Sider

tirsdag den 11. juli 2017

Harald Henriksen - to nyerhvervede farvetræsnit til samlingen - og jagten på et motiv

For nylig fik jeg tilbudt at købe to farvetræsnit af Harald Henriksen som jeg ikke havde i samlingen, og som heller ikke blev vist på sønnen Hans´ hjemmeside der har ambitioner om at vise alle hans værker.
   Og jeg kan stadig ikke lade være med at tænke: At man kan købe så stor, god og original kunst fra første halvdel af 1900-tallet, så billigt.

Jeg viser det første træsnit her:

Vinterlandskab med åløb, 16 x 24 cm.

Farvetræsnittet er usædvanligt ved sin skitseagtige enkelhed. Og helt umiddelbart ville jeg ikke straks tænke "Harald Henriksen" ved synet af det.
   Den slags træer og buske uden blade og med skråt opadvendte 'javerter', kan jeg ikke genfinde hverken i hans akvareller eller andre træsnit.
   Det er jo uden titel og jeg har kaldt det "Vinterlandskab med åløb".
   Men meget smukt - med suveræn udnyttelse af farvetræsnit-teknikken. 
 
Harald Henriksen har lavet flere både akvareller og træsnit hvori indgår et udsnit af et åløb, men ofte er åen en del af et motiv med en bro eller en anden artifakt, og det her inviterer jo ikke til en umiddelbar genkendelse som mange af hans andre billeder.

Her er det andet "træsnit" jeg erhvervede i denne omgang:

Kystmotiv med træbevokset lerklint. 39 x 49 cm

Når jeg har sat betegnelsen "træsnit" i gåseøjne, er det fordi det nok er et "-snit" - altså et tryk af en slags, men teknikken er tydeligvis en anden end Harald Henriksens normale 'rigtige farvetræsnit' - både når man ser på variationen i farverne og på konturtegningen med tuschtynde profillinjer (fx omkring planternes blade).
   Stilen kunne minde om en avanceret tegneseriestil - og er på en måde mere 'japansk' end hans øvrige træsnit.

Motivet er et udsnit af en på toppen træbevokset lerklint med sandstrand foran der vender ud mod noget hav af en slags. 
   En del af klinten en faldet ned og skaber en plantebevokset skrænt ved overgangen til stranden. 
   I baggrunden helt ude ved horisonten ses en ø eller en anden kyststrækning (hvis vi befinder os inde i en fjord eller bugt). 
   De meget naturalistiske cumulus-skyer nederst på himmelen, er meget suverænt fremstillet - og helt unikke i HH´s træsnitproduktion.
   Man bemærker den store sten i strandkanten som - sammen med 'øem' i det fjerne og cumulusskyerne - giver tyngde til venstre side af billedet. Og man noterer de to røde høje planter ("javerter") som er placeret i et af krydspunkterne for billedets gyldne snit. 

Lige da jeg så et foto af det her billede på en mail, tænkte jeg at det havde jeg da allerede hængende på væggen i stuen. Men så ... 

G106. Klint, ca. 1948. Farvetryk på gipsplade. 21 x 28 cm


... Så, nej!
   
Det jeg havde i forvejen, ligner godt nok det nyanskaffede både i motiv, tryktenik og stil, men det er væsentligt mindre i format, og der var brugt færre farver især i den del af klinten der er faldet ned og blevet skrænt.
   Øen - eller hvad der nu er i baggrunden - er næsten den samme. Men der er ikke en stor sten på stranden, og den to-delte røde plante står her mere frit og er placeret mere ind mod midten af billedet. 
  Også den sorte tørre tang på stranden ligger anderledes, og der er kun to 'bølger' af den i sandet.
  De fine cumulus-skyer mangler også i den her mindre udgave.

For mig ser det ud som om G106 er en skitse - et forarbejde med et udsnit - til det større og mere detaljerige tryk som jeg nu har erhvervet. Men samme teknik er brugt til dem begge. 
   Forestillede man sig at der lå fotos til grund for de to, så er G106 et nærbillede af venstre side af motivet i min udgave, og 'kameraet' er flyttet til venstre inden det større udsnit er fikseret på filmen. 
   Altså man kan forestille sig at totalen er taget først, og derefter har fotografen flyttet sig lidt til siden og har zoomet ind.

Jeg har pr. mail fået nogle forklaringer af Haralds søn Hans som jeg jo straks måtte introducere til de to billeder; herunder spørger jeg om han ved hvad det er for en klint vi ser, og om det måske skulle være Nekselø ud i horisonten:
Tak for dine hyperinteressante nyfund.
Det har altid undret mig hvorfor han lavede to udgaver af “Klint”, i to forskellige formater (39 x 69 og 21 x 28).
Og de er jo forskellige, altså det ene ikke et udsnit af det andet.
Det lille vedhæftes (bemærk han har skrevet Tryk 1)
De er begge trykt på gipsplade, en teknik han begyndte
at eksperimentere med på sine ældre dage. Sikkert fordi gipsen er nemmere at arbejde i, der skulle bruges færre hånd/armkræfter. Det må også være blevet lettere at lave de mange fine konturstreger.
Han støbte selv gipspladen på en tyk glasplade på sit arbejdsbord. Siderne opbyggede han af modellervoks. Et herligt roderi.
Jeg undres også over hvordan han fik de fjerne lavtliggende cumulus-skyer frem, dem lige over øen, de må næsten være malet på med pensel – hvad tror du? Det er sådan en fin detalje. De ‘røde plantejaverter’ er rødbynke, de gule er regnfan.
Jeg holder meget af begge træsnit, men nok mest af det lille.
Jeg ved ikke hvor det er, men Nexeløbugten tror jeg ikke på.
Det er en fejl at kun det ene er med på hjemmesiden.
“Åløb” er helt ukendt for mig. Det er meget smukt i sin enkelhed.
En af glæderne ved at samle på Harald Henriksens træsnit og akvareller, er at han jo akvarelmalede og træsnittede sine billeder så motivet som regel var umiddelbart genkendeligt, en form for naturalisme med rødder i guldalderens malerkunst. 
   Det gjaldt især akvarellerne som han malede stående ude i naturen med sit staffeli og sine vandfarver. Han var i den grad ægte 'friluftsmaler' - ligesom 'fynboerne' og mange af de franske impressionister. Og han malede trofast "hvad han så" derfra hvor han havde stillet sig og sit staffeli op:








Denne forpligtelse som Harald Henriksen tydeligvis følte over for motivet som et stykke konkret, genkedelig dansk natur, betyder at det har været muligt for sønnen at stedbestemme mange af motiverne, især dem med identificerbare bygninger eller 'udsigter' fra bestemte locations. 
   Da vi jo har sommerhus på Ordrup Næs - nederst i Sejr'bugten og kun få kilometer fra et stråtækte lille bondehus ved Vindekilde Strandvej hvor Harald Henriksen selv tit boede til leje om sommeren, så kan vi jo i hans billeder identificere og genkende mange motiver fra de smukke landskaber som omkranser Vejrhøj, og som har Nekselø-bugten som en del af motivet.
   
