Jeg læser en notits i en avis som jeg bliver fanget af fordi der i overskriften indgår et ord jeg ikke har set før, og fordi notitsen står under paraplybetegnelsen "ny viden" som typisk refererer til undersøgelser med resultater som har fascineret nogle (videnskabs) journalister.
Og så har det jo altså noget med fantasi at gøre, og forstavelsen "a" betyder jo "ikke".
Men hvad er det for noget?
Wikipedia har en artikel om 'aphantasia', men den er godt nok kort:
Aphantasia is a hypothesized neurological condition [1] where a person does not possess a functioning mind's eye. The term was first suggested in a 2015 study for a specific kind of visual agnosia.[2] Further studies are being planned.[3] The term was coined by the team led by Prof. Adam Zeman of the University of Exeter Medical School.
Altså en kondition - et 'syndrom' ligesom synæstesi eller ordblindhed - der indebærer at hjernen hos nogle mennesker ikke er i stand til at danne eller skabe billeder 'på den indre skærm' - på engelsk: 'the minds eye'.
Og der refereres i artiklen kun til et enkelt forskningsresultat - fra i år.
Medierne videreformidler 'cases' som illustrerende eksempler på nyheden, og man kan allerede teste sig selv ved at besvare nogle få spørgsmål, og finde ud af om man 'har det'.
Her en case fra BBC som bringer nyheden den 25. august i år
Niel Kenmuir, from Lancaster, has always had a blind mind's eye.He knew he was different even in childhood. "My stepfather, when I couldn't sleep, told me to count sheep, and he explained what he meant, I tried to do it and I couldn't," he says."I couldn't see any sheep jumping over fences, there was nothing to count."Our memories are often tied up in images, think back to a wedding or first day at school.As a result, Niel admits, some aspects of his memory are "terrible", but he is very good at remembering facts.And, like others with aphantasia, he struggles to recognise faces.Yet he does not see aphantasia as a disability, but simply a different way of experiencing life.
Testen kan man prøve sig selv på her på Videnskab.dks artikel om de nye forskningsresultater:
En pointe i testen og i de allerede eksisterende populariserende artikler er at 'syndromet' kan gradbøjes. Altså at man kan have 'aphantasia' i større eller mindre grad. Ligesom man kan være mere eller mindre ordblind eller tonedøv.
Og at i den anden ende af skalaen der så vidt jeg ved ikke har fået navn, findes mennesker som uhyre nemt kan fremkalde skarpe billeder gennem sindets indre øje-mekanisme. Til den kategori hører min kone.
Sproglogisk burde man betegne det modsatte med begrebet "phantasia" - dette at kunne fremkalde et helt skarpt billede på den indre skærm.
Det kunne jo ligne den skavank som teknisk kaldes 'prospagnosia' - ansigtsblindhed - som jeg selv lider af til en vis grad, ligesom jeg har svært ved a genkende lokaliteter selv om jeg måske har været på stedet for kun få minutter eller timer siden.
Jeg blev klar over det ved at læse kapitlet 'Face-blind' i Oliver Sacks glimrende bog "The Mind´s Eye". Her fortæller han også at det er noget han selv lider af - i svær grad. Og altid har gjort det.
Metroxpress som jeg vist fik det første input til begrebet 'aphantasia' fra, har på sin hjemmeside en artikel med et længere interview med en dansk case Line:
Hvis Line Thoresen skal beskrive, hvordan hendes mor ser ud, holder hun sig til kolde facts.- Jeg kan godt fortælle, at hun har briller, og at hun havde en grøn trøje på i dag. Men det er, fordi jeg ved det. Jeg beskriver hende ikke ud fra et billede inde i hovedet, men ud fra fakta, forklarer 20-årige Line Thoresen fra Roskilde.Hun lider af 'aphantasia', som gør hende ude af stand til at fantasere og dermed også skabe mentale billeder inde i hovedet. Aphantasia blev tidligere på året for første gang beskrevet af en række forskere fra University of Exeter som en tilstand, hvor personer 'mangler deres indre øje'.- Hvis du beder mig om at lukke øjnene og forestille mig et landskab, en mark eller sådan noget, så er det eneste, jeg ser, bagsiden af mine øjenlåg. Det er sort. Jeg ser ingenting overhovedet, forklarer Line Thoresen, som til daglig studerer til pædagogisk assistent.
Mx.dk karakteriserer 'manglen' på mulighed for at fremkalde klare billeder i sindets indre øje, sådan - med kildehenvisning til Science Daily:
Aphantasia. Visualisering er et resultat skabt af flere regioner i hjernen, som arbejder sammen om at skabe et billede. Det bedste bud på, hvorfor folk med aphantasia ikke kan danne disse billeder, handler om, at disse forbindelser i hjernen er blokeret. Dette kan også forklare sammenhængen med hjerneskade.Det menes, at 1 ud af 50 har oplever aphantasia i en eller anden udstrækning.
Da jeg læste den første case der fortalte at Niel Kenmuir også var ansigtsblind, fik jeg naturligvis en mistanke om at jeg også var ramt af aphantasia.
Og ganske rigtigt: Jeg tager testen og får konklusionen at jeg nok har aphantasia i mildere grad. Jeg ser ikke skarpe billeder på den indre skærm. De er typisk tågede og uklare - uden farver og stærke konturer når jeg prøver at visualiserer noget gennem sindets indre syn.
På den anden side undrer det mig jo umiddelbart - fordi jeg altid har været glad for at tegne og male, og jo i de sidste fem år har genoptaget det på amatørbasis. Men også fordi jeg jo nyder og altid har nydt god billedkunst, godt design, stærk arkitektur.
De følgende afsnit af interviewet med Line giver også anledning til identifikation.
Hun bryder sig ikke om de lange beskrivende afsnit når hun læser litteratur - hvad enten det gælder personer eller steder. Og hun har problemer med at huske - blandt andet blander hun dage sammen fordi hun har svært ved at visualisere hvad der skete den enkelte dag:
Hun kan ikke lide bøger med lange steds- og personbeskrivelser, da hun altså ikke kan danne billederne, forfatterne ønsker at fremkalde inde i hovedet på læseren. Derfor bliver Harry Potter også hurtigt kedelig.- Hvis jeg læser Harry Potter og forfatteren beskriver, hvordan Hogwarts ser ud, og hvordan personerne ser ud, sker der ikke noget. Altså jeg læser mange bøger, hvor der er handling og dialog og ikke stedbeskrivelser, for det giver jo sjovt nok ikke nogen mening for mig, da jeg ikke kan forestille mig de her steder, siger Line Thoresen.Tidligere troede Line, at hun bare var dårlig til at huske. Men fornylig hun stødte på fænomenet på et videnskabeligt medie på nettet.- Det var vildt mærkeligt for mig at læse. Altså jeg troede, dét her var normalt. Jeg havde altid troet, at det bare var noget, folk de sagde. 'Jeg visualiserer lige det her… ' Det var stort for mig at læse om. Jeg begyndte næsten at græde, fortæller Line Thoresen.Når hun skal huske tilbage på gamle minder, er hun ude af stand til at se situationen for sig. Og når hun taler med veninderne, husker hun heller ikke minderne, som de gør.- Så sidder jeg også tit og siger 'Øh, nå ja. Var det den dag? Gud, var det det, som skete der.' Og så blander jeg tit dage sammen: Hvad jeg lavede i går og i sidste uge, fordi jeg ligesom ikke har evnen til at se de her billeder af situationerne for mig, forklarer Line.I omgangskredsen har der altid været bred enighed om, at Line er dårlig til at huske.- Det har altid været virkelig irriterende for mig, men nu kan man sige, at det er fantastisk at have fundet frem til den her tilstand. Det er som om, at en helt ny verden har åbnet sig op for mig, siger Line Thoresen.
Jeg kan genkende det hele, om end jeg ikke har oplevet det så radikalt som Line. Eller måske har jeg bare lært at leve med det - og min hjerne har fundet udveje for at kompensere disse konsekvenser af aphantasia-svaghederne.
Det er for eksempel paradoksalt at jeg jo har studeret og er akademisk uddannet i at læse og analysere skønlitteratur, og derfor må have fundet udvej for alligevel at analytisk at kunne sige noget kvalificeret om de tekster jeg læste og skulle fremlægge/gennemgå.
Men min ubevidste uvilje mod de lange litterære beskrivende afsnit i pensum, kan så også være en slags forklaring på at jeg skiftede vægten fra litteratur til sprog, og fra fiktions-tekster til fakta-tekster i den sidste del af mit studie.
Det passer også smukt med at tegneserier altid har ligget i top i min lyst-læsning: alt det beskrivende ligger i billederne - ikke i ord som kræver visualisering.
Og det passer også godt med at den litteratur jeg har dyrket mest som lystlæsning igennem årene, ikke har været den fine danske og udenlandske skønlitteratur, men dialog og plotdrevne genrer med lav litterær status som krimier, science-fiction - og til en vis grad fantasy.
Jeg synes også jeg i min delvise aphantasia kan finde en forklaring på min glæde ved både selv at male og tegne, og ved i min omverden at møde billedkunst, design og arkitektur som fascinerer.
Netop fordi jeg har svært ved at visualisere 'internt' i hjernen, så er min 'sult' efter billeder produceret, sanset og oplevet 'eksternt' så meget desto større og mere intens, tror jeg.
Det er faktisk også sådan jeg tidligere for mig selv har forklaret min udelte fornøjelse ved selv at male billeder med et markant dybde-/central-perspektiv og ved at opleve fx klassiske renæssancemalerier, trompe d'oil-billeder eller malerier af Otto Frello, alle med radikal udnyttelse af den centralperspektiviske tegneteknik:
 |
| Piero della Francesca: Idealstaden (1475) |
 |
| Pierre Delavie: Marseille's most historic street - paintet on the facade of the Palais de la Bourse. (trompe d'oil) |
 |
| Otto Frello: Det skæve rum. 1998 |
 |
| Otto Frello: Nyheder. 1992 |
 |
| Eric Grohe: This Great American Crosroad (trompe l'oeil) |
Den 'mangel' jeg forklarer min særlige fornøjelse med her, er at jeg ikke har stereoskopisk (= 3 D-syn), men er 'stereoblind' når jeg kigger ud på verden. Begge mine øjne ser udmærket, men på grund af en operation for skeløjethed da jeg var 10 år gammel, kan jeg ikke koordinere de to øjnes synsindtryk i et fælles 3 D-billede.
Det var Oliver Sacks som i sin bog "The Mind´s Eye" gjorde mig opmærksom på eksistensen af og de mulige effekter af min tvungne 'enøjethed', tekniske betegnet som monoskopisk syn.
Og Sacks filosoferer også over hvordan de begrænsninger af synet hos nogle kunstnere, kan fungere som en kreativ restriktion:
Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness" might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists."Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.
Det fik jeg en hel aha-oplevelse af da jeg læste.
Ligsom jeg her med begrebet 'aphantasia' nu har fået en mental 'eyopener' - selv om jeg ikke kan visualisere det.
Læse mere om stereoskopisk syn og 2 D-stereoblindhed her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/enjethed-om-konsekvenserne-af-kun-at.html
Artiklen om Line kan læses i sin helhed her:
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/29452740
