells and the right to inherit the position as village head. Burmese women were also appointed to high offices by Burmese kings, can become chieftainesses and queens.[
Så det giver også et ekstra sidelys på Aung San Suus historie, synes jeg.

Jeg har skrevet om det før, og oplever det nu igen. Når man er fuld af indtryk, billeder, associationer fra en stærk oplevelse eller et vigtigt emne, så myldrer det pludselig frem med 'bonusmateriale' fra aviser og andre medier.
   Dagligt har der siden hjemkomsten været artikler i flere af de aviser jeg læser der har haft Burma som tema. Især om den politiske situation,  dels fokuseret gennem Aung San Suu Kyis person og de stadig usikre muligheder for at demokratiet kan slå rod,  og dels fokuseret på kampene i de nordligste områder på grænsen til Kina - i den hovedsageligt kristne delstat Kahcin.
   Idag havde Information fx en artikel med rubrikken "Kina kunne stoppe borgerkrig i Myanmar", og med underrubrikken: "Kina spiller på to heste i borgerkrigen mellem Myanmars regeringhær og oprørsstyrker. Krigen har direkte indflydelse på kinesiske interesser - og for Kina er den både en trussel og et nyttigt pressionsmiddel."
   
Så langt oppe nordpå var vi  naturligvis slet ikke ikke. Men vi fik at vide af vores etnisk indiske guide og medrejseleder Zaw Zaw at det var meget kompliceret og uigennemskueligt hvad der forgik og hvilke interesser og spillere der var involveret i de forskellige konflikter mellem den burmesiske hær og de lokale etniske befolkninger.
   Når man i medierne kunne læse at 'regeringshæren' gjorde det ene og det andet i den provins, så kunne det meget vel være at det i virkeligheden kun var den lokale general som agerede og førte krig på egen hånd, uden overordnet styring fra de generaler som sad i regeringen i hovedstaden.
   Noget af konflikten kunne simpelt hen hænge sammen med at de lokale militære ledere i Kahcin-området havde økonomiske interesser i minedrift og teaktræ-fældning i området som de brugte deres tropper til at forsvare eller udvide.
 
Som jeg skrev i det foregående indlæg, så var vores rejse så at sige framet gennem Aung San Suu Kyis symbolladede skikkelse og livshistorie. 
   Som metonym på en politisk bevægelse i landet, og som metafor på en ny nation i svøb med en ny identitet, leverede hun for mig, og tror jeg, også for mine medrejsende, en af de vigtige optikker som  Burma blev oplevet igennem.
   Undervejs så vi rigtig mange billeder af hende og hendes far i busserne vi kørte i,  og på væggene i flere af de hoteller vi besøgte. Plakater og fotos med hendes ansigt som motiv kunne købes de fleste af de markeder vi besøgte.
   
Umiddelbart var jeg jo derfor også interesseret i hvordan Aung San Suu Kyi stillede sig til kampene i nord. Et eller andet sted havde jeg læst at hun har været "overaskende tavs" af en fredsprismodtager der går ind for ikke-vold, at være.
   Det fik vi vist ikke afklaret i bussen.
   Men en søgning på nettet viser at hun faktisk, mens vi rejste rundt, har taget offentlig stilling. Her citeres hun i den engelsksprogede avis "Irrawaddy" fra den 16. januar:
“I don’t like any kind of war or violence,” said the Nobel Peace Prize laureate. “I have always said that we should negotiate amongst ourselves so that there is no need to fight like this.”
   She added: “We will only be able to avoid such conflicts if we begin to practice a culture of negotiation.”
   Regarding her own role in resolving the conflict, Suu Kyi said that despite being a member of Burma’s Parliament, she has limited power to directly address the issue.
   “I am not a member of Parliament’s Ethnic Committee. That doesn’t mean that I don’t take responsibility for the matter or that I don’t care about it, but different committees should respect each other and not interfere in each other’s work,” she said.
   She added, however, that Burma’s ethnic issues are not just a matter for MPs, but can only be resolved through the efforts of all citizens, including the country’s media.
   “Mutual respect and mutual trust are the key to solving the ethnic issues. We, as well as the government, have to ask ourselves whether we understand the goals of the ethnic people and whether we can help them fulfill their goals,” she said, adding that she would be willing to assist in the peace process if she is invited by the government.
Hvor vigtig en figur er og hvor vigtig hendes offentlige  stillingtagen er selv om hun ingen magt har, men blot er et menigt parlamentsmedlem valgt ved et suppleringsvalg for nylig, fremgår af dette billede fra en opfølgende artikel i The Guardian dagen efter.
    Artiklen fortæller blandt andet om Kachin-demonstranter foran den Burmesiske amabassade i Bankok i Thailand:

