Outsideren - kreativitetens naturlige rollemodel

I et par af de senest blogindlæg har jeg brugt begrebet "outsider" til at karakteriserer noget af det der kendetegner den kreative person og hans/hendes rolle i forhold til omgivelserne. Det er ikke tilfældigt. Det stammer fra den aha-oplevelse jeg havde ved at læse et af kapitlerne i bogen 'Imagine - How Creativity Works' af Jonah Lehrer.

   Kapitlet havde overskriften "The Outsider".

Aha-oplevelsen bestod i at en masse spredte iagttagelser og pointer omkring den kreative personlighed og om hvordan kreativitet udfolder sig som jeg havde skrevet om , pludselig faldt på plads. Jeg opregner i flæng:

- Det kendetegner mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om på denne blog, at de fortæller fra deres barndom om følelsen at være uden for - i forhold til kammerater, i forhold til familien, i forhold til sig selv. Fx fordi de er blevet flyttet med forældrene fra en egn med en dialekt, til en anden egn med en anden dialekt.

- Mange kreative mennesker kommer af emigrantfamilier som har måttet skifte sprog for at kunne klare sig i den nye kultur, og som har følt sig fremmedgjort i forhold til det nye hjemland.

- Mange kreative mennesker kommer af etnisk blandede familier med sammenstød mellem forskellige kultures normer,

- Jeg har jævnligt også været inde på at kreative mennesker som voksne har det med relativt jævnligt at skifte job, selv om det går rigtig godt i det job de er i. Spurgt om hvorfor, er svaret tit det provokerende: "Jeg kedede mig i det jeg gjorde." Jeg er selv sådan en der har skiftet job en halv snes gange siden jeg forlod Københavns Universitet 1970.

- Jeg skrev på denne blog en føljeton under fællestitlen "Den kreative Kinarejse" hvori jeg blandt andet beskrev hvordan mødet med den fremmede verden tvang bevidstheden hos den rejsende til conceptual blending, hvad danske kunstnere i 17- og 18-hundredtallet udnyttede bevidst når de tog på dannelsesrejser til Italien, Frankrig og Spanien.

- Skandaler som nogle kunstnere elsker at lave, har den funktion at den sætter dem uden for det god selskab: Tænk på Bjørn Nørgaards hesteslagtning, Wilhelm Freddies explicit seksuelle surrealisme, Thorsens planer om en fræk Jesus-film, Brob-Johansens første digtsamling 'Blod'. You name it! Mentalt at sætte sig - eller blive "sat uden for døren", stimulerer tilsyneladende kreativitet.

 

- Poul Martinsen og mange andre kreative mennesker jeg kender, har en særlig lystfyldt oplevelse ved at iagttage andres adfærd, mens de selv er uset og ikke bliver lagt mærke til af dem de iagttager. De ser meget tit deres omverden som en film eller et teaterstykke som de er tilskuere til. De omtaler ofte også sig selv som en slags voyeur, jfr. Hitchkock: 'The Rear Window':

- Når man maler akvarel, så skal man se den virkelighed man vil male - ikke som et stykke virkelighed man lever og handler i, men som et motiv, dvs. man skal mentalt stille sig uden for denne virkelighed i en slags "detached" iagttager-position (jfr. Betty Edwards)

En af de vigtige pointer hos Jonah Lehrer i det nævnte kapitel er at outsiderpositionen grundlæggende er en position der er kendetegnet ved en mental mangeltilstand: ukendskab, uvidenhed - vel at mærke kun til en vis grænse. Det fremtvinger det som han kalder "outsiderthinking", noget som de fleste unge mennesker kender til når de får det første job: Hvorfor kan man ikke bare...?

   I forlængelse af den tankegang, kan man også forstå hvorfor insiderpositionen kan være hæmmende for kreativitet: som insider ved man det hele, mentalt set er man syltet ind i et netværk af sammenhængende forståelsesframes der gør det eksisterende til uforanderlig "natur".

   Så først og fremmest: outsiderpositionen inviterer til konceputel blending når outsideren skal forbinde det fremmede, det nye, det ukendte - med det han/hun kender i forvejen.

Tilbøjeligheden til at kunne re-frame et problem er noget der fremmes af outsider-tænkning. Opfindelsen af Barbie-dukken, var et eksempel på det.

