Hatsune Miku - den nye digitale virkelighed der producerer pop-sange efter fan-skarens ønsker - kreativt?

Hvad har vi her? 

   Et hologram som optræder som sanger og hoveperson på en live- koncert!!!!????

Og her et par musikvideoer med samme 'sanger':

Hvad er historien? 

Den starter med min Søndagspolitiken. Konceptredaktionen har nu lavet den gamle PS-sektion om fra broad-sheet til tabloid-format.

   Da en lang række af artiklerne er af samme længde - dvs. meget lange - som skrevet til det gamle PS, så opleves de i det nye format som uendeligt lange. Man har ikke tilpasset det skrevne format til det fysiske.

    Ikke gennemtænkt.

Men der er sket OK-fornyelser. Sådan cirka midt i sektionen er der en fast temarubrik med titlen nybrud med ca fem relativt korte internationale kulturnyheder. Fra søndag til søndag skifter man så emneområde. 

   Sidste søndag var det musik. Redaktøren var Simon Lund. Og en af artiklerne havde rubrikken

Kan en robot levere den perfekte popsang?

Tja, hvorfor ikke? - tænker jeg. 

   Popmusik består jo grundlæggende af musikalske klicheer og stereotypier. 

   Jeg har fulgt DR K´s serie om dansktoppens historie i DR. Og jo, sådan er det, og sådan har det altid været. Og der er jævnligt opretshavsjuridiske slagsmål mellem popkomponister der hugger - eller ikke - fra hinanden. 

   Og det er sjældent nogen får ret ved domstolene, fordi ...

POP ligner POP 

... og er melodiøst forudsigeligt og skematisk - ligesom de tekster der synges. 

Derfor har kommercielle musikproducenter også i årevis forsøgt at få computere til at komponere pop- og slagerhits. Og på den måde komme uden om 'den menneskelig faktor'.

   Også hjerneforskere har været inddraget i den slags projekter.

   

Det er det der er vinklen i historien og svaret på spørgsmålet i overskriften, er det umiddelbart indlysende: Nej.

Som professor John Covach fra Institute for Popular Music på Rochester Universitet påpegede, handler popmusikkens popularitet meget mere om kulturel betydning end musikalsk opfindsomhed. At Gilli og Sivas’ autotunede hiphop lige nu er et stort hit hos den danske ungdom, betyder ikke at det kunne være gået sådan for fem eller ti år siden.

   Det betyder dog ikke, at en robot ikke kan skrive et stort hit. Det kræver bare, at robotmusik stiger i kurs på cool-børsen. Og her kommer japanske Hatsune Miku ind i billedet. Hun er et hologram af en anime-figur, en fiktiv pige med turkis rottehaller, der har været 16 år siden 2008. Hun er en post-human-popstjerne og et stykke software på linje med Siri fra iPhonen.

Da kulturen ændrer sig, så ændrer også pop-smagen sig. Og derfor kan computeren kun producere hits ved at konsultere fans´ne på ethvert givet tidspunkt.
   Hvad er - med den nuværende 'kultur' - det der skal til musikalsk for at lave et hit? Og da computeren ikke har en kontekst af oplysninger om 'den nuværende kultur', så famler den musiklask set i blinde.

Men det er billedet af Hatsune Miku forneden i artiklen der fanger mig, og som får mig til at læse artiklen. 

   For jeg er selv fan af den japansk tegnekunst og tegneseriestil - kaldet 'manga' - siden jeg for mange år siden lærte mangaens ophavsmand Hokusai at kende. Det er ham med 'bølgen' - og de mange træsnit med Fujiama i baggrunden.

Hatsune Miku har blåt hår - lidt ligesom pelsen på den blå gravhund jeg for nylig har malet i akvarel:

 Hatsune Miku er et hologram, hvis musik er skabt af fans. Illustration: Fernando 12821

Egen akvarel - efter forbillede fa nettet

Hatsune Miku er sådan set allerede en gammel pige. 

   Hun blev født af en synthesizer i 2008, men hendes alder er uforandret, nemlig 16 år - her otte år efter fødslen.

