Sider

onsdag den 13. september 2017

Akvarelmaleriets mysterier (64) - dompap-par på reden med unger - konklusionen på en serie af akvareller med fælles motiv

I indlægget "Akvarelmaleriets mysterier (61) annoncerede jeg at jeg ikke var helt færdig med at lave akvareller med dompapper som motiv. Jeg ville udfordre mig selv med en beslutning om at male to umulige motiver: "Dompap med rønnebær i sne" og "Dompap ved rede med unger".

Min akvarel "Dompap med rønnebær i sne" fik jeg så beskrevet i det her indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/08/akvarelmaleriets-mysterier-62-nar-der.html
Og det kom til at se sådan ud - ret tilfreds er jeg med det:

Akvarel: Dompap på rønnebærklase i sne. 2017 (egenproduktion)

Her viser jeg så et på nettet fundet referencefoto til "Dompappar ved rede med unger":


I forhold til det at skulle male en akvarel med samme grundmotiv, udgør både redens virvar af kviste og strå og alle grangenene bagved og neden under problemer der skal løses. Og så kan man vist nok lige skimte noget af en fjerde unge i mellemrummet mellem den forreste unge og hannens røde bryst, som ikke er nødvendig for oplevelsen af helheden.
   En teknik til at male reden havde jeg delvist lært mig da jeg malede det stride hårlag i schæferhunden Baloos pels her:

Akvarel: Schæferen Baloo møder killingen Samson.
2017. (egenproduktion)

Den fjerde fugleunge skulle bare udelades i akvarellen, og grangenene gøres så tågede at de ikke forstyrrede hovedmotivet i forgrunden.
   At male fjerdragten hos de voksne fugle, havde jeg løst tilfredsstillende flere gange tidligere. Og ungernes fjerdragt i dæmpede grålige og brunlige nuancer som allerede fandtes i de voksnes dragter, burde ikke være noget problem. 
   Ungernes åbne næb med de sultne røde gab krævede omhyggelig brug af afmaskningsgummi til at sikre de tynde gule linjer i kanten af næbbet. Det lykkedes OK.
   Så langt om længe kom der den her akvarel ud af det:

Akvarel: Dompap par ved rede med unger. 2017. (egen produktion)
Oplevelsen af at ungerne (og delvist moderen) er klædt i camouflagefarver, synes jeg det er lykkedes mig at give. Og det var vigtigt. 

Det blev så konklusionen på serien som jeg begyndte for et par år siden med afsæt i et dompap-par som havde bygget en usynlig rede i en tætklippet busk ved bredden af sommerhusets sø. En rede jeg kun så som tom da ungerne var fløjet fra den.

tirsdag den 12. september 2017

Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling


'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".
   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"
  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.
  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.
   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.
   Her et link til det indlæg:
Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.


Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.
   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.
   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 
   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.
   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.
   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:
Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:
 
Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".
   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 
   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).
   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.
    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 
   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 
   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.
   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.
   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 
   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 
   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.
   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.
   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".
   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:
Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]
Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 
Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.
   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.
   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.
   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:
Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".
   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).
   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.
   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.
 
Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:
The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 
   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]
   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]
Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.
   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').


Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?
- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:
Verden skal genopfindes hver dag
Legeforsker: Leg dig fri
Vanebryderen: Start med dig selv
Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden
Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 
Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning
   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.
   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.
   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.
   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.
   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.
   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.
   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.
   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.
Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.
Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.
Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)

onsdag den 6. september 2017

Akvarelmaleriets mysterier (63) - fra dompap-akvareller til det at male akvareller af pattedyr med pels

De foregående indlæg har i vist at det at male fugle er jeg blevet ret god til, når jeg selv skal sige det.
   Og min serie af dompap-akvareller på det seneste er jeg ret tilfreds med. Endnu et motiv i serien står i kø på min bestillingsliste til mig selv: Dompap-par på rede med sultne unger.

Her link til de to foregående indslag om dompap-akvareller:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/08/akvarelmaleriets-mysterier-61-dompap.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/08/akvarelmaleriets-mysterier-62-nar-der.html
Og jeg er også blevet mindet om at dompap, både han og hun, er et yndet motiv hos andre (akvarel)malere. Fx fik jeg tilsendt denne skitse af Harald Henriksens søn, der viser et dompap-par tegnet og farvelagt af J. Th. Lundbye, en kunstner fra første halvdel af 1800-tallet hvis naturalistiske stil og motivvalg faderen Harald Henriksen var inspireret af: 

