Peters Udsigt

Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.

torsdag den 9. juni 2011

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Det er min hypotese at ”show, don´t tell”-anbefalingen ikke bare er noget ”man” – ud af luften - ”prædiker” i (sprog) undervisningen i skreven journalistik. Det har en dybere mening.

Mens man kan hævde at i skrevne nyheder skal sproget helst være ”usynligt” eller ”gennemsigtigt”, så er ”show, don´t tell” noget som anbefales i forbindelse med reportager og features, og som specielt kendetegner kravene til fortællende journalistik: replikskifter, scener, sigende detaljer, kronologi, hovedperson – noget der alt sammen bidrager til at det bliver ”journalism that reads like a novel” - som en eller anden klog mand har sagt.

Show, don´t tell, har en tilsvarende særlig status i forbindelse med film- og tv-undervisning.

I undervisningen i tv-journalistik taler man om ”visual proof” som nødvendigt for at et tv-indslag skal virke overbevisende og have gennemslagskraft over for seerne, og man har også en hel mini-dramaturgi knyttet til bløde nyhedshistorier som betegnes som ”viusal storytelling” - importeret fra USA i starten af 90´erne.

I denne dramaturgi er speak reduceret til korte forbindende one-liners eller helt undgået, ligesom man forsøger at kamuflere interviews som spontane replikker i en situation, eller helt at undgå dem og erstatte dem med autentiske replikskifter styret af ”aktion-reaktion”.

I filmvidenskab og undervisningen i dokumentarfilm – har den såkaldt ”observerende dokumentar” særlig høj status. Kravet til den dokumentargenre er at publikum skal se historien og opleve den filmede virkelighed ”som fluen på væggen”, og at man skal undgå såvel oplæst speak som interviews i form og udtryk. Derved nærmer dokumentaren sig oplevelsesmæssigt spillefilmen hvor disse to form- og udtrykselementer er totalt væk, undtaget hvis instruktøren ønsker at opnå helt særlige realitetseffekter med sin film.

Da jeg for nogle år siden researchede og skrev bogen ”Poul Martinsen – Besat af virkelighed”, blev jeg gang på gang mindet om ”show, don´t tell”. Han er som ung journalist på Politiken i sidste halvdel af 60´ern Danmarks første udøver af ”new journalism”. Og bag om en meget stor del af han tv-reportager og -dokumentarer ligger der et næsten manisk behov for at vise og levere visual proof for meget omfattende eksistentielle påstande: at mennesket er ondt, at fordomme florerer blandt mennesker, at mennesket er ubodeligt ensomt og isoleret, at mennesket ikke har styr på sine egne impulser og er et nemt offer for manipulation.

Jeg endte med at opfatte Martinsens samlede produktion på over 120 udsendelser som én lang kæde af metaforer på hans eget liv, sådan at han altid blandede egne følelsesstærke erindringer sammen med den aktuelle virkelighed han dokumenterede og fremstillede i levende billeder. Deraf den store effekt på samtiden som rigtig mange af hans tv-film havde, er min påstand.

Det jeg fandt ud af, var i hvert fald at han var det som filmvidenskaben kalder en ”auteur”. Hvordan jeg nåede frem til det billede af ham, har jeg fortalte om i en artikel ”Forført af billeder – besat af virkelighed”, som desværre ikke er tilgængelig på nettet lige her og nu.

Arbejdet med bogen genvakte imidlertid min interesse for teorier om kreativ tænkning og om ”den særligt kreative personlighed” som jeg allerede havde snuset lidt til - i forbindelse med redaktionsudviklingsprojekter i DR-regi i slutningen af 80´erne og først i 90´erne. Og det ledte mig så for et par år siden tilbage til sprogvidenskaben som jeg stort set ikke havde ”læst på” siden jeg blev ansat som konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling i 1981. Nærmere bestemt den gren som betegnes ”kognitiv lingvistik”.

Teorien om konceptuelle metaforer og conceptual blending - og disse teoriers forsøg på at forankre sig empirisk og materielt i moderne neuroscience og den kognitive psykologi, gjorde at jeg syntes jeg kunne ane en forklaring på fx hvorfor dramaturgi virkede som det gjorde. Og videre: Hvorfor nogle former for sprog hvori metaforer og metonymer dominerede (”erfaringssprog”), var mere virksomme i journalistisk formidling end fx administrativt og akademiske præget sprog (”videnssprog”).

Jeg har for en måned siden fået fat i en bog af Jerome A. Feldman: ”From molecule to Metaphor – A Neural Theory of Language”, som overbevisende forsøger at fremstille disse sammenhænge klart. Heri er det en afgørende pointe: at hjerne forstår gennem mental simulering af ydre handling og af perception af en ydre virkelighed.

Og derfor er det at vi med god grund prædiker: ”Show, don´t tell” når vi underviser journaliststuderende. For det gør det muligt for hjernen – meget meget nemmer og direkte - at simulere det den skal forstå og huske. Det er også den mentale simulering der ligger bag at dramaturgiens "værkstøjskasse" virker som den gør: fængende, fangende og fastholdende og forførende.

Denne tankegang og disse temaer har jeg ”forfulgt” i denne blog - Peters Udsigt - i lidt mere end et år. Adressen er: http://petersudsigt.blogspot.com/.

Her følger link til udvalgte blogindlæg fra Peters Udsigt. Specielt om metaforer, metonymer, framing, blending og hjernens måde at ”compute” på. Men også om min egen gamle skelnen mellem erfaringssprog og videnssprog - og teorien om de to hjernehalvdeles forskellige tænkemåder.

De 10 første indlæg på listen nedenfor leverer bidrag til det teoretiske fundament. Og vil man besvære sig med at læse nogle af indlæggene, så er det de vigtigste.

De øvrige link-adresser er eksempler på analyser af hovedsagelig journalistiske produktioner – både skrevne og tv-fortalte - baseret på dette fundament:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/legemliggjorte-metaforer-pa-os-selv-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/simulerende-tnkning-og-metaforers.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/du-ma-ikke-tnke-pa-en-elefant-hvilken.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/monstermaster-nar-blendede-udtryk-kan.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/kreativ-vinkling-vend-en-fast-frame-pa.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/journalistiske-mavefornemmelser-en-fast.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/06/et-eksempel-pa-kreativ-frameshifting.html

Hvad kroppen har gang i, sætter sig på hjernen!

HVAD KROPPEN HAR GANG I, SÆTTER SIG PÅ HJERNEN!

Tell me, and I forget

Show me, and I rememeber

Involve me, and I understand

Med den PowerPoint-slide-forside indledte jeg mit oplæg igår på et seminar for journalistlærere som underviser de journaliststuderende i sprog.

Oplægget skulle fortælle om NTL - The Neural Theory of Language - hvor hovedideen er at menneskets tænkning og sprog er uhjælpeligt bundet til den krop, det bevægelsesappparat, det sanseapparat som "tænker og taler" gennem den ved at bruge den som en metaforisk ressource eller "spejl" til at forstå sig selv igennem.

Teorien kunne også oversættes til: Teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning. George Lakoff og Jerome A. Feldman er de teoretiserende frontfigurer i udviklingen af den teori.

Hvordan nåede jeg frem til rubrikken?
Det startede for mig med ordsproget "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med". Jeg synes sådan set denn gamle ordsprogsagtige sandhed passede meget godt med det jeg ville fortælle om: noget kropsligt og noget sprogligt.
Men hjertet jo en metafor for hjernen, og oversat til prosa betyder ordsroget jo blot at det der optager ens tanker meget, det har man lyst til eller behov for at tale om - og har svært ved at holde tilbage når anledning gives.
Så blev det til: "Hvad hjerne er fuldt af, løber munden over med". Det lød bare kedeligere, uden egentlig at sige det rigtige. Og egentlig var det jo mere tænkning end sprog det handlede om - eller kun sprog i anden omgang - som noget afledt af tænkning.
Så blev det til: "Hvad hjernen er fuldt af, gør noget ved kroppen". Det var jo også korrekt, men jeg kom længere væk fra emnet. Egentlig var det omvendt!
OMVENDT!
Så var den der: "Hvad kroppen er fuldt af, sætter sig på hjernen". Kroppen bevæger sig, kroppen sanser, kroppen orienterer sig i rummet, kroppen er et hylster - og det er gennem denne krops funktioner og indretning at hjernen ser sig selv og forstår sig selv.
Det kan dokumenteres gennem alle den slags metaforer som jeg gav eksempler på i foregående indlæg.

En af disse er "FORSTÅELSE er SYN": "Det kan jeg godt se når du siger det"/"Det var sort tale for mig"/"Jeg fik dyb indsigt i tankegangen"/"Mit synspunkt er at..."/"Jeg har den anskuelse at..."
En anden er: "SINDET er en MASKINE": "Så fik han hjernen op i omdrejninger"/"Hun brød ned"/"Det kører rundt i hovedet på mig"/"Han kunne ikke tænke klart for der var kommet grus i maskineriet".
Et tredje er: EMOTIONER er SANSEINDTRYK: "Hun var i sort humør"/"Han elskede hende varmt"/"Hun sendte ham et koldt blik"/ "Det var en rystende oplevelse"/Hendes dreng var sur i dag"/"Hun smilte sødt til ham".
Flere konceptuelle grundmeatforer er: IDEER er OBJEKTER, LINGVISTISKE UDTRYK er BEHOLDERE, AT KOMMUNIKERE er AT SENDE.

Jeg tog i mit indlæg udgangspunkt i det problem som jeg altid har følt når jeg underviste i dramaturgi: at dramaturgisk tænkning og slogans som "Show, don´t tell" jo grundlæggende er uden rationelt empirisk grundlag. Dem der praktiserer levende journalistik og god storytelling der virker og har effekt, de arbejder jo gennemgående intuitivt - ud fra "mavefornemmelser".
Mavefornemmelser - gut-feeling - der var den igen: en aktiv kropsdel som metafor på indre mentale processer som vi ikke har adgang til at reflektere over på anden måde.
Metaforen som et vindue til hjernens arbejde.
Og at komme "ind under huden" som den effekt vi gerne vil nå hos andre når vi fortæller en rørende historie.

Hvordan kan vi vide at det er rigtigt, det vi står og ”prædiker” når vi underviser og anbefaler: ”Show, don´t tell!” i skreven journalistik, eller principperne for "Visual storytelling" i tv-nyheder.
Og helt personligt: Hvordan kan jeg vide at det er rigtigt og sandt når jeg står og forklarer om udnyttelse af dramaturgiens værktøjskasse i tv-journalistik som middel til - som mantraet lyder: at fænge, fange, fastholde, fængsle, forføre og forløse seerne?
Og et helt centralt spørgsmål både i journalistik og dramaturgi: Hvad er den mentale mekanisme bag ”identifikation”= indlevelse via genkendelse? Identifikation er jo et vigtigt nyhedskriterium i journalistik. Og i dramaturgien er identifikation en del af treenigheden: Information, Identifikation, Fascination - de tre behov den gode dramatisk fortælling skal fusionerer i et effektivt. "blend".

En masse af mellemregningerne ligger i en række af de tidligere blogindlæg, så jeg skal i første omgang bare her fortælle hvad jeg synes jeg med god grund kunne konkludere:

• Erfaringssprog er det sprog hvori det vrimler med metonymiske og metaforiske ”billeder”• Når vi opfordrer de journaliststuderende til ”show” i stedet for ”tell”, så er det en opfordring til at bruge erfaringssprog frem for videnssprog.• Erfaringssprog er domineret af ”basic level-kategori”-ord som er umiddelbart velegnet input til mental simulation.
• Og dermed også til primær forståelse og vækning af erfaringsnære forestillinger ved aktivering af højre hjernehalvdels-tænkning.
• ”Show” aktiverer H-processer hos læserne og optimerer mulighederne for simulation – og dermed for forståelse, indlevelse, og medfølelse i forhold til det fortalte.

Betydningen af "basic-level-kategori-ord" for "simulerende forståelse", kommer jeg ind på i et senere indlæg. Men det er i princippet ord du kan tegne hvis du får besked på det. Eller konkrete handlinger du automatisk kan udføre hvis du får besked på det. Og det er ord hvis begrebsindhold/betydning vi har lært gennem direkte erfaring: ved at se det de betegner, høre det, smage det, lugte det, røre ved det, tage det med hænderne, sidde på det, udføre det, gøre noget ved det, etc. Mens andre mennesker - forældre, søskende, kammerater, venner, familiemedlemmer - har udpeget det for os og givet det navn i situationen.

Sider

torsdag den 9. juni 2011

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Hvad kroppen har gang i, sætter sig på hjernen!