Kreativt sprog (3) - af journalist og musikanmelder Anna Ullman

Jeg læser sjældent musikanmeldelser. Jeg er så gammel så det meste nyere musik ved jeg ikke siger mig noget - særligt. 

   Jeg er til 60´er pop- og rockmusik, klassisk blues og boogie-woogie på klaver, sydafrikansk populærmusik og sang, Dolly Parton og de andre store contry-sangerinder, zydeco, reggae. Og så har jeg også en svaghed for visse former for meditations-musik, og Mozart, Bach og beslægtede klassiske komponister.

Så for indholdets skyld bliver det ikke til megen læsning af musikanmeldelser. Jeg ved hvad jeg kan lide, jeg ved hvad jeg tænder på.

Men så sker det at jeg bliver lokket ind i en musikanmeldelse - af sproget. Det er faktisk sket nogle gange i Information inden for det sidste års tid. 

   Journalisten hedder Anna Ullman, og sidst jeg hoppede på var onsdag den 11. december i Information da jeg blev fanget af Rubrikken

Smag på psychsuppen

Det var så syret en rubrik at jeg gled videre ned til manchetten, som så netop indleder med en vild syremetafor ("lysergisk tsunami"):

En lysergisk tsunami er skyllet ind over musikken. Moderne psykedelisk rock trives som knæhøj karse. Veteranerne Wooden Shjips og nykomlingene Hookworms er to af de bedste bud på effektiv sandblæsning af bevidstheden.

"Trives som knæhøj karse" og "Sandblæsning af bevidstheden". Jeg spidser øjne!
   Det sidste udtryk  en frisk konkret metafor på en musikeffekt - som gør at jeg aldrig ville købe den musik. 

   Men jeg læser opmuntret og glad videre i anmeldelsen: 

Nu skal rocken være psykedelisk for at være kosher. En ny generation af langskæggede psykonauter har begivet sig ud for at berige verden med spacy guitareffekter, hypnotiske gentagelser og alment stenet velbehag. To fine eksempler er San Francisco-bandet Wooden Shjips, der med fire albums bag sig har opnået noget nær veteranstatus, og de britiske nykomlinge Hookworms, der fermt propellerer traditionen opad og udad.

Udtrykket "kosher" lugter af USA hvor jødiske udtryk er blevet main stream i kulturlivets sprog; "psykonauter" ligeså.
   Det sidste udtryk viser sig oprindelig at være titlen på et kendt computerspil fra 2005, og en nyere dansk science fiction-roman har titlen "Psykonauten". Og "naut" som endelse har oprindelse i ordet "astronaut" eller "cosmonaut" - et besætningsmedlem på et rumskib.

   Og rum-metaforen glider videre gennem udtrykket "spacy". Og videre igen med en flyve- og rum-metafor: "propellerer traditionen opad og udad".

Vi glider fra det psykedeliske indre rum til det satelliternes ydre rum - fra rubrik - over manchet - og til de indledende afsnit. Mange virkeligheder blandes - og teksten frigør sig langt hen ad vejen fra sin genstand: to musikudgivelser der skal vurderes og bedømmes.

   Musikken bliver en slags scenisk bagtæppe, og anmelderens sprog danser en mental og kognitiv ballet på forscenen.

   For mig er der ingen tvivl om at Anna Ullman er god. Det er muligvis ikke særlig præcist associeret fra min side, men af en eller anden grund hører jeg for mit indre ører salig Dan Turells nasale stemme og messende ordguirlander.

Jeg går lidt på jagt i Anna Ullmans andre artikler fra Information som er tilgængelige på nettet.

   Hun skriver blandt andet dagen efter stormen Bodil en meta-reportage om TV-dækningen der røg helt ud af proportion. Og opfinder til formålet konceptuelt blendede udtryk som 

"Klimageddon":

Klimageddon er over os – følg det live på tv. Den hysteriske tv-dækning af stormen Bodil er symptomatisk for en afpolitiseret tid, hvor vejrfænomener italesættes som sikkerhedstrusler

Eller det konceptuelt mixede udtryk "Bodilzilla" som varsles et par linjer inden med udtrykket "katastrofelystne":

At den overstyrede og katastrofelystne tv-dækning i det store og hele er kedeligt fjernsyn – det kan vi hurtigt blive enige om. Mere interessant var det derimod at følge Bodilzillas hærgen som et studie i krisementalitet.