Overseas Kachin communities protest Myanmar bombardments
Kchin protesters in Thailand hold placards and a picture of Aung San Suu Kyi,
during a demonstration outside the Burmese embassy in Bangkok.
Photograph: Narong Sangnak/EPA
Jeg husker fra filmen "The Lady" hvordan vi ser Aung San Suu Kyi i 1989 rejse rundt i landet til en lang række minoriteter og føre valgkamp for at få deres støtte til hendes demokratibevægelse. 
   Blandt andet viste filmen at hun besøgte den Kayan-stamme fra Karen-minoriteten som er kendt for deres langhalsede kvinder med messingringe om halsen:

Om disse valgmøder med en række etniske minoriteter er fiktion eller afspejler virkeligheden omkring 1989-valgkampen, ved jeg ikke.
   Selv så vi en enkelt Karen-kvinde med de gyldne ringe om den lange hals da vi besøgte Pyathadar (Pyathatgyi) Templet Bagan-området:


Eksotisk og fascinerende. Og smukt! 
   Men er det ikke også en form for kvindeundertrykkelse - i modstrid med den generelle tradition i Burma?
   Wikipedia:
Many ideas regarding why the coils are worn have been suggested, often formed by visiting anthropologists, who have hypothesized that the rings protected women from becoming slaves by making them less attractive to other tribes. Contrastingly it has been theorised that the coils originate from the desire to look more attractive by exaggerating sexual dimorphism, as women have more slender necks than men. It has also been suggested that the coils give the women resemblance to a dragon, an important figure in Kayan folklore. The coils might be meant to protect from tiger bites, perhaps literally, but probably symbolically.
   Kayan women, when asked, acknowledge these ideas, but often say that their purpose for wearing the rings is cultural identity (one associated with beauty). The coil, once on, is seldom removed, as the coiling and uncoiling is a lengthy procedure. It is usually only removed to be replaced by a new or longer coil. The muscles covered by the coil become weakened.
   Many women have removed the rings for medical examinations. Most women prefer to wear the rings once their necks have become elongated, as the area of the neck and collarbone often becomes bruised and discolored. Additionally, the collar feels like an integral part of the body after ten or more years of continuous wear.
   In 2006 some of the younger women in Mae Hong Son started to remove their rings, either to give them the opportunity to continue their education, or in protest against the exploitation of their culture and the restrictions that came with it. 
Men ellers må man sige at vi ikke mødte minoriteter som en del af Burma-turen. Dette i modsætning til  oplevelserne vi havde på grupperejsen til Kina, "De Vilde Svaner", for et par år siden hvor kineserne jævnligt gennem turistevents fremhævede hvor højt staten og samfundet værdsatte de etniske minoriteters særlige kultur (Tibet undtaget!). 
   Der er ellers officielt anerkendt 135 minoriteter i Burma - fordelt på 8 "storgrupper", og blandt dem tales der omkring 100 forskellige sprog. 

Da det er den burmesiske statslige turistorganisation der bestemmer hvilke turistmål fremmede rejsebureauer kan tilbyde, så siger det måske også noget om at regimet er nervøs for for meget fokus på at landet faktisk er et kludetæppe af kulturer, og at landets befolkning er sammensat af forskellige befolkningsgrupper indvandret i århundredernes løb fra både vest, nord, øst og syd.

En videre søgning på nettet bekræfter at militærregimet kan have al mulig grund til ikke at lade turister møde nogle af de etniske minoriteter. En hjemmeside citeer Aung San Suu Kyi:
Rape is used in my country as a weapon against those who only want to live in peace, who only want to assert their basic human rights, especially in the areas of the ethnic nationalities. Rape is rife. It is used as a weapon by the armed forces to intimidate the ethnic nationalities and to divide our country.
Citatet indleder et indlæg på hjemmesiden som har overskriften:
License to rape: How Burma’s military employs systematic sexualized violence
Artiklen på nettet fortsætter:
Last week, a young woman from the Karen ethnic minority in Burma reported being “beaten, drugged, and sexually assaulted by two men wearing army fatigues.”
   In November 2011, reports emerged that four women were being kept as sex slaves by the Burmese military near the Kachin-China border; forced to cook and clean during the day and gang-raped at night by the soldiers in the Light Infantry Battalion 321.
   These reports, unfortunately, are not rare.
   Such incidents are a part of a pattern of consistent and systematic sexualized violence perpetrated by the Burmese military, particularly against women in Burma’s ethnic groups.
    In a seminal 2002 report, the Shan Human Rights Foundation and the Shan Women’s Action Network found that there appears to be “a concerted strategy by the Burmese army troops to rape Shan women as a part of their anti-insurgency activities.
    The incidents detailed were committed by soldiers from 52 different battalions. Eighty-three percent of the rapes were committed by officers, usually in front of their own troops… .Out of the total 173 documented incidents, in only one case was a perpetrator punished by his commanding officer.”
   Rape, has been, and is being used in Burma as a strategic weapon of war. 
http://www.womenundersiegeproject.org/blog/entry/license-to-rape-how-burmas-military-employs-systematic-sexualized-violence
De generaler og deres lejesvende er godt nok nogle dejlige drenge. Men hyggeonkler er de ikke.  Dem vender jeg tilbage til senere - for de betød noget for hvor munter vejen til Mandalay viste sig også at blive.
'Er petticoat was yaller an' 'er little cap was green,
An' 'er name was Supi-yaw-lat -- jes' the same as Theebaw's Queen,
An' I seed her first a-smokin' of a whackin' white cheroot,
An' a-wastin' Christian kisses on an 'eathen idol's foot:
Bloomin' idol made o'mud --
Wot they called the Great Gawd Budd --
Plucky lot she cared for idols when I kissed 'er where she stud!
On the road to Mandalay . . .
                                            (fortsættes)

