Malerier af Afghanistan-krigen som fremmedgjort hverdag og udstillet normalitet - Mathilde Fengers 'bataljemaleri' ophængt på Frederiksborg Slot

Mine to daglige aviser bragte begge for en uges tid siden hver store artikler om en kvindelig maler hvis maleri fra Afghanistan-krigen skulle op og hænge på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. 

   Navnet på kunstneren er Mathilde Fenger, og hendes maleri som nu bliver en del af nationens malede historie, ser sådan ud:

Billedets titel er "Transition - de danske styrker indsats i Afghanistan"; "transition" betyder 'overgang'. Formatet er 200 x 240 cm. 

   Det hænger nu mellem maleriet af Anders Fog Rasmussen og Dronning Margrethe. Blending!

Straks jeg så afbildningen af maleriet i aviserne, gjorde det faktisk et stærkt indtryk. Indtrykket blev på en eller anden måde hængende på nethindens inderside flere dage efter.

   Og jeg ved godt hvorfor? Fordi det minder mig om nogle af de høj-kvalitet-tegneserier, typisk med franske tegnere som producenter, som jeg i årenes løb har dyrket og nydt.
   Jeg googler hendes navn og billeder. Og der er flere af samme slags. Og selv om det bare er netversioner som ses på computerskærmen, så bekræfter de min oplevelse af at her er noget særligt "på gång".

Ligesom vi har begrebet at noget er "politisk ukorrekt" til at karakterisere upassende udtalelser om køn, race og religion, så er oplevelsen og fascinationen ved synet af  Mathilde Fengers krigsmalerier utvivlsomt også præget af at de i en eller anden forstand er "kunstneriske ukorrekte"
    De er regulært figurative, og motivet er en aktuel krig med danske soldaters deltagelse, noget som vi ikke forventer at se foreviget i et stort maleri ophængt blandt ikoniske kendisportrætter på vores nationalhistoriske museum; nationale krigsmalerier er ikke lige det der har være in på den danske kunstscene så længe jeg kan huske det.

   Stilen er semi-naturalistisk, og det må jeg erkende: Jeg holder af malerier hvor det der ligner det øjet ser, blandes og fusioneres med noget - et ekstra 'lag' - der ikke ligner, er fremmedartet og distanceskabende. Så der opstår et kreativt og fascinerende blending-forhold mellem - UPS: 

mimesis og fantastik

Undskyld de to fremmedord som pludselig dukkede op fra min hjernes verbale gemmer. 

   Men hvis du skulle falde over min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990 - så er der i et appendiks en mange sider lang udfoldelse af dem. 

   Jeg vil måske ved en senere lejlighed tage tråden op.

   

Jeg har tidligere skrevet om en af disse tegnesriernes elitekunstnere: Enki Bilal, født serber, men vokset op i Frankrig. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/christian-schad-en-malers-skbne-i.html

Søgningen på nettet afslører at jeg er gået glip af omtalen af den udstilling som Mathilde Fenger havde i 2012, og som udsprang af en kunstnerisk reportagerejse til den danske militærmission i Afghanistan året inden.  

   På rejsen tog hun i massevis af fotografier og skitser, og omsatte så indtrykkene i 26 stor malerier som bl.a. blev udstillet på Frederiksborg slot. Men udstillingen kom også rundt på en række militærkaserner. 

   Her fortæller en militær 'udstillingsleder' om denne rundtur i en usædvanlig udstillingskontekst for kunst:

HELMAND - en international mission - 

malet og skildret af kunstmaleren Mathilde Fenger

Af Kaptajn Axel Vermehren, udstillingsleder

I 2010 fik kunstmaleren Mathilde Fenger tilladelse af Forsvarsministeriet og Hærens Operative Kommando til at rejse til Afghanistan for at skildre livet i Danmarks internationale militære engagement. 

   Det blev til ca. 2500 fotos, skitser og utroligt mange indtryk, som nu er blevet til 20 store naturalistiske bataljemalerier i olie. 

   Som udstillingsleder på Hærens Officersskole har jeg i samarbejde med Mathilde Fenger fået den ære og glæde at indlede en stor udstillingsrejse, der bl.a. går til 6 af hærens tjenestesteder i løbet af det næste års tid. Samtidig har Hjemmeværnet ønsket at deltage i udstillingen. Der arbejdes tillige på, at udstillingen skal til NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. Udstillingen på Frederiksberg Slot og Hærens Officersskole blev gennemført fra den 5. til den 30. september.

