Sider

lørdag den 3. oktober 2015

Særlige evner (6) - om at finde rundt, gå visuelt i detaljer, læse kort og løbe derudaf - og om det at være god til at se noget for sit indre blik - 'the mind´s eye'

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om hjerner med særlige - og meget usædvanlige evner.
   Blandt andet skrev jeg om forfatteren Kim Leine - efter at have læst et interview med ham af journalisten Niels Thorsen:
Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. Og hans hjerne har altså også haft den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/srlige-evner-5-om-det-at-kunne-tale.html
Kim Leine havde også en helt usædvanligt evne når det angik sprog: Hvis nogen siger en sætning til ham, kan han straks og automatisk svare tilbage - med en 'baglæns-udtale' af de bogstaver og orde han lige har hørt 'forlæns'.
   Forskere anslår at det måske er en ud af en million der har den særlige evne. Faktisk fik jeg via Facebook opsporet én yderligere person fra Danmark der kunne det.
   På YouTube kan man finde videoer med amerikanske eksempler hvis man søger på "kids" + "backward speech" eller + "backward talk". Det er bare fantastisk.

Det med hjerner med særlige evner blev jeg mindet om ved at læse et større interview i Politiken fra i søndags (27/08/15) - på den sidste side af 'sportsnyhederne'.
   Interviewet er med den tredobbelt guldvinder ved VM i orienteringsløb i sommer, Maja Alm.
   Journalisten der har lavet interviewet og skrevet artiklen, er Rasmus Beck - grand old man inden for kreativt skrevet sportsjournalistik, og en ørn til at bruge friske metaforer og metonymer til at levendegøre forskellige sportsgrene som ellers i den grad tiltrækker klicheer og livløst billedsprog - bare for at blive 'solgt'.
    Rubrik og manchet lyder:
Først blev hun værk, så blev hun mester
En gang var Maja Alm tæt på at blive trampet i små stykker af en elg. En anden gang jog et fransk vildsvin hende på flugt. Men i sommer fangede hun tre VM-guldmedaljer i Skotland.
Jeg ved meget lid om orienteringsløb. Noget med at løbe og finde vej efter et kort og med poster placeret rundt omkring i et uvejsomt område jeg aldrig selv ville finde på at bevæge mig rundt i - fordi jeg ville være sikker på både at falde og fare vild. Og så: Hvem er hurtigst til det?
   Ikke en sport for mig, og ikke en der egner sig til TV.
http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/
Af artiklen fremgår det at Rusmus Bech ikke selv er nogen god kortlæser, så han sætter sine egne manglende evner på det felt i kontrast til et illustrerende citat fra Maja Alm; Bech skriver:
For mig er alene tanken om at skulle fise af sted gennem en skov ved hjælp af en dirrende kompasnål og et kort med underlige streger nok til søge hen til det nærmeste busstoppested. Men kortlæsning er imidlertid en kunst, den danske verdensmester behersker.
   »Når jeg ser et kort med højdekurver, skov og åer, så ser jeg et landskab 3-dimensionelt. Og jeg ser bakkerne for mig. Det betyder, at jeg ved, hvad jeg skal løbe mod – hen til bakken, ned på den anden side og videre til den næste og ud i lysningen. Kortets farver fortæller mig desuden, hvilken type skov jeg skal ind i. Jeg er hurtig til at danne billeder, og hurtig til at træffe beslutninger. Det er med til at give mig en fordel i mange løb«, fortæller Maja, ...
På dansk taler man om at kunne 'se noget for sit indre blik' eller 'på den indre skærm' når man kalder et billede, en forestilling frem i tankerne - i modsætning til det at se noget i virkeligheden.
   Og landskabsbillederne på den indre skærm aktiveres altså både meget tydeligt og levende - i 3D - og meget hurtigt når Maj Alm 'læser' et kort, dokumenterer citatet.
   Det ligner jo meget det som de fleste musikere må være rigtig gode til: at læse noder - og derefter spille de toner som repræsenteres ved de noder de læser.
 