Hans akvareller (som jo var unika) blev ofte også 'genbrugt' som forarbejder til træsnittene. 
   Men tydeligvis forholdt han sig ret frit til akvarelmotiverne - der skete en for træsnit-teknikken nødvendig forenkling af motiv-elementerne - både deres farver og forme (Cezanne-inspiration?). Og ganske ofte genbrugte han motiv-elementer fra de malede billeder til nye og senere træsnit. Og han forholdt sig i øvrigt ret frit til både de skitsetegnede og de malede 'forbilleder'.
   Specielt hvad angår hans akvareller der viser 'cityscapes' fra Københavns hektiske gadeliv og trafik, så kan de næsten kun være lavet med brug af fotografier som støtte for detaljer, farver, skygger, synsvinkler og proportioner i motiverne. Som i det her fra Vesterbrogade:

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Det helt naturlige spørgsmål er selvfølgelig så: Hvad er det for en klint vi ser i de to gipsplade-farvetryk?
   Sandsynligvis er motivet fra Sjælland eller Fyn. Mange af hans akvareller er med motiv fra Røsnæs-klinterne. Men de er uden træbevoksning på toppen, så de er ude. 
   En enkelt akvarel viser muligvis den samme lerklint som de to træsnit, men i akvarellen er klinten placeret som bagrund (og gengivelsen her er ikke for god): 

A 106a. Kerteminde Klint, september 1940. Akvarel 23 x 28 cm

Ved billedsøgning på  nettet prøver jeg at finde fotos af lerklinter på Sjælland som kunne udgøre motivet, altså den gang for 70-80 år siden. 
  Men uden resultat. 
  Så søger jeg lerklinter på Lolland-Falster og Fyn, og her dukkede der mulige kandidater til motiver op.
  Her de bedste tre bud:

Røjle klint, Nordfyn
Resle klint, Nordvestfalster
Pomle Nakke, Nordøstfalster

Ingen finder nåde for sønnens vidende blik. 
   Jeg appellerer til vennerne på facebook. Og får to nye bud: Strandgård klint ved Faxe Ladeplads, og Lundsgård klint ved Kerteminde.

Strandgård klint, Faxe Ladeplads

Af andre fotos af Strndgård klint at dømme, så er den ikke høj nok til at det kan være den.
   Men så finder jeg tre forskellige fotos af det der indtil videre er det bedste bud på motivet:

Lundsgård klin ved Kerteminde

Lundsgård klin ved Kerteminde

Lundsgård klint ved Kerteminde

Jeg forelægger dette bud for sønnen Hans, et forslag som jo faktisk stemmer overens med den akvarel hvis motiv som vist ovenfor er "Kerteminde klint".
   Ifølge sønnen var Harald Henriksen på lokaliteten i 1940. Problemet er at "øen" eller "kysten" i horisonten i begge billeder ikke passer med virkeligheden.
   Jeg citerer svar fra Hans:
Kerteminde klint er ikke noget dårligt bud. Se akvarellen vedhæftet.
Han var der faktisk i 1940. Akvarellen tilhører Frau Yvonne Beguin i Hamburg.
Men der er et alvorligt problem: hvad er så baggrundslandskabet? Øen eller halvøen?
Jeg har set på kortet og iøvrigt selv været på stedet for et par år siden.
(Det er for resten et af de få motivsteder jeg har været på, som ikke er
ændret, men ser ud fuldstændig som for 77 år siden).
Og der er ikke andet end vand at se til venstre for klinten. Romsø og Sprogø kan det ikke være.
Så vi er altså ikke kommet det nærmere. Med mindre det fjerne land er noget han har komponeret frit ind.
Det forhold at der er to udgaver hvor motivet ses i lidt forskudt perspektiv er mystisk. Det må være sket hjemme i arbejdsværelset.
Måske har han manipuleret lidt med de enkelte elementer i motivet, samtidig med at han skulle lave det i mindre format
Der må findes en original akvarel eller bare en skitse. Jeg har været det hele igennem uden resultat.
Og bare jeg havde spurgt ham – jeg stod jo lige ved siden af og så ham bakse med det.
Jeg glemte måske at nævne at på gipsplader blev det trykt direkte på den hvide karton, altså intet silkepapir der skulle klæbes op. Også en abejdsbesparende teknik.
Vi må lede videre.
Jeg tænker følgende: 
   Jeg tror det er "Kerteminde-klinten"/"Lundsgård-klinten" der er motivet. 
   Umiddelbart tror jeg det mindre gipspladetryk af motivet er det første, og at det støre, mere gennemarbejdede og detaljerede tryk er det andet.
   Jeg tror at 'øen' i horisonten til venstre er udtryk for at Harald Henriksen hjemme frit kunne komponere (og dermed også supplere) motivet uden at være bundet af virkeligheden - ligesom ved træsnittene. 
   For kompositions og harmoniens skyld har han til de to nye gipspladetryk tilføjet et stykke 'kyst' i det fjerne  som kunne give mere motivisk tyngde til venstre side af billedet (sådan som 'Nekselø' fungerer i mange af akvarellerne med motiver fra landskabet omkring Vejrhøj i Odsherred).
   Det kan også tænkes at han havde tegnet flere skitser, fundet frem fra arkivet, hvor han har stillet sig forskellige steder på stranden neden for klinten, og altså har tegnet både en total-skitse og en indzoomet skitse (fra en lidt anden vinkel) af motivet - præcis som hvis han havde taget flere billeder af klinten med et kamera. 
   Faktisk var det lidt det same han gjorde med de to træsnit fra Stejlepladsen ved Kattinge sø med titlen "Forår ved Kattinge sø": Det samme motiv, men set fra forskellige positioner.

Mig slår det også at de to versioner af klinten i gipsplade-trykkene er spejlvendt i forhold til de to fotos som man kan se ovenfor. 
   Det at spejlvende hele eller dele af et motiv, har Harald Henriksen gjort flere gange i forbindelse med farvetræsnittene, så det kunne han også meget vel have valgt at gøre her - mens han har graveret motivet ind i gipspladen hjemme på Frederiksberg 8 år senere.

Spørgsmålet er nu til sidst hvor mange af den slags eksperimenter med farvetryk på gipsplader Harald Henriksen i øvrigt har lavet.
   Jeg har fundet tre yderligere på HH-hjemmesiden:

G082. Huse omkring en kirke, ca. 1942. Farvetryk på gipsplade
23 x 30 cm

G090. Bindingsværkshus, ca.1944. 23 x 30 cm

G106. Stengærde, Svanninge kirke, ca. 1948.
Farvetryk på gipsplade, 21 x 28 cm

Det midterste G90 med titlen "Bindingsværkshus" er ganske vist klassificeret i billedarkivet som et "farvtræsnit", men så vidt jeg kan så må det også være lavet som et gipsplade-farvetryk; både tagets mange nuancer og de tydelige konturstreger omkring planterne tyder på det. 

Det fremgår af sønnens svar, at gipsplade-teknikken rent fysisk var mindre krævende end arbejdet med træsnittene, og at det muligvis var derfor at faderen eksperimenterede med teknikken i 40´erne.
   Men udtrykket i de her farvetryk er altså også markant forskelligt, både fra hans akvarellerne og fra de øvrig træsnit.
  De minder mere om regulær illustrationer hvor motivets konturer og skygger er tegnet/skraveret med tusch og så derefter farvelagt med akvarel. 
  Vores glimrende lokale tegner og akvarelmaler Jette Jørgensen bruger faktisk den teknik. Se her:
http://www.tegnerjette.dk/Tegnerjette/Mine_album/Sider/Nye_Stegetegninger.html
Til slut vil jeg vise en Harald Henriksen-akvarel - som jeg endnu ikke har købt, men stadig overvejer. Den er ikke dyr, men den er så gulnet at jeg nok kun ville lægge den i arkiv. så ....?!


