Sider

fredag den 7. oktober 2016

Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:
http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html
 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch
Avantgarde
Kitch
Avantgarde
Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.
   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 
An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.
Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:
 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.
   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:
As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.
Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.
   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):
Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).
Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.
 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.
A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).
Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse
  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.
   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto
Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.
   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).
   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.
   De skriver:
In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.
Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.
   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.
   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:


Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".
   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":
In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.
   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.
   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.
   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.
   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.
   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.
Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....
In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.
   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.
Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.
Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.
For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.
Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.
For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film
Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 
Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.
   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 
Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 
   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 
   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.
   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 
   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:


In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.


Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:
   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.
   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.
We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.
    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes
Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):
Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.
This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.
Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)

Om glæden ved æstetisk skønhed (2) - meget mere om "processing fluency" og hvad der fremmer det


Proportioner  tegnet ind i et konstrueret smukt kvindeansigt
Skuespilleren Angelina Jolie

Dette indlæg er en fortsættelse af de umiddelbart foregående, som der er et link til her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html
Afsættet var en udstilling på Rønnebæksholm af to kunstnere, en der maler akvarel og en der arbejde i syrebehandlet metal. Navnene er Carl Johan Forsberg og Eva Louis Buus.

Carl Johan Forsberg: Akvarel (japansk inspireret)
Eva Louise Buus:
Hokusai-inspireret bølgemotiv på kobber
Under søgningen på teorier om æstetisk skønhedsoplevelser og hvad der foregår i hjernen i den forbindelse, opdagede jeg at der fandtes en teori som gik under betegnelsen "Processing fluency theory of aesthetic pleasure".
   Som vel  nærmest kan oversættes til dansk sådan: skønhed opleves når oplevelsen gennem sanserne af et 'objekt' foregår flydende - den fiser bare under huden, ind i hjerte og hjerne - uden forstyrrende modstand.
   Oplevelsen kan på mange måde minde om det at blive forelsket ved første blik.

Og først: Hvad betyder "processing fluency"?
Processing fluency is the ease with which information is processed. Perceptual fluency is the ease of processing stimuli based on manipulations to perceptual quality. Retrieval fluency is the ease with which information can be retrieved from memory.
Altså: Det er en slags mål for hvor  relativt 'flydende' eller 'flyvende' - glidende, nemt, ubesværet - man kan afkode og indoptage information via de fem sanser - og tilsvarende hvor let eller mindre let man kan genkalde sig information fra hukommelsen.
   Og det begreb kobles så teoretisk sammen med 'glæden ved æstetisk skønhed'.
The processing fluency theory of aesthetic pleasure is a theory in psychological aesthetics on how people experience beauty
Altså: Oplevelsen af æstetisk skønhed ved fx en genstand, et maleri, et landskab, et ansigt eller et stykke musik - og følelsen af tilfredshed ved mødet med dette æstetiske objekt, skulle ifølge den teori skyldes at det er noget der foregår særlig nemt og ubesværet: nemlig at sanse, percipere, opleve det; altså at det man oplevede som smukt eller skønt er en 'sansebegivenhed' hvor 'informationen' så at sige bare strømmer ubesværet ind i underbevidstheden - ledsaget af en befriende følelse af velbehag (som skyldes forøget dopamin og serotonin fra hjernens belønningssystem)
  Så ifølge den teori er 'skønhed' nok noget der foregår i hjernen (og altså "beauty is in the eye of the beholder", som man siger på engelsk), men det sker især og mest i mødet og interaktionen over tid med særlige egenskaber ved objekter som vi medfødt er positivt indstillet over for.
https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf
Artiklen som jeg har linket til her, er vist nok den der introducere ideen for første gang, en ide (teori) som forsøger at opløse konflikten mellem to uforenelige forestillinger om 'skønhed':
   - én position der siger at 'skønhed' er (objektive og måske ligefrem matematiske) særlige egenskaber ved bestemte objekter ('egenskaber' er fx 'det gyldne snit' eller 'symmetri' eller 'harmoni' i toner og farver), og ...
    - en anden position der siger at er 'skønhed' en rent subjekt projektion fra den der oplever skønheden: på dansk: 'skønhed afhænger af øjnene der ser'.