Gode musikere med hang til at opfinde nye melodier kan bruge evnen til at 'gå den modsatte vej': altså først at forestille sig - 'høre' en melodi for 'det indre øre', og så skrive melodien ned i noder på papir så andre kan spille melodien uden at have hørt den først i virkeligheden
 
Det fremgår ikke af interviewet om Maja Alm er god til at 'gå den modsatte vej': altså at følge en rute gennem et landskab, og så tegne et kort ud fra den vej hun har gået eller er ved at gå ad, kort som andre 'kortlæsere' så bagefter kan følge hvis de vil gå samme vej.
   Men Maja uddanner sig ikke til karto- og geograf - men til tandlæge, fremgår det af interviewet.

Hjerneforskeren Oliver Sacks har skrevet flere bøger om den mentale betydning af 'the minds eye', bøger hvori han blandt andet fortæller at der er stor forskel på hvor skarpt, præcist og detaljeret de 'images' er som forskellige mennesker ser for sig i/for deres 'mind's eye' - på 'den indre skærm'.
   Men han fortæller også at det faktisk er en evne som den plastiske hjerne kan opøve ved intensiv træning.
 
Oliver Sacks har imidlertid også et helt kapitel i bogen 'The Mind´s Eye' som handler om fænoenet 'ansigtsblindhed' - prosopagnosia - det at man ikke kan (eller har svært ved at) genkende ansigter som man har set før, og som er et særligt 'handicap' han selv har haft siden han var barn, og som han sent i livet blev klar over nok har været genetisk betinget.
   Det er et handicap som i øvrigt, konstaterer han, neurologisk er tæt forbundet med en anden 'agnosia' -  environmental agnosia (stedblindhed) - dette at man ikke - eller kun med besvær kan (lære at) genkende steder som man har set tidligere, og fx derfor har svært ved at finde hjem ad samme vej man er kommet.
 
Selv har jeg - om end i mindre omfang - det samme handicap som Sacks: svært ved at genkende ansigter - og svært ved at genkende steder - og i øvrigt også ting - objekter som jeg leder efter.
  Jeg kan til gengæld i høj grad genkende mig selv i den her beskrivelse fra kapitlet 'Face-Blind':
I have been accused of "absentmindedness", and no doubt this is true. Bu I think that a significant part of what is variously cale my "shyness", my "reclusiveness", my "social enptitude", my "eccentricity", even my Asperger´s syndrome", is a consequence and af misintrepretation om my difficulty recognizing faces.
Det fremgår af interviewet med Maja Alm at det at at læse kort og kompas som et landskab i 3-D man kan genkende og nemt løbe rund i, at det er noget hun er blevet trænet i fra barnsben af, af sine forældre som selv har været aktive orienteringsløbere - og stimuleret den særlige evne hun nok deler med dem.
   Så det er jo sandsynligt at Maja Alm genetisk har været disponeret for at blive særligt god til at se locations i 3-D for sit indre blik - ud fra aflæsning af kort og kompas, samtidig med at forældrene har tilskyndet hende til at udvikle den særlige evne hun har haft fra fødslen.
 
Bech beskriver interviewet med Maja som en metaforisk rejse i en imaginær togkupe:
Det gjorde vi så. Sad over for hinanden – som to rejsende i en togkupé, reporteren og den 27-årige tandlægestuderende, Maja Alm, der tillige er 3-dobbelt verdensmester i orienteringsløb. Samt den førende på verdensranglisten.
   Og det blev bl.a. til en færd ad bugtede skinner tilbage til barndommens skove ved Rødekro og Haderslev i Sønderjylland, hvor forældrene, entusiastiske orienteringsløbere, slæbte datteren med i barnevogn og klapvogn. Til en opdragelse i sundhed og velvære.
   Da lille Maja var seks år og flere gange havde været rundt i skovene med kort og kompas, mente hun sig stor nok til at gå alene ind mellem træerne . Ind til fuglene og regnormene. Hun kunne sagtens finde vej.
   »Fint nok«, sagde farmand Alm – og sendte datteren, der har tre søskende, ind i den store, grønne verden.
   Nogle timer senere blev hun fundet, grædende, men dog sammen med nogle andre børn, hun var stødt ind i på sin ellers ensomme færd.
   »Jeg var blevet ret meget væk«, fortæller Maja Alm fra sin plads i kupeen.
De mentale billeder som jeg selv kan fremkalde for mit indre blik når jeg lukker øjnene, fx erindringsbilleder fra turistrejser i Langbortistan eller en tur i skoven, de er ikke særligt skarpe - hverken i konturer, detaljer eller farver.
  
