Fogh og udskiftning af møblerne på hans NAT0-kontor - kreativ metonymisk-metaforisk formidling

"Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud". Det var rubrikken på en side 2. portrætartikel i Politiken den 19/11, som jeg havde gemt - fordi den var god til at illustrere metonymisk tænkning i god journalistisk formidling. Og det foregående blogindlæg hvor Fogh fik lusket sig ind, mindede mig om at finde den frem af gemmerne.

Artiklens pointe er at Anders Fogh som NATO´s nye generalsekretær også har ændret rollen og de forventninger der traditionelt knyttes til stillingen. Og han har et politisk moderniseringsprojekt i sin drejebog.
   Artiklen, skrevet af Thomas Lauritzen, indledes sådan her:

Møblerne på Nato-chefens kontor har traditionelt været lige så bastante og læderknirkende som militæralliancens minder om om en tung fortid, hvor øst og vest stod over for hinanden i urokkelig terroerbalance. (/) Men hvis man nu om dage forvilder sig gennem de mange sikkerhedstjek, forbi de 28 landes flag, hen ad de rungende korridorer og helt ind i generalsekretærens 'private office', så bliver der  blændet op for nye tider. Her står pludselig elegante skandinaviske high-tech stole og stilfulde og slanke borde i lyse, luftige arrangementer. Og det ser ud, som om de i den grad er flyttet ind med vilje. (/) "Man kan sige, at jeg har smidt koldkrigsmøblerne ud, he, he ...", siger Anders Fogh Rasmussen (...) "Og det må du gerne skrive som om det var din egen betragtning", tilføjer han. (/) Velkommen til den foghske humor, som kan være lige så tør og spiddende, som den vil være overraskende for mange. De nye møbler er lige så lidt tilfældige som alt andet den tidligere statminister foretager sig. (/) Siden danskerens dramatiske udnævnelse sidste år har diplomater og ministre i hobetal måttet erkende, at Nato for første gang har fået en meget politisk og selvbevidst chef. Fogh leder fra fronten - og han mener ommøbleringen af den gamle koldkrigsalliance meget alvorligt, når de allierede landes ledere i dag samles til topmøde i Lissabon.

Det abstrakte og vanskeligt beskrivbare ændringer i NATO´s politik, strategi og planer som Fogh har på bedding, beskrives og anskueliggøres her i artiklens start gennem udskiftningen af møblementet i hans kontor. Ommøbleringen af kontoret bliver altså en slags metonym - en meget lille, men konkret del af den abstrakte og uanskuelige helhed: den store samlede ændring af NATO som han er igang med. Og den metonymiske optik i artiklen, kan så bruge til en nærmest metaforisk rubrik: "Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud."
   Det er det som man i andre sammenhænge gerne vil lære de nye journalister: at se det store i det små.
   Mens skrivelsen af ommøbleringen af kontoret i selve artiklen er et fint eksempel på metonymi i den journalistiske formidling, så får den i rubrikken karakter af en metafor - fordi den bliver løsrevet af konteksten. Og læserens naturlige reaktion ved læsningen må være at den overskrift er så ligegyldig hvis den læses "bogstaveligt", så den må da skulle forstås "i overført betydning".

En særlig fornøjelig pointe er så, at det ikke er journalisten der har fået ideen til denne metonymisk-metaforiske formidling af det Fogh er igang med som sit projekt. Men at det er Fogh selv der helt bevidst planter den hos journalisten så han næsten ikke kan lade være med at udnytte den - fordi den er god.
   Fogh er - det kan ikke komme bage på nogen - hurtig, offensiv og kreativ i sin tænkning og sin replik til journalisten. Som vi også husker ham fra da han var statsminister.

Metonymet med ommøbleringen, gør det så også muligt for journalisten at slutte sit portræt med et sprogligt slag med halen ved at genoplive analogien fra artiklens indledning:

Ingen grund til at købe nye møbler, hvis man ikke smider de gamle ud. 

Om at forstå omvæltningerne i Tunis og Egypten gennem historiske analogier

Metaforer, analogier, sammenligninger, metonymer - har det til fælles at de er sproglige udtryk for tænkning der blender to konceptuelle input rum - for i det sproglige udtryk at formidle en bestemt framet forståelse af et eller andet fænomen: Fænomen A skal "ses" og forstås gennem den konceptuelle optik som fænomen B leverer. 

I disse uger oplever vi gennem medierne demonstrationer, oprør, omvæltninger, revolutionsagtige tilstande i Tunis og i Egypten. Og journalister og eksperter bakser med at forklare os hvordan vi skal forstå det der sker. Derfor refererer de til kendte og nærliggende historiske analogier og paralleller. Det fortæller en artikel i Information idag den 8. februar  om, af Mikkel Runge Olsen.

   Altså: Det der foregår i de to lande bliver set og kan forstås som analogier til forskellige tidligere historiske omvæltninger. Nogen kan se det som analogt med revolutionen i Iran 1979 som fjernede Shaen, og som så endte med det autoritære islamistiske styre under ledelse af Ayatolla Kohmeini. Andre kan se begivenhederne som analogt med det der skete i Øøsteuropa omkring Berlinmurens fald 1989 der endte med indførelse af demokratiske styreformer i næsten hele Østeuropa.

   Afhængig af hvilken analogi man aktiverer til formidling af omvæltningerne, så vil man drage helt forskellige konklusioner med hensyn til hvordan begivenhederne skal vurderes, og hvem og i hvilket omfang man skal støtte de forskellige oprørske grupper (eller evt. holde med det bestående). Og i sidste instans kan man ved hjælp af analogien begrunde hypoteser om hvilken slags nyt styre og samfundsordning der kommer ud af begivenhederne.

Uanset hvilken analogi man anvender til at gøre de aktuelle begivenheder forståelige, så sker der en forenkling, er artiklens pointe. Det kunne jo være at situationen i de to lande annon 2011 ved en nærmere analyse viste sig at være så forskellig  fra de to nævnte at ingen af analogierne er rimeligt dækkende, og altså forfører til konklusioner som er forkerte. Det kunne altså være man skulle finde en helt tredje historiske analogi, eller det kunne tænkes at situationen er så kompleks at der faktisk ikke findes noget historisk "forbillede" der er relevant til forståelse og formidling, når det kommer til stykket.

Ligesom metaforer fungerer som frames, så gør de historiske analogier det altså også. Og man kan også vende optikken, så man ser på fortidige historiske begivenheder gennem nutidshistoriske briller. Det var det Anders Fogh Rasmussen gjorde for nogle år siden da han moralsk nedvurderede de skiftende danske regeringers samarbejdspolitik under tyskernes besættelse. Han skrev bla.:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Fogh anskuede her Besættelsens store dilemmaer gennem en aktuel sort-hvid moralsk optik, og forlangte heroisme og kamp efter den 9. april. Og valgte dermed at se bort fra hvad konsekvenserne i så fald ville have været for den danske befolkning. Analogien betød at datidens politikse aktører blev bedømt på nutidens (og Foghs personlige) præmisser uden hensyn til den historiske kontekst.

   Hvad enten den historiske analogisering går frem eller tilbage i historien - har nutiden eller fortiden som "target" - er der tale om konceptuel blending. Det er hvad en kreativ men manipulatorisk analogisering også kan bruges til. 

   

Jeg kommer i tanker om et meget berygtet og berømt eksempel på at man bruger den historiske fortid som analogi til et nutidigt politisk fænomen: Mogens Glistrups udtalelser i sin tid i tv hvor han sammenlignede skattenægtere og nul-skatteydere med besættelsestidens frihedskæmpende sabotører.