Men hvilken provinsby forestiller akvarellen? Det er også spørgsmålet her.
   Fruens intuition og fabelagtige visuelle hukommelse siger: Korsør!

mandag den 10. juli 2017

Down memory lane (2) - flere historier omkring et 55-års studenterjubilæum


Det her er andet indlæg i serien hvor jeg - med afsæt i et 55-års studenterjubilæum for snart fire uger siden - bevæger mig ud ad en række associerende tangenter - down memory lane og tilbage igen. 

   Det første indlæg kan man læse her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/06/down-memory-lane-1-historier-omkring-et.html
Jeg viser nu først både klassebilledet fra 1.g og fra 2.g.
   Dem man ser på billederne. er de klassekammerater jeg fortæller om og forholder mig til i det følgende:

Klassefoto 1.g, 1959. Jeg står i midten i 2. række - og har Elvis-frisure.

Klassefoto 2.g. 1960. Jeg sidder næstyderst til højre - og har Cæsar-frisure

Tilbage til 55-års-jubilæumfrokosten.
   Jeg var regulært 'høj' efter det tredje gensynet med mine gamle gymnasie-klasse-kammerater fra Christianshavns Gymnasium 1959-62. Dagen var torsdag den 15. juni. Vi fejrede ved en fælles frokost i København at det var 55 år siden at klassen som helhed var blevet studenter.

Det første studenterjubilæum klassen fejrede, var 40 års. Der var jeg ikke med. Sikkert fordi jeg jo rent faktisk ikke blev student samtidig med resten af klassen. Men jeg var med ved 45- og 50-års fejringen.
 
Denne gang - ved 55 års jubilæet - nåede jeg at tale nogenlunde seriøst med tre af de gamle klassekammerater. Og det fik mig til at få lyst til at vide meget mere om hvordan de øvriges liv havde udviklet sig.
   Jeg blev 'tændt' på en ide!
   Og da jeg kom hjem den torsdag aften, kom jeg i 'flow', en tilstand som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv mens fornemmelsen af  tid og sted samtidig tåger ud.
   I 'flow' kører den kreative hjerne i høje omdrejninger - drevet frem af et spændingsforhold mellem det man allerede evner eller kan og så det man ikke rigtig kan endnu, men er igang med at lære mens man arbejder hen imod et mål.
 
Faktisk fik jeg lyst til at skrive en dokumentarisk bog om min klasses liv fra den gang og til nu. Og som research til den - at tage rundt og interviewe dem alle om hvordan deres liv var gået og hvordan de så på det nu - i bakspejlet her hvor pensionsalderen allerede havde varet nogle år.
   Naturligvis en helt uoverskuelig opgave. Men jeg var simpelt hen blevet rigtig nysgerrig efter at kende og forstå min klassekammeraters liv som 'skæbner' - mere eller mindre bundet til eller frigjort fra deres barndoms og ungdoms livsvilkår på Amager efter krigens afslutning.
   Hvor meget var de mønsterbrydere? Og hvor meget fortsatte de i fædres, mødres og bedsteforældres fodspor?

Jeg gik - stadig mentalt 'flyvende' - straks igang med at skrive et primitivt udkast til noget der godt kunne ligne en (dårlig) kopi af indledningen til en Knausgaard-fortælling; det der med et  relativt nyt litteraturfagligt udtryk kaldes 'autofiktion' eller 'fiktionsfri fiktion'. Og som jeg tidligere ville have betegnet som 'faktion'.
   Inden jeg så mig om havde jeg skrevet en skitse til en slags indledningskapitel som jeg udgav her på bloggen, timer før jeg nåede at 'lande' fra min flow-tilstand i det høje - og altså før min kritiske sans og mit faglige analysemaskineri kunne slå bremserne i og gribe ind.
 
Skitsen var fuld af sprogfejl og med mange ufærdig formuleringer. Og først og fremmest var teksten jo etisk ret problematisk da jeg gengav udtalelser fra flere af de gamle klassekammerater som jeg ikke på forhånd havde spurgt om det var OK.
   Der var kun tale om nogle få og ikke specielt følsomme oplysninger, men alligevel ...
   Så efter tre-fire dage, måtte jeg gå tilbage til indlægget og lave en kraftig  om- og nedredigering og anonymisering af teksten. Samtidig fik jeg indsat fotos som jeg havde fundet frem fra gemmerne i mellemtiden.
   Heldigvis var det ufærdig udkast ikke nået at blive delt på nettet, så den nye reviderede og forkortede version ville være den man i fremtiden ville læse hvis man klikkede på et link til "Peters Udsigt" med titlen "Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenter-jubilæum" (linket findes ovenfor i indledningen til dette indlæg)

Da klassen mødtes sidst - for fem år siden - tog en af de gamle klassekammerater rollen som ordstyrer og fik os til at lave en 'runde' omkring bordet hvor vi hver især og nogenlunde kort fortalte hvordan vores liv og karriere havde udviklet sig siden studentereksamen. Og hvor vi var nu hvor pensionsalderen nærmede sig.
   Faktisk var det det indholdet i den 'runde' jeg havde fået lyst til at uddybe på skrift da jeg skrev skitsen til det første blogindlæg.
   Men når jeg skal være ærlig, har jeg også glemt en hel del af det der blev fortalt i den 'runde'. På det tidspunkt - i 2012 - var jeg - bogstavelig talt meget selvoptaget - mentalt fokuseret på at forberede overgangen fra aktivt, udadvendt forpligtende arbejde til en tilværelse som pensionist.
   Det jeg husker bedst fra 'runden', var - typisk nok - at min 'historie' - om forløbet af mit arbejdsliv med mange skiftende og indholdsmæssigt foreskellige jobs - af ordstyreren blev fremhævet som en af de få - måske den eneste, set fra hans synspunkt - 'man' ikke den gang på forhånd ville kunne have forudset forløbet af.

FORSKEREN

Og så husker jeg at jeg snakkede meget længe med en af mine klassekammerater der ligesom jeg  i 70'erne havde påbegyndt en akademiske forskerkarriere på det universitet (KU) vi begge havde studeret på i 60'erne.
   Han havde haft en fagligt spændende og udfordrende karriere inden for det meget specielle - 'nørdede' - naturhistoriske emne som han skrev speciale om ca. 1970. Og som han nu igennem en årrække havde været kendt international ekspert i.
   Han var altså fortsat som velmeriteret forsker i det samme meget specialiserede fagområde på KU til og med sin pensionering. Og, fik jeg at vide ved frokosten denne gang, han var fortsat ad samme spor - også som 'emeritus'. 
   Jeg husker klart at jeg var lidt misundelig ved snakken for fem år siden. Det specielle fagområdet gav nemlig afsæt for hans deltagelse i en lang række spændende forskningsekspeditioner til forskellige lokaliteter i det nordlige Skandinavien.
   Jeg kom igen til at tænke på ham da jeg forleden så en dokumentar-udsendelse på tv om Knud Rasmussen.

Men der var da en oplagt parallel.
   Også jeg havde skrevet speciale inden for et fagområde som den gang var nyt og 'nørdet': moderne dansk syntaks.
   Og den specialeafhandling fik også så god en bedømmelse og karakter at det gav adgang til en forskestilling  på KU umiddelbart efter jeg fik min eksamen 1970. Det var i faget dansk, og stillingsbetegnelsen var vist nok "amanuensis i moderne dansk sprog".
 
Men i modsætning til min mere målrettede klassekammerat fortsatte jeg ikke i det forskerspor på KU til min pensionering. Jeg var - og er vel stadig i min høje alder - en urolig sjæl, plaget af lyst til at prøve mig selv af.
   To år efter (jan. 1972) blev jeg ansat (headhuntet) på det endnu ikke færdigbyggede universitet RUC i Roskilde, men nu inden for et fagområde som hed noget i retning af: "sprogbrugsanalyse med særligt henblik på sprogets samfundsmæssige funktion". En fagbetegnelse som lugtede langt væk af det forudgående studenteroprør inden for faget.
   Men heller ikke RUC kunne fastholde mig i et bestemt fagligt spor. 
   I 1981 skiftede jeg igen afgørende retning - droppede mere eller mindre forskerkarrieren for at blive ansat som konsulent og underviser i Danmarks Radios interne (efter)uddannelsesafdeling - med  ansvar for at udvikle kurser inden for en vifte af professionelle kompetencer: manuskriptskrivning, interviewteknik, fortælleteknik, radio-reportage og -montage, efterkritik m.m.
   Hvad der siden førte til DR-kurser i "TV som udtryksmiddel" og "Faktion som udtryksmiddel" i sidste halvdel af 80´erne. 
   Derefter eget konsulentfirma. Og videre til et job som direktør for en regional tv-station i Vordingborg 1992.

Fra gymnasietiden husker jeg min klassekammerat og siden forskerkollega inden for 'naturhistorie' på KU som en stille type der ikke sagde så meget i klassen. Men han var var utroligt god til at skrive (stil), og tit blev han bedt om at læse op for resten af klasen fra sine stile.
   Jeg kan sikkert ikke sige mig fri for at have været misundelig. Jeg formulerede mig rimeligt godt mundtligt. Men når vi skulle aflevere stile i dansk, fik jeg som fast tilbagemelding (dokumenteret med et utal af røde streger) at jeg stavede som en brækket arm, selv om indholdet sådan set var ganske fornuftigt.
   Alligevel jeg var meget glad for vores dansklærer i gymnasiet: Børge Andersen, med kælenavnet "Babyface". Og da jeg begyndte at læse dansk på KU, fandt jeg ud af at han faktisk havde en fortid som regulær sprogforsker på mit institut.
 
Det jeg ikke vidste den gang (ej heller mine forældre og min dansklærer), var at jeg rent faktisk var ordblind (dysleksi) og nærmest på mirakuløs vis havde lært mig selv at læse i 3. klasse - uden hjælp fra dansklæreren frøken Rømme - ved at bruge den strategi at læse hurtigt  hen over hvordan de enkelt ord i detaljer blev stavet, og især helt at se bort fra deres forskellige endelser under læsningen.

TEGNE OG MALE

Og jeg mener også at min velskrivende men lidt tavse klassekammerat var en af de (få) i klassen der  også var rigtig god til at tegne og male.
   Når det gjorde varigt indtryk, er det sikkert fordi at det var jeg også - altså god til at tegne og male. 
   Det have jeg gjort næsten dagligt siden jeg begyndt skolegang i 1. klasse i Holeby Skole på Lolland 1950. 
   Og det næsten dagligt at holde mig beskæftiget med at tegne og male, fortsatte jeg med til omkring 1966-67.

Egen produktion: "Jungle", ca. 1956. Viking farveblyant og tusch
Egen produktion: "Urtidslandskab". Ca. 1957. Oliekridt.

I mellemskolen på Christianshavns Gymnasium havde vi også faget 'tegning', men tegnelæreren var også vores tysklærer (et fag jeg ikke bestemt ikke var glad for), så jeg mindes ikke  timerne i det fag i mellemskoleårene som særligt stimulerende - selv om jeg sådan set var glad for at timerne var der og gav fagligt legitimt rum for min lyst til at male og tegne.

I gymnasiet havde man ikke sådan et aktivt kunst-fag mere. Men jeg deltog i den årlige konkurrence på skolen om den bedste plakat til den elev-teater-forestilling som blev fremført af udvalgte gymnasieelever fra 1. og 2. g. hvert år.
   Og jeg blev vist nr. 2 begge gange jeg deltog.

Egen produktion: "Græsk kriger".
Udkast til skoleteater-plakat. Ca. 1960. Oliekridt

Jeg mener også min velskrivend klassekammerat deltog i de konkurrencer.
   Men vinderen var hver gang, husker jeg klart, en dreng fra den sproglige parallelklasse. Han blev siden en meget kendt lærer i film-dramaturgi på Filmskolen. Og med tiden en slags mentor for den nye revolutionerende danske film-retning der gik under navnet Dogme95.
   Han studerede dansk på KU samtidig med mig, men jeg husker ikke at vi havde nogen kontakt med hinanden.
   Og, mærkeligt nok, jeg kom også senere - i 80-erne - til at undevise i tv-dramaturgi - på efteruddannelseskurser for journalister og andre producerende medarbejdere i Danmarks Radio.
   Parallelt underviste han også somme tider i dramaturgi på nogle DR-seminarer for forskellige afdelinger Så der mødtes vi et par gange.
   Møderne var præget af en vis kølighed, husker jeg. Han underviste vordende filmkunstnere med internationale ambitioner, jeg underviste kreative tv-journalister til hjemmebrug.
   Sammentræf? Skæbnefællesskab?
 
I det år jeg var udvekslingsstudent i USA mellem 2.g og 3.g  gik jeg også til undervisning i 'Art' på min 'High School'. 
   Min amerikanske 'art-teacher' var jeg glad for - og han for mig, husker jeg. Han var selv seriøs kunstmaler, og det var meget inspirerende at komme til hans timer på Hendrich Hudson High School. Jeg følte mig 'set'.
   I de timer forsøgte jeg mig bl.a. med en lang række portrætter af fiktive kvinder, malet med pastelkridt som jeg havde arvet af min morfar:

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel
Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel
Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel
Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel
Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel
Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel



Faktisk var det i høj grad den undervisning i 'Art' på den amerikanske High School der gjorde at jeg - efter hjemkomsten - for alvor gik i lag med at male 'rigtige' oliemalerier og mere bevidst begyndte at nurse aktive kunstnerdrømme.
   Det foregik i fritiden, og jeg fortsatte med det til ca. 4 år inde i min studietid.
   Jeg nåede at holde en enkelt udstilling - i et kælderbutiklokale i en sidegade til Nyhavn. Vist nok i 1965 eller -66.

To af mine klassekammerater var direkte inspirationskilder til at jeg fik mod til at ansøge om at blive udvekslingsstudent (en ansøgning jeg skrev og sendte af sted uden at mine forældre vidste om det).
   De var begge piger. Udadvendte, livlige og kvikke i hovedet og i replikken. Da den ene tog afsted til USA efter 1.g, kom den anden hjem derfra og overtog hendes plads i klassen.
   Jeg er næsten sikker på at jeg da jeg skrev og indsendte min ansøgning til AFS (American Field Service) i efteråret i 2.g. har tænkt noget i retning af: 'Når de kan komme afsted, så har jeg også en chance - jeg skal bare tager mig sammen til at søge'.
   Men at min ansøgning så faktisk blev godkendt og AFS-organisationen fandt en amerikansk familie til mig der 'matchede', det kom alligevel bag på mig. Og på mine forældre der ikke havde fået at vide at jeg havde søgt.

UNDULATKLUBBEN
 
De to andre AFS-studenter har begge fortalt at de husker at vi i 1.g og 2.g var en mindre gruppe elever der - på tværs af skellet mellem sproglig og matematisk linje - jævnligt (månedligt?) mødtes til 'intellektuelle' snakke-aftner hos hinanden på skift og drak te.
   Ud over at snakke lyttede vi også til plader - udelukkende klassisk musik, mener jeg. Og somme tider var der én der gav et solonummer for os andre - live- på violin eller blokfløjte.
 
Det var min mor som gav gruppen navnet 'undulatklubben' fordi lyden af vores kvidrende snak når vi mødtes hos mig, var så kraftig at lyden trængte fra mit værelse ind i voksen-dagligstuen ved siden af.
   I alt mener jeg der var 6 piger og 6 drenge med i klubben. Flest fra den sproglige klasse. Som regel var der på skift et par stykker eller tre som meldte afbud.
   Hvordan 'klubben' blev startet og hvem der var initiativtager, husker jeg ikke. Men jeg var glad for at være med.
 
Jeg skrev i det foregående indlæg at vores gymnasieklasse ikke var præget af 'klasseskel' - altså at det ikke betød noget for vores klassesammenhold at nogle kom fra velstående familier med akademisk baggrund, mens andre - nok et flertal - var vokset op under mere beskedne kår på Amager.
   Men set i bakspejlet tror jeg at 'undulatklubben' også har fungeret som en slags kulturel klasse-markør i forhold til de andre i elever i de to klasser: Vi var noget særligt.
  Hvis jeg skulle lave en interviewrunde med minde gamle klassekammerater var det et af spørgsmålene jeg ville fokusere på: Oplevede de andre at det at være med i 'undulatklubben' var en slags skel-sættende kultur-elite-markør?
 
I 1.g var den sproglige og den matematiske gymnasieklasse på en fælles lejerskole-ekskursion til Bornholm - under faglig supervision nogle af vores gymnasie-lærer.
   Her er to fotos fra den ekskursion som jeg har fundet i et gammelt fotoalbum. Det første viser faktisk en del af undulatklubben samlet i de bornholmske klipper - med to af medlemmerne i musikalsk aktion på blokfløjte:

Det er mig der sidder for oven yderst til højre.
Så vidt jeg husker viser det følgende foto en blanding af andre klassekammerater fra de to klasser - og medlemmer af undulatklubben.
   Hvad vi laver? - Så vidt jeg kan se og husker, så synger vi en fællessang:

Det er mig der sidder næstyderst nede til højre i billedet.

Denne ekskursion fik faktisk 'faglig' betydning for mig på den måde at jeg blev så interesseret i geologi at det var det universitetsfag jeg i flere år seriøst overvejede at studere efter studentereksamen - inden jeg tænkte på at læse dansk.
  
I sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg på en cykeltur på Bornholm med min gamle skolekammerat fra mellemskolen i Stege som jeg havde bevaret kontakten med. Turen kom utvivlsomt i stand på mit initiativ. Og det var på den jeg begyndte at opbyggede en mindre samling af forskellige lokale stenarter - fundet i de varierede klippeformationer på øen.
   I mange år derefter, i hvert fald til omkring 1992-93, har jeg på mange sommerferier samlet på smukke strandsten i vandkanten, og senere fået dem slebet blanke og glatte på en dertil indkøbt slibemaskine.

Fundne strandsten (hornblende) - slebet blanke på eget stensliberi

Det skriver jeg om her:
Den sidste klassekammerat som jeg vil skrive om her i denne omgang, er en pige som jeg den gang -1959-60-61 oplevede som 'den skarpeste kniv i skuffen'. Og som jeg ved den seneste jubilæumskomsammen sad ved siden af og snakkede godt med.
   Hun var helt suveræn til matematik. Absolut den bedste i klassen. Og i timerne huskede jeg hende som en der altid formulerede sig lysende klart og to the point. Også i andre fag end matematik.
   Men jeg noterer jo også nu i bakspejlet at hun aldrig kom med i undulatklubben.
   Blev hun 'inviteret' eller hvad? Jeg må nok hellere spørge hende næste gang - om to år.
   Hun havde, helt forventeligt, læst matematik på universitet, og var derefter fortsat som gymnasielærer. En stilling på livstid.
   Hvis man havde spurgt mig den gang om fremtidsudsigterne for de forskellige klassekammerater, så ville jeg have spået hende som oplagt kandidat til et professorat i matematik.
  Men da hun studerede i 60-erne, var matematik nok i den grad et mandefag. Og er det måske stadig. Og langt de fleste af hendes medstuderende der fik forskerstillinger i faget i 70-erne, var sikkert udelukkende mænd.
   Det er selvfølgelig heller ikke sikkert hun egentlig havde lyst til en forskerkarrierer på universitet.

Jeg kunne faktisk nu godt blive ved mange sider endnu med flere ture "down memory lane" - med afsæt i dette års og de foregående jubilæums-sammenkomster. 
   Jeg synes imidlertid også det - lidt uforklarligt - har været hårdere end det plejer at være at skrive derudaf, så jeg laver en hård mental opbremsning her. 

Men et sidst spørgsmål presser sig på for mig:
   Hvorfor kom jeg i den grad i 'flow' efter en frokost med forholdsvis løs og uforpligtende snak om gamle dage og hvad der siden hændte? 
   Hvorfor begyndte jeg nærmest euforisk at skrive de her to lange indlæg som jeg undervejs har haft rigtig svært ved at begrænse og styre? 
   Det at vi mødtes, var der ikke noget nyt i. Det var 3. gang. Og det at se de gamle  klassekammerter igen, ældre og mere grå, burde ikke give anledning til en så intensiv flow-tur ned ad erindringens snørklede hulvej.
   
Svaret er, tror jeg, at da jeg fik invitationen i vinters, var jeg så syg at jeg alvorligt var i tvivl om jeg ville overleve det halve år der ville gå inden vi skulle mødes. 
   Det at sige "ja" invitationen den gang, i stedet for "måske", eller "nej", har utvivlsomt været en mental krog at hægte en usikker fremtid op på. Og lettelsen ved at være nået frem i live til den 15. juni, har fungeret som ekstra drivkraft til at få skrevet de her to ustyrlig indlæg til bloggen. 

mandag den 26. juni 2017

Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenterjubilæum

En stor del af den første udgave af dette indlæg er fjernet og alle navne som var nævnt i den version er her udeladt. Dermed har jeg også fjernet gengivelser af udtalelser fra gamle skolekammerater som jeg talte med ved vores jubilæumsfrokost, og som jeg ikke skulle have gengivet uden først at spørge om det var OK.
   I de kommende indlæg vil de samme principper blive overholdt. Så alt hvad der står der, står for min egen regning - og bygger på hvad jeg husker  - evt. husker forkert - og hvad jeg har glemt eller fortrængt.


Klassisk studenterhue

I mange blogindlæg om stort set hvad som helst der har med kreativitet at gøre, har jeg - ganske listigt - fået indføjet kortere eller længere afsnit hvor jeg kalder erindringer fra mit tidligere liv frem og genfortæller - gennem associationer til det aktuelle emne jeg skriver om.
   Meget tydelig har den sammenhæng været da jeg i en serie indlæg skrev om mit gensyn med mine tre 'amerikanske brødre' i forbindelse med en kort turistrejse til New York sammen med fruen og moster.
   Når jeg skriver "amerikanske brødre" så referer det til de de 'bonusbrødre' jeg fik da jeg i 1961-62 - altså mellem 2. og 3. g. - var AFS-udvekslingsstudent og boede hos en amerikanske jødisk familie i en forstad til byen New York
   Her link til de fire indlæg i serien
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html
Det sidste i serien - som blev færdigskrevet længe efter de første tre, viser til slut nogle af de billeder med fiktive ansigtsportrætter som motiv som jeg dels malede med pastel-kridt mens jeg var i USA, og dels tegnede i kul eller tusch i årene efter hjemkomsten.
   Det er i den periode at drømmen om at blive kunstmaler voksede frem - en drøm der døde langsomt ud omkring 1966-67 hvor jeg blev mere og mere engageret i mine akademiske studier, studier som så endte med at jeg fik skrevet et speciale i moderne dansk grammatik der gav adgang til en stilling som forsker og underviser på dansk-studie på K.U. umiddelbart efter min eksamen i januar 1970.

Og så er jeg på vej baglæns ned ad erindringens snørklede og tågede hulvej, en vej som for godt en uge siden blev genaktiveret og genbesøgt da jeg mødtes med 11 af mine gamle gymnasieklassekammerater til 55-års jubilæumsfrokost i København. To var kunne ikke komme. Og to var døde.
   Det er fjerde gang klassen mødes og har fejret 40-, 45-, 50-, 55-års studenterjubilæum.
   En måske lidt overraskende fastholder-tradition i en tilfældig klasse fra begyndelsen af 60´erne på det stadigt fungerende Christianshavns Gymnasium.

Christianshavns Gymnasium, set fra skolegården.
Det ser ud som i 60´erne, bortset fra at den gang
 var der ikke striber og udstyr til sport i skolegården

Men hvad har den tradition og den slags begivenheder egentlig med kreativitet at gøre?
   Da jeg begyndte på bloggen her for godt 7 år siden, havde jeg to indgange til kreativitet.
   Dels en definition: Kreativitet er når man i en opgavesammenhæng overskrider grænser mellem emner eller elementer som traditionelt er adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre.
   Siden fandt jeg ud af at sprogvidenskaben har et begreb for netop det fænomen: 'conceptual blending'.
   Et velkendt eksempel er brug af  konkrete metaforer til at beskrive mere abstrakte og luftige emner: 'tiden løber', 'brændende kærlighed', 'diskussionsdeltagerne krydsede klinger'.
   Dels forbindes 'kreativitet' i en gren af psykologien med en særlig personlighedstype: 'den særligt kreative personlighed' - et begreb jeg fik ved at læse flere bøger af en af kreativitetpsykologiens store navne: Mihaly Csikszentmihalyi - som også er kendt for at være opfinderen af det centrale begreb 'flow' - som vi alle har oplevet som psykologisk motor og drivkraft.
   Jeg fandt ud af at jeg nok selv hørte til den type. En erkendelse der kom meget sent i mit liv.

Når mennesker - efter 25, 40, 50 års voksenliv - finder sammen for at udveksle minder fra en fælles skoletid, så bringer man 'noget' sammen ved en slags frivillig tvang som ellers har været adskilt i de mange år: skæbner, udviklinger, karrierer og liv. Man kortslutter tiden, blander før og nu.
   Og det rejser for mig - og sikkert også for de andre i klassen - en række spørgsmål, som fx:
   - Hvordan blev vi mentalt formet, og hvad blev vi til - i løbet af voksenlivet med det afsæt i den traditionsbelastede studenter-(kasket-)hue (som den gang kun en lille del af skoleeleverne nåede frem til at få på hovedet)?
   - Hvordan førte en studentereksamen i 1962(63) mig og de andre klassekammerater til netop det arbejde og det voksenliv som vi så kan udveksle tanker, følelser og videnstumper om - nu her godt et halvt århundrede senere?
   - Hvilke drømme havde vi (og vores forældre til os) - og blev de indfriet - eller blev livet lidt af en skuffelse?
   Og helt generelt: - Opstår der 'sød musik' ved den slags jubilæumsammenkomster - altså noget nyt - disse mange år efter, eller er det rituel og sentimental tomgang for gamle mennesker der tilfældigvis delte gymnasieklasse sammen i nogle få år?
 
Spørgsmålene og flere af samme skuffe viser i hvert fald at fejringen af et studenterjubilæum er et oplagt eksempel på det jeg ovenfor kaldte 'conceptual blending'.
   Det er en traditionsbåret festlig fejring på årstal der i tidens løb er lavet flere dokumentar- og spillefilm over: Mennesker mødes, og i fællesskab kaster de ved snakker hen over et frokostbord erindringens stormaskede net tilbage i tiden, og trækker fremad igen derfra. Hvad går i nettet?
   Den dokumentar af den slags som jeg husker og kender bedst, er Poul Martinsens 'Skoledage' fra 1982.
   Den har jeg nemlig beskrevet og interviewet instruktøren om i andet bind af min bog 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed' (2007).
   Den bærende ide i dokumentaren er at sammenligne og modstille erindringerne om undervisningen på Bakkegårdskolen i Vangede omkring 1942 (5. klasse) - med en erklæret nazist som skoleleder - med hvad der faktisk foregår af progressiv og kreativ undervisning i en 5.-klasse i på samme skole ca. 40 år efter.
   Det gav mening og aha-oplevelser.
 
Tilbage til Christianshavns Gymnasium ...
   Her er 'klassebilledet' fra 1. g.

Hvis man tæller til 5 fra venstre, så er det mig der står der i anden række. Til venstre for mig står SIDEKAMMERATEN som jeg skriver om længere nede i indlægget.

Jeg var - desværre - ikke med til den første jubilæumskomsammen i 2002 (40 år), en get-together som altså indebar at studenterklassen (matematisk) årgang 1962 - en lille klasse med 16 elever - mødtes på gymnasiet. Og derefter spiste frokost sammen.
   For netop på grund af mit udvekslings-år i USA blev jeg faktisk først student et år efter resten af klassen og altså samen med en helt anden klasse som jeg 'kun' havde gået i det sidste år: 3. g.
   Til den afslutning i 1963 påtog jeg mig til gengæld at skrive og holde 'studenternes tale' til skolen, lærerne og forældrene.
    Som jeg husker det, fik jeg at vide af mine klassekammerater at det nærmest var min pligt at holde den tale - fordi jeg jo havde lært at 'holde tale' (ganske vist på engelsk) under mit USA-ophold 1961-62.

Jeg har altså kun haft og levet med jubilæums-deltagerne som klassekammerater de to først år af min gymnasietid.
   Men en del af dem (hvor mange kan jeg ikke huske) har jeg så også haft som klassekammerater i de sidste to år af mellemskolen, hvortil jeg var 'indvandret' som provinsdreng fra Stege Realskoles i slutningen af 2. mellem og til den tilsvarende klasse på Christianshavns Gymnasium.
   Det var min mor der havde brugt sine forbindelser via min socialdemokratiske morfar der var højt placeret i arbejderbevægelsens kulturliv, til at få mig presset ind i en klasse på gymnasiets mellemskole hvor alle andre havde fået UG eller UG-minus til mellemskoleprøven.
   Jeg tror aldrig jeg selv egentlig fik taget eller bestået den dengang prestigefulde og adgangsgivende prøve. Så man undgik 'fri mellem' - som optog dem der blev til overs.
   Jeg husker det første år i 3. mellem som hårdt. Jeg havde som provinsdreng der var blevet undervist af folkeskolelærere på en realskole i det sydlige Danmark (nu udkantsdanmark), simpelt hen svært ved at følge med - især i tysk og matematik.
    Så de to fag fik jeg lektiehjælp til gennem hele 3. mellem.
    I 4. mellem kunne jeg så klare mig på egen hånd, og fik en mellemskoleeksamen som uden videre kvalificerede mig til gymnasiet.
   Men som jeg husker det, lå jeg nogenlunde midt i klassen rent karaktermæssigt. De fag jeg brød mig mindst om var de fremmedsproglige - især tysk og latin.
   Så derfor valgte jeg den matematiske linje. Jeg havde det rimeligt godt med matematik på det tidspunkt.
     
Så det er dem fra Christianshavns Gymnasium der blev studenter i 1962, jeg føler mig mest og tættest forbundet med, og ikke dem fra årgang 1963 jeg faktisk blev student sammen med.
   Og dette at vi - denne gang 11 personer - trofast møder op for 4(3) gang til en frokost med mennesker vi har gået i klasse med nogle få teenager-år, men ellers for langt de flestes vedkommende ingen særlig kontakt har haft med siden, siger også noget om at vi er knyttet sammen af en ubestemt følelse af 'forbundethed' gennem fælles erindringer og oplevelser i årene omkring 1960.
 
Dette at mødes så mange år efter, giver kreativt perspektiv.
   Bare det at se hvordan alderen, erfaringerne, mødet med virkeligheden har præget ansigterne og kroppene, synes jeg er fascinerende.
   Ved vores frokostmøde: Langsomt at genkende konturerne af de unge ansigter bag de nulevende rynkede, grå og (halv)gamle.
   En gik nu med stok. Selv humpede jeg jo afsted med en slidt højre hofte som gør pokkers ondt - og som på et eller andet tidspunkt skal udskiftes ligesom den venstre blev for ca. 15 år siden.
   Flere af drengene som den gang havde Elvis Presley-hår, var nu hel- og halv-skallede.
   Og nogles - især drengenes - ansigtstræk vare svære at genkende, fordi de var blevet rundere og diverse hulninger i kinder og under hagen fyldt ud af subkutant fedt.
   Også her var jeg med på tendensen: I 1962 vejede jeg 75 kg, idag 97 (og i mine velmagtsdage var jeg oppe på 125 kg).
   Ved mit gensyn med klassen første gang i 2007 husker jeg at 'pigerne' var nemmere at genkende end de fleste af 'drengene'.

SIDEKAMMERATEN

Da jeg blev kontaktet til 45 års-jubilæumskomsammen i 2007, fik jeg tilsendt nogle fotos fra det første jubilæum fem år før.
   På et par af dem så jeg min sidekammerat fra de to første gymnasieår. Han så hærget ud, og nogle af de andre gamle klassekammerater fortalte at han døde relativt kort tid efter. Sandsynligvis af følgerne af mange års alt for store alkoholforbrug. Og et liv hvor minus´erne vejede tungere end plus´erne.
   Til min egen overraskelse blev jeg stærkt berørt over at se billederne af Sidekammeraten og få hans triste skæbne at vide.
   Den gang i gymnasieklassen husker jeg ham som meget kreativ, én der klarede sig godt i næsten alle fag - han havde humor og var meget musikalsk: Han spillede glimrende violin.
   Skrevet sådan, lyder det jo tomt  og overfladisk. Men det var realiteten ikke.

Selv om SIDEKAMMERATEN og jeg altså ikke fik studenterhue samme år, så genoptog vi den venskabelige forbindelse ved min hjemkomst fra USA. Og vi havde det åbenbart så godt sammen at vi efter at jeg blev student i -63 tog på en fælles månedlang sommertur 'på tommelfingeren', en tur der gik ned gennem Tyskland, Holland, Belgien, Paris, Normandiet, Sydfrankrig - og relativt hurtigt hjem igen - via motorvejen op gennem Loiredalen og videre op gennem Tyskland.
 
På den tur lærte jeg at elske rødvin, hvidskimmelost og baguetter.
   Og vi fandt ud af at de meste venlige og hjælpsomme franskmænd kørte i 2 CV, men deres ture var til gengæld kortere en dem der kørte i de større franske biler.
   På tilbagevejen viste det sig at være rigtig svært at blive taget op, så vi besluttede at skilles et sted på vejen nordpå midt i Frankring; én er nemmere at samle op end to, mente vi. Og det fik vi bekræftet.
 
Jeg husker at jeg mod slutningen af turen blev sat af i en kæmpe motorvejsudfletning uden for Frankfurt, og at jeg stod der midt i et larmende beton- og trafik-helvede flere kilometer uden for byen og tænkte: "Det her går helt galt, Politiet anholder mig nok."
   Det var nemlig strengt forbudt at stå og blaffe sådan et sted. Og gav bøder i dyre D-mark hvis politiet fik fat i én.
   Heldigvis gik der kun en halv time, og inden politiet opdagede mig stå og tomle, kom jeg op at køre med en venlig tysk forretningsmand i en fin Mercedes - og med ham kørte jeg godt en dagsrejse helt til Hamburg hvor jeg blev sat af ved den centrale jernbanestation.
   Der købte jeg så en togbillet til København for de sidste penge jeg havde. Først dagen efter nåede Sidekammeraten hjem. Men han havde vist ikke taget toget det sidste stykke.
 
