"At rejse er at leve", har H.C. Andersen skrevet. Og han vidste hvad han talte om. Han rejste selv meget, selv om han jo aldrig var i Kina. Men det kunne også godt være mottoet for den gruppe mennesker fruen og jeg rejste sammen med på en næsten 4 ugers Kinarejse .
Men hvad er det for et liv man lever når man rejser? Og hvem er de rejsende? Og hvorfor rejser de?
Når så mange forfattere og malerkunstner i 18-tallet tog ud at rejse, så var der tale om en "dannelsesrejse", ofte betalt af legater og mæcener. De nye indtryk i det fremmede skulle åbne øjnene for en anden virkelighed end den hjemlige andedam, sætte den danske virkelighed i perspektiv og give (ny) kunstnerisk inspiration. Konceptuel blending af det hjemlige og det fremmede. Kulturmødet. Det kom der bøger ud af og malerier. Kunst.
Man kan ikke sige vi - denne gruppe af Kinarejsende - var på en "dannelsesrejse". Vi var stort set alle sammen så "færdidgdannet" som man kunne være når man så på vores gennemsnitsalder. Mange var pensionister og efterlønnere, eller efterlønnen lå lige om hjørnet, det store flertal var i hvert fald 50 plus. Og så var der et enkelt ungt par, som i omtale ikke hed andet end "de unge mennesker". De fleste kom parvis, men et par single mænd var der også.
Bortset fra det havde vi ikke ret meget til fælles. Der var stor spredning hvad angik økonomi, stor variation hvad angik uddannelse og (tidligere) job. Og vores bagage var tilsvarende forskellig, både i omfang og kvalitet (ingen hjul, to hjul, fire hjul, blød, hård, højglans, mat, farve (sort dominerende). Fruen og jeg var med hensyn til vægt af vores bagage, rene minimalister. Vi kunne uden problemer til sammen have haft 7-8 kg mere med. Andre havde allerede nået grænsen for overvægt hjemmefra.
På sådan en planlagt og pakket tur som vores, lærer man hinanden rigtig godt at kende. Alle 24 "interviewer" hinanden og udveksler personlige historier når man følges på de indimellem lange vandringer til og fra seværdighederne og ved de mange fælles måltider. Og her gælder den fundamentale sociale regel: Noget for noget. Og det man får at vide, fortæller man hurtigt videre til nogle af de andre rejsende. Så når de første 10 dage er gået, så ved vi indbyrdes mere og kender hinanden bedre end vi kender kollegerne på arbejdspladsen: Hvor vi er vokset op, hvilken uddannelse vi har, karriere, giftermål i flere omgang, børn og børnebørn, fritidsinteresser.
Og ikke mindst fortæller vi og får rigtig meget at vide om hinandens tidligere rejser. Og udveksler erfaringer, tricks og gode råd.
Uden at jeg talte op, havde jeg en klar oplevelse af at der var en stor andel af det man kalder "mønsterbrydere" blandt rejsekammeraterne, altså mennesker der som ung er brudt ud af de sociale rammer som de er vokset op i, og som mentalt og socialt set har skabt sig en anden tilværelse end forældrenes. Rejsende i eget liv.
En rejse som den vi var på i Kina, har karakter af en slags socialpsykologisk laboratorium: Positive sociale processer som ellers kan strække sig over lang tid at gennemløbe, og som der ellers kan gå lang tid imellem man indgår i, de bliver her afviklet koncentreret og i fast, fast motion.
Mekanismerne kender man fra kurser og seminarer hvor lederne har brug for en åben og kreativ stemning, hurtigt - og derfor gennem "pædagogisk tvang" sætter grupper igang med forskellige sociale spil og lege den første halve til hele time.
Efterhånden som vi lærte dem nærmere at kende, viste det sig at langt de fleste af vores rejsekammerater var meget berejste. Fruen og jeg synes selv vi har rejst rigtig meget de senere år, men her blev det klart at vi var de rene novicer. Vi blev simpelt hen "overtrumfet" gang på gang: Når vi begyndte at fortælle om vores rejseerfaringer, så havde de andre været på de samme eller lignende rejser - og flere til. Og på større rejser og længer væk.
Så trods den meget forskellige baggrund, var der alligevel noget vi var fælles om: en slags permanent udlængsel der åbenbart ikke kunne mættes. Som gruppe var vi rejselystne ud over det sædvanlige. Og selv om der var en del der ikke var særligt velbeslåede rent økonomisk, så sparede de målrettet op til at rejse for. Eller de lånte af friværdien. For ud at rejse ville de. Igen og igen.
 |
| De meget berejste rejsende |
Men har det noget med kreativitet at gøre? Vi var jo ikke en samling unge H.C.Andersen-er eller guldaldermalere in spe. Rejsens mange stærke indtryk i mødet med det fremmede skulle ikke bagefter omsættes i kunstneriske udtryk. Og selvfølgelig er det sjovt at komme hjem og fortælle familie og venner om hvad man har set, og vise billeder. Men...
Kreativitet er jo noget med mentalt at overskride grænser, bryde med vanetænkning og lineær logik, at forbinde elementer som ellers er adskilt, for at skabe nyt. Og kreativ tankevirksomhed sker gennem det jeg tidligere har kaldt blending: med afsæt i to adskilte konceptuelle rum at udtænke og give udtryk til et tredje som trækker på elementer fra de to input-rum - lige som ved biologisk befrugtning hvor den nydannede celle har et udvalgt mix af kromosomer fra de to forældres kønscelller.
Og det er jo det der sker. Rent fysisk overskrider