   Mathilde Fengers malerier er blevet vist i en harmoni mellem kulturværdier i rammen af slottet og en sandfærdig skildring af livet i Helmand, opsat i primitive og rå stafelier.    Udstillingen er blevet besøgt af ca. 1.300 personer, lige fra Veteranhjemmet, Kunstforeninger, private foreninger, AOF, Erhvervslivets toplederkonference, en række af forsvarets myndigheder og ikke mindst hovedparten af soldaterne fra ISAF 10. 

   Udstillingen har dermed fået et flot afsæt som en skildring af livet i Helmand i Afghanistan. 

   "Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling".

Mathilde Fenger

Her er nogle af de billeder som indgik i den turnerende udstilling. Stadig fascinerende i kraft af den særlige blanding af indlevet naturalisme og fremmedgørende distancering:






Du kan se flere af malerierne fra den udstilling her:

http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/krig-i-kunsten/

Og her:

http://kissersgalleri.blogspot.dk/2012/07/maleriudstilling-af-mathilde-fenger-pa.html 

 Serien har fællestitlen "Bataljemalerier" - en betegnelse som godt nok lyder gammeldags. Sidst man i dansk regi oplevede danske kunstnere male den slag "krigsreportager", var i forbindelse med krigen i 1864.

Det var den udstilling der fik museumsdirektør for Frederiksborg Slot, Mette Skovgaard, til at bestille et enkelt stort maleri af Mathilde Fenger der skulle sammenfatte essensen af "11 års krig i et maleri", som rubrikken lød i Informations reportageartikel 2. september 2013.

Hun og Frederiksborg Slot fik godt nok noget for pengene! Og nogle visuelle 'eyekicks' til refleksion for eftertiden!

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (11) - 'push' og 'pull'- og noget om at surfe, snorkle og dykke på webben

Tilskuer, seer, bruger…

Biografen et rum hvor man er mange, og som er mørkt og hvor lærredet er stort og som alle i rummet kigger på samtidig. Stort set kan man ikke gå under visningen. TV er et apparat som befinder sig i et helt eller halvt oplyst privat rum, man er ene modtager eller nogle få sammen, og man kan tænde og slukke, zappe, og komme og gå som man vil. 

   I biografen er man som regel af filmdramaturgien og modtagesituationen bundet til stedet i mindst halvanden time. Man er underlagt aktantmodellens og berettermodellens og det store filmlærreds fascinationskraft.

   I tv-stuen er den dramturgiske binding til lænestolen typisk mindst en halv time (bortset fra reklame-breaks), men her kan man altså forlade fortryllelsen ved at zappe eller forlade rummet. Og der er mange dramaturgiske varianter på spil alt efter genrer (Se: De levende billeders dramagturgi, bind 2. TV)

   Disse to audiovisuelle medier har trods forskelle alligevel en del til fælles mht. dramaturgi og principper for storytelling, men forskellene slår bl.a. igennem i betegnelsen for modtagerne. I biografen er man tilskuer og del af et publikum hvis fælles reaktioner man er en del af, i tv-stuen er man seer, men i det mindste bevidst om at man deler oplevelse på samme tid med mange tusinde andre seere. 

   

Både film og tv er det man somme tider kalder 'push'-medier, rettet mod et bredt ensartet publikum et kollektiv som - når det først er ”på” - forudsættes samtidig at læne sig tilbage i stolen og tager imod det samlede indhold der som en pakke 'skubbes' fra lærredet eller skærmen. 

På nettet er man bruger. Nettet er multimedialt, og brugerne interagerer individuelt med nettets hav af muligheder for at få indiviudelt tilpasset information, sociale relationer, oplevelser – både ved at læse, høre og se billeder.

   Nettet er grundlæggende et pull-medie hvor brugeren inviteres ind til at trække noget specifikt indhold til sig ud fra nettet – det er det interaktionen består i. 

   En side, en portal, en blog – alle har de karakter af et retorisk landskab der er organiseret ud fra forestillinger om hvad mange forskellige individer kunne finde på at ville spørge om eller kunne tænkes at ville gøre - i forskellig rækkefølge, på forskellige tidspunkter og ud fra personlige behov. 

   Derfor er de retoriske spørgsmål og deres svar er ikke som i en tale eller en avisartikel organiseret i en lineær logiks faste rækkefølge, men er rumligt ikke-lineært organiseret. 

   Den enkelte bruger står så at sige på en udsigtshøj inde midt på sidens landskab og kan bevæge sig i flere retninger. Og i hver retning man går, kan man enten blive på overfladen eller gå i dybden, og mentalt set bevæge sig hurtigt eller langsomt.