Der havde jeg så også fået nok af at blaffe, og gjorde det aldrig igen.
   Egentlig brød jeg mig slet ikke om den måde at rejse på - uden mulighed for selv at bestemme, og det var jo en slags tiggeri som vist nok ikke passede til min 'ærekærhed' (tænker jeg nu).
   Sidekammeraten og jeg holdt kontakten ved lige og mødtes nogle gange gennem vores studietid. Han var jo meget glad for musik, men om han også studerede det som fag, husker jeg ikke. Usandsynligt er det ikke: matematik og musik har jo rigtig meget med hinanden at gøre.
   Han var imidlertid også god til matematik og naturvidenskabelige fag, så det er også muligt at han tog et af den slags fag som bifag.
   Jeg mener mit sidste møde med ham var omkring 1970 efter at han havde fået job (vikariat?) på et af Sjællands udkanter, og jeg selv lige var blevet færdig med min cand. phil.-eksamen (dvs. uden bifag).
   Han var ikke gift, og om han havde været det og var blevet skilt igen, ved jeg ikke. Jeg har en svag erindring om at han virkede ked af det på en eller anden måde, som om nogle drømme ikke var blevet indfriet.
   Måske - det tænker jeg nu - sad  han ensom tilbage efter et mislykket ægteskab eller itu-gået kæresteforhold og slikkede sine emotionelle sår - på et ungkarleværelse i Kalundborg - 9-10 år efter han blev student.
    Sidekammeraten voksede op på Amager - som enebarn - med en ugift eller fraskilt mor. En enkelt gang eller to i gymnasietiden besøgte jeg ham hjemme der hvor han boede.
   De boede småt. I sammenligning med mine forældres kæmpelejlighed og mit private 'herreværelse' ved sukkerfabrikken i Langebrogade, var hans og moderens lejlighed meget lille og mørk.

KLASSEN OG FÆDRENE

Min sidedame ved frokostbordet og jeg var enige om at vi var glade for den klasse vi havde gået i - og på det gymnasium - ikke mindst fordi vi ikke oplevede at der var tydelige klasseforskelle til at splitte klassen op.
   De fleste af vores klassekammerater var, husker jeg, også 1. generations studenter i deres respektive familier. Kun et mindretal (igen i min erindring) havde fædre (eller mødre) der havde taget studentereksamen.
    Et slag på tasken så kom 4-5 fra hjem hvor faderen (sjældent den gang moderen) havde studentereksamen.

Min egen far var ikke student. Han var uddannet ingeniør og var kommet ind på civilingeniør-studiet via en realeksamen, efterfulgt af en forkortet praktisk orienteret smede-uddannelse og en særlig teknisk-matematisk adgangseksamen som indgang til studiet på Den Polytekniske Læreranstalt, som det hed den gang.
   Egentlig ville han vist hellere have været zoolog, men det studie skulle man jo være student for at komme ind på. Og farmor var en skrap dame af solid lollandsk bondeslægt, og hun har sikkert ment at civilingeniør var bedre, og fx kunne give adgang til gode stillinger i De Danske Sukkerfabrikker, det firma hvor farfar var ansat som forvalter i mange år - på Assens Sukkerfabrik hvor min far voksede op.
   Det havde hun ret i. Min fars anden ansættelse var som ingeniør på Gørlev sukkerfabrik i 1947. Og firmaet De Danske Sukkerfabrikker var han ansat i i skiftende gode stillinger til sin pensionering.
   Da jeg kom ind midt i mellemskolen på Christianshavns Gymnasium, var han med familien blevet forflyttet fra Stege Sukkerfabrik til at blive leder af Sukkerpakkeriet i Langebrogade. Siden blev han bestyrer på Sukkerfabrikken i Odense.
   Da var jeg for længst flyttet hjemmefra og begyndt at studere.

Dette indlæg er som nævnt i indledning stærkt forkortet i forhold til første udgave og alle referencer til navngivne personer (mine klassekammerater fra den gang) er fjernet. Selv i denne anonymiserede version er indlægget nu allerede blevet for langt, så jeg deler det i to - måske flere - selvstændige serie-indlæg med fællestitlen "Down memory lane - historier omkring et 55-års studenterjubilæum". 
   Hvis du vil vide mere, så gå videre til det næste indlæg (som ikke er skrevet endnu), hvori de samme anonymiserings- principper vil blive anvendt. Så  i alt hvad jeg skriver i dem går jeg ud fra egne oplevelser, erfaringer, erindringer og fordomme.

onsdag den 21. juni 2017

Når samlermanien tager over (2) - Så er hummerskålen hjemme - men hvad mere?

Det begyndte med dette loppefund: et 'krebse-askebæger':




Som vist i det foregående indlæg kom der ret hurtigt flere skåle til: nu med krabber og fisk på kanten og en med en eremitkrebs med sneglehus.
   Det der fascinerer mig er at de jo er eksempler på kreative blandings-former: hybrider - fagligt kan disse artefakter beskrives som konceptuel blending. Næsten en magisk fantasy-verden i knaldhård porcelæn.

Hvad mere kan man ønske sig? 
   - Ja, det er her samlermanien for alvor begynder at krible i underbevidstheden. For hvor mange slags er der egentlig af de her blandinger af skåle/fade med figurer på kanten? 
   Og hvor stor skal samlingen blive for at være komplet?

Jeg bliver fx klar over at der findes et 'askebæger' der er nummeret større end det første krebseaskebæger (16 cm), som på bagsiden er stemplet med nummeret 3277. 
   Det større (19 cm) ligner godt nok, men faktisk er det ikke en krebs, men tydeligvis en hummer der er ved at kravle ind i containeren. Det har nummer 3498 stemplet på bagsiden. 
   Flere tilbud finder jeg på nettet. Standardprisen på forskellige antikbutikkers hjemmesider ligger omkring 350-450 kr.
   Jeg finder et til salg i den blå avis til 175 kr., som jeg så får pruttet ned til 150 kr. hvis jeg selv kommer og henter det.
   Sådan ser det ud:


Så har samlersjælen vel ro? 
   - Næh, for under jagten på hummeraskebægeret fandt jeg ud af at der fandtes et der var endnu et nummer større, og med malede fisk og vandplanter i bunden.
   Det er 26 cm i diameter, har stemplet 485 i på bagsiden, og kaldes ikke et '-askebæger', men et 'hummerfad'.
   Prisen  går fra 1250 kr. og ned til 375 kr.


I kraft af fiskene og vandplante i bunden har det ligheder med et af mine krabbefade:


Det må jeg da vist have med i samlingen! Og den laveste pris fra annoncen i den blå avis på nettet, er bestemt ikke urimelig.
   
Men nu begynder det praktiske spørgsmålet om plads for alvor at presse sig på! Disse askebægre, krebseskåle og hummerfade, er jo ikke helt små og vejer godt til. Hvor skal de stå og fremvises?
   Jeg fortrænger spørgsmålet - indtil videre.

Men hvad mere findes inden for genren? - Ja, faktisk findes hummerskålen med fisk og vandplanter malet i bunden også i en ældre krebse-udgave, som annoncen fortæller er fra perioden 1923-1928, den er 'sjælden', og har produktionsnumeret 3/484.


Prisen? -  Sølle 1.600 kr. 

Men hvad hvis man udvider samlingens omfang til også at dække skåle og fade med fiskefigurer på kanten?
   - Ja, dem kan man også finde en del af til salg på nettet. Dem jeg finder, ser ud til at være fra den oprindelige jugendperiode - altså fra før 1. verdenskrig. Og de koster kassen:


Specielt den sidste skål her med en søstjerne ligger i design og udformning tæt op af de skaldyrskåle/-fade jeg allerede har i min samling.

Eller man kan udvide samlerfeltet til skåle og fade med firben og lignende krybdyr på kanten:


Eller man kan fastholde at figurerene skal have tilknytning til vand, som fx åkander - gerne med en frø på:


Eller man kunne overveje at tage dejlige damer med - mediterende over livets store spørgsmål - på kanten og uden tøj på:


Som man kan regne ud, så er tilværelsen ikke blevet enklere af samlermanien, men bestemt mere interessant.