   Wikipedia fortæller:

Hatsune Miku (Japanese: 初音ミク?), sometimes referred to as Miku Hatsune, is a humanoid persona voiced by a singing synthesizer application developed by Crypton Future Media. Hatsune Miku is portrayed as a 16-year-old girl with long turquoise twintails. She uses Yamaha Corporation's Vocaloid 2 and Vocaloid 3 singing synthesizing technologies. She also uses Crypton Future Media's Piapro Studio, a singing synthesizer VSTi Plugin. She was the second Vocaloid sold using the Vocaloid 2 engine, and the first Japanese Vocaloid to use the Japanese version of the Vocaloid 2 engine. Her voice is sampled from Japanese voice actress Saki Fujita. Hatsune Miku has performed at her concerts onstage as an animated projection. 

Og det var altså disse "animated projections" vi så eksempler på i de to første YouTube-indslag oven for.

Hvad er oprindelsen til navnet Hatsune Miku?

The name of the character comes from merging the Japanese words for first (初hatsu), sound (音 ne) and future (ミク miku[n 1]), thus meaning "the first sound from the future," referring to her position as the first of Crypton's "Character Vocal Series."

Det startede altså med en computerproduceret stemme og computerproducerede melodier. 

   Men hvordan blev Hatsuen Miku til som en visuel gestalt?

Det var den japanske mangakunstner KEI som fik opgaven at illustrere stemmen og sangene, Ikke nogen helt nem opgave, som det fremgår:

KEI (ケイガロウ; Kei Garou) is a Japanese illustrator and cartoonist. 

   He was born in Chitose, Hokkaido in April 1981, and started drawing fan works when he was a student. His watercolor-like moe style caught the notice of the publisher Dengeki Bunko, and he made his debut as an illustrator for the novel Kiseki no Hyougen. 

   In 2007, Crypton requested him to draw an illustration for their first Character Vocal Series product Hatsune Miku. Crypton also provided KEI with detailed concepts. 

   However, Crypton said it was not easy to explain what a "VOCALOID" was like to him, and KEI said he could not create an image of "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to finish. 

   His illustration supported the sale of this software and sparked the VOCALOID trend. His fame led to the following works for the Kagamines, Luka and Lily. He also designed galaco.

   Because of his illustrations for VOCALOID, his style is often emulated in the western fandom, notably on deviantART.

Her følger lidt flere oplysninger om den konkrete arbejdsproces som KEI måtte igennem da han kreerede Hatsune Miku:

When KEI illustrated Miku, he was given a color scheme to work with (based on YAMAHA synthesizers' signature blue-green colour) and was asked to draw Miku as an android. Crypton also provided KEI with Miku's detailed concepts, however, Crypton said it was not easy to explain what a "Vocaloid" was to him. KEI said he could not create an image of a "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to complete the commission.[7]

   Miku was originally intended to have a different hairstyle, but after trying out pigtails, KEI thought they were more suitable. Her pigtails have since become an iconic part of her design. 

   On June 22, 2012, Hatsune Miku's twin tails even earned her the title of the Twin Tail which best represented the 2000s, marking her the best set of Twin Tails from the dawn of the 21st century. She now shares her twin tail distinction with other characters like Sailor Moon (who won best Twin Tails for the 90s period).[8]

   The digital design on Miku's skirt and boots is based off synthesizer program colours, and the bars represent actual bars within the program, following Crypton's ideas. Part of her design is based on some of YAMAHA's keyboard models, particularly the DX-100 and the DX-7.[9][10] The thin squares around her pigtails are futuristic ribbons made of a special material that floats in place.   

   As seen in KEI's art for Miku, they are able to hold Miku's pigtails in place without having to physically touch the hair itself. The ribbons are also reported by KEI to be the hardest item on the character's design for cosplayers to recreate.

Hatsune Miku

Når en film får for meget konceptuel blending - med anledning i anmeldelserne af den nye computeranimerede filmversion af Junglebogen

Jeg er fan af fantasy og Science Fiktion. Har læst begge litterære genrer ret ekstensivt da jeg var yngre. Og gør det stadig - on and off.

   Og da mange af bøgerne blev omsat til tegneserieformatet for alvor, jamen så samlede jeg på dem i mange år.

   Filmene inden for begge genrer var - inden computeranimationen blev et effektivt kreativt redskab for instruktørerne - visuelt primitive, og jeg brød mig ikke om de fleste af dem.