J. Th. Lundby: Dompap-par,
favelagt tegning, (årstal?)

Og fruen fandt en bog frem som jeg glemte jeg havde fået forærende til Jul: "Vinterfugle", af den kendte og meget dygtige svenske fuglemaler Lars Jonsson.
Og hvad er motivet på forsiden? Ja, naturligvis ... dompap i sne:


Her nogle flere af Lars Jonssons fremragende dompap-akvareller:


Jeg bemærker hvor meget Lars Jonsson gør ud af 'naturkonteksten' - et tæt buskads af grene (med sne), som i sammenligning med mine dompapakvareller, fylde væsentligt mere af billedfladen. 
   På fotos af kunstneren hvor vi ser ham male, kan man se at hans akvareller også ofte er malet i et meget større format (ligesom mange af Fynsmaleren Johannes Larsens fuglebilleder):

Lars Jonsson maler andefulge i akvarel

Min sidste egenproduktion inden for akvarelmaleriet, er det her - en gave til et sølvbryllupspar:

Akvarel: Schæferen Baloo møder killingen Samson.
2017. (egenproduktion)

Det var efter et foto, så det grænseoverskridende, men fredlige natur- og kultur-møde som vises i akvarellen, er autentisk.
   Og de to artsforskellige dyr har det efter sigende godt sammen her et år senere.

Det nye her - det der var udfordringen - var at male schæferhundens pels - som både er strid, blankt skinnende - og chancerende fra sort til gråt til brunt.
   Efter konturtegningen lagde jeg tynde striber maskeringsgummi i de områder hvor lyset skulle spille med i pelsen.
   Derefter lagde jeg en tynd undermaling vådt i vådt hvor grå, okker og brune nuancer i et tyndt lag fik lov til at flyde sammen hen over hoved og krop og poter - diffust svarende til områder i pelsen i referencefotoet.
   Derefter byggede jeg pelsen op ved at male tynde linjer i stadig mørkere farver i flere lag vådt i tørt.
   Derefter gnubbede jeg gummiet af, og malede oven på de papirhvide linjer med  tynde lyse gullige og brunlige farver.

Jeg har med mellemrum i de senere år forsøgt at male dyr med pels. Og det er gået godt når pelsen er korthåret og blank som fx denne hest til min niece som den gang var heste-pige i 14 års alderen:


Den brune her var malet efter et fotografi. Pelsen er korhåret og blank, og man oplever ikke pelsen som en samling hår.
   Ligesom det følgende med en korthåret sortpelset hest (fra foto) som motiv:

 
Det blanke genskin i pelsen her er opnået ved at maskere områder med gummi, som derefter er gnubbet af og malet over med en meget tynd lys blågrå akvarel        De følgende to hesteakvareller er malet med hhv. en akvarel og en japansk tuschtegning som referencebilleder:


Jeg har også for flere år siden prøvet at akvarel-male vores kat Fister som har en 'rigtig' tyk, langhåret og farvechancerende pels:


Ingen af dem blev rigtig vellykkede, syntes jeg, så der udestår nogle nye forsøg med Fister-akvareller ved en senere lejlighed.

tirsdag den 22. august 2017

Akvarelmaleriets mysterier (62) - når der går totalt dompap i den visuelle underbevidsthed - og i akvarellerne

Hvad ved man om dompappen som fugl, sådan kort fortalt:
Dompap (Pyrrhula pyrrhula)

Beskrivelse

Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Når fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebånd og en tydelig hvid overgump. Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme. Der forekommer to underarter af dompap i Danmark, lille dompap (P. p. europaea) i den vestlige del af landet og stor dompap (P. p. pyrrhula) i den østlige del. De er næsten umulige at skelne fra hinanden i felten. Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med "dumrian", skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene "dum" og "paphoved".

Levested

Dompappen er udbredt i Europa og i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavskysten og Japan. Arten yngler almindeligt i det meste af Europa, dog ikke i dele af det nordlige Skandinavien, bl.a. Island, og dele af Sydeuropa. I Danmark yngler dompappen over hele landet i både løv- og nåleskov, men den foretrækker blandskov, gerne i nærheden af fugtige områder. I det vestlige Jylland kan der dog være langt mellem parrene.
https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=17100
Som motiv er dompappen blevet en trofast ven. Jeg er nu oppe på at have produceret syv akvareller med dompap-motiver.
   Dompappen - især hannen - har grafiske kvaliteter i kraft af farver og tegning som er ret unikke. Nærmeste konkurrent er rødkælken.
 
De sidste to dompap-akvareller var en bestillngsopgave - det skulle være nogen som lignede dem jeg havde hængende på væggen hjemme i Riddergade - ved siden af den store akvarel med strandsten fra nordspidsen af Øland som motiv.
   Kunden - en halvsøster til mine to Korea-døtre - var glad og tilfreds. Og det var jeg naturligvis også: Sådan ...



