Sider

torsdag den 12. august 2010

Metonymer og journalistik

I en del af de tidligere blogindlæg har jeg skrevet meget om metaforer - brug af metaforer og metaforisk tænkning der bygger på og udspringer af den tankeoperation som kaldes konceptuel blending, som indgår som fundamentale kognitive processer i alle former for kreative aktiviteter.
   Men i den klassiske retorik nævnes metafor næsten altid sammen med et andet begreb: metonym. I min bog 'De levende billeders dramaturgi' definerer jeg metonym som et udtryk der har sin særlige betydning i kraft af at det udgør en (lille) typisk del af en større helhed - og at det bygger på et naturligt eller kulturelt betinget nærhedsforhold mellem det metonyme udtryk og det det står for. Med den definition har jeg især fokuseret på historier fortalt i billeder og med eksempler fra filmen 'Thelma og Louise', hvor jeg skriver at en ring er metonymer på ægteskab, at en pistol er metonym på voldssamfundet. Her gør jeg også opmærksom på at der kan være glidende overgange mellem metonymer og metaforer.

Men hvad hvis man fokuserer bredere på sprog og ser på traditionen - retorikken. I den danske udgave af internet-leksikonnet "Wikipedia", derfineres metonym bredere, nemlig sådan her:
Et metonymi er en stilfigur, hvor man erstatter et udtryk med et andet fra samme generelle betydningsområde. Der er en konkret sammenhæng i tid, sted eller årsag-virkning mellem metonymien og det den betegner, modsat f.eks. symbol og metafor. Metonymier er ofte brugt i hverdagssproget uden at man tænker nærmere over det. Eksempler:
"At læse Goethe" i betydningen "at læse Goethes værker".
"Christiansborg" i betydningen "folketinget".
At "svede" i betydningen "arbejde hårdt".
"Pressen" om "de trykte aviser" eller "nyhedsmedierne" (egentlig trykpressen)
At invitere til "middag" i betydningen "varm mad" (som en gang spistes ved middagstid)
"Jakkesættene gik over vejen" I betydningen "Mændene i jakkesæt gik over vejen"
Som man ser af disse eksempler, er der med metonymer i alle tilfælde tale om at noget konkret og fysisk henviser til/står i stedet for... noget mere abstrakt og generelt. Hvor man kan sige at en metafor indebærer at man tolker og forstår noget abstrakt ved at det ses og anskues gennem noget væsensforskelligt og mere konkret, så gælder det for et metonym at en helhed ses og forstås gennem en del eller en side af denne helhed. 

En provokerende påstand er det måske nok hvis jeg siger at det som journalistik først og fremmest går ud på, er at formidle samfundets og virkelighedens abstraktioner og generaliseringer, på en måde så enhver idiot kan forstå det, se det for sig og føle med det; og at det primært sker ved at tænke og formulere sig metonymisk om den virkelighed man rapporterer om og fra. 
   En case f.eks. er jo et metonym på den overordnede historie med den funktion at se denne historie gennem et enkelt menneskes optik som er berørt af historien. Og et citat er et metonym på en længere udtalelse som den er et sammenfattende konkret udtryk for. Og en vinkel er et metonym på den historie der underbygger den og som den sammenfatter. 
  Mantraet over for de journaliststuderende når de skal lære at skrive reportage eller fortællende journalistik er: observer og observer - og finde den sigende og typiske detalje som fremkalder billeder i hovedet på læseren.
  Især rubrikker kræver metonymer hvis de skal være tilstrækkelig korte og slagkraftige. Her er nogle eksempler på brug af metonymer hentet fra virkelighedens journalistik (alle fra Politiken i dag den 12. august):
  • "Kan Rasmus Klump hente hjem på gyngerne hvad Anders And & Co. har mistet på karrusellerne?" - hvor meningen er 'børnebladet med titlen Rasmus Klump', og 'børnebladet med titlen Anders And & Co.'
  • "Netmedierne aftager mere end hver femte annoncekrone,..." - hvor meningen er 'en femtedel af alle de midler annoncørerne bruger på annoncer'.
  • "Da fynboerne kom på museum" - hvor meningen er: 'fynbomalerne'.
  • "Mexico overvejer at legalisere narko" - hvor meningen er: 'toppolitikere i den mexicanske regering' overvejer at legalisere 'handel med narkotika'.
Her er nogle andre eksempler hentet fra sprogundervisningen i journalistik:
  • Forbryderen blev henrettet - bliver i metonymisk version til: "Bødlens økse skilte morderens hoved fra kroppen."
  • Naturgassen blev i svejsede rør ført op gennem Jylland - bliver i metonymisk version til: "Rørlæggerne svejsede sig op gennem Jylland"
  • Folketinget stemte om lovforslaget - bliver i metonymiseret version til: "Folketingsmedlemmerne trykkede på knappen i pulten foran dem."
I en senere blok vil jeg se på om man også kan beskrive metonymier som et resultat af kreative blendingoperationer der trækker på to forskellige mentale input-rum.