Fodboldspilleren Christian Eriksen som en kommende Michael Laudrup - et type-eksempel på kreativ blending

Min "bibel" 'The Way We Think' fremhæver og dissekerer et type-eksempel på en særlig variant af  konceptuel blending som er lidt kompliceret at gengive her på kort plads.
   Men essensen i eksemplet er at skribenten i det udsagn som indeholder "the blend", har opfundet en tænkt sportskamp mellem sportsfolk fra forskellige århundreder. Det som det blendede udsagn så fortæller, er hvem der har vundet i det forestillede (men aldrig reelt eksisterende) "væddeløb" mellem de to.
   I det tankeeksperiment som kommer til udtryk i "blandingen", er der altså sket en konceptuel integration og komprimering af tid og rum. Det samlede udsagn ligner en slags analogi.

   Det er jo ganske abstrakt. Derfor er jeg på udkig efter tilsvarende eksempler på dansk. Og fandt det på Søndagspolitikens sportsider i dag den 27 marts.

Danmark spillede i går fodboldlandskamp mod Norge. Og en af de unge talenter i angrebet på det danske hold hedder Christian Eriksen. I en artikel med rubrikken "Danmarks unge stjernespiller vokser fra kamp til kamp", skal Rasmus Bech så give et baggrundsportræt af Christian Eriksen med afsæt i landskampen. Og det fortællemæssige greb han udnytter, er præcis af den type som beskrive i 'The Way We Think'. Det fremgår allerede klart af manchetten: 

I en sammenligning med Michael Laudrup er Christian Eriksen ni mål bagud, men han giver store løfter.

Og første afsnit leverer springbræt for hele artiklens genngående blending af to karrierer-historier når det gælder mål scoret i landsholdkampe, en der er fortid: Laudrups - og en der kun lige er begyndt: Eriksens: 

Christian Eriksens omgang med bolden, hans antrit, elegance og meget fine balance, har fået mange - og ikke mindst medierne - til at kalde fynboen for 'den nye Laudrup'.

Rasmus Bech, som jeg i øvrigt tidligere har fremhæve for sin kreative sproglige tænkning i sin sportjournalistik, fortsætter så i artiklen med at pendle mellem de to fodboldspilleres karrierer og meritter i løbet af hver deres 12 første landskampe. I denne tænkte konkurrence fører Laudrup så med 12 mål. 

   Fidusen ved denne kreative blending-operation er at det giver mulighed for at formulere forventninger til at Eriksen i fremtiden vil scorer mange landskampmål (ligesom Laudrup), selv om han endnu ikke har leveret varen.

   Artiklen slutter i lyset heraf med et smukt eksempel på udnyttelsen af et kontrafaktisk udsagn:

Og havde Eriksens hjerte været mere løveagtigt, da han midt i anden halvleg fik en dyb aflevering at løbe på, var det ikke den norske målmand, der var blevet vinder af duellen. Men det var nu heller ikke Laudrups stærke side. 

Altså i ét konceptuelt rum hvor Eriksen havde haft et "mere løveagtigt hjerte" ville han have scoret. Men i det andet konceptuelle rum hvor både han og Laudrup igennem hele artiklen er blevet installeret og har konkurreret, der har heller ikke Laudrup et "løvehjerte" til nærkamp og hårde tacklinger. Så det skal nok gå alt sammen, kan læserne slutte. 

   Kreativt tænkt og godt skrevet af Rasmus Bech.

Gaugin og "Tahiti" - bare bryster eller tækkelige kjoler - fantasi eller virkelighed

Jeg høster lige et smukt eksempler på diskussion og problematisering af kreativ blending - her fra Søndagenspolitiken den 27/03/11.

Det findes på side 2 i kultursektionen. Temarubrikken er den faste om søndagen: "Et øjeblik". Og stikordet er: "Fantasier". Afsættet er en udstilling på National Gallery of Art i Washington med titlen 'Maker of Myth'. Og illustrationen til artiklen er et maleri vi alle kender: Gaugins 'Two Tahitian Women' fra 1899:

Gaugin har blandet fantasi og virkelighed - for mytens skyld, er essensen af artiklen.
   Hvordan det? - kan man spørge. - Jo, de smukke tahitianske kvinder som han afbilleder både her og i mange andre verdensberømte malerier, gik på det tidspunkt hvor maleren var på Tahiti, ikke rundt med blottet overkrop og blottede bryster. De kristne missionærer havde for længst fået dem til at gå i tækkelige kjoler.
   Så Gaugins Tahiti og de lokale kvinder er altså (delvist) et fantasiprodukt - en slags ønsketænkning. Sådan gik kvinderne ikke klædt, og sådan så de ikke ud da han boede på øen. En ønsketænkning som i sig selv var inspireret af et helt tredje konceptuelt rum: de japanske træsnit fra begyndelsen og midten af 1800-tallet med bla. Hokusai som en af de helt store ikoner (se tidligere blogindlæg om udstillingen på Ordrupgaard).
   Hvad er problemet i det som Gaugin har gjort i sine malerier? Hvor autentisk og realistisk et maleri er i forhold til sine motiv, har enhver kunstmaler vel frihed til selv at bestemme? Og malerierne her bliver jo ikke dårligere af at Gaugin har vist de haitianske kvinder uden tøj på overkroppen! Hvor mange malere har ikke malet nøgenstudier i århundredernes løb, med eller uden faktiske modeller?

Det der er artiklens pointe, er at Gaugin den gang offentligt insisterede på at hans billeder var "en faktuel fremstilling af et primitiv samfund fuldt af frodige, forførende og havlnøgne skønheder."
    Altså, han tilskrev sine utroligt fascinerende malerier en dokumentarisk værdi som de ikke havde. For at opretholde en myte om et Paradis-samfund som altså på det tidspunkt kun fandtes i hans fantasi.
   Artiklen hævder at når han gjorde det, så var det af hensyn til markedet: Hans blanding af fantasi og virkelighed solgte bedre hvis publikum troede på fremstillingen som autentisk.
   Det er altså en konstrueret myte der har fungeret som produktiv frame for det blendede output-rum billederne er et udtryk for og et produkt af. Ikke resultatet af en kunstnerisk virkelighedsforpligtelse, som Gaugin selv hævdede.

Personligt synes jeg vist ikke det er særlig interessant eller væsentligt om disse verdensberømte betagende malerier er fiktion eller faktion - mere eller mindre dokumentariske. Men for journalister er den slags problemer altid en "god historie".