Sublimeringens kunst - Karen Blixen, Aage Henriksen og Shaker-sekten - om seksuel afholdenhed som en skabende kraft

Serendipitet igen: frustration, afsavn, afholdenhed, tab og begrænsninger fremmer kreative processer.

Jeg har for et par måneder siden skrevet om hypnosemorderen Palle Hardrup og om litteraturprofessoren Aage Henriksen - i samme indlæg. Koblingen var yoga-meditation og kondalini-kraftens skræmmende og somme tider invaliderende effekt på dem der oplever den stige eksplosivt og brændende op gennem ryggen til hovedet i forbindelse med praktiseringen af yoga-meditation.

   Min meditative praksis er forankeret i Trancendental Meditations-teknikken; det er en væsentlig anden form - en stilhedens meditation - og jeg har aldrig oplevet noget i den retning som Aage Henriksen og Palle Hardrup fortæller om. Men fascineres.

Og i den forbindelse researchede jeg lidt på Aage Henriksen, som jeg jo havde som litteraturlærer da jeg studerede dansk i 60´erne på Københavns Universitet.

Jeg blev klar over at der var flere af hans seneste bøger jeg aldrig har fået læst, og tænkte at dem måtte jeg nu se at fat i.

   Den sidst læste for midt vedkommende var "Litterært Testamente - seks kapitler om kærlighed", og den fortalte meget direkte i det sidste kapitel om hans psykisk problemfyldte, 10 år lange platoniske kærlighedsforhold til Karen Blixen, et forhold hvorigennem hun forsøgte at styre hans mentale udvikling og "opdrage" ham til hvad jeg nu kunne finde på at betegne 'sublimeringsforfatter'.

   Jeg blev også klar over at Aage Henriksen søn, Morten Henriksen, som jeg husker jeg har mødt i en eller anden sammenhæng da vi var unge, havde lavet en film sidste år om sin far, en film som jeg tænkte at den  måtte vel være til at skaffe og kunne være interessant at se. Titlen er "Bag Blixens Maske".

I indledningen til 'Litterært testamente' skriver Aage Henriksen om de særlige erfaringer med urealiseret kærlighed som en række store forfattere gjorde sig - og "skrev på" - op igennem 1800-årene:

Blandt de erotiske temaer, som nu trådte frem, var der et, i almindelighed overset, som var en umiddelbar følge af, at det nye erhverv, at vær digter, var opstået. Forståelse ved hjælp af egne erindringer nødvendiggør jo afstand til disse erindringer, så deres mønsteragtige præg kan opfattes og indføres i opfundne handlinger. Men ved denne forskydning i iagttagelseshøjde opstår også spørgsmålet om hvem det nu er, som ser og former. (...) Dette fik en helt intim og nærgående skikkelse i en oplevelse, som mange forfattere havde, og som her foreløbig skal sammenfattes i en fællesnævner:

   På et vist tidspunkt i deres ungdom kom en række digtere ud for, at en forelskelse, som i længere tid hverken havde kunnet komme frem eller tilbage, ændrede retning og slog indad for så at finde udtryk i en kunstnerisk form. Den lange stivnen opløstes i strømmende sødme, og ny produktive muligheder og evner dukkede op, mens den elskede og overhovedet evnen til at elske fortabte sig i baggrunden. (...)

   Inden det lange århundrede var udløbet, fik fænomenet sit navn under Freuds kortlægning af det menneskelige kønsliv. Sublimering kaldte han det, (...)

Der er her tale om såkaldt "platonisk kærlighed" hvor man dyrker og nyder kærligheden til en uopnåelig kvinde, for dens egen skyld.

   Tankegangen må også se ret bekendt ud for læsere af denne blog, hvor jeg har forfulgt den hypotese at særlige tabs- og afsavns-oplevelser i barndom og ungdom kan føre til dannelsen af den konstellation af personlige egenskaber som kendetegner den særligt kreative personlighed, fordi den styrker og udvide de dele af hjernen som fantasien mentalt set udspringer af - "the default mode network'.

   Med tanke på Richard J. Davidsons udforskning af "den plastiske hjerne", kan man også forestille sig at der simpelt hen er tale om at disse - 'traumatiske' vil man vel kalde dem - erfaringer for nogen fører til en regulær omlægning - "rewiring" - af hjernens neurale forbindelsessystem, så der sker en mere eller mindre permanent ændring i personlighedens 'emotionelle stil, en ændring som stimulerer den højre hjernehalvdel som neurovidenskaben typisk kobler sammen med både intuitive kreative processer - og med depressioner (se tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne').

I den seneste uge har der så i avisernes bog- og kulturtillæg været en masse artikler om Karen Blixen i anledningen af 50-året for hendes død, som igen har mindet mig om Aage Henriksen. Og i går aftes så jeg så den doumentariske portrætfilm "Bag Blixens Maske" som Morten Henriksen har lavet om sin fars forhold til Karen Blixen og om Mortens eget forhold til det forhold.

   Filmen fortalte måske ikke så meget nyt om Henriksens forhold til Blixen når man havde læst kapitlet i 'Litterært testamente' - men der var en direktehed i Mortens spørgsmål og i Aages svar og reaktive mimik som mere klart end jeg tidligere har forstået det, afslørede hvad der foregik i forholdet mellem den ælder forfatterinde og den unge litterat.

Karen Blixens eget liv og "hemmeligheder" er nøglen til at forstå det forhold.

   Hendes historie inden hun blev forfatter og udkom med sin første bog som 50-årig i 1934, er præget af en lang række emotionelt belastende tab og (af)savn:

• tabet af faderen da hun var 10 år - da han begik selvmord
• den ulykkelige og aldrig realiserede kærlighed til baron Hans von Blixen-Finecke - og ægteskab med hans tvillingbror Bror von Blixen-Finecke, som var hende utro
• tabet af sin elsker Dennys Finch Hatton  i Afrika der omkom ved et flystyrt, 
• tabet af den kaffefarm der havde givet hendes liv økonomisk grundlag og praktisk fylde i 17 år da den økonomiske depression ramte kaffemarkedet i Kenya,
• tabet af mulighederne for at fuldbyrde et seksuelt forhold til en mand fordi hun var blevet smittet med syfilis af sin ægtemand Bror Blixen, som hun blev skilt fra 1925.

Ud over at den monumentale tabskonto blev sublimeret og omsat til verdenslitteratur på Nobelprisniveau, så prægede den også den måde hun omgikkes en række af unge forfattere og litterater på. Heriblandt og ikke mindst Aage Henriksen (og Thorkild Bjørnvig).
   De skulle "forføres" til at forstå de afkalds-erfaringer der have gjort hende til den "storyteller" hun nu var blevet.

   Hendes projekt var - gennem  litterær farvet fantasistimulation og selviscenesættelse som 'sibylle', 'heks' og 'månegudinde'' - at knytte disse unge mænd til sig i et mentalt opdragende platonisk betagelses- og fascinationsforhold, og få dem til at opgive deres borgerlige bindinger til samliv og sex med deres ægtefæller. Så de - så at sige - kunne lære sublimeringens kunst, gennem mødet med hende og hendes "hemmeligheder".

For Aage Henriksen betød det ti år lange, emotionelt betændte og psykisk belastende forhold til Karen Blixen, at han blev 'mentalt mærket' for resten af livet. Både konkret og fysisk - ved at hun til slut i deres forhold påførte ham en livsvarig smertefuld nakkelidelse. Og så psykisk mærket blev han at han grænseoverskridende brugte sin søn som "fortrolig" om hendes "hemmeligheder" - hvad der videre mærkede Morten mentalt, som det fremgår af filmen.

   Og endelig blev Aage Henriksen mentalt mærket mere permanent i hjernens og sindets emotionelle set up, så han kom ud af forholdet med en stor indsigt i den platoniske kærligheds afgørende betydning for den litterære kreativitets mentale mønstre og drivkræfter.

   Denne indsigt udnyttede han så resten af sit liv som inspirerende litteraturforsker og -underviser. Ud af det kom der en række bøger med højt kvalificerede analyser af de emotionelt omvæltende erfaringer der gennemsyrer og bearbejdes i store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Søren Kirkegaard, Sofus Clausen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Martin Andersen Nexø. Og ikke mindst: Karen Blixen selv.

   En afgørende nøgle til de kreative mentale mønstre og litterære udviklingshistorier fandt han her i Frimurerordenens middelalderforankrede filosofi, idealer og ritualer.

Og det spor - om kærlighed der frustreres og ikke realiseres, som en eksplosiv kreativ drivkraft - fører mig videre til en artikel i Informations lørdagstillæg 'Moderne Tider' fra den 29. august.
   Journalisten Lasse Laversen har jeg tidligere refereret til da han skrev begavet og oplysende om placebo-effekten.

   Denne gang har han bl.a. skrevet om den amerikanske sekt der går under navnet 'Shakerne' - "The Shakers".

    Rubrikken lyder opsigtsvækkende - og er et citat fra en kilde i artiklen:

"Der er milliarder at hente i tilbageholdt udløsning"

Citatet er fra kilden Niels Dencker, "tantra-instruktør og penismassør". Og citatet konkluderer artiklen.

Artiklens overordnede vinkel er at cølibat, total seksuel afholdenhed, herunder tilbageholdt ejakulation hos manden, stimulerer kreativitet og giver ekstra fysisk og mental energi. Og shakersekten og dens kultur  som den har udfoldet sig i små samfund i USA gennem mere end 100 år (fra slutning af 1700-tallet), ses som en slags dokumentation for at der er noget om påstanden.

... fra bunden skabet de komplette landbrugskollektiver med en kreativitet og opfindsomhed, der lod de lokale landmænd måbende tilbage. Maskiner verden aldrig havde set før - vaskemaskiner, foderanlæg, blendere - møbeldsign og brugskunst der blev banebrydende flere hundrede år senere, ligesom deres insisteren på ligestilling mellem kønnene først skulle blive normen i en anden verden.

Lasse Lavrsen bliver vist rundt af en guide i Shaker-frilandsmuseet i Massachussets, en guide som han citere i en ramme af sproglig distance: 

"Mange mener, at deres (i.e. shakernes) afholdenhed - specielt mændenes - er hemmeligheden bag deres kreative overskud og fremmelige ingeniørkunst. (...)

   En freudianer vil sikkert kalde det sublimering, men selv om afholdenhed er blevet sat i forbindelse med undertrykkelse og fordømmelse, er der faktisk flere og flere, der taler om sammenhængen mellem  kreativit og afholdenhed og kastet sig in i kampen for at ... holde sig tilbage."

Trods deres åbenlyse succes som innovatorer over en bred front, så betød det radikale cølibat, at shaker-kulturen havde problemer med at overleve i længden. De kunne i princippet kun videreføre deres kultur og livsform gennem  tilslutning fra ny konvertitter og  adoption af forældreløse børn.

Jeg kender shakerkulturens møbeldesign, dels fra det amerikanske hjem jeg levede i som udvekslingsstudent, og hvor stole og borde var (kopier af originale) shakermøbler, og dels fra de danske klassisk-moderne møbelarkitekter som Børge Mogensen, Hans Wegner, Arne Jacobsen.
   Deres internationalt berømmede stole og bord er for fleres vedkommende så inspirerede af shaker-designet, at det nærmer sig rene kopier.

  Selv har jeg et Arne Jacobsen-shaker-bord som skrivebord, har jeg nu fundet ud af:

Det er en sjov tanke at dette bords smukke rene linjer og minimalistiske design - indirekte - udsprang af at shakerkulturens radikale krav om sexuel nul-tolerance. Her er forbillederne:

I hvert fald er det muligt at se hele historien om endnu et eksempel på betydningen af "kreative restriktioner" og måske også "kreativ vrede". 

   Den permanente frustration over det forbudte, det savnede, det uopnåelige kan tilsyneladende fremprovokere en mental ommøblering der stimulerer til intuitiv højt kvalificeret ideudvikling og  som skærper ambitionen om æstetiske koncentration og forenkling.