 

En undtagelse var dog de gamle sort-hvide Tarzan-film med Johnny Weismüller i hovedrollen.

Jeg havde læst og har stadig alle Edgar Rice Burroughs Tarzan-romaner på engelsk, og også en stor del af de romaner Burroghs skrev med andre hovedpersoner og med setting på Mars, på Venus og i Jordens indre.

   Jeg har også i min reol genoptryk af en stor del af Tarzan-tegneserierne fra de første år - med Hal Forster og Burne Hogarth som tegnere:

Hal Forsters Tarzan

Burne Hogarth's Tarzan

Det var anmeldelserne af den nye Walt Disney-filmversion af Junglebogen der mindede mig om Tarzan. Og selvfølgelig også om den gamle helt fremragende tegnefilmversion af Junglebogen som jeg har stående i min DVD-reol sammen med resten af min samling af Walt Disney-tegnefilms-klassikere.

Faktisk står den lige ved siden netop Walt Disney-tegnefilmversionen af Tarzan, som jeg til gengæld aldrig har været så begejstret for.

 

Junglebogen er faktisk også en af de bøger jeg med fornøjelse læste i min ungdom. Jeg husker jeg nød de eventyrlige og eksotiske historier som udkom godt 60 år tidligere (1894-95), og 18 år før Edgar Rice Burroughs første Tarzan-roman "Tazan of the Apes" udkom, en roman med et koncept, en setting og et plot som utvivlsomt var stærkt inspireret af Kiplings historier om Mowgli. 

   Efter sigende var Kipling i øvrigt ikke begejstret for "Tarzan of the Apes" da den udkom; Han syntes simpelt hen at Borroughs sprogligt set var en rigtig dårlig forfatter. Og Kipling er i talrige artikler på nettet citeret for at mene at "Burroughs wrote Tarzan of the Apes just so that he could "find out how bad a book he could write and get away with it."
   Burroughs roman-serie om Tarzan blev på i alt 24 bind, og solgte i store oplag. over hele verden. Ikke på grund af de finlitterære kvaliteter, men fordi historierne han opfandt med Tarzan som bærende karakter, bare var så fantasifulde og godt fundet på.
   Borroughs var en 'storyteller' af Guds nåde. Og selvom Tarzan var et 'barn' af Mowgli, så var det ham (både forfatteren og hovedpersonen) der havde fremtiden og verden for sig.

    

Men rent faktisk fik jeg fornyet interesse i Kipling, hans historie og forfatterskab da fruen og jeg var i Burma/Myanmar for godt et par år siden. 

  Her et link mit indlæg om Kipling i en længere serier om "den kreativ Burmarejse":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-5-englnderne.html

Hvad skriver Wikipedia om Junglebogen og Kipling?

The Jungle Book (1894) is a collection of stories by English author Rudyard Kipling. The stories were first published in magazines in 1893–94. The original publications contain illustrations, some by the author's father, John Lockwood Kipling.

   Kipling was born in India and spent the first six years of his childhood there. After about ten years in England, he went back to India and worked there for about six-and-a-half years.

   These stories were written when Kipling lived in Naulakha, the home he built in Dummerston, Vermont (just north of Brattleboro), in the United States.[1]   There is evidence that it was written for his daughter Josephine, who died in 1899 aged six, after a rare first edition of the book with a poignant handwritten note by the author to his young daughter was discovered at the National Trust's Wimpole Hall in Cambridgeshire in 2010.[2]

Junglebogen er altså skrevet ikke i Indien eller Burma, men mens Kipling boede i USA. Og den er skrevet til hans datter, ligesom fx "Pippi Langstrømpe" i sin oprindelige version er skrevet til Astrid Lindgrens datter.

   Og figurerne i bogen er  et udtryk for 'conceptual blending', idet dyrene der omgiver Mowgli er personificerede og kan tale, og i øvrigt for fleres vedkommende er lånt fra diverse andre ældre eventyr og fabler som Kipling havde læst.

   Det er herfra begrebet "jungleloven" kommer. Den har form af et moraliserende digt som lyder sådan her:

Now this is the law of the jungle, as old and as true as the sky. And the wolf that shall keep it may prosper, but the wolf that shall break it must die a sad death.