To måder at bruge nettet på

Du kan bruge nettet målrettet eller du kan surfe.

    Målrette søgning er hvis du som udgangspunkt du har høj bevidsthed og præcise forsestillinger om hvad du søger, og hvilke spørgsmål du vil have svar på. Din hjælper er søgemaskinen, som altså svarer på dine spørgsmål hvis den kan, inden for det faglige univers den dækker. Du søger - ikke for at slå tiden ihjel eller for at blive underholdt - men for at blive klogere eller bedre rustet til at klare forskellige opgaver.

   Men du kan også 'surfe'. 'At surfe' er et nyt ord som kom ind i sproget samtid med at nettet blev udbredt. Det er en metafor på en ikke særlig målrettet måde at bruge nettet på, ”for sjov” – for at ”slå tiden ihjel”. 

    Også her er søgemaskinen din hjælper, men her har din aktivitet karakter af en opdagelsesrejse, hvor du gennem associationer og invitationer - efter en slags tilfældighedsprincip - bevæger dig fra site til site. Du får måske tilfredsstillet din nysgerrighed, får flygtige indtryk, bliver overrasket og distraheret af information, ser billeder eller videoer som du ikke vidste du havde brug for, morer dig, vælger pludselig at fordybe dig, springer videre. 

   Du er som en turist på nettet – og søger oplevelser gennem de møder du får, med forskellige netsider og deres indbyggere, deres rum - og hvordan de er indrettet. 

   Fremmedordet 'serendipitet' er her relevant. Det betyder ifølge Wikipedia "at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys".

Man kan sige at når varigheden af de fleste af de web-tv-indslag man møder på nettet, er under 5 minutter og ofte kortere, så er det dels bestemt af hensynet til at de fleste brugere surfer, og dels af den kendsgerning at tv/video i det hele taget ikke er noget særlig godt medie at videreformidle mere kompliceret information, perspektiver og sammenhænge med.

   Dette lægger op til at dramaturgien i web-tv-indslag som noget der skal sikre fortryllelse, fastholdelse, fremdrift - og det at publikum glemmer tid og sted, mister sin altafgørende betydning. Den kompenseres gennem konteksten på siden, og gennem de interaktionsmuligheder siden tilbyder.

At anskue netbrugeren der surfer som 'en turist', er jo en metafor. Og man kan diskutere om begrebet at surfe er den bedste metafor på det der foregår. Her er en klog mand der har forslag til en anden metaforik:

Differences in Activity

People do simply swim when they are in the ocean of experience and information called the World-Wide-Web. This analogy also provides a structure for understanding the different ways people act when they are in the water. Not everyone uses the Web for the same reason and even individuals come to the Web for different reasons at different times. This means that Web activity has features that vary according to the needs of the individual. Activity is also influenced by individuals' skills and experience in the water. It is important to understand these differences; particularly for businesses and IT firms who want to justify expenditures for Web-based ventures. The three ways people interact with the Web are SWIMMING, SNORKELING and SCUBA DIVING.

   Swimmers, snorkelers and scuba divers interact with an ocean of information and experiences. This is a much more vivid picture of how people use the web than reducing it all to tragically hip notion of Web "surfing". It maintains the experiential foundation of the surfing concept while creating a much more intimate connection between user and experience. I will further explain this in the next issue.

   Russell B. Williams, Assistant Professor, Option Coordinator, Digital Graphic Communication, Hong Kong Baptist University.( http://www.rthk.org.hk/mediadigest/20030715_76_90211.html.) 

Billeder og Web-tv for svømmere, snorklere og dykkere

I det lys kan vi se de forskellige billednæssige udtryk på nettet i forhold til forskellige former for "brug" og mental indstilling hos brugerne.

   Still-billeder på en side er for 'svømmere', og det er også de små billeder som annoncerer at her ligger en video for dem der vil stikke de mentale svømmebriller ned under vandoverfladen.

   Og firkantet sagt, så er det enkelte korte web-tv-indslag typisk for 'snorklere'; man svømmer rundt i overfladen og ser hvad der er lige neden under – man skal hurtigt kunne se op igen, og man snorkler  primært for underholdningens skyld, så dramaturgien skal ikke være for opslugende.

   Længere web-tv-fortællinger på et kvarter eller mere, er for 'dykkere' der så at sige helt skal glemme overfladen og fuldstændig fortabe i en bevidsthedsopslugende anden verden. Så er den klassiske dramaturgi fra film og broadcast-tv på sin plads.