torsdag den 24. januar 2013

Den kreative Burmarejse (1) - "Vejen til Mandalay" - og Aung San Suu Kyi

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej.
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!
Et hold danske turister synger disse linjer i en bus på en vej i Burma/Myanmar, nærmere bestemt i omegnen af byen Mandalay. Det sker under ledelsen af den danske rejseleder Gunnar der har uddelt sangens tekst til hele holdet. 
   Jeg og fruen og moster synger med ad fuld hals - den sang som de fleste lidt ældre danskere husker fra Giro 413 sunget af Four Jacks, yngre husker den måske i Kim Larsen-versionen, endnu ældre mindes den i Mogens With-versionen fra 1942.
   Jeg foretrækker Four Jacks-versionen.

Burma er et land jeg har læst om, hørt om og set billeder fra i massemedierne de senere år. Ikke for det gode.
   Og jeg husker jeg har set en fascinerende prisvindende dokumentarfilm for nogle år siden: "Burma VJ" af den danske dokumentarinstruktør Anders Østergaard. Om et oprør i landdet 2007 ført an af buddistmunke og vendt mod landets militære magthavere.
   Politisk set har Burma i mange år været et militærdiktatur af den groveste slags - sådan nærmest i familie med Nordkoreas.
  Men i modsætning til Norkorea, så er der her tale om et regime med en internationalt berømmet moralsk heltinde Aung San Suu Kyi som politisk modstander, en kvinde der har modtaget Nobels fredspris i 1991 - for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i landet.
   Hun er et par år yngre end mig, noterer jeg. Født 1945.

Som leder af National Leage for Demokracy vandt hun en jordskredsejr ved et valg i 1990, men var  allerede inden valget blevet sat i husarrest af generalerne.
    Efter husarresten i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af magthaverne.
   Hun er datter af general Auang San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år.
   Hun studerede ved universitet i Oxford hvor hun mødte sin engelske mand, som hun har 2 børn med.
   Hun er som politisk personlighed i samme klasse som Václav Havel og Nelson Mandela.

I forruden til bussen som vi kørte og sang i i omegnen af Mandalay, hang der side om side et foto af hende og et foto af faderen general Aung San der er landets nationalhelt - tilsvarende Nehru og Gandhi i Indien:


Som noget af det første på rejsen så vi general Aung Sans kontor i Rangoon, der var bevaret som en slags mindestue:


Og som noget af det sidste på rejsen så vi porten til Aung San Suu Kyis hus som hun sad i husarrest i de mange år:


På den modsatte side af vejen lå den militærforlængning hvorfra hun er blevet overvåget døgnet rundt i hele perioden.


Jeg så for ikke så længe siden spillefilmen om Aung San Suu Kyis liv: "The Lady". Ikke verdens bedste film, men den gav et meget godt indtryk af hendes liv og virkelighed. Og jeg genkendte her lokaliteten fra filmen.

Flere venner og bekendt havde anbefalet at vi skulle se at komme til Burma inden turistindustrien for alvor kom igang. Og min vane tro læste jeg ikke på lektien inden afrejsen til Burma. Ingen "Turen går til Burma" eller lignende. 
   Jeg havde kun lige skimmet rejsearrangørens program for et halvt år siden da vi bestilte rejsen. 
   Så jeg tog på rejsen med et åbent sind - og ikke særligt konkrete forventninger - kun relativt vage associationer og diffuse fantasiforestillinger. Sammen med fruen og moster - og 26 andre danskere - de fleste nogenlunde jævnaldrende - og ligesom på vores tidligere rejser til Japan og Kina - medrejsende der for de flestes vedkommende var meget mere berejste end vi var.

Men hvad har sådan en rejse egentlig med temaet kreativitet at gøre?
   Umiddelbart er svaret simpelt. Kreativitet indebærer overskridelse af grænser, blending af adskilte konceptuelle rum. Så enhver rejse til et nyt og fremmedartet land er en rejse ind i en verden hvor fantasi blandes med virkelighed. Og ud af dette mix, vokser oplevelserne frem.

