I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.
Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:
Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret
En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.
Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".
Et par pointer er værd at trække frem:
Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.
Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.
Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.
Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.
Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".
Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:
DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC.
Og senere stod der i artiklen:
Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille
Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.
Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.
Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.
Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.
Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:
Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.
Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".
Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".
Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?