Betydningen af teorien om 'processing fluency' beskrives sådan i Wikipedia:
The processing fluency theory of aesthetic pleasure emphasizes the interaction between the viewer and an object in that it integrates theories and a wide range of empirical evidence that focus on effects of objective stimulus attributes on perceived beauty with those that emphasize the role of experience, for example by invoking prototypicality. In this theory, beauty is seen as an experience that has nothing to do with artistic merit: Beautiful works of art may be without any merit whereas good art is not necessarily beautiful.
Aafhandlingen der er skrevet af tre forskere fra forskellige universiteters psykologiinstitutter: Rolf Reber, Norbert Schwarz, Piotr Winkielman, har denne titel:
Processing Fluency and Aesthetic Pleasure: Is Beauty in the Perceiver’s Processing Experience?
Og teksten indledes med en spidsformulering af ideen:
We propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently perceivers can process an object, the more positive their aesthetic response. 
Altså: Det er dynamikken i interaktionen (='processing dynamics') mellem hjernen og sanseindtryk fra omgivelserne som - over tid fra baby til voksen - ender med at konstituere hvad vi - man - føler og oplever som 'smukt' - som glædeligt tiltrækkende og fornøjeligt dejligt.
   Og det er fordi den kommunikative lethed mellem ydre impuls og hjernens indre modtageapparat både afhænger af lejrede erfaring over tid - og af de egenskaber som hjernen af biologiske grunde (evolutionens sortering gennem overlevelse) oplever og føler sig tiltrukket af.

Artiklen gennemgår forskellig variable som man traditionelt har kunnet konstatere betyder noget for hvor smukt eller ikke smukt man vurderer noget: 'figural goodness' (=vurderingen af at nogle figurer er mere behagelige at se/høre/mærke på end andre: lumumma-takete), figur-grund kontrast, stimulus-repetition (=gentagelse fremmer forståelsen, redundans), symmetri og 'prototypicality' (=dette at noget er typisk og 'gennemsnitligt' for sin slags).

Og artikelforfatterne Reber, Schwarz og Wienkielman sporer i alle de tilfælde den positive følelse og vurdering af 'skønhed' tilbage til 'processing fluency' - og siger altså at hvis noget er kendetegnet ved disse egenskaber, så gør de det nemmere at afkode og dermed dejligere at opleve, idet det aktiverer belønningsystemet gennem øget dopamin-produktion.
   Sammenhængen er altså:
nemt>behageligt>smukt
Jeg kan umiddelbart koble det sammen med i hvert fald tre begreber jeg tidligere har skrevet om: 'det gyldne snit', 'fraktaler' og Henrik Klüvers 'formkonstanter'.

Først til 'det gyldne snit' som er et forhold mellem to linjestykker der kan udtrykkes ved en brøk der kendetegner symbolet pi:

{\displaystyle \varphi ={\frac {{\sqrt {5}}+1}{2}}\approx 1,6180}

The Golden Proportion, a mathematical ratio, represents beauty, harmony and balance in physical form. Over the centuries, this geometric constant has influenced architecture, biological systems, mathematics and art. This ratio is believed to hold the key to the secret of beauty and finds its representation in innumerous natural and manmade masterpieces. 

Forholdet beskrevet i ord fra Videnskab.dk
»Et linjestykke siges at være delt i yderste og mellemste forhold, når hele linjestykket forholder sig til det største stykke som det største til det mindste.«
   Det lyder måske en anelse kryptisk, men du skal altså forestille dig at dele en linje eller en geometrisk figur i to stykker med forskellige længder eller arealer – stykke A og stykke B. Det gyldne snit opstår, når du deler linjen på en måde, så det længste stykke A har det samme forhold til det korteste stykke B, som hele linjen har til stykket A.
   Det betyder, at hvis du dividerer stykke A med stykke B, så får du samme tal, som hvis du deler hele linjens længde med stykket A - nemlig konstanten 1,618. Og det er sjovt nok en konstant, der lader til at dukke op flere steder i naturen lige fra galakser til solsikker.
Og altså også et forhold som kunstnere og designere siden de gamle grækere har brugt til at ordne kompositionen i billeder, arkitektur og design. Som fx Mona Lisa:  