Her kommer så lige Mandalay-sangen i Four Jacks-udgaven, skrevet af Kipling, gendigtet på dansk af Kai Friis Møller:


Og her er traileren til Burma VJ-dokumentaren, filmen kan ses stykvis på YouTube:

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!"
Come you back to Mandalay,
Where the old Flotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!
(fortsættelse følger)

mandag den 7. januar 2013

Thinking, Fast and Slow (7) - bidrag til forståelsen af 'behavioral journalism' - med aktuelle eksempler fra Politiken og TV-Avisen

Økonomien er i krise, både i teori og praksis. Det politiske system og dets udøvere, politikerne, er i krise. Journalistikken, journalistprofessionen og mange af de medier den udfolder sig igennem, er i krise. 
   Hvorfor? Hvordan? Og hvad så?
   Nobelpristageren Daniel Kahneman har måske nogle af svarene.

Jeg har igennem en række blogindlæg i den seneste måneds tid refereret teoretiske begreber og konkrete pointer fra en efter min vurdering usædvanligt indsigtgivende bog 'Thinking, Fast and Slow', skrevet af denne højt anset forsker, professor i flere forskellige fag: Daniel Kahneman. 
   Begreberne og pointerne har jeg forsøgt at bruge til at kast nyt lys på aktuelle journalistiske problemer, og på selve journalistprofessionens arbejds- og eksistensvilkår.
   Kernen i Kahnemans teoretiseren er at han klart skelner mellem to menneskelige tænkeformer: 'System 1' der tænker hurtigt og intuitivt og mentalt er ude af starthullerne inden man kan nå at blinke, og 'System 2' der tænker langsomt logisk og analytisk - og for det meste er dovent - og derfor  alt for tit frafalder.
   
Inden  for den sidste uge er der i pressen og medierne forekommet en række bemærkelsesvædige journalistiske "bommerter", kritisable "fejl" som jeg synes med fordel kan belyses og oplyses ved Daniel Kahnemans grundforestilling: at mennesket tænker, vurderer, bedømmer, beslutter sig og handler i spændingsforholdet mellem de to "systemer", som han personificerer for forståelsens skyld, men som han altså benævner med de abstrakte termer: 'System 1' (= 'thinking fast¨) og System 2 (= 'THINKING SLOW').

Den første case er fra Politiken.
   En skarp offentlig kritik af folkeskolens dårlige undervisning og uambitøse pædagogisk praksis, blev viderebragt gennem et langt journalistisk interview med "forfatter og filosof" Lene Andersen. Hun anklagede angiveligt folkeskolen for at fremme middelmådigheden og overse de dygtigste elever, anklager hun byggede på egne personlige erfaringer og oplevelser, hvor hun som højt begavet - ifølge eget udsagn - var langt foran klassekammeraterne og slet ikke fik faglige udfordringer på sit niveau.
   Interviewet blev lanceret under den ret så opsigtsvækkende rubrik:
Eliten taber i middelmådighedsskolen
Underrubrikken/manchetten lyder:
Lene Andersen dødkeder sig 10 år i folkeskolen. Senere har hun fundet ud af, hvorfor. Med en tårnhøj IQ manglede hun udfordring og faglige fællesskaber. Lene Andersen mener, at det e dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet.
En grusom salve, må man sige.

Artiklen giver anledning til en masse debat og opbakkende kritiske udtalelser til citat fra opnionsdannere, pædagogiske eksperter og politikere.
   Og redaktionen har været stolt: Endnu en gang kørte vi med klatten, satte dagsorden og var nyhedsførende.
   En tidligere klassekammerat henvender sig derefter til Politikens redaktion og gør opmærksom på at Lene Andersen aldrig har gået i folkeskolen, men i alle 10 år har gået på den private Tåstrup Realskole.
   Av! Av! En mavepuster.

Læsernes kloge og udmærkede redaktør, Bjarne Schilling,  er ude med den helt store undskyldning i sin ugentlige klumme. 
   Og folkeskolelærerenes organisation gør opmærksom på at det ikke er første gang, så det ligner lidt en tendens. Politiken jagter en stor gruppe af sine kernelæsere. Og god journalistik synes de - med god grund - ikke det er.
   Men læsernes redaktør skriver at man ikke kan bebrejde den journalist noget, der har skrevet artiklen og lavet interviewet: Man må da gå ud fra at en højt begavet kilde som Lene Andersen må vide hvad hun snakker om, og kan skelne mellem "folkeskole" og "privat skole", er hans argument.

Og så sent som i Søndagspolitiken i går gentager Schilling forsvaret for journalisten: Artiklen var ikke udtryk for "dårligt journalistisk arbejde":
Jeg forstår godt, at lærerne blev knotne over interviewet – selvfølgelig er det redaktionens ansvar når der er fejl i avisen. Men først hvis fejlen skyldes dårligt journalistisk arbejde, skal jeg tale med store bogstaver, og det finder jeg stadig ikke anledning til.
Jeg synes læserredaktøren med sindsro kunne have talt med mindst så store bostaver at det matchede rubrikkens til artiklen.

I mit gamle lærebogshæfte i journalistik for begyndere står at hvis en kilde udtaler sig kritisk og anklagende i generelle vendinger om en stor gruppe mennesker (fx indvandrere) eller en stor samfundsinstitution som sygehusvæsenet eller folkeskolen, så beder man vedkommende lige at fortælle hvilket konkret erfaringsgrundlag han eller hun taler ud fra: 
   Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, af hvilken årsag, med hvile konsekvenser??????? 

Hvis en interviewperson offentligt fortæller at folkeskolen og dens lærere leverer en dårlig og slap undervisning over en årrække, så spørger man som kildekritisk journalist naturligvis kilden om hvilken folkeskole i hvilken kommune han eller hun har gået på: den i Holeby, den i Tønder, den på Nørrebro, eller den i Rungsted - bare for at nævne nogle mulige eksempler. 
   Den konkrete skole kunne vel være en opfølgning værd!

Altså: En professionel journalist som kan sit hånværk, spørger, som en ren rygmarvsreaktion, om kildens konkrete erfaringsgrundlag for disse opsigtsvækkende og barske generelle anklager...
  Troede jeg - at jeg og læserredaktøren og redaktionen og alle journalister og journalistuddannelser kunne blive enige om.

Politikens egen højt kvalificerede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i et utal af artikler dokumenteret at der er meget store udsving i kvalitet og resultater fra den ene folkeskole til den anden - i forskellige kommuner og forskellige områder af landet. 
   Og hvis en journalistpraktikant fortalte mig at Politiken var en elendig avis der leverede slap og dårlig journalistik, så vil mit skarpe kontrolspørgsmål da også som det første være. "På hvilken redaktion har du arbejdet?" Ikke alle redaktioner og redaktører er lige gode, heller ikke på Politiken, men jeg har holdt avisen i 50 år, og han skal ikke komme her og ... og hvad bilder han sig ind?

Den anden case har også fyldt godt i debatten blandt mine journalistiske venner på Facebook hen over weekenden. Det er fra TV-Avisen tirsdag den 4. januar.
   DR1 bragte et ret omfattende nyhedsindslag i den sene "tunge" TV-Avis kl. 21.30 - med reportageoptagelser fra en demonstration af lokale borgere rettet mod direktørerne for den krakkede EBH-bank i Nordjylland ved indledningen af en - sjældent set - retssag mod den ansvarlige ledelse.
  TVA-værten Lilian Kretz annoncerede i spib-en at EBH-direktørerne er anklaget for grov manipulation med bankens aktiekurser. Og LK  siger lidt senere i indslaget i en speaket voice over:
Og en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var i dag mødt op ved retten. Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil.
Under denne autoritative vært-speak ser vi reportageklip fra - af sammehængen angiveligt - en lokal demonstration hvor nogle spredte deomonstranter går rundt med de klassiske anklagende skilte, hvor tekstenerne alle er skrevet med samme skrift på hvidt karton. De bærer ikke skiltene løftet og sømmet på træpæle, men hængende løst ned foran kroppen og fastholdt med hænderne i øverste kant af skiltene. Vi ser også et eller flere tv-kamerahold i aktion på stedet, boomstang i billedet, og et par mennesker gå tæt på en stor, dyr sort bil der hurtigt kører bort. Ligesom scenen i en spillefilm.

Jeg husker TVA-indslaget. Og jeg mindes også at jeg var en lille bitte smule usikker - følte et stik af ubehag da jeg så det, uden at jeg i skyndingen kunne nå at finde ud af hvad der gav den fornemmelse. 
   I anledning af dette indlæg har jeg genset TVA-indslaget. Og har nævnt nogle af de ting der ser lidt mærkelige ud.
 
BT kører også på kanten af sandheden og etikken i sin vinklingen af indslaget når de i rubrikken på BT.dk skriver: "Her er beviset: Demonstranter instrueret af DR". 
   DR instruerer ikke. Det gør tilrettelæggere. 
   En klart manipulerende sproglig stramning af rubrikken. Og en rubrik er en del af den skrevne journalistiks iscenesættelse på avissiden. Her har man zoomet ud fra nærbilledet "tilrettelægger" til totalen "DR".  Og jeg ser i dag Lisbeth Knudsen i en leder manipulere sprogligt ad samme spor.
   Sandheden var og er at det var et selvstændigt produktionsselskab som havde kontrakt med en anden DR-afdeling end nyhedsafdelingen, om at producere en serie oplysende faktaprogrammer med afsæt i EBH-sagen.
  Den præcise hybrid-genre kan jeg ikke se af diskussionen, men et konceptstyret og plot-drevet format ser det ud til at der er lavet kontrakt om mellem denne anden DR-afdeling og produktionsselskabet.
    No problemos! Business as usual!
   Bortset fra at et fortravlet nyhedshold under pres lige skal  have en aktuel historie hjem til aftenens 21.30-udsendelsen fra samme lokalitet - med udgangspunkt i samme retssag.

Men hvad var problemet? Egentlig?
   At demonstrationen som TV-A bragte levende reportageoptagelser fra, som dokumentariske dækbilleder til et delvist vært-speaket journalistisk nyhedsindslag, at de billeder viste en "demonstration" som var arrangeret og iscenesat af et privat tv-produktionsselskab som var igang med egne optagelser til en konceptstyret- og plot-båret tv-serie for en anden DR-afdeling; en "demonstration" med ægte lokale borgere der ægte var blevet snydt, og som var ægte vrede, forargede, kede af det - som medvirkende foran kameraet. 

DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er hurtigt ude med beklagelse og undskyldning da fejlen bliver afsløret i BT: Det var en alvorlig journalistisk brøler. Den slags må ikke ske. TV-Avisen må og skal ikke dække fiktive og iscenesatte demonstrationer som var de spontane og autentiske. 
   Men at demonstrationen var iscenesat, det kunne TVA-reporteren og DR-holdet ikke vide, så derfor var de lovligt undskyldt, mente Haagerup.

DR-nyhedsdirektøren fremfører et forsvar der i høj grad minder om det ovenfor citerede fra Politikens læserredaktør: Det var en fejl at det blev publiceret/udsendt, men journalisten kunne ikke vide bedre - vedkommende kunne ikke andet end tage kilden/demonstrationen for gode vare, for pålydende!

Jeg blev i går ringet op af en journalist fra B.T der spurgte om hvordan det egentlig var med iscenesættelse og journalister og journalistik. Han henviste til at jeg havde skrevet en artikel for nogle år siden om brug af iscenesættelse af virkeligheden i fakta- og underholdningsprogrammer til tidskriftet Mediekultur.


Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv - heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen med henblik på at fortælle historier i levende bileder..
   Men i hvilket omfang og på hvilke områder af det vi ser og hører på skærmen, man arrangerer, aftaler og iscenesætter, det er der langt hen ad vejen enighed om blandt professionelle tv-journalister IKKE at fortælle seerne.
   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte kontrakt om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der medd et hold.
   Derfor opstår der med jævne mellemrum i hele perioden fra midten af 60-erne og de følgende 5 årtier, ballade- og skandale-sager af samme slags som nu den om TV-Avisens indslag med brug af optagelser fra en iscenesat demonstration - iscenesat for at professionelle tv-folk kan bruge optagelserne til "et eller andet" i et fakta-baseret tv-program.
  Præcis til hvad, står i konceptet og manuskriptet. Men det kender jeg ikke. 

Da jeg har hukommelse og erindringer om tv- og medier helt tilbage fra midten af 60-erne, og har produceret en velanskrevet fagbog om 'Faktion som udtryksmiddel' som udkom 1990, og en mono- og biografi om Danmarks største tv-dokumentarist Poul Martinsen som udkom 2007, så kunne jeg give journalisten en masse eksempler på højt roste, prisbelønnede fakta- og virkelighedsfunderede tv-udsendelser som var produceret af særdeles kompetente og velanskrevne tv-journalister igennem årene; programmer og programserier hvor seriøse og kreative journalister iscenesatte en virkelighed med almindelige mennesker der "spillede sig selv" - og dermed dokumenterede samfundsperspektiverende pointer og indsigter - gennem tv-optagelser af denne virkelighed.
   Her en liste over nogle af den slags journalistiske top-navne fra DR´glorværdige historie: 
   Peter Watkins, Poul Martinsen, Hans Engberg, Poul Trier Pedersen, Gyda Uldall, Poul Nesgaard, Steen Baadsgaard, Gorm og Gregers, Erik Steffensen, Jørgen Flindt Pedersen, Bo Damgaard, John Carlsen, Jørgen Poulsen, Stig Andersen. Og mange flere.

Hver gang jeg nævnte nogle eksempler på mere eller mindre iscenesatte dokumentariske udsendelser i DR-regi fra fortiden, sagde BT-journalisten: Nå ja, nu huskede han det godt. 
   Han var ikke en nyuddanet journalistisk årsunge, kunne jeg høre. Og luften gik lidt af ballonen i den anden ende af røret. 
   Al den baggrundsviden, al den historiske kontekstinformation vi i fællesskab fik listet op af erindringens kartoteksystem, gjorde - så vidt jeg kunne regne ud - at vinklen han og redaktionen havde haft i hovedet da han ringede, blev mindre og mindre skarp.

Hvad sagde den ansvarlige kanalchef Lotte Lindegaard ifølge Journalisten.dk´s artikel om sagen? 
   At det produktionsselskabet var igang med, altså ikke var en dokumentarfilm, men...
»Det er en happening, en event, en konfrontation, i det her tilfælde en række vrede aktionærer, der konfronterer nogle aktører i finanskrisen, som ikke har villet gå i dialog med dem. Det er en konfrontation, som programmerne - og dermed vi - har taget initiativ til. Det, der går galt, er, at det ikke går op for alle journalister der, er til stede, og som derfor kommer til at viderebringe det indtryk, at det er aktionærerne, der selv har taget initiativ.«
   »Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.«
   »Det er simpelthen gået galt her. Og det må jo bare ikke ske,« siger kanalchef Lotte Lindegaard
Det er i min lille guide for tv-journalister og -tilrettelæggere der iscenesætter, lige efter bogen. Reflekteret, velovervejet, og med bevidsthed om 'genrekontrakter' - i forhold til den version af  virkeligheden der fremstilles på skærmen.
   Og Lotte Lindgaard kender også sin tv-historie, ved jeg. 
   Sådan er spillereglerne for seriøst moderne koncept- og plot-tv. En ordenlig varedeklaration. Nix weiter
   Der er ikke noget at komme efter. 

En bare nogenlunde opmærksom TVA-nyhedsreporter burde nok have lugtet lunten på stedet. Der var mange signaler. Og en redaktionssekretær som har haft indslaget til gennemsyn, burde nok have været en smule skeptisk når han så de skilte og de mennesker der bar rundt på dem. Deres ansigter, deres gestik.
   Som taget ud af en krimi-film med amatørskuespillere. 

Men både TVA-reporteren, DR-holdet og TVA-redaktionssekretæren arbejder alle under stress og pres. 
  De har tillid til deres eget professionelle og optimistiske, men intuitive journalistisk jugement, en indre instans der tænker og siger til sig selv: 
   Wau! Fedt og heldigt at der lige er en folkelig protestdemonstration netop som vi skal til at lave (dæk)billeder og vox-pop-interviews til et af aftenens hovedindslag: Reporter og hold på stedet når det sker: Drama, konflikt, fascination, identifikation. Den er hjemme. Redaktionschefen bliver glad. Kollegerne aftvinges respekt!

Produktions- og beslutnngsforløbet er et "smukt" illustrerende skoleeksempel på Daniel Kahnemans System 1-tænkning og -vurdering i praksis: 'What You See Is All There Is! Og princippet om  at hensynet til 'cognitive ease' er det der afgøre beslutningerne.
   Mens Lotte Lindegaards beskrivelse af projektet er et lige så smukt eksempel på System 2-tænkning, baseret på viden og analyse af mange års tv-udsendelser og "sager". Hun har, ved jeg, læst min faktionsbog for mange år siden. Og er en dybt seriøs og ansvarlig chef.

Havde Ulrik Haagerup haft tid til at tænke sig om - og nået at få sit System 2´s Thinking Slow-maskine op i omdrejninger, så ville han med garanti ikke have reageret som han gjorde.  
   Med sin opfindelse af 'kontruktive nyheder'-begrebet, har han demonstreret at han kan tænke i System 2-baner, og se journalistikken og dens udøvere som netop et "system" der kan udgøre en fare for samfundet fordi det har så stor en magt.
   Og havde Politikens læserredaktør ikke skullet legitimere sig over for det redaktionelle bagland, så ville han med garanti heller ikke have skrevet at artiklen og interviewet med "filosoffen" Lena Andersen var journalistisk i orden.
   Det håber jeg ikke, i hvert fald.

De forskningsresultater Daniel Kahneman har fået nobelprisen for, ligger inden for et af de nye moderne tværfaglige forskningsområder, kaldet 'behavioral economics' - som på dansk har fået betegnelsen 'adfærdsøkonomi'.
   Wikipedia definerer og forklarer det sådan: 
Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of social, cognitive, and emotional factors on the economic decisions of individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents.       Behavioral models typically integrate insights from psychology with neo-classical economic theory. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.[1] Behavioral analysts are not only concerned with the effects of market decisions but also with public choice, which describes another source of economic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral finances:[2)
Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.
- Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.
Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.
Adfærdsøkonomien studerer altså de svagheder og 'biases' som er indlejret i alle de gængse, statistisk orienterede økonomiske teorier og politikmodeller der forudsætter at alle aktører på markedet - økonomer, forbrugere, virksomheder, investorer - handler og tænker logisk, rationelt og - ja, økonomisk. 
   Det gør de ikke! - ifølge - blandt andre - Kahnemans evidensbaserede pointer og forskningsresultater. 
   Og det kan fører til katastrofale fejlvurderinger. Som fx dem der er årsagen til vores nuværende europæiske og amerikanske økonomiske krise. Og fx de typiske kæmpe budgetoverskridelser i alle store offentlige anlægsprojekter: DR-byen, Metroen, Storebæltsbroen, IC-4-togene, Sundhedsvæsenets fælles digitale journalsystem, etc. etc.
   Fordi aktørerne inden for feltet, både eksperter, forskere, virksomhedsleder, multimilliardærer og helt almindelig mennesker, de handler og beslutter sig meget ofte ud fra den lynhurtige, optimistiske, emotionelt funderede intuitive System 1-tænkning, en tænkning der følger en række principper jeg har omtalt i de foregående indlæg i blog-føljetonen "Thinking Fast and Slow."
   Tre af de vigtigste principper i System 1-tænkning er:
  • - What You See, Is All There Is! Så du kan bare følge dine intuitive fornemmelser og tilfældige erfaringer mht. hvad der er  klogt eller dumt, rigtigt og forkert,
  • - Svære spørgsmål der kræver dybtgående undersøgelser og langsom logisk tænkning at besvare, erstattes af lette spørgsmål som lynhurtigt kan besvares ud fra fornemmelser, følelser, anekdoter, praktiske erfaringer og personlige tommelfingerregler.
  • - Princippet om 'cognitiv ease' - der siger at har man en præfabrikeret frame eller priming i forhold til forståelsen af en begivenhed, så er det det kognitive spor man følger til den (bitre) ende - fordi det er det letteste og hurtigste.
Spektakulære udtalelser fra n højt begavet og uddannet yngre kvinde som Lene Andersen der står frem og kritiserer folkeskolen for sløvhed og manglende ambitioner, når man som journalist er igang med et tema om elitens livsvilkår, dem behøver man da ikke at tjekke virkelighedsforankringen for, når det er en kritik som i øvrigt stemmer overens med hvad alle andre også siger og har sagt det seneste år. 
   Det er jo pærenemt at få opbakning og citater til det hun siger. 'Cognitive ease'.
   Den kritik sidder lige i skabet. Vi udgiver den!

En demonstration af forbitrede og fortvivlede borgere vendt mod nogle kyniske bankdirektører der har misbrugt deres priviligerede stilling til at formøble almindelig menneskers surt opsparede pensioner, en sådan demonstration er naturligvis bare det bedste der kunne hænde når man som reporter er under pres for at lave en nyhedsreportage til TV-Avisens topudsendelse om retssagen mod disse direktører. 
   Det er simpelt hen en god historie der har det hele. Den er nem at lave. Og nem at forstå. Framen har vi fra en masse fiktionsfilm, og grundprincippet er: What You See Is All There Is. 
   Forstyrrende signaler i situationen der kunne tyde på en anden tolkning af hvad der foregår i situationen, dem forhindrer den velkendte frame og historieskemaet at man bliver distraheret af.

Vi har brug for en ny forskningsdisciplin der kan hjælpe journalisterne til at højne kvaliteten og sensitiviteten - og til at blive opmærksomme og reflekterede i forhold til de ubevidste, automatiserede mekanismer som i praksis styrer og fejlstyrer den journalistiske "logik" og den tilsyneladende rationelle journalstiske fornuft.
   Lad os kalde studiet af det: "behavioral journalism". 

Jeg lader mig her og nu inspirere af Wikipedias definition på "behavioral economics" citeret ovenfor:
"Behavioral journalism" is the study of the effects of social, cognitive, and emotional factors on the journalistic and editorial decisions of individuals and institutions and the consequences for media market, prices, returns, and the resource allocation in the mediainstitutions on all platforms.
The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of journalistic agents.
   Behavioral models typically integrate insights from psychology with classical normative journalistic theory and professionel insights. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.
   Behavioral analysts are not only concerned with the effects of journalistic and editorial decisions but also with public choice and preferences, which describes another source of journalistic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral journalism:
Heuristics: Journalists and editors often make decisions based on approximate rules of thumb, professional intuition and not strict logic og analysis of widespread historical experiences.
Framing: The collection of journalistic anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individual journalists and editors rely on to understand and respond to events and happenings in society.
Market inefficiencies: These include mis-pricings for journalistic projects and non-rational decision making among editors and their boards.
Giver det mening? Det synes jeg. Tror jeg nogen i Dagbladenes pengetanke vil financiere det? Jeg tvivler? Tror jeg det bliver mødt med forskerinteresse? Næ!
   Men håbet er lysegrønt - nu når man er ved at gå på pension!

I det her YouTube-indslag kan du få et konkret og inspirerende indtryk af Daniel Kahneman uden at behøve at gå ombord i hans engelsksprogede bog:


Og her et andet lige så interressant videoindslag;


Kære bloglæser. Think slow. Blive klogere. Det er jeg blevet. 
   Og der er flere YouTube-indslag endnu med kloge Kahneman i sværen kraft.