Og de er i hvert fald slet ikke i 3-D, hvad der kan hænge sammen med at jeg faktisk ikke ser den ydre virkelighed i 3-D som de fleste mennesker gør, men 'kun' i 2-D - på grund af en øjeoperation for skeløjethed da jeg var barn.
   Men det kan måske netop være derfor jeg alligevel er ret god til at læse kort og finde rundt i en ny by eller et nyt landskab ved hjælp af kort. Et kort er jo kun flader og linjer i 2-D.
   Et korts visuelle udtryk er jo et grafisk abstrakt symbolsprog som indebærer at vi for at kunne aflæse det, skal se bort fra en masse detaljer i omgivelserne - og kun fokusere på de 'grove' former og linjer som er afgørende for at finde hen til der hvor man vil hen.
   Bare tænk på forskellen mellem et traditionelt google-kort - og et google-sattelitbillede af det samme område.

Fruen har en hjerne med særlige kvaliteter som jeg tidligere har skrevet om - blandt andet at hun ser farver 'på den indre skærm' som automatisk ledsagefænomen  til det at læse bogstaver, ord og tal.
   Og hun kan ikke lade være. Det er en medfødt evne til 'samsansning' som  primært er genetisk betinget, siger forskerne.
   Denne særlige egenskab kaldes synæstesi.
   Det er noget jeg har behandlet i mange tidligere indlæg fordi en masse forskning viser at der statisk set er en stor overrepræsentation af synæstetikere  blandt særligt kreative personligheder, både de nulevende - og i historien.

Fruen har også et særligt skarpt syn for - selv de mindste - detaljer.
   Hun kan fx gå og stå på en græsplæne, og uden at "lede" bevidst efter det, spotter hun uden videre en - ja - en lille bitte FIRKLØVER - midt i alt det grønne hvor det jo - ud over forskellige græsarter - vrimler med almindelige trekløverblade.
   Gående på stranden er hun en ørn til at spotte 'køer' - dvs. sten med hul i - som altså har fået det kælenavn fordi de kan 'tøjres'. De kaldes også 'lykkesten'.
   Jeg finder stort set aldrig 'en ko' på stranden selv om jeg i årevis har samlet på smukke strandsten til slibning.
   Ingen tvivl om at fruens hjerne og omverden-syn er neurologisk programmeret på en særlig måde så hun automatisk og uden bevidst beslutning får øje på hulsten og firkløver foran sine fødder.
   Tænker man på damer i stenaldersamfundet og hvad de foretog sig, så er det utvivlsomt noget der har bidraget kraftigt til familiens og stammens velværd og overlevelse.

Fruen spotter også straks den mindste plet som jeg ubemærket for mig selv har spildt på forsiden af min uldtrøje.
   Og hun spotter fx også lynhurtigt og automatisk råd, svamp og bittesmå fugtpletter i et  hjørne i et hus vi går igennem - tegn og spor som jeg ville overse hvis ikke jeg desideret besluttede mig til at lede efter den slags svært synlige udtryk for forfald.
   
Det har også noget med 'the mind's eye' at gøre.
   For automatisk at spotte den slags ting, må hun - og andre med samme automatsans for detaljer som hende - for sit indre blik  have et meget præcist og meget detaljeret idealbillede af hvordan en ensartet flade bør se ud, et mentalt billede som så gør det muligt straks at spotte en synlig - men næsten usynlig - afvigelse eller brud på idealbilledet.
 