   Amerikaneren Ruth Handler som en ikke-tysk outsider, kunne se mulighederne for 'Barbie' i 'Bild Lilli' på en udenlandsrejse til Schweitz, en figur som var framet og udformet til at  skulle tiltrække voksne mænds lystfyldte blikke. Jonah Lehrer skriver med indlevelse:

Handler saw the potential of the Bild Lilli doll only because she was an outsider. I she´d spoken German or been a local - if she´d grasped the bawdy backstory - the she never would have considered the doll for her daughter. She would have diregarded it as a tasteles product, yet more evidence that an adult doll wasn´t feasible. And if she´d been a toy executive, the idea probably wouldn´t have occurred to her in the first place, since everyone knew that little girls want to play with babies. Ruth Handler didn´t know any of this; her misunderstanding led to the insight. She was just a mother lost in a foreign country, and that´s why she invented the Barbie.

Lehrer gør opmærksom på at der i den kreative skriveproces indgår en nødvendig vekselvirkning mellem en insiderposition (=du skriver i flow - glemmer dig selv i den virkelighed du skrive i) og en outsiderposition (du kigger kritisk "uforstående" på det du skrev igår - eller for en måned siden).

Endelig tager han udgangspunkt i den kurve som kendetegner mange kunstnere og videnskabsmænd. De yder deres bedste og mest originale når de er omkring 30 år, derefter går det langsomt ned ad bakke. Men det jævnligt at tage på mange rejser med nye indtryk, det at få nye kolleger med passende mellemrum, eller det helt at skifte karriere, kan bevirke at kurven ikke daler men stiger efter de 30. Fordi det fastholder en i - eller genetablerer en i - den outsiderposition som stimulerer til conceptuel blending:

Den forklarende tekst på You Tube fortæller:

Author Jonah Lehrer explores the power of outsider intelligence. At PopTech 2009, the best-selling author of How We Decide and Proust Was a Neuroscientist, notes that, paradoxically, lacking expertise on a subject can be an asset. Its what allows us to see the connections, to see the problems that no one else can see.

Josefine Ottesen - og hendes livs kilder til Fantacy

Josefine Ottesen har skrevet omkring 80 bøger - hvoraf de fleste er fantacy-romaner til unge. Hvilken produktivitet og kreativitet! For Josefine har fantasiens kilder leveret metaforisk tænkning ud over alle grænser. Men hvad udspringer de af?

 
Lotte Thorsen har i Politiken den 5. juni et stort portræt-interview med damen. I forhold til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed med den komplicerede barndom - med savn og tab, identitetsusikkerhed og flytten omkring, så scorer hun højt på alle parametre.
   Liv, fantasi og litterær produktion går i kreativ symbiose, for hendes vedkommende, kan man læse i portrættet.

Josefine har jødisk-ungarsk baggrund. Moderen kom med sin mand til Danmark fra Berlin lige før 2. Verdenskrig. Hun bliver skilt. Og flygter til friheden i Sverige i 1943. Men en stor del af hendes familie var væk. Gasset i nazisternes udryddelseslejre eller dræbt i jødiske ghettoer i Budapest. 

   Datteren fortæller

Jeg ved, min mor følte en enorm skyld over at have overlevet. En skyldfølelse som også rammer andre, der mirakuløst overlever, mens andre i samme situation dør. Jeg tror, man stiller sig selv spørgsmål som: Er jeg noget særligt? Hvorfor lige mig og ikke de andre? Er jeg bedre end dem? Det er man selvfølgelig ikke, men man prøver at rationalisere, og det tror jeg også, min mor har gjort.

Moderen havde dårlig samvittighed over at være i live, og for at sone sin overlevelse sendte hun efter krigen sine små børn til Norge med en ung pige og blev selv i Gøteborg for at hjælpe de overlevende fra kz-lejrene, da de hvide busser ankom med de befriede fanger sydfra.

Josefine er født i Bredgade i København 1956. Efter et par år flyttede familien til Nordjylland. Hun var "mediatorbarn" mellem to midaldrende forældre der i forvejen havde henholdsvis to og tre børn. Hun fortæller bl.a.

Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn. Og så fik de altså mig. 

   Alle børn vil genre have, at deres forældre er lykkelige. Og når man har rygsækken fuld af sorg og savn, som min mor havde, så kører der hele tiden en undertekst, som børn jo læser. Så jeg bruget meget energi på at passe ind. For hvis man ikke gjorde det, blev man lidt usynlig.

To personer i en. Identitetsproblemer? Det kunne se ud til det. Hvordan så med far-forholdet?
   Om sin far fortæller hun at "han var meget sky" og "svær at komme i kontakt med". "Men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der jeg kunne møde ham."

   Så skulle forældrene skilles fordi faderen havde mødt en anden. 

Skilsmissen var meget, meget hård for min mor. Det er problemet , når man er så iscenesættende. For når de andre så ikke følger manuskriptet, er man jo fortabt. Og hun var fortabt efter den skilsmisse. Hun var næsten 50 år og sagde senere, at hvis det ikke havde været for mig, så havde hun givet op. Og de signal har jeg nok fornemmet. Jeg var overbevist om, at det var, fordi jeg havde overset noget i mit arbejde som mediator, at de blev skilt. Og nu var det min opgave at sørge for, at hun holdt sig i live og ikke brød sammen.

Efter Hf-eksamen arbejdede Josefine Ottesen som instruktør og teaterskuespiller. Hun skrev lidt ved siden af for sin fornøjelses skyld, fortæller artiklen...

Sådan nogle små, metaforiske eventyr, som egentlig bare udsprang af mit eget behov for at skabe nogle forklaringer på mit liv.

Men de små metaforiske eventyr blev til mange store.
   Mens hendes mor lå på sygehuset med en hjerneblødning, sad hun i morens hus og skrev og færdiggjorde manuskriptet til "Fjeren og rosen" - som hun vandt Kulturministeriets børnebogspris for. "Jeg var fuldstændig overvældet over at man kunne få en forfatterpris når man slet ikke var forfatter," siger hun til Lotte Thorsen.

Fantacy er jo en blended genre - af det nære og velkendte og det fantastiske, utrolige og fremmedartede. I ét univers. Og med overvægt til det fantastiske. Som fx i "Ringenes herre" eller i "Alice i eventyrland".
   Hun skriver trilogien "Krigeren", efter inspiration fra sin søn som var bidt af krigsspil, og som gik til kampsport. For at finde ud af hvad det var for en fascination, begyndte hun selv at gå til kamsporten Aikido - og blev "vildt fascineret af våbentræningen".

Der er tre egenskaber, der går igen hos krigere over hele verden: Du skal være nærværende, du skal kommunikere klart, og du skal vide, hvilke væredier, du kæmper for. Da jeg kom på sporet af de tre kvaliteter kunne jeg godt forstå at min søn var så optaget af det der.

En af de emotionelle fænomener som forbindes med kreativitet, er jo "den kreative vrede".
   Josefine kender til sagen. For hende blev arbejdet med at skrive trilogien "Krigeren" en rejse "ind i Herreland" fortæller artiklen videre. Og det syntes hun ikke var særligt svært, når det kom til stykket:

Og det er nok fordi jeg skulle have været en dreng. Jeg skrev den bog, fordi jeg havde brug for at fokusere på ikke at opfatte mig selv som  et offer for de omstændigheder, jeg var udsat for gennem min opvækst , men at tage sagen i egen hånd og sige: "Hvis jeg skal være en kriger her i mit liv, hvor er min indre styring så?" Og det har været så vigtigt for mig at få det formuleret. Der mange af minde handlinger, der har været styret af trods. Og man bliver ydrestyret , hvis man føler, at man er underlegen, og at det nogle andre, der bestemmer, om man er god nok. Når jeg bankede de andre som barn, gik det jo også op for mig, at jeg havde en indre kriger. Og aggression er jo ikke nødvendigvis noget, vi skal undgå. Det er først når du siger: "Nu er det fandeme nok", at der noget, der flytter sig.

Ondskab og hvordan man overlever de forfærdeligste ting, dukker op som spørgsmål da hendes mand får problemer med en chef. Sammen med sin jødiske mors og families forhistorie, får det hende til at researche på Holocaust. Og det bliver til trilogien "Historien om Mira" som Josefine Ottesen selv kalder "en fantacy-trilogi om fascisme".

I mange år syntes jeg, at det var meget besværligt og begrænsende at have den mor, fordi jeg skulle kæmpe så hårdt for at blive hjemme i mig selv i stedet for at rende og fikse alle de andre. Men den historie har ændret sig. I dag kan jeg jo godt se, at jeg også fik rigtig meget med. Så "Historien om Mira" handler om , hvordan man både bliver hovedperson i og hovedforfatter til sin egen historie. Så jeg har ikke længere skabene fulde af gummistøvler og bønner".

At have "skabene fulde af gummistøvler og bønner", er Josefines metonym for at hun ubevidst altid var indstillet på flugt og rejse med et øjebliks varsel.