Politikens tillæg om design og mad har idag en artikel om en tysk designer, Dieter Rams.
Navnet kendte jeg ikke, men nogle af de ting han har designet kender jeg. Det artiklen diskuterer, er om - og i hvilket omfang design "stjæles", "lånes" eller bare er "inspirationskilde".
Ser man på en række af Apples produkter som har bidraget til den verdensomspændende succes, så er det imitationer af nogle af Dieter Rams´ designede produkter for det tyske firma Braun.
Det illustrerer artiklen klart. Fx Ipod-en:
Det illustrerer artiklen klart. Fx Ipod-en:
Rubrikken for artiklen i Politikens tillæg er:
Stjæl det design
Artiklens vinkel er: "Det du siger, er du selv".
Apple har været efter Samsung for at imitere en række Apple-produkters design. Og Apple har for øjeblikket vundet en retssag i USA mod Samsung.
Apple har været efter Samsung for at imitere en række Apple-produkters design. Og Apple har for øjeblikket vundet en retssag i USA mod Samsung.
Men har Apple selv rene hænder?
Nej. Artiklen dokumenterer med visual proof at mange af Apples produkters design er "stjålet" fra den tyske designer Dieter Ram der har være designer for det tyske firma Braun i mange år.
Hvor går grænsen?
Det interesser mig fordi kreativitet jo er grænseoverskridende og kendetegnes ved blending af velkendt med nyt. Hvor meget "nyt" skal der til? Hvor meget velkendt må genbruges?
For et par indlæg siden konstaterede jeg at flere af de danske verdensberømte møbelarkitekter til næsten mindste detalje har kopieret Shaker-møbler.
En af dem var Hans J. Wegner. Og han har faktisk været om sig - og været dygtig til at lade sig inspirere, kan man sige. Hans berømte Kinastol er stort set en helt ren kopi af en kinesisk stol der er 300 år ældre:
Alle store kunstnere har lært sig og udviklet sig ved undervejs at kopiere de store mestre. Faktisk indgår det som obligatoriske øvelser i de fleste kunstakademiers undervisning. Eller har i hvert fald gjort det.
Og Andy Wharholes popart-grafik der bearbejdede ikoniske fotos af nogle af de kendte, som her Marylin Monroe, betalte han mon royalty til fotograferne som havde leveret forbillederne?
"Forbilledet" er dette fotografi af Gene Korman, taget i forbindelse med Marylin Monroes medvirken i filmen 'Niagara':
Og en forholdsvis aktuel historie. Et eksempel som blev diskuteret i forbindelse med Obamas valgkamp, var dette ikoniske poster-billede af ham:
Billedet er lavet af street art-kunstneren Shepard Fairey. Billedet er en grafisk bearbjdning af et AP-fotografi. Fotografen der havde tage "forbilledet" hedder Mannie Garcia:
Mannie Garcias originalfoto |
Der har været retssager i USA om hvorvidt og i hvilket omfang Shepar Fairey har (mis)brugt "for-fotoet".
At Fairey her har viderebeabejdet et i øvrigt fint pressefoto af Obama - til noget som fik ikonisk status i Obamas valgkamp, er der ingen tvivl om.
Og Fareys billede er kunst, det er fotografiet ikke. Synes jeg.
Og Fareys billede er kunst, det er fotografiet ikke. Synes jeg.
Men havde Fairey ret til det og frihed til det? Eller overskred han en grænse for de rettigheder som fotografen har til afbildningen af sit motiv.
For mig er det faktisk et ikke helt uinteressant spørgsmål - efter at jeg er begyndt af male akvarel efter fotos. Der er naturligvis ikke noget problem så længe det er fotos jeg selv har taget - on location.
Men hvad hvis jeg maler akvareller - med afsæt i fotos taget af af andre og fra steder jeg aldrig har været? Skylder jeg så at gør opmærksom på det?
Faktisk har jeg flere gange malet efter andres malerier eller fotos på nettet - inden mine Kap Verde-akvareller.
Faktisk har jeg flere gange malet efter andres malerier eller fotos på nettet - inden mine Kap Verde-akvareller.
I vores hjem har vi en relativt dyr brødrister. Den er designet af Jacob Jensen - som i mange år har været husdesigner for Bang & Olufsen:
Men har han bare tyvstjålet sit design fra Dieter Rams? Eller følger de bare begge de samme principper for god design. Her Dieter Rams Braun-toaster HT 550:
Og hvad med Jacob Jensen berømte og fantastiske funktionelle Margrethe-skå?. Kan firmaet Norm Architects bare tillade sig at bue skålkanten - og så er det et originalt nyt design - kaldet en "nyfortolkning". Eller hur?
Dieter Rams som både har været "inspirator" for Jacob Jensen og for Appel-designeren Jonathan Ive, har udformet en række grundprincipper for kravene til hvad der er god design, kaldet designkunstens "de 10 bud":
På mange måder er Dieter Rams 10 design-bud en slags dogmeregler, og de er et smukt udtryk for den variant af de kreative restriktioner som siger:
LESS IS MOREDieter Rams er værd at citere, viser det sig:
My aim is to omit everything superfluous so that the essential is shown to the best possible advantage.Men jeg bliver nysgerrig. Hvor meget af det der er i vores hjem er faktisk designet af Dieter Rams. Flere ting, viser det sig. Her kommer et par eksempler:
Question everything generally thought to be obvious.
Having small touches of colour makes it more colourful than having the whole thing in colour.
Good design is making something intelligible and memorable. Great design is making something memorable and meaningful.
A product must not claim features – more innovative, more efficient, of higher value – it does not have. It must not influence or manipulate buyers and users.
There is no longer room for irrelevant things. We have no longer got the resources. Irrelevance is out.
Jeg kommer i tanker om min og fruens Japan-tur for nogle år siden. For mig er der ingen tvivl om at mange af de moderne danske og udenlandske designere har fået en fundamental inspiration fra Japansk kunst, design, arkitektur og mode. Ligesom impressionisterne i Frankrig - for 150 år siden.
Navnet er Kenji Ekuan. Som ung studerede han til munk, men gav op i tide, og helligede sig designet. Fx denne soyaflaske som alle kender og bruger i hjemmet:
Mig bekendt er den ikke en tilpasning af eksisterende design og vil ikke nogensinde blive erstattet eller blive udsat for re-design. Den er unik. Og bruges som skoleeksempel i undervisningen på design-uddannelser.
Men også det japanske højhastighedtog Shikansen - og og den japanske bambusmadkasse som man mødte overalt, har Kenji Ekuan designet.
Men også det japanske højhastighedtog Shikansen - og og den japanske bambusmadkasse som man mødte overalt, har Kenji Ekuan designet.
Bon appetit!