Jeg har skrevet et længere indlæg om det gyldne snit i kunst og design her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/03/det-gyldne-snit-og-dermed-det-gyldne.html
Så til fraktalerne, som også har proportioner og bestemte matematiske formler (bl.a. mandelbrot-ligningerne) som underliggende "styresystem":


A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.
Frataler synes at være gennemgående og selvrepeterende figurer og figursystemer i en masse naturfænomener, men de ligger også strukturerende bag en masse kunst og design hvori indgår gitre, stråler, netværk og spiraler.
  Jeg har skrevet et længere indlæg om fraktaler i natur og kunst her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/fraktaler-tal-og-formler-i-hjernen-i.html
I det indlæg er jeg også inde på fraktalernes forbindelse til det man kalder
Henrik Klüvers 'formkonstanter', karakteristiske figurer der har vist sig at være en del af hjernens visuelle forprogrammering: nogle basale grundformer eller mønstre som kommer frem som billeder på hjernens indre skærm når man fx. hallucinerer under indtagelse af LSD eller andre euforiserende stoffer:



Læs mere om Klüvers 'formkonstanter' her hvor jeg påviser deres betydning for jugendstilens former som efterligner naturen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html
Hvis et visuelt objekt tilnærmelsesvis lever op til nogle af disse mål, proportioner og figurer, så vil allerede et lille barns hjerne opleve objektet som noget godt og blive belønnet af behaget ved "processing fluency"; følelsen tilnærmet oversat til ord: "Det der er vel nok dejligt og rart (=smukt), for: det kender jeg da i forvejen", eller "for: det ligner noget jeg allerede kender".
   Og parallelt med oplevelsen af visuel skønhed, regner man så med at oplevelsen af lyd, eller af overflader eller af smage/lugte fungerer.

De tre forfattere af artiklen om "processing fluency" som noget der øger oplevelsen af skønhed, fremhæver også at andre egenskaber som fx 'visuel eller semantic priming' (= metaforisk set 'at gøde jorden' for noget der skal komme) øger oplevelsen af 'æstetisk tilfredsstillelse' - fordi det letter afkodningen af noget når vi ubevidst er blevet indstillet på dets fremkomst.
   Altså: dette at man gennem forudgående 'set up' eller 'framing' så at sige er blevet forberedt på oplevelsen, eller at man har tidligere erfaringer at tolke det nye igennem (som fx gennem metaforiske sammenligninger og analogier), det gør også kommunikationen mere flydende og giver øget skønhed til den oplevede genstand.
   Derfor er det fx en god ting at læse på lektion - en turguide - når man skal på turistbesøg i en ny by fra en fremmed eller gammel kultur. Man får simpelt hen 'mere skønhedsværdi' ud af turen.

Jeg får her to andre associationer:
   Den ene er til de begreber som jeg opregner i første bind af min bog "De levende billeders dramaturgi" i kapitlet "Historiens Udsmykning".
  De tilhører det lag i udtrykket hvis funktion er at bidrage til det jeg der kalder "fortællingens udtryksøkonomi" som er kendetegnet ved at det skaber "æstetisk kontinuitet og koncentration" under oplevelsen:
  • Metafor
  • Metonym
  • Tema
  • Set up - pay off
  • Parallelscener
  • Teks - underteks
  • Punch line   
I alle de tilfælde kan man sige at deres funktion er at lette afkodningen og forstærke den emotionelle oplevelse af den dybereliggende dramaturgi og præmis i fortællingen.
   Hvad der så også kan siges at være begrundelsen for virkningen af en række overordnede 'udtryksøkonomiske principper' som teori-litteraturen har forskellige betegnelser for: 'less is more', 'isbjergprincippet', princippet om  'tidens, stedets og handlingens enhed' - og princippet om ønsket 'synæstesi' mellem forskellige sansemåder ('lumumma-takete'). 
   Og videre: Det er også begrundelsen for at man i det dramaturgiske begrebsapparat opererer med såkaldte 'kontrast- og følgekarakterer' som er med  i persongalleriet primært for at profilere hovedkaraktererne 'subjekt', 'hjælper', 'modstander'.