Fruen kan i øvrigt heller ikke lade være med at spotte stavefejl når hun læser, og hun er en fantastisk korrekturlæser.
   Jeg selv er delvist ordblind, og om ord lige staves på den ene (rigtige) eller den anden (forkerte) måde er ikke noget jeg lægger mærke til når jeg læser (og jeg læser hurtigt), med mindre jeg mentalt slår bremserne i - og gør mig meget umage med at fokusere på stavningen og se bort fra indholdet.
    Skal jeg nødtvunget læse korrektur på en tekst jeg selv har skrevet, må jeg tvinge mig selv til at lade som om det er noget en anden har skrevet. men resultatet er dårligt. For mange fejls bliver stadig overset.

Fruen har også et helt specielt mimetisk talent for dialekt- og sociolekt-udtale. Hun behøver bare at høre en dialekt første gang fra en person hun ellers ikke før har hørt sige noget, og så kan hun overbevisende efterligne den - og kan næsten ikke lade være med at bruge 'melodien' når hun fx genfortæller hvad vedkommende person har fortalt.

Fordi fruen lægger mærke til en masse detaljer som jeg overser når vi som turister går rundt i en fremmed by, så er det meget nemmere for hende at finde ud af om det sted vi passerer, er et vi har gået forbi før - og altså at genfinde en vej hjem til hotellet - ved at genkende detaljer fra bygninger som hun lagde mærke til og husker fra da vi tidligere passerede.

Til gengæld er hun så ikke god til at finde vej ved hjælp af et almindeligt landkort - med abstrakt grafisk markering af veje, skove, søer, jernbaner, huse - og højdekurver - og ingen umiddelbart genkendelige detaljer.
   At finde rundt ved hjælp af et kort, det er jeg til gengæld rigtig god til, som nævnt ovenfor.
   Det første jeg anskaffer mig når jeg kommer til en ny by eller et nyt land, er et kort.
   Med kortet i hånden, føler jeg mig tryg - jeg har et overskud og overblik - og jeg ved at jeg altid kan finde rundt - og finde hjem - og sjældent farer vild.

Den nyeste hjerneforskning har faktisk undersøgt det med hvorfor der er så relativt store forskelle på evnen til at læse kort; ikke med den største succes endnu, fremgår det af et indlæg på bloggen "360.HERE.COM".
   Men at det har noget at gøre med hjernens evne til at tænke og forestille sig noget rumligt - 'spatial abilities' - det er der ingen tvivl om.
   Og igen er vi inde på the 'mind's eye', de mentale evner vi alle trækker på når vi vil 'manipulere '- vende og dreje former og figurer i hovedet:
Reading a map requires what psychologists call ‘spatial abilities’, which are skills we use to manipulate 3D shapes and geometric information in our heads. Psychologists have defined many different types of spatial abilities, each relating to different tasks. To read a map successfully, you need more than one.
   In 2007, geographer Amy Lobben of the University of Oregon discovered which spatial abilities are key for map reading. The most important by far was ‘self-location’ – the ability to relate where you are in the real world to the corresponding spot on a map by observing roads, buildings and intersections.
   Two other spatial abilities that proved important were ‘route memory’ – your ability to remember the way – and ‘map rotation’. Map rotation involves mentally rotating a map as you make successive turns, without physically having to turn it. You can test how good you are at map rotation here and here.
Hvordan konstaterer og måler forskerne 'rumlige evner'? 
   Man kan lade forsøgspersoner navigere i virtuelle labyrinter- og derefter se hvor godt de klarer sig; eller rent faktisk lade dem prøve at finde rundt i ukendt terræn ved hjælp af et kort.
   Men hvad foregår der i hovedet på dem, spørger blogindlægget:
The relatively new field of neuroscience is attempting to answer that question using fMRI (functional Magnetic Resonance Imaging) to reveal blood flow in the brain. The blood flow shows which parts of the brain are active, and these ‘light up’ in an fMRI scan.
   It’s early days, but reports of Lobben’s latest work have indeed shown differences in the brains of people who are good at map rotation and those who aren’t.
   In addition, an area of the brain where activity has been spotted during map reading is the parahippocampal place area (PPA). This is a region that’s known to be active when we see landscapes, rooms and other places.
   The PPA is itself part of the parahippocampal gyrus, an area surrounding the seahorse-shaped bit of the brain called the hippocampus. There’s a hippocampus in each hemisphere of the brain – left and right – and it’s known to play a major role in navigation and spatial orientation. 
Gray739-emphasizing-hippocampus