I det tidligere indlæg hvor jeg beskrev arbejdet med de to billeder, sluttede jeg med at annoncere at jeg ville fortsætte - og prøve at male endnu et dompap-motiv (som også er ganske fortærsket) der viste:  dompap og rønnebær i sne(vejr).
   "Tænk længe, mal hurtigt", havde Olaf Rude skrevet i sin dagbog - om det der kendetegnede akvarelmaleriets unikke proces på vej mod at lykkes.
   Citatet stod på udstillingsvæggene på Fuglsang-museet for et par år siden da museet udstillede en lang række af hans akvareller.
   Han brugte det at male akvareller ude i naturen som en måde at slappe af på - fra 'det hårdere arbejde' med at male de dyrere, mere salgbare og holdbare oliemalerier.

Jeg fandt et charmerende referencefoto på nettet med netop den kombination: dompap-han, rønnebær i klase, sne og snevejr:


Og rønnebærklasen stritter opad i stedet for, som normalt, at hænge nedad. 
   Det hjælper alt sammen på dynamikken i motivet. Dompappen filosoferer over hvilket bær han skal vælge.
    Og så kastede jeg mig ellers ud i et dobbelt projekt med hensyn til konteksten til dompap-hannen: Sne som et blødt lag på grene og på rønnebær - og: Sne som noget der drysser ned gennem luften. 
   Det endte med den her akvarel som jeg faktisk er rigtigt tilfreds med.


Den dalende sne blev lavet med afmaskningsgummi i små dråber spredt over luft-fladen, og området derefter overmalet med en lys blå farve i chanceringer som så udstiller snefnuggene når gummiet gnubbes af.
   Det andet har jeg prøvet før: at lægge sne på grene og andre udendørs vinterflader. Det gøres ved at lade områderne med den landede sne i motivet stå umalet. Og så markere skygger og former i sneen med meget svagtfarvede linjer og flader af en lys blåviolet vandfarve-blanding.
   Og så prøvede jeg noget lidt nyt med rønnebærrene delvist dækket af sne: de fik forskellige farver og strittede i alle retninger.
   Det gav ekstra liv.
   Med de efterhånden relativt mang dompap-hanner jeg har malet, så var det ikke den helt store udfordring at give selve den akvarelmalede fugl stående oven på klasen med tæer i sne det udtryk den skulle have, og som den inviterede til i referencefotoet.

Og så er det lige at serendipiteten kommer ind fra højre. For jeg har lige siddet og skimmet og skummet motiver og billeder fra Harald Henriksens søns hjemmeside med alle de billeder faderen har malet. 
   Og der var jeg stødt på både et farvetræsnit og - som forarbejde til træsnittet - en akvarelmalet skitse med rødbrystede dompaphanner på grene klædt i sne som motiv:

Akvarelskitse - forarbejde til det følgende træsnit
Det færdige træsnit, ca. 1947

Harald Henriksen - hans muntre fornemmelser for diakonisser - og auktionspriser på signerede porcelænsvaser og farvetræsnit med vandskader

To diakonisser springer buk på legeplads

Jeg har været så heldig at få forærende nogle akvarel-farvelagte tegninger af Harald Henriksen som, mig bekendt, ikke har været offentligt tilgængelige før - heller ikke på Harald Henriksen hjemmesiden som sønnen Hans Henriksen har oprettet og styrer, og hvor størstedelen af de solgte malerier og træsnit er registreret og afbilledet.
   Den venlige giver er netop Hans Henriksen som  tidligere også har foræret mig kopier af de forsideillustrationer (i akvarel) som faderen har lavet og solgt til Politikens og Berlingske Tidendes søndagsmagasiner i perioden 1934-38. 
   Og i øvrigt er det jo også fra ham jeg har  fået en lang række af faderens farvetræsnit som jeg tidligere har vist og skrevet om på min blog.
   Her kan man se nogle af de magasinforsider som Harald Henriksen producerede i akvarel:



Her følger de andre otte farvelagte tegninger med diakonisser i humoristiske situationer - flere af dem let frivole - nogle med blottede mamelukker, uha  - som gennemgående motiv:

"Hvordan kommer jeg op og ride på den giraf?"
Diakonisse har svært ved at holde styr og balance på sin cykel 
Diakonisser til kaffeslabberas hos let påklædt  levemand
Strikkende diakonisse-Eva på chaiselong i Paradis
To diakonisser tumler muntert afsted på løbehjul
Diakonisser maser sig sammen til glæde for kusken i en jumbe
Diakonisser skal med sporvogn tæt pakket med forventningsfulde mænd
Diakonisser spiller fodbold foran tæt besatte tilskuertribuner
Sønnen Hans fortæller lidt om baggrunden:
Diakonissetegningerne er lavet i besættelsesårene 40-45 (hvor der ellers ikke var så meget sjov i gaden).
   Der var ikke nogen speciel anledning eller opdragsgiver, men vi boede tæt ved Diakonissestiftelsen på hjørnet af Sdr. Fasanvej og Peter Bangsvej. Han mødte derfor tit de kyseklædte damer i kvarteret, og fantaserede om hvordan deres tilværelse egentlig var. På ham (ikke mindst som ateist) virkede de komiske og anakronistiske.
   På nogle af tegningerne lavede han kun stregerne, hvorefter jeg fik lov at lægge akvarelfarve på. Derfor kan farvelægningen være så sjusket.
   Hans humor kunne godt være af frivol art, som du skriver (til min mors bestyrtelse), men det var en meget indadvendt og stille humor, som mest boblede frem i tegninger, dukketeaterstykker og nogle novelletekster - ting han sad og puslede med i sene nattetimer.
   Når jeg tænker over det, slår det mig at jeg aldrig har hørt eller set ham le eller grine - højst smile lidt. Der findes intet foto hvor han smiler. Når nogen ville tage et billede af ham. sagde han koket: ‘Åh, mit hår ser så rædsomt ud’ (han var ekstremt tyndhåret men altid velfriseret).
Diakonisse-tegningerne viser en side af Harald Henriksens kunstneriske temperament som jeg ikke umiddelbart ville have forventet han besad; humoren.    En side som ellers ikke ytrer sig i hans malerier eller træsnit, men som også viser sig i tre manuskripter til parodiske dukketeater-syngespil som han forfattede, og som jeg fik i kopi sammen med diakonissebillederne. Under forestillingen skulle familiens medlemmer føre dukkerne og lægge stemmer til rollerne:
- "Op i Høet - Landlig Idyl i 2 Akter" - (håndskrevet - uden årstal - med overstreget undertitel: Sommerferiespil i 2 Akter - eller   Hans på Sommerferie)
- "Vikingeblod - Nordisk Heltedrama i 4 akter med musik og sange" (maskinskrevet manus i gennemslagskop -1944)
- "Jul på Landet - Komedie udi 4 acter og et efterspil" (maskinskrevt manus - ca. 1949).


Harald Henriksen var et kreativt multitalent, men det var kun den visuelle kunst han bedrev professionelt. 
   Ud over dukketeater-syngespillene skrev han også noveller og lyrik (til skrivebordsskuffen). Og han spillede også på klarinet (ikke klaver som jeg fejlhuskede da jeg oprindelig skrev dette indlæg ) på amatørbasis. 
   Herom mere i et senere indlæg.
   Sandsynligvis var han også synæstetiker (tone > farve), da sønnen Hans er det, og der er et stærkt arveligt (genetisk) element i tilstanden. 

Som en del af sin professionelle kunstnerisk praksis malede han signerede unika-porcelænsvaser og -platter for Den Kgl. Porcelænsfabrik i perioden  1948-60.


Jeg har Harald Henriksen-søgeagenter kørende på Lauritz.com, på Bruun-Rasmussen.dk og på dba.dk. Og forleden var der så en alert på hans navn hos Bruun-Rasmussen. 
   Denne noget specielle vase med låg og understel  er udbudt til salg; vurderingsprisen 6.000 kr. Jeg har foreløbig budt 3.000, og vil nok ikke gå meget højere op:


Jeg har altså budt det halve af vurderingen. Vi får se hvordan det går.
   Den her blev solgt ved en auktion for 3 måneder siden på Auktionshuset.com:
Hammerslag 2.600, vurderingspris: 3.500



Ofte er motiverne på porcelænsvaserne og -platterne mere eller mindre direkte overført fra hans akvareller og/eller farvetræsnit, som fx det her: Schweitzerhuset i Frederiksberg Have (vinter):

 1939. Akvarel 46 x 62 cm 
 1942. Farvetræsnit 19 x 23,5 cm. 
1954-55. Porcelænsvase, Unikamalet.

I disse dage har en HH-søgeagent på dba.dk fundet et træsnit til salg som jeg ikke har. Det er imidlertid så fugtskadet som man kan se, at jeg ikke vil købe det:


Eller retter: Jeg har givet et bud på 100 kr. som sælger har meddelt er "interessant" (for det og et andet som også var fugtskadet og indrammet, ville han have 500 kr.)
   Vi får se.