Jeg stopper her.
   Men det ville være interessant hvis en klog dramaturgiforsker kiggede på Hollywood-dramaturgien ud fra synspunktet: "Processing Fluency and Aesthetic Pleasure".
 
De principper man kan læse om i dramaturgiskrifter fra Aristoteles og frem, er simpelt hen principper for nem og effektiv budskabs-kommunikation via dramaer på teater, i film - og genneme storytelling i romaner/noveller, principper der bidrager til en særligt letflydende kommunikation som forbindes med en følelse af velvære, glæde og fornøjelse hos publikum når de anvendes.
   Som vi i gamle dage sagde på TV-dramaturgikurserne: Publikum skal opleve at det er deres eget indre manuskript filmen eller tv-fortællingen følger når de ser den.
  Som man måske husker fra sin skoletid, så var det allerede i starten af 1700-tallet Ludvig Holbergs erklærede mål med sine komedier "at gavne og fornøje". Og han forstod i den grad at muliggøre og stimulere "processing fluency" for det i forhold til teateroplevelsen nye og uerfarne borgerskab i Kongens København, som han skrev sine komedier for og til.

Den anden association jeg får når jeg læser at oplevelsen af 'skønhed' skyldes en særlig lethed i afkodningen (='processing fluency'), er koblingen til  neurologen og hjerneforskeren I. S. Ramachandran og hans kapitel om "The Artful Brain" i bogen "The Emergin Brain" (og kapitler med tilsvarende indhold i hans bog "The Tell-Tale-brain").
   Her opregner han 10 principper som udgør hans fagligt velbegrundede, men spektulative forslag til "the universal laws of art':
  • gruppering (peak shift) 
  • overdrivelse 
  • kontrast 
  • isolation 
  • borte-tit (perceptual problem solving)
  • afsky ved tilfældigheder (abhorrence of coincidende)
  • ordentlighed (repetition, rythm and orderliness)
  • symmetri 
  • balance
  • metafor 
Og jeg tilføjer så for egen regning:
  • metonymi
Ramachandrans  10 principper for  biologisk funderede "universal laws of art", har jeg jævnligt refereret til på min blog i den gennemgående serie om "akvarelmaleriets mysterier". Og først gang her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html
I alle tilfælde kan man argumentere for at de ti beskrevne principper på hver sin måde øger et kunstobjekts muligheder for at bidrage til 'processing fluency'; nogle især ved at lette kommunikationen, og nogle ved at forstyrre den, men kun midlertidigt (som fx 'overdrivelse'  og 'borte tit')
 
Man kan altså sige at teorien om øget 'processing fluency' som det der forklarer hvorfor noget opleves som særlig 'smukt' - som havende 'skønhed', at den teori ophæver konflikten mellem de to modstridende positioner som jeg nævnte tidligere: mellem den subjektivt orienterede der siger at skønhed afhænger af øjet (eller øret eller smagsløgene) der ser (hører, smager) på den ene side, og på den anden side: objektive egenskaber (der kan sættes på formel) ved det æstetiske objekt som hjerne fra starten - fra tidlig barndom - er programmeret til at føle og opfatte som behageligt.

Eller udtrykt i Wikipediasprog:
The theory resolves the apparent paradox of inborn and acquired preferences. For instance, infants prefer consonant melodies. According to the fluency account, this is because infants share perceptual equipment that make them process consonance in music more easily than dissonance. When children grow up, they are exposed to the music of their culture, resulting in culture-specific musical fluency. This familiarization explains why individuals from different cultures have different musical tastes. In addition, the theory helps explain why beauty (in a wide sense; perhaps the term elegance is more apt) is a cue for truth in mathematical problem solving and scientific discovery.
Jeg husker fra min gymnasietids undervisning i både fysik og matematik, at lærerne med lys i øjnene kunne afslutte en forklaring på tavlen for en lovmæssighed med at udbryde: "Det er et et smukt og meget elegant bevis."
   Den gang forstod jeg ikke hvad de egentlig mente, for jeg havde godt nok tit store problemer nok med bare at forstå og finde ud af formler og principper i matematikken og fysikken; mentalt overskud til at jeg også kunne nyde skønheden i det jeg så under mentale skrig og skår så endelig forstod og lærte mig, det manglede jeg den gang.