The role of the hippocampus became clear in research into the brains of taxi drivers by neuroscientists Dr Hugo Spiers and Prof Eleanor Maguire. The hippocampus was most active when the cabbies planned their route in advance of driving on a computer game. But when they encountered road blocks or other obstacles during the game, other areas of the brain were involved.
En hjemmeside med titlen 'GIS LOUNGE', hvor GIS står for 'Geographic Information Systems', fortæller mere om taxachaufførers hjerner, og hvilken effekt det har på dem at skulle bruge dem så meget til at finde rundt:
Reading maps and developing navigational skills can affect the brain in beneficial ways. In fact, using orientation and navigational skills often can actually cause the hippocampus and the brain to grow, forming more neural pathways as the number of mental maps increase.
   A study by scientists at University College in London found that grey matter in the brains of taxi drivers grew and adapted to help them store detailed mental maps of the city. The drivers underwent MRI scans, and those scans showed that the taxi drivers have larger hippocampi when compared to other people.
   In addition, the scientists found that the more time the drivers spent on the job, the more the hippocampus changes structurally to accommodate the large amount of navigational experience.
   Drivers who spent more than forty years in a taxi had more developed hippocampi than those just starting out. The study shows that experience with the spatial environment and navigation can have a direct influence on the brain itself.
http://www.gislounge.com/spatial-orientation-and-the-brain-the-effects-of-map-reading-and-navigation/
Jo mere tid og jo længere tid Londons taxachauffører bruger på at orientere sig gennem faktiske kort når de begynder på jobbet - eller vel især ved de mentale kort som kaldes frem i 'the mind's eye' når de er i rutinerede, ja,  jo større og mere udviklet bliver hippocampus. 
   Og det stemmer fint med de nyeste teorier (Richard J. Davidson) om 'den plastiske hjerne', teorier der kort fortalt siger at hjernens forskellige specialiserede moduler og centrer udvikler sig gennem træning og hyppig brug - ligesom muskler. 
   
Hjerneforskerne har fundet ud af meget om hvilke forskellige dele af hjerne der arbejder sammen når vi 'navigerer' og finder rundt i vores omgivelser:
We have place cells, hundreds of thousands of them, each activated by a particular location. Head direction cells act like a compass. And grid cells mimic the lines of latitude and longitude on a map to tell us how far we’ve travelled.
Men hvordan den viden konkret hænger sammen med folks bedre eller dårligere evner til at læse kort og orientere sig efter dem, det har forskerne endnu ikke fundet ud af:
“While we know a lot about how different cells are involved in representing a space and mapping it, we do not know how they relate to making some people better navigators than others,” says Hugo Spiers.
Men ingen tvivl om at det hjælper at træne, og at øvelse gør mester - også når det gælder om at orientere sig ved hjælp af kort - fysiske eller mentale:
What does seem certain, however, is that tasks involving navigation change the structure of our brains. Back in 2000, Eleanor Maguire studied trainee London taxi drivers both before and after they’d acquired ‘the Knowledge’ – the training course that teaches drivers the layout of 25,000 streets. Before the training their brains were the same. Three years on, those who were driving passengers had a greater volume of grey matter (nerve cells) in their posterior hippocampus than trainees who’d failed the course and given up.
http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/