Og Bodil kan genbruges i endnu en semantisk legering "Bodilkalypsen":

Bodilkalypsen er over os. I bogen Living in the End Times hævder filosoffen Slavoj Zizek, at en klimakatastrofe i dag forekommer mere sandsynlig end muligheden for social forandring. Bodil er løjet af, men Zizeks observation forekommer nu endnu mere præcis.

Og sporet af semantisk blanderi fortsætter med udtrykket "Stormaggedon":

Gærhamstringen er muligvis det eneste minde om storkonflikten i 1998, men i arbejderbevægelsen er generalstrejke jo det indgreb, der kan »lamme nationen«. Gær er det afpolitiserede humoristiske symbol på dansk undtagelsestilstand light, og vi kan grine af Stormageddon som en pseudobegivenhed. Men Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik.

Spændstigt sprog: "Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik."
   Læs hele metareportagen her, skrevet under rubrikken "Bodil - en postpolitisk parodi":

http://www.information.dk/481235

Uden at jeg har været inde over alle hendes artikler med et analytisk blik, så ser det ud til at Anna Ullman finder et specielt tema til hver anmeldelse som så føres igennem teksten som et ekstra lag eller spor af fascinerende associationer - associationer der fungerer som glidecreme for læserens bevidsthed

   Da der som regel er flere musikudgivelser der skal anmeldes i et hug, så fungere den slags temaer som en slags rød tråd der binder det hele sammen. En konceptuel bærebølge!

   Som nu i anmeldelsen i Information fra den 30. november med rubrikken "Nuttede musikalske hvalpe" der indledningsvis kobler sex og kæledyr sammen. 

Internettet skulle efter sigende være drevet af porno og kattebilleder. På samme måde ser boybandgenren ud til at være udødelig, fordi konceptet ’brunst og nuttethed forenet i en treminutters popsang’ aldrig går af mode. Ifølge den geniale Tumblr-blog Des Hommes et des Chatons (’Mænd og kattekillinger’) er lysten til at kigge på sexede mænd og lysten til at kigge på nuttede kæledyr to sider af samme sag. Og efter at have set et billede af One Direction ved siden af en kurvfuld missekatte vil de fleste nok være enige.

   Så hvilken kælen hundehvalp skal ligge under juletræet i år? Skal det være skælmske Harry Styles med de smalle slædehundeøjne? Eller du er måske mere til gode gamle Robbie med de prollede tribaltatoveringer og underbiddet, der lover håndværkersex? Okay okay, hvad så med den blonde gæliske sukkerknald Ronan Keating? I december er der frit valg på alle hylder.

Og lidt senere i anmeldelsen kører 'associationsmaskinen' videre omkring skjulte lyster, blufærdighed og kejtethed, "parcelhusliderlighed" og drømme om at "få fedtet rotten":

Hænderne er solidt plantet oven på dynen. Når Niall, Zayn, Liam, Harry og Lewis forsøgsvis dypper storetåen i den voksne seksualitet, bliver det underligt karikeret: »Little Black Dress« med det huggende Def Leppard-riff er voksen parcelhusliderlighed tilsløret i kaudervælsk popsprog. »It’s alright. I wanna see the way you move it for me baby,« tigger Zayn med de mandelformede øjne. Det er mere Joan Ørting og »You Can Leave Your Hat On« end »Boing Boing«, og det lyder i hvert fald ikke som noget, en 20-årig ville synge i håb om at få fedtet rotten.

I det næste afsnit trækkes tråden videre gennem "bar overkrop", "trykke hånden mod brystet" og "krammerock": 

Boyzone er holdt op med at gå rundt i strandkanten i hørbukser og bar overkrop, mens de indfølende trykker hånden mod brystet. Men hører man til dem, der stadig får optur over Ronan Keatings suveræne 2000-hit »Rollercoaster« i Radio Soft, så er BZ20 en yderst tilfredsstillende omgang gælisk krammerock.

Til sidst bæres temaet igennem med udtryk som "metroseksuel", "homofobi" - og med sløjfen på hele anmeldelsen: "en flok kåde hundehvalpe" der får lov til at "slikke dig i ..." - "håndfladen i den mørke måned":

Robbies solokarriere har udspillet sig som en langtrukken flirt med hans arbejderbaggrund. Med den metroseksuelle titel Swings Both Ways lægger den hårdtpumpede gavflab med kulturelt feinschmeckeri afstand til arbejderklassens homofobi og antyder, at han nogle gange spiller på det andet hold. For stik mod intuitionen er det jo ret prollet og nouveau riche at hoppe i et jakkesæt og optræde som Sinatra-imitator.

   Robbie får lov til at svede fløde alene i denne omgang. Men ellers er der lutter gode grunde til at lade en flok kåde retrieverhvalpe slikke dig i håndfladen i den mørke måned.

Jeg kan følge sporet og udviklingen af sproget gennem Anna Ullmans artikler Information tilbage til april 2013. Fire til seks anmeldelser og kulturartikler pr. måned. Om og hvad hun har skrevet før, kan jeg ikke lige finde ud af. 

   Men hun har gang i noget med sit flere-lags blendede sprog, og jeg vil følge hendes udvikling som "scribøse" med interesse.

Kreativt sprog (2) - af fotograf og billedhugger Suste Bonnén

Jeg har i årenes løb mødt og snakket med en del billedkunstnere. Og det har slået mig at mange af dem har et noget specielt forhold til det verbale sprog. Enten er de meget fåmælte og udtrykker sig verbalt meget dårligt, fragmenteret og indforstået. Eller også er de meget ordrige og bruger rigtig mange abstrakte ord til at sige - næsten ingen ting.

   Jeg har også haft den teori at hvis ens primære kreative udtryk er billedsprogligt og har været det i mange år, så hænger det sammen med at den del af hjernen der kobler tænkning med billeder har udviklet sig - ændret sig - mens den verbalsproglige centrer i hjernen er blevet forsømt.

En billedkunstner som jeg har fulgt relativt tæt de seneste år, er fotograf og billedhugger Suste Bonnén. Vi er venner på Facebook, og hun er meget aktiv og meddelsom dér - og lægger blandt andet mange af sine billeder ud til glæde for vennerne.

   Hun lever imidlertid ikke op til de forventninger - fordomme - som jeg beskrev oven for. Hun skriver jævnt, klart og ukunstlet erfaringssprog. Og udtrykker ofte sine ret så skarpe personlige meninger i fyndige ord.

   Men toppen kom for nylig i forbindelse med debatten om justitsminister Morten Bødskovs ageren - inden han var gået af.

   Jeg citerer fra Suste Bonéns Facebook-indlæg:

Har kun set eet menneske der er så glat at selv autofocus vil glide af på personen. Hvor selv den bedste fotograf , også ved manuel fokusering fra et Hasselblad, ikke vil kunne finde eet interessant punkt at stille skarpt på, og hvor ingen lampe i denne verden magter at ville kunne oplyse noget som helst spændende i udtrykket: Morten Bødskov.

   Indser pludselig hvorfor netop han ønsker så mange lukkede døre som muligt, for så opdager man måske ikke, at der slet ikke er noget derinde bagved.   

Der er jo tale om en slags metafor - en af de sjældne som i et enkelt billede indeholder en hel historie, og som kommer ud af erfaret liv:

Vi ser for os Morten Bødskov som skal have taget et portrætfoto hos fotograf Suste Bonnén.     

   Fotografen prøver at få ham i fokus, men det lykkes bare ikke, motivet i søgeren forbliver tåget og uskarpt. Fotografen skifter apparat - til et af de supergode og dyre højkvalitets Hassleblad-kameraer - og forsøger nu at fokusere og fastholde fokus med manuel betjening. Men heller ikke det gør det muligt at stille skarpt på ansigtet. 

   Til sidst forsøger fotografen så at sætte ekstra lys på personen. Men det giver heller ikke noget resultat. Den uigennemsigtige tåge bliver kun stærkere - ligesom hvis man tænder det lange lys når man i bil kører i tæt tåge på motorvejen.

   Og så aha-oplevelsen, pay-off på den metaforiske scenes tre set-ups: Lige som det gjaldt for troldmanden fra OZ: "der er slet ikke noget derinde bagved."
   Det er forklaringen på problemerne med at fokusere på ham.

Og det viste sig så i forgårs med Bødskovs afgang - at det havde Suste Bonnén et godt og skarpt øje for - i sin metaforiske fantasi.
   Sådan er det med kreativt sprog - i modsætning til bullshit-proget: Det åbner op for en ekstra dimension på det som det fortæller om. Og her er det også et smukt eksempel på fænomenet kreativ vrede som drivkraft for kreativ sprogbrug.

Men det er naturligvis også skæbnens ironi - og den særlige ironi har jeg altid holdt meget af - at manden og ministeren der i den grad argumenterede for den nye offentlighedslov der bl.a. skulle mørkelægge en større del af "ministerbetjeningen" for at sikre ministre et større såkaldt "frirum", i den grad med sin egen løgnagtige adfærd kom til at dokumentere at det mørkelagte frirum for ministre, snarere burde have været indskrænket end udvidet.

Og Suste Bonnén? Ud over at være en fremragende portrætfotograf, så er hun også ophavskvinde til undervandskulpturerne i Slotsholmens Kanal lige over for Christiansborg ved Højbro Plads.  - med titlen "Agnete og Havmanden": 

Originalt, kreativt - sætter fantasi og refleksion i gang - ligesom fotografmetaforen på Bødskov.

Suste Bonnén har en hjemmeside hvor du kan se hvor god en fotograf hun er:

http://www.suste.dk/

Kreativt sprog (1) - af professor i sundhedsstatistik Svend Kreiner

Kreativt sprog er sprog der overskrider grænser for det normale standardsprog inden for en genre, eller  bryder normen for det typiske sprog der kendetegner en bestemt type afsender og sprogbruger - i begge tilfælde med henblik på at opnå en særlig kommunikations- eller oplevelseseffekt.

Et eksempel på det er fra en kronik i Politiken den 10. december, skrevet af statistiker professor Svend Kreiner med rubrikken:

 Derfor kan vi stadig ikke stole på Pisa 

Den kronik er svar på professor Niels Egelunds  kronik fra den 30. november der havde rubrikken:

I kan roligt stole på Pisa-undersøgelserne

Den kronik var igen en - meget forsinket - reaktion på den kritiske analyse som Svend Kreiner og en kollega Karl Bang Christensen havde gennemført af det metodisk-teoretiske grundlag for de PISA-tests som laves i en lang række lande for at gøre det muligt at måle og sammenligne hvor gode de enkelte landes skolesystem er til at lære børnene en række faglige kvalifikationer på et bestemt klassetrin. 

   Der var tale om en kritik som Kreiner allerede havde fremført i 2011, men som den gang var blevet afvist af bland andre professor Niels Egelund som ikke-kvalificeret, fordi den ikke var blåstemplet internationalt gennem optagelse af en artikel i et anerkendt tidskrift.

 

Niels Egelund er den faglige ankermand og garant i Danmark for Pisa-undersøgelsernes videnskabelige kvalitet, og det har givet ham en meget stor indflydelse på hvad og hvordan politikerne tænker og handler på skolepolitikkens område.

Kreiners kritik af  Pisa-undersøgelsernes metodisk-teoretiske fundament fik han så i juni faglig blåstempling af da en artikel med den kritiske analyse blev optaget og offentliggjort i et videnskabeligt anekendt internationalt tidsskrift: Psychometrika

   Politiken bragte i den anledning en artikel under rubrikken:

Forsker: Pisa-test er ubrugelig

Manchetten lød:

Dansk professor bliver nu fremhævet af anerkendt tidsskrift for at vise, at Pisa-undersøgelserne er så behæftet med statistiske fejl, at de ikke kan bruges.

Og Kreiner blev citeret som følger:

»Min påstand er fortsat, at man ikke ud fra Pisa-undersøgelsen kan sige noget som helst om, hvor Danmark ligger i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Vores resultater viser, at afhængigt af hvilke opgaver man vælger, kan man placere landene fuldstændig, som man vil. Jeg kan ud fra Pisas materiale få Danmark til at ligge nummer to, men jeg kan også få Danmark helt ned på en 42.-plads. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis testene havde fungeret, som Pisa siger, de gør«, siger Svend Kreiner.

Artiklen kan læses her:

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2006758/forsker-pisa-test-er-ubrugelig/

Det var en grusom salve, som helt klart skabte uro og usikkerhed hele vejen rundt i systemet - både ude i skolerne blandt lærere og ledere, og blandt politikerne på Christiansborg. 

   Og artiklens kritik havde jo karakter af en bombe under hele det testsystem som er blevet indført i folkskolen siden de første Pisa-undersøgelser viste at Danmark og danske skolebørn lå relativt lavet i sammenligning med mange andre lande - blandt andet Finland.

  Man kan sige at Niels Egelunds kronik den 30. november var et forsøg på at redde fagligt ansigt i offentligheden efter Kreiners opsigtsvækkende kritik, og kronikken skulle dermed være med til at fastholde den offentlige og politiske indflydelse han har og har haft med basis i Pisa-systemet.

   Egelunds kronik som Kreiner nu tager ved vingebenet, kan findes her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2147351/i-kan-roligt-stole-paa-pisa-undersoegelserne/

Egelund slutter besværgende sådan her:

Med andre ord: Kreiner og Christensen anvender et alt for spinkelt grundlag for deres analyser, de ser bort fra den udvikling, der er sket over årene, og de kritiserer Pisa for noget, som Pisa på ingen måde udgiver sig for at være. Det er, kort sagt, en helt fejlagtig kritik, der emmer af stærke meninger og svag dokumentation.

   Så kære læsere, I kan have fuld tillid til, at de resultater, der præsenteres 3. december kl. 11 i hele verden, giver et troværdigt billede af 65 landes elevers kompetencer i matematik, læsning og naturfag.

Jeg skal ikke gå ind i substansen, men bare fremhæve et enkelt eksempel på kreativ sprogbrug i Kreiners kronik fra den 10 december.

   Han forklarer her at "læsetesten" i Pisa-systemet vurderer - 'måler' - tre sider af læsefærdigheden: om eleverne er i stand til at hente informationer ud af tekster, om de er i stand til at forstå tekster, og, til sidst, om de kan reflektere fornuftigt over det de har læst. Og han fortæller at resultatet - måltallet - varierer med hvor mange opgaver det enkelte lands test indeholder inden for hvv. spørgsmål til information og til refleksion.

   Egelund afviste i et interview bl.a. Kreiners kritik med at den ikke kan tages alvorligt fordi den er lavet af "forskere som ikke kan lide Pisa, fordi der står en stor fæl økonomisk økonomisk organisation som OECD bag.
   Med et sådant løsagtigt forsvar, blotter Egelund bugen for hug.

    Så Kreiner svarer:

Påstanden om vores syn på OECD afslører, at Egelund ikke kan læse tanker. Kronikken afslører, at han har problemer med at læse. Han kan ikke hente relevante informationer i vores tekst, han forstår ikke det, han har læst, og han er helt ude af stand til at reflekterer over det, han har læst i vores artikel i forhold til det, han må vide om sit eget projekt. (min kursivering)

Av! Av! Av! tænkte jeg. 

   Ved så at sige at repetere Pisa-læsetestens tre kategorier på Egelunds kroniksvar, får Kreiner jo  på en uhyre elegant vis sagt at Egelund selv er dumpet til en slags Pisa-test - nu på et videnskabeligt meta-niveau.

   Og så fortsætter Svend Kreiner:

Disse påstande skal naturligvis underbygges. Jeg bliver derfor nødt til at ulejlige Politikens læsere med et resume af hvad vores artikel indeholder, og hvad Niels Egelund gik glip af dan han læste den.

Det gør han så, solidt, grundigt, detaljeret.

Efter at have læst både Egelunds kronik fra den 30. november og Kreiners her igår, synes jeg at Egelund står fuldstændig 'afklædt'. 

   Og dette kreative retoriske greb i Kreiners tekst er en effektiv start på dokumentationen af at Egelund og Pisa fagligt set er ude i tovene.
   Og det er også et smukt eksempel på at man godt kan være tør statistiker og professor - og samtidig blive så vred at det åbner op for kreativ sprogbrug.