   As the creeper that girdles the tree trunk, the law runneth forward and forward. For the strength of the pack is the wolf, and the strength of the wolf is the pack.

Wikepedia fortsætter:

The tales in the book (as well as those in The Second Jungle Book which followed in 1895, and which includes five further stories about Mowgli) are fables, using animals in an anthropomorphic manner to give moral lessons.

   The verses of The Law of the Jungle, for example, lay down rules for the safety of individuals, families, and communities. Kipling put in them nearly everything he knew or "heard or dreamed about the Indian jungle."[3]

   Other readers have interpreted the work as allegories of the politics and society of the time.[4]

   The best-known of them are the three stories revolving around the adventures of Mowgli, an abandoned "man cub" who is raised by wolves in the Indian jungle.

   The most famous of the other four stories are probably "Rikki-Tikki-Tavi", the story of a heroic mongoose, and "Toomai of the Elephants", the tale of a young elephant-handler. As with much of Kipling's work, each of the stories is followed by a piece of verse.

Det var jeg faktisk ikke klar over: At alle historierne i Junglebogen slutter med et digt. Junglebogen er altså helt fra begyndelsen en blandingsgenre af fortælling og digte.

   På den baggrund giver det jo ekstra god mening at der i den oprindelige Walt Disney tegnefilmsversion er indlagt sange, omend det ikke sange fra bogen.
    Men da jeg læste Jungelbogen i min ungdom, var digtene udeladt af teksten!

Men anmeldelserne af den nye Walt Disney-version af Junglebogen inviterer mig egentlig ikke til at gå ind og se den, selvom jeg tidligere har været glad for computeraimerede blendingfilm som "Magnificient" med Angelina Jolie i hoverlollen, "Alice i Eventyrland" med Johnny Depp som Den Gale Hattemager og Steven Spielbergs og Peter Jacksons "Tintin - Enhjørningense hemmelighed".

Den nye filmversion fremhæves af alle anmeldere for de kendte engelsktalende skuespilleres præstationer når de lægger stemmer til dyrene i filmen. 

   DR´s Per Juul Carlsen skriver fx:

Det er bestemt et af filmens svage punkter at Bill Murray får lov at fyre den af og er mere Bill Murray end den gamle hyggelige bamsebjørn, Baloo.

   Til gengæld virker det forbavsende godt at sætte Scarlett Johanssons hæse, sensuelle stemme på den hypnotiserende kvælerslange, Kaa. Vil en præpubertær knægt som Mowgli ikke netop forsvinde ind i sådan en stemme?

   Og Christopher Walken er fantastisk som den gamle abekonge Louis. Det fungerer glimrende at udstyre ham med en stemme som en new yorker-gangsterboss.

   Men den bedste stemme er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der vil slå bette Mowgli ihjel fordi mennesker er farlige i junglen. Han er forrygende, præcis så skræmmende som en tigerstemme skal være.

Det der lyder mindre godt i mine ører, fremgår af flere forskellige anmeldercitater: konceptuelt sætter den ny version sig mellem to stole.  

   Her også igen Per Juul Sørensen:
   Han synes at instruktøren Jon Favreau har svært ved at holde balancen i genreblandingen af Kiplings oprindelige stemningsmæssigt ret så mørke bogtekst og Walt Disneys af alle kendte og elskede muntre tegnefilmversion med indlagte sange:

Favreau har virkelig svært ved at få elementerne til at balancere. Det ene øjeblik skræmmer Shere Khan livet af alt og alle, det næste øjeblik fjoller Baloo rundt i skovbunden. Og pludselig synger Christopher Walken i en kæmpeudgave af King Louis.

   Den er virkelig svær at holde styr på, den film. Den er i hvert fald ikke for bittesmå børn.

Her et længere oplysende citat fra Anders Brendstrup på filmz.dk. 

   Problemet er igen blandingen: dels et plot- og figur-remake af den gamle tegnefilmversion - og dels et forsøg på gennem realistisk computeranimation at levendegøre de mere dystre kvaliteter i den skrevne originalversion:

Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget (=tegnefilmversionen). Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. 

   Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

   De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. 

   Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Informations anmelder Christian Monggaard er generelt begejstret:

Det er en flot og forførende verden, Disney og Jon Favreau har skabt i deres nye udgave af Junglebogen. Filmen, der synes at være baseret ligeligt på Rudyard Kiplings bøger og den animerede klassiker fra 1967, er en blanding af liveaction og computerskabte omgivelser og figurer, og det er aldeles betagende lavet.

   Lige fra begyndelsen suges man (i hvert fald med 3D-briller på) ind i junglen, hvor drengen Mowgli (Neel Sethi) træner undvigelsesmanøvrer sammen med sin gode ven og ’værge’, panteren Bagheera (stemme af Ben Kingsley, undskyld, Sir Ben Kingsley), og det hele virker aldeles levende og overbevisende.

Men, men ...

I modsætning til animationsfilmen (=tegnefilmen), der mest er sjov og ballade, lurer død og lemlæstelse nemlig om hjørnet i Jon Favreaus jungle, hvor Mowgli og hans venner bogstavelig talt må kæmpe for at overleve. Dyrene har skarpe tænder, ikke mindst Shere Khan, og der er et hierarki i junglen, som selv ikke den modige ulveflok kan eller tør sætte sig ud over.

   Der er også sjov og ballade i Junglebogen, og da først Baloo dukker op, bliver tonen lidt lysere – Murray som magelig bjørn skal opleves – mens sangene, man kender fra tegnefilmen, synges, så det er en fornøjelse. »Det rent og skært nødvendige …«

   Indimellem har filmen lidt svært ved at balancere mellem de dystre og voldsomme scener og de mere morsomme, lette sekvenser, hvilket giver den et ujævnt præg.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen har i tillægget "Faktisk" også problemer med blandingen.
   Allerede i overliggeren til anmeldelsen "Det rent og skært nødvendige" står der et let revideret citat fra senere i teksten:

Disneys nye 3D-film vil både huske tegnefilmen og være trofast over for Kipling. Det er bare ikke muligt at være begge dele. 

Inde i anmeldelsen skriver Green Jensen - efter at have konstateret at det i høj grad er sangene i tegnefilmen som man husker den for - at ...

Den nye film har et problem med de sange. Generelt er tonen ført tilbage i retning af alvoren og realismen hos Kipling. Gribbene er væk, og elefanterne er majestætiske skabninger, der skal behandles med respekt - altså ikke elskeligt opblæste kreationer som general Hathi i tegnefilmen.
   Alligevel synger Mowgli og Baloo The Bare Neccesities, og Kon Louis leverer I Wanna Be Like You. Pythonslangen Kaa, som Scarlett Johhansson lægger stemmee til, hypnoitiserer Mowgli med Trust In Me. Bemærk at jeg bruger de engelske titler. Der er ikke danske stemmer i spillefilmsversionen.
   Det er et stilbrud at bruge de sange, men du tilgiver Disney, fordi du holder af dem. Den nye 3-D-film vil både huske tegnefilmen og og være trofast over for Kipling. Det er svært at gøre begge dele, så filmen er hele tiden i tvivl.
   Alligevel er den super-seværdig.

Og senere er der også problemer med transponeringen af abekongen fra tegnefilmfigur til computeranimeret realistisk kæmpeabe:

Tegnefilmens Kong Louis var en orangutang.. De findes ikke i Indien, og den nye film vil gerne være videnskabeligt korrekt. Men kæmpeaben passer slet ikke  til filmen. Det er lidt som hvis King Kong gav sig til at steppe midt i New York.

Langt de fleste anmeldere er dog, trods blending-ubalancen, meget positive, så det ender nok alligevel med at jeg må i biografen og se den nye version.

Særligt positive er anmelderne til gengæld ikke når det gælder en anden delvist computeranimeret eventyr-fantasy-film som netop har haft premiere: "The Huntsman: Winter´s War", som er en 2´er til "Snow White and the Huntsman" fra 2012", som heller ikke fik de bedste anmeldelser.

Jeg så ikke den første, og er heller ikke fristet til at gå ind og se efterfølgeren. 

   Jeg holder mig til Walt Disneys oprindelige tegnefilmsversion "Snow Whhite and the Seven Dvarfs" fra 1937, som var den første tegnefilm i fuld biograffilmlængde: