Sider

søndag den 19. november 2017

Kreativitet og magt - hvordan hænger det sammen? - Case: den journalistiske dækning af Peter Aalbæk Jensen som grænseoverskridende direktør for det hele



Jeg har skrevet indlæg til den her blog i mere end syv år med kreativitet som gennemgående rød tråd. Og interessant nok husker jeg ikke at jeg har interesseret mig for koblingen mellem magt og kreativitet.
   En blind plet? Tydeligvis!
   Det kunne jeg ellers godt have gjort ud fra personlige erfaringer.
   I hvert fald to-tre gange i mit liv er jeg selv raget så alvorligt uklar med en chef at jeg har måttet forlade et job som jeg ellers var glad for netop fordi det gav mig nogle kreative muligheder, en frihed til at udfolde mig med et arbejde jeg var god til, og som jeg så måtte se i øjnene jeg ikke kunne fortsætte med - efter sådan en konflikt. 
   Men for en ordens skyld: Der var tale om regulære magtkampe som jeg tabte. Og i begge tilfælde stimulerede disse magtkampe netop min kreative skrive-lyst og skrive-energi - gennem den mentale drivkraft som kaldes 'kreativ vrede'.
   Der kom simpelt hen rimeligt interessant fagbøger ud af balladerne, som en slags belønnende 'senfølger' for at turde gå ind i konflikten.
    Den sammenhæng blev naturligvis først synlig år senere - i bagklogskabens klare lys.
   
Men hvad tænker og tror jeg så egentlig på - om forholdet mellem magt og kreativitet? 
   - Jeg tror at det at få magt, det kan være en særlig fristelse for særligt kreative mennesker som ellers inden de fik magt, har været vant til at gøre oprør og slås mod magten for at få rum for deres kreative udfoldelser.
   Men pludselig kan du i rollen som magthaver få det i virkeligheden som du ellers kun har kunnet drømme og fantasere om. Pludselig ser det ud som om din verden er blevet  nem og tilgængelig for at realisere dine drømme,  ønsker og ideer som ellers har været lukket nede og ude i mørket.
   Dog! Uden modstand og konflikt så ender det som oftest netop ikke med kreative visionære fornyelse, men med de alt for nemme og kortsigtede løsninger (jfr. Daniel Kahneman: 'Thinking Fast, and Slow').
   - Jeg tror også at særligt kreative personligheder ofte, om ikke altid, har en forhistorie i barndom og ungdom hvori indgår tab og savn af nære menneskelige relationer, fremmedgørelse i forhold til nye miljøer, og oplevelser af mobning og social udstødelse. 
   Altså de har oplevet en fundamental og og langvarig følelse af afmagt og frustration. Det svækker nemt empatien for andre.
   Og for nogen (slet ikke alle) stimulerer disse vilkår i barndom og ungdom til en så livlig fantasivirksomhed af ideer, billeder, tanker, ideer (grænseoverskridende konceptuel blending) at det senere i livet sætter sig igennem  som produktion af (mere eller mindre) original kunst, film, forskning, journalistik, pædagogik, opfindelser, udvikling af nye virksomheder, m.m.
     Og hvad sker der så når den slags stærkt 'fantasifulde' mennesker får magt som chefer - efter eget ønske eller fordi andre giver dem den magt?
      Det fortæller en artikel i Djøf-bladet om for nogle få år siden under overskriften:
Den farlige følelse af magt
Og med en underoverskrift som opsummerer:
Mennesker, der føler sig magtfulde, har mindre aktivitet i den del af hjernen, hvor empatien sidder. Det påviser canadisk neurovidenskab.
Teksten fortæller om undersøgelser der påviser at hjernens spejlneuroner hvis aktivitet man mener er en vigtig kilde til menneskelig empati (= dette at kunne sætte sig ind i hvordan andre mennesker tænker og føler) at disse spejlneuroner bliver gjort delvist inaktive hos personer der får magt fx som chef for en virksomhed:
Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt.
   Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.
    ’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.
   Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.
   På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.
   De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.
   Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den.
   Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.
   Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.
   Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.
Det er så min teori, baseret på et langt livs erfaringer med at arbejde i kreative virksomheder, at særligt kreative personligheder i særlig høj grad bliver empati-døve og -blinde når det får chef-magt, og dermed pludselig kan få afløb gennem ydre handling for stærke og måske aggressive fantasier som hidtil har været pakket ned og væk som værende - ja, netop: rene fantasier.

Så videre til et dominerende tema i den helt aktuelle artikelstrøm som har præget de aviser jeg læser de seneste uger, og som satte gang i mine egne tanker:
   Det har drejet sig om eksempler på grænseoverskridende seksuelle krænkelser af især yngre kvinder - og foretaget af især magtfulde og ældre mænd inden for en række kreative brancher og professioner.
  Fælles for historierne og vidneudsagnene er at de er sket for måneder siden eller mange år tilbage. Og at næsen ingen af de krænkede kvinder har råbt op og protesteret offentlig den gang de blev udsat for det. 
   Herhjemme har historien så også kørt i medierne - med et på flere måder letkøbt fokus: Peter Aalbæk Jensen, mangeårig direktør og mediedarling for det succesfulde Zentropa-filmselskab.
   Og jeg har tænkt: Nu har vi balladen - 'skandalen' - igen.
   Det der foregår i medierne herhjemme lige nu ligner - sørgeligt for journalistikken - det der foregik for nogle år tilbage: Den gang hed fokuspersonen ikke 'Ålen' eller det han selvironisk kalder sig selv i sin mailadresse: 'svinet', men Jørgen Leth, som i pressen blev kaldt "gammel gris", "liderbuk" og udråbt som en person der har været præget af "koloniherrementalitet" i forhold til sorte kvinder på Haiti.
   Lugten af Jantelov er stærk! 
   
Først i et indlæg idag den 18/11 i Information om Erik Aalbæk Jensens meritter som altdominerende og grænseoverskridende leder for Zentropa-filmselskabet, dukkede der en reference frem til salig Simon Spies. 
   Det var på tide, tænkte jeg.
   Simon Spies var vel en mand der som kreativ iværksætter og gennem mange år altdominerende direktør for sin virksomhed havde rigtig mange lighedspunkter med Erik Aalbæk Jensen. Men Simon Spies nåede altså både at blive gift med den meget unge receptionist Janni Brodersen (20 år) og at dø i tide - inden den nedtur som naturligvis også måtte være kommet for ham en dag.
   
Og to tidligere kvindelige medarbejdere, Sasia Mølgaard og Sophie Bech som begge har arbejdet for Peter Aalbæk som hhv. personlig assistent og producer, de skriver idag den 18/11 et indlæg i Politikens debat-sektion hvor de gør opmærksom på at det ensidige fokus på Aalbæk Jensens indimellem groteske ledelsestil og -kultur, faktisk er med til at forplumrer billedet af det virkelige og generelle problem: verbal eller fysisk sexchikane som noget der foregår hver dag i mange virksomheder, men i modsætning til Zentropa, noget som foregår det i det skjulte. 

Rubrikken er: 
Shitstorm mod Ålen, udvander et reelt problem
Og manchetten lyder:
Angrebene på Peter Aalbæks provo-adfærd fjerner fokus fra problemet med de skjulte krænkelser  
De to tidligere ansatte tager faktisk Aalbæk i forsvar. 
   Der er en stor forskelpå det som #MeToo-kampagnen synliggør som et generelt problem i en rækker brancher, og så det der er foregået på Zentropa mens Peter Albæk var "direktør for det hele", mener de: #MeToo-kampagnen ... 
   ...er en kampagne, der har givet kvinder verden over modet til at stå frem og fortælle om de overgreb, krænkelser og ydmygelser de har oplevet. Og der er en stor forskel, som ikke er blevet fremhævet: Ålen gør det for at provokere og har aldrig lagt skjul på det. Han gør det for at rykke ved samfundets normaliserende forestilling. Og han gør det for øjnene af alle. For det er ikke for at krænke  nogen. Det er for at være rebel.
Og senere tager de afstand fra alle dem der nu har travlt med 'at vaske hænder' selv om de offentligt har kunnet sige fra i årevis:
Med det ensidige fokus på Ålens placeres ansvaret alene hos  en enkelt rebel og flytter fokus fra, hvad det hadler om, og i sidste ende risikerer vi dermed at fritage alle andre fra at være mere eller mindre medskyldige. Det underminerer #MeToo-kampagnen, så vi overser de reelle, underliggende og usynlige problematikker, som uden tvivl er i filmbranchen - og mange andre brancher.
   Peter Aalbæk er nemlig en original. Med alt det som følger med af tissemandsnæser til julefrokostn, flirt, galskab, iværksætteri, kreativitet og plads til kustnerne.
   Vi oplevede begge en visionær drømmer med gode købmandsevner og stor tillid til sine medarbejdere, som han gav stort ansvar og medbestemmelse. Hos Ålen skal skeletterne ikke ud af skabet. De er ude til skue for al offentlighed.
Det de to tidligere ansatte altså siger, er at journalisterne med deres ensidige og lemminge-agtige fokus på Erik Aalbæk Jensens problematiske ledelses-kultur, gør ham til en slags syndebuk. Og en 'syndebuk' er ifølge ordbogen: 
... normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.
Ja, den er da vist god nok. 
   Især når man så kan læse i Politiken under overskriften ...
Et gigantisk wakeupcall til hele journaliststanden.
... hvor stor en del af de ansatte også blandt andre ledere og instruktører der i mange år har været indforståede vidner til de tvivlsomme sexistiske sider af ledelsekulturen på Zentropa. 
   Der har været tale om en ledelses- og virksomheds-kultur præget af bevidste sociale normbrud der blev legitimeret med en målsætning om at provokere til autenticitet og grænseoverskridende kreativitet hos medarbejderne. 
   Manchetten lyder:
Unge kvinder på Zentropa er blevet udsat for ydmygende og seksuelt krænkende adfærd. Nu rulller lavinen, men mediebranchen har kendt til det - i hvert fald siden bogen ''Zentropia' fra 2013. Vi har spurgt filmskribenter og journalistiske eksperter hvordan en kritisk branche kunne sidde sådan en kritik overhørig.
Som artiklen dokumenterer, så har viden om hvad der foregik og hvordan, været udbredt i vide medie-kredse i mange år. 
   Og pressen har også i den grad "leget med": Både en række kendte filmanmeldere og kulturjournalister har i mange år været med til Filmfestivalen i Cannes for at dække Zentropas og Lars vn Triers internationale successer. Og de har også - gladeligt været med til de fester som Zentropa var berømt for at iscenesætte med bl.a. fremprovokeret nøgenbadning i poolen, som artiklen i Politikens kulturindlæg viser et foto fra.
   Det kunne faktisk være sjovt om man prøvede at identificere de mennesker man kan se på fotoet, der som en kødrand af tilskuere står rundt om poolen mens der foregår nøgen-kapsvømning om adgangen til et interview med Nicole Kidman.
   
Information har den 18/11 også flere artikler der forsøger at sætte Zentropa-skandalen i et lidt større perspektiv.
   En har rubrikken:
Peter Aalbæk er en ekstrem, men langt fra unik leder
Underrubrikken lyder:
Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil. 
I artiklen forklarer Bent Meier Sørensen og Kasper Villadsen at Zentropa-chefens adfærd og selvopfattelse som leder, ligger i god forlængelse af hvad der foregår og hvad konsulenter holder kurser i på mange andre typer virksomheder:
Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.
   Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingsaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.
Teksten kunne godt have fortsat lidt mere ud af det spor. Og havde skrevet at målet med alle den slags grænseåbnende og grænsenedbrydende aktiviteter også er - både at stimulere til mere kreativitet i arbejdet hos medarbejderne - og at opbygge eller forstærke solidariteten mellem medarbejderne og ledelsen/virksomheden. Og at det betragtes som helt legitime ledelsesmål -  set med de moderne ledelseskonsulenters øjne, som hjælper med til at arrangere den slags "ture" og "lege".
   Men artiklen bemærker så også at nedbryder man mentale og sociale grænser mellem medarbejdere indbyrdes og i forhold til ledelsen i en virksomhed, så øger det risikoen for at det grænsenedbrydende føre til krænkende grænseoverskridende adfærd - især fra ledelsens side, dem der har magten i sidste instans.
   Og dette ikke mindst hvis der indgår fysisk berøring som en del af de kreativitets- og solidaritet-stimulerende ritualer i kulturen:
Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko.
   Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.
   Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.
For mig er pointen i alt det her, at pressen, journalisterne med den ensidige fokusering på Aalbæk som person og som leder, skaber en symbolsk syndebuk-figur, en operation i mediedækningen der fører til at man - journalisterne - glemmer og fortrænger det større generelle sociale billede af det tvetydige forhold mellem ledere og medarbejdere på mange moderne virksomheder.  
   Det der åbenlyst er foregået på Zentropa med Erik Aalbæk som dynamisk centrum, det indebærer også i mange andre slags virksomheder et ledelses-medarbejder-forhold som giver øget risiko for krænkelser af medarbejdere - seksuelle - eller helt almindelig verbal mobning (jfr. Rasmus Willigs bog: Afvæbnet Kritik).

Men jeg har også en anden bekymring her; nemlig at barnet ryger ud med badevandet: altså at man i kreative virksomheder udvikler en 'angstkultur' som er så grænsedragende at kreativiteten i sprog, billeder og handling som er det virksomheden og professionen skal leve af, bliver kraftig nedkølet, eller ligefrem kvalt i alt for meget gentleman-korrekthed. 
    

tirsdag den 7. november 2017

Det som ligner, men ikke er (2) - om det sjove ved modeller - og om hvilken nytteværdi de kan have

(fortsat fra forrige indlæg)


Claes Oldenburg, Dropped Cone, Installed March 2001

Flower arrangement by Marianne Nielsen - Milan 2014


Det med at en kunstner som Marianne Nielsen laver efterligninger af noget virkeligt - blomster (evt. i krukker) - i et 'kunstigt' materiale som brændt ler med glasur, gør at jeg nu også rutscher 'down memory lane':
    Da jeg var et år i USA som udvekslingsstudent 1961-62 tog min 'amerikanske far' mig med jævnligt når han besøgte de små avantgarde gallerier i Greenwich Village for at købe og sælge moderne amerikansk kunst.
   Jeg husker et besøg særligt: en 'butik' fuld af 'efterligninger' - modeller - af madvarer - i gips og limfarve tror jeg. Madvarerne var udstillet som i en rigtig butik, og de kunne købes - dog for væsentlig mere end rigtige madvarer i en rigtig butik i den del af New York.
   Navnet på kunstneren der havde lavet 'butikken', var Claes Oldenburg, og her ser man nogle af de madvarer som godt kunne være fra 'butikken' den gang:


Det ligner en butik, og både er det og er det dog ikke:


Det må have været den 'butik' jeg besøgte foråret 1962.
   Det er altså ikke 'mad' vi ser, som kan spise, men forstørrede modeller af mad som er kunst som kunne købes.

Claes Oldenburg blev senere en meget kendt og højt anerkendt kunstner og en pioner inden for den retning der kaldes 'pop art'.
   Og hans kæmpe-skulpturer som viser velkendte ting gengivet i et meget naturalistisk udtryk, kan ses mange steder i det internationale bylandskab. Og koster også røven fuld af penge:


Disse skulpturer ligner - på afstand - meget overbevisende - det de ikke er: velkendte og genkendelige artefakter fra dagligdagens virkelighed:
   Og fascinationen - 'kunsten' - ligger ikke mindst i at størrelsen er en anden end det de ligner. De er simpelt hen ude af enhver normal proportion.
  Størrelsen der er grotesk, og det miljø de er placeret i, der er fremmedgørende, virker tilsammen så "kunstigt" at det bliver til - ja, kunst, åbenbart.

En anden 'pop-kunstner' som er beslægtet med Oldenburg, men yngre, hedder Jeff Koons.
   Og de fleste genkender hans spektakulære skulpturer, som fx ballon-hunden her som normalt vises i en pink-udgave, men som han har fremstillet i mange versioner og flere andre farver:


Jeff Koons er i øvrigt også kendt for 'konceptuel blending' af kunst og porno i nogle af sine skulpturer (hans kone (1991-94) der stod model, var en kendt italiensk pornoskuespiller Illona Staller). 
   Et eksempel her:


Wikipedia kan bl.a. fortælle at nogle kendere betragter Jeff Koons som en genial pioner, mens andre betegner hans værker som 'kitsch':
Critics are sharply divided in their views of Koons. Some view his work as pioneering and of major art-historical importance. Others dismiss his work as kitsch, crass, and based on cynical self-merchandising. Koons has stated that there are no hidden meanings in his works,[6] nor any critiques.[7]
Det er klart at en af vejene til at fascinere med det som ikke er det det ligner, er kontrasten i både materiale og dimensioner mellem det som er (i virkeligheden), og det som  (er udformet så det) ligner: altså fx kontrasten mellem en ægte organisk hvid iris og en hvid iris i keramik, som i Marianne Nielsens keramikskulptur.
   Eller kontrasten mellem en ballon-hund i oppustet ballongummi som man kan se børn gå rundt med i Tivoli - og en tilsvarende kæmpe-figur i poleret farvet stål som den ovenfor.
   Eller kontrasten mellem rigtige madvarer der kan lugte og rådne - og madvarer fremstillet i gips og hønsenet og malet eller lakeret så det ligner - og kan udstilles på museum og sælges på et kunstmarked.
   Eller også ligger fascinationen i kontrasten i størrelse mellem de virkelige ting og modellerne: enten (meget) større eller (meget) mindre.
 
Det der fascinerer ved modelbiler og model-tog, dukkehuse og model-indianere  og -dinosaurer (som først er legetøj og derefter bliver samlerobjekter), er at de er udformet meget naturalistisk, men er formindsket i et eller andet matematisk skala-forhold.
   Og modeltogene er både fascinerende i den mindste og den største målestok - af en eller anden grund:

Godsvogne i skale G, 027 (1:64 på 0-spor),
S, H0, I England 00, BRIO, N og Z.

Selv havde jeg en pæn samling af teknobiler og plastik-indianere som jeg var meget glad for at legede med som barn, og som det godt kan ærgrer mig nu at jeg gik af med da jeg var 'for stor' til at lege med dem:


Et Märklin modeltog nåede jeg dog aldrig at få som barn, og jeg huske at jeg var misundelig på de kammerater som havde sådan et:

Fil:Märklin.jpg

Fascinationen ved en masse naturalistiske modeller ligger generelt i at kopien er meget mindre end originalen. Og der er noget magisk i nedskaleringen.
   Det kan man fx opleve på Skibsfartsmuseet i Helsingør som jeg besøgte for nogle måneder siden. Her udstiller man et utal af naturalistiske skibsmodeller i forskellige skalaforhold - af både gamle og nyere skibe.
  Stærkt fascinerende.
 Og det er for mig oplagt at en del af tiltrækningen ved mødet og synet, er det olympisk overblik over fartøjer i sin helhed, som man ellers kun har kunnet opleve i øjenhøjde og del for del.
 
Mange kirker har også skibsmodeller af hængende under hvælvingerne som 'kirkeskibe':

Kirkeskib, Helligåndskirken, Hvide Sande.

Kirkeskibe er i den sammenhæng symbolske udtryk for 'rejsen fra jorden til himmelen'; læs mere her:
https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/kirkeskibet-symbolet-p%C3%A5-rejsen-fra-jorden-til-himlen
Men helt uforglemmeligt var det også da man var barn i provinsen og tog toget til København, så for en krone (eller 25 øre?) kunne sætte gang i modeltogene i et landskab under glas i Hovedbanegårdens forhal.
   Her vist i en helt moderne video-version:

 
Her den tilsvarend tog-model-udgave fra Dresden:


Wau! Jeg tror enhver hovedbanegård i Europa med respekt for sig selv i 1900-tallet har haft sådan et møntdrevet modeltog i forhallen.

For de mange mennesker der bare for deres fornøjelses skyld byger modeller, ligger den største fascination nok i at fremstille disse modeller af billig eller gratis genbrugsmaterialer som så formes, bearbejdes og males så den samlede model til forveksling - nærmest på trods - ligner deres meget større forbilleder som er lavet af helt andre og kostbare materialer.
 
Her følger eksempler på modeller lavet af min morgensvømmerven 'modelbyggeren' som stort set bruger al sin tid på at lave  ekstremt vellignende modeller - og som behersker et bredt repertoire af typer inden for genren:



Nogle af modellerne er fx kopier i af små masseproduserede træskulpturer i naturlig størrelse og ædeltræ som man ellers kan købe i den lokale isenkram, men her kopieret til forveksling i billigt affaldstræ; og det er så udfordringen for modelbyggeren at finde noget anvendeligt gratis træ og genbruge det i drejebænken - og at få modellen til at ligne den ægte vare til forveksling.

Andre af modellerne skal først og fremmest ligne så overbevisende som muligt, men det er ikke meningen de skal kunne 'køre rigtigt', fx motorcykler. Stillet op og fotograferet på neutral baggrund, er det naturligvis en sejr hvis man ikke lige ved første blik kan se det er en model.
  Til atter andre modeltyper er kravene at de også skal kunne fungere som de rigtige maskiner de er modeller af: fx dampmaskiner eller jerbane-lokomotiver.

Også et dukkehus med indlagte beboere, totalt indbo, møbler og tapeter på væggene, har sin særlige fascination i at man kan overskue et realistisk samlet socialt univers med forskellige typiske beboer- og værelsestyper, så man derefter frit kan flytte beboerne og nogle af tingene rundt i huset.
   I min barndom var dukkehuse legetøj for piger, men jeg husker alligevel hvor fascinerende det var at se disse miniature-hjem. Så jeg blev som regel overtalt til at lege med når lejlighed og en jævnaldrende sød pige bød sig.
   Den fascination der ligger i spillet mellem bolig og inventar i normal skala og stærkt nedskalerede levende 'mennesker' i tilsvarende hjemlige omgivelser, er det der fascinerer i bogserien "Lånerne" af Mary Norton, en historie hvis plot også er blevet omsat til en fantastisk japansk tegnefilm "Ariettys Hemmelige Verden", som findes på DVD og som stærkt kan anbefales:


Selv fik jeg for et par år siden af min modelbyggerven forærende en model af min højt elskede hvide el-cykel (jeg var el-cykel-pioner i Vordingborg), en model som nu er udstillet som en miniature-skulptur på en af hjemmets fine ATBO- reoler:

Model af min el-cykel - opstillet i kontekst
Model af min el-cykel - close up

Ser man el-cykel-modellen på neutral baggrund så man ikke kan vurdere størrelsesforholdet, varer det lidt længere før man opdager at det der vises på fotoet, vist nok en model. 
   Ret sjovt.
   Man kan med god ret beskrive den som en slags 'illusionskunst', og den er jo så oven i købet et unikum:

Model af min el-cykel - neutral kontekst
Her et foto af en original Marathon el-cykel af samme slags som den der har stået model til min miniature-model-kopi:

En ægte Marathon el-cykel i natulig cykel-størrelse

De modeller som min ven bygger, er jo noget der mimer virkeligheden, og som laves 'for sjov' - men som samtidig er lavet med stor alvor når det gælder kravet til hvor godt de skal ligne.
  Og det er det som den lokale modelbyggers modeller  har til fælles med Marianne Nielsens, Claes Oldenburgs, Jeffe Koons skulpturer - og med Märklins og Teknos tog- og bil-modeller: dette at de i en eller anden forstand er skabt 'for sjov', og samtidig er underlagt et alvorligt krav om at de skal være minutiøst tro kopier - for oplevelsens og underholdningens skyld.
 
Down memory lane igen: Nu til Japan som jeg og fruen besøgt for små ti år siden.
   Vi kom jo til et land og en teknisk materiel kultur som ikke var alverdens forskellig fra vores egen.
  Og på overfladen var kulturen tilsyneladende nem at opleve og forstå som en der var nært beslægtet med vores.
   Men inde bagved var den ekstremt anderledes og fremmedartet. Ingenting var betydningsmæssigt  sådan som det umiddelbar så ud. Alt som lignede det vi kendte, havde en anden betydning, fornemmede vi efterhånden.
   Specielt var den stadig levende Shinto-religion som historisk kunne føres tilbage til før middelalderen, præget af den 'animisme' som alle oprindelige folks religioner er gennemsyret af: troen på at alting i omgivelserne er besjælet: sten, træer, vandløb, bjerge, dyr.
   Derfor vrimlede det i Japan bl.a. med modeller af (nuttede) dyr man kunne købe overalt - som souvenirs. Fx lykkebringende vinke-katte:

Japanske vinke-katte der bringer lykke

En af de mere fremmedartede oplevelser var den udbredte brug af det som Wikipedia kalder 'fake food'. dvs. supernaturalistiske efterligninger  - modeller eller kopier, om man vil - af madvarer og færdigretter - udformet i plastik eller andre kunststoffer:
Fake food or food samples are a model or replica of a food item made from plastic, wax, resin or similar material. These models are commonly used in restaurant street displays in Japan to represent the dishes available inside.
Man så dem uden for og inden i de fleste restauranter med respekt for sig selv - men man kunne også finde butikker som udelukkende solgte disse madmodeller - 'fake food' - også til private.
   Her fotos af 'fake food-butikker fra vores Japan-rejse; de 'falske madvarer' er i naturlig størrelse :



Det er vel at betragte som en slags kunsthåndværk (som vi ikke værdsætter så meget som japanerne) - en slags illusionskunst- at fremstille modeller der er så naturalistisk at man faktisk kan blive 'snydt' ved synet.
   Fascinerende var det i hvert fald. Og 'mærkeligt'.

Man kommer så ikke uden om også  at nævne andre former for modeller som ikke kun laves 'for sjov' eller 'for kunst' eller 'for at reklamere' - men for den professionelle nyttes skyld: for deres brugsværdi:
   Det drejer sig fx om modeller der skal ligne noget der ikke findes - endnu - men som er fysiske udtryk for 3D-drømme i en arkitekts fantasi. 
   Eller det drejer modeller af noget som har fandtes før i tiden, men som nu er forsvundet, og som historikere, arkæologer og geologer har rekonstrueret - efter bedste evne og fantasi ud fra foreliggende viden.
   Det emne tager jeg op i et senere indlæg.

Tilbage til Marianne Nielsen og hendes naturalistiske modeller af planter i keramik, et møde via et billede i Politiken som har ført mig ud ad flere tangenter end jeg først havde tænkt:
   Her til slut fortæller hun hvordan hun selv begrunder sin interesse i sine keramik-model-skulpturer - i introduktionen til en udstilling 'Mødet med skønhed' i Galleri Ann Linnemann 2014:
”Det har længe været naturalistisk fremstillede enkelte elementer som udgør mine værker.
   Jeg synes, der ligger en ærlighed og styrke i den enlige genstand. Og sådan tror jeg det hænger sammen med naturen, som ikke behøver mere, - dens storhed ligger i den som den er. 
Grunden til at jeg ikke bare finder den ægte varer at udstille, er at jeg synes det kunstige, imitationen, er så uendelig interessant.
   Det åbenlyse postulat, som man uden videre godtager, bl.a. fordi den har sin lange tradition i keramikken. Det, den viser, er forestillingen om ting – tingene omformes til begreber. Det er ikke en gulerod, det er min idé om guleroden.
 
Jeg oplever at de emner jeg arbejder med bliver tydeliggjorte. Man ser på dem fordi man ikke kan andet (ikke spise eller lugte), men også fordi de er flyttet ind i en kategori, hvor det er det man skal. Og det er et andet aspekt ved projektet, at flytte noget til et sted hvor det ikke hører hjemme. Hvorved det får andre betydninger og værdier, og ligeledes med keramikken, dens betydning flytter sig også.
Vi ser naturen med vores menneskelige blik som trækker den ind i kulturen. Denne overgang fra natur til kultur er en vigtig del af mine overvejelser. Mine motivvalg er ikke vild natur, men noget der på den ene eller anden måde har en kulturel reference.
   Min keramik er en modsætning til det den forestiller. Det menneskeskabte tydeliggøres i sin kontrast til naturemnet. Det som ikke er selvgroet, men derimod resultatet af valg og forarbejdning.”