Artiklen af de tre psykologiprofessorer er lang og sprogligt set ikke særlig nem. Der er ikke gjort noget her for at øge dens 'processing fluency' i forhold til en almindelig læser, kan man sige. Og det har blandt andet noget med abstraktionsniveauet at gøre: Artiklen er i den grad 'meta' og forsøger at samle op på en masse tidligere tænkning og ideer om skønhed:
   Den forsøger at gennemlyse og forklare en stor portion isolerede forskningsresultater gennem årene, resultater som beskriver koblingen mellem objektive beskriv- og målbare stimuli på den ene side - og på den anden side hjernens subjektive reaktion på mødet med dem, en reaktion som emotionelt er positiv og kommer til udtryk ved glæde og fornøjelse ved mødet med 'skønheden' i kunsten (og virkeligheden). 
   Og de skriver i deres indledende 'abstract' at:
Our proposal provides an integrative framework for the study of aesthetic pleasure and sheds light on the interplay between early preferences versus cultural influences on taste, preferences for both prototypical and abstracted forms, and the relation between beauty and truth. In contrast to theories that trace aesthetic pleasure to objective stimulus features per se, we propose that beauty is grounded in the processing experiences of the perceiver, which are in part a function of stimulus properties.
De accepterer altså at hjernen er forudprogrammeret til at opleve en række input som emotionelt positive i hjernens belønnnngscenter:  særlige proportioner ved genstande, ansigter og figurer, særlige typer af former, særlig tonekombinationer og rytmer, specielle farvekombinationer (jfr farvecirklen), bestemte smage og lugte, etc.
   Men de medtænker så også at hjernen over tid sammenfatter disse oplevelser i sammenhæng med faktiske erfaringer og læringer, sådan at når man møder kunst i litteratur, i maleri, i arkitektur, i musik, i mad - og i naturen  - ja, så reagerer hjernens belønningssystem med et mentalt: "I love it":
   'Det her er maleri, poesi, musik og mad jeg kan lide - noget jeg tænder på og ønsker at opleve igen, føler og tænker den bevidste del af hjernen med sæde i frontallapperne, samtidig med at følelsen af behag og fornøjelse gentager sig.

Min sammenfatning lyder altså sådan:
  Hjernen oplever en høj grad af "processing fluency' præcis fordi kommunikationen mellem den æstetiske genstand (impulsgivende input) og hjernen (der afkoder betydning og mening) kører som i olie og bare flyder afsted og foregår relativt automatisk og modstandsløst:
   Så er det nemlig skøn kunst for mig - og rigtig mange af de andre der går rundt på fx Hundertwasser-udstillingen - eller fx sidder med i koncertsalen og lytter til en Mozartsymfoni - eller fx sidder i lænestolen og læser digte af Emil Aarestrup:
Til en Veninde 
Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Viisdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar —
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaaer.
Hov. Stop ....
   Der er jo nogle problemer her:
   Kunst er interessant fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, sætter nye tanker i gang. Det har man - vi alle - lært og tror på.
   Hvorimod pop og kitsch er kedeligt fordi det er (alt for) enkelt, banalt og simpelt og bygger på et nedslidt og udtjent skønhedsbegreb.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: 
Enten er man kitch eller avantgarde
   Den siden da ret indiskutable erfarede sandhed står vel i modsætning til teorien om at 'skønhed' er bestemt af 'processing fluency'?
   Det synes de tre forskere de har lanceret teorien også:
An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.
(fortsættes i næste blogindlæg)