Dronninge-historier i tv - og den kreative fortæller Liv Thomsen

Jeg så i går det første program i Liv Thomsens historiske dokumentarserie "På sporet af dronningerne" på DR 2.

   

Jeg nød den - og nød også den kreative måde hun havde løst det problem på: at der ikke var mange dokumenter og i øvrigt heller ikke mange billeder at fortælle Margrethe den førstes historie med. 

   Umiddelbart var og er historien om den  historisk betydningsfulde gamle dame meget lidt tv-egnet.

Det er ikke den første af Liv Thomsen historiske dokumentarserier jeg har set og fulgt. Og også en række af hendes mandlige forgængeres tv-serier har jeg set - med fascination, fornøjelse og udbytte: Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Piet van Deurs, Poul Hammerich, Leif Davidsen.
   Kun mænd. Så Liv Thomsen er i den tradition en slags mønsterbryder.

Jeg har altid interesseret mig for historie. 

   Som meget ung teenager abonnerede jeg på og købte ud af egne sparsomme lommepenge Grimbergs Verdenshistorie og læste den fra ende til anden. 

   Min morfar sad i bestyrelsen for Arbejderbevægelsen forlag Fremad som i slutningen af 50´ern udgav nogle flotte populær historiebøger i stort format og båret af af mange farverige illustrationer. Om Romerne, om Grækenland, om Videnskabens historie, om menneskets udvikling. Og jeg fik altid et eksemplar når de udkom fordi alle i familien vidste at jeg både var historie- og billednørd.

Interessen for historie førte til at jeg i min studietid læste først faget Historie i to år, derefter Folkemindevidenskab i et år, og til sidst Kunsthistorie i to år. Ingen af studierne gjorde jeg færdig. 

   Men det var heller ikke ambitionerne om eksamensbeviser der førte mig til de fag, men helt egoistisk videbegær og fascination ved den fascinerende fortids dramatiske begivenheder og farverige personligheder. 

   Inden min studietid - da jeg var barn og ung - slugte jeg vel egentlig historierne i historiebøgerne som vor tids børn og unge læser fantacy og sluger Harry Potter.

Tilbage til Liv Thomsen og hendes nye serie. Jeg har som sagt kun set det første program i serien,  og  syntes at det elementære problem for en tv-dokumentarist - at der er få kilder og ingen billeder og programmet skal vare 50 minutter - at det var løst kreativt og forbilledligt. 

Et forholdsvis velkendt journalistisk plot - jagten på sandheden - især brugt inden for den investigative tv-dokumentar, var ført over til historieformidlingen: Vi følger jagten på historien i historien, samtidig med at historien foldes ud og fortælles.
   Altså her en fortælling i to lag: om Margrethe den første i 1300-tallet, og om Liv Thomsen i begyndelsen af 2000-tallet der jagter "mysteriet" om den første dronning Margrethe. Samtidig med at hun reflekterer over ligheder og forskelle i livsvilkår for kvinder i de to tidsaldre: historiens og historikerens.
   Og jagten på sandheden-plottet legitimerer at Liv rejser rundt i verden og laver stand ups og walk´n talk fra historiske mindesmærker og sites, og fra de steder derefter frit kan associere til sidehistorier som der er mere dokumentarisk kød på end på den snævre dronning Margrethes personhistorie. 

Det er ikke sådan at det fortællerplot - jagten på sandheden, forsøget på at afsløre en gåde - ikke også har været anvendt godt og grundigt i internationale historiske dokumentarer. Titler på historiske dokumentarer som har "gåde" eller "mysterium" som en del af formuleringen, er der masser af.

  Men ofte er de fortalt ud fra et tredje-persons-synspunkt: altså fx, vi følger egyptologen under hans jagt på en glemt dronning. Men så er der en anonym 3. persons fortæller - "the voice og God" - som speaker historien og giver distance.

  Her var Liv Thomsen både bærende karakter i jagten efter en gådefuld kvindes historie, og den der som fortæller reflekterede over sin egen rolle som historiedetektiv. 

   Det gjorde naturligvis historien subjektiv - helt bevidst - for Liv Thomsen havde også  en præms for serien - der giver fundament og afsæt for denne dramaturgiske og narrative dobbeltrolle: Danmarkshistorien handler om mænd og er skrevet af mænd. Derfor er vigtige og interessante historiske kvindeskikkelser underbelyst eller overset.  Og det skal programserien også råde bod på.

Når jeg genkalder mig de tv-serier af Liv Thomsen som jeg har set i årenes løb, så ligger de tæt på mine egne interesser fra min studietid og før. Og i en vis forstand har det jo være gammelkendt og af mange historikere før hende gennemtygget stof hendes serier har fortalt om. 

   Men det er stort set hver gang lykkedes hende at finde en form, en fortællerrolle og en konceptuel vinkel som har gjort at det alligevel var interessant og føltes nyt og frisk.
   Bemærk titlen på en af hende tidligere serier: "1800-tallet på vrangen". Der som jeg husker det, var et konsekvent opgør med den danske Guldalders selvforståelse, renset for enhver forestilling om et klassesamfund.

   Og hendes fortælllergreb handler om - tro det eller ej - om blending - om to konceptuelle inputrum der mødes og i det møde skaber et tredje konceptuelt outputrum - the blend - der giver ny indsigt for publikum. 

 
Ironi indebærer altid blending - af det der siges og det der underforstås.

   Og Det helt gennemgående træk i Liv Thomsens serie er den ironiske undertone i hendes speak - og dermed humor - som næsten hver gang kører som en underliggende stemningsgiver og distanceskaber. Em undertone som også flere af de karismatiske mandlige forbilleder havde, fx. Hammerich.
   Men den kvindelige udgave virker skarpere og mere overraskende.

Jeg tror at hemmeligheden ved den succes Liv Thomsen gennem årene har haft med sine serier - igen igen - skyldes dette: at hun på den ene side som vært og bærende karakter har tv-karisma og jo ser brandgodt ud, samtidig med at hun på den anden side - med dead pan-ironi - fortæller til kameraet og speaker med en "flad" accent som umiskendelig er af arbejderklasse-oprindelse. 

  

Jeg har forsøgt at søge lidt på oplysninger om Liv Thomsen barndom og ungdom. Og har ikke fundet nogen. Men hendes sprog og arbejderkøbenhavnske flade accent giver i hvert fald ironien et ekstra lag. Jeg tror hun er mønsterbryder, og at det ved nærmere eftersyn vil vise sig at hun tilhører kategorien af særligt kreative personligheder. Se
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/den-srligt-kreative-personlighed.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/kvindelige-leder-mnsterbryderi-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/josefine-ottesen-fantasi-og-fantacy.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/den-arbejdsdelte-hjerne-og-et-samlende.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/den-srligt-kreative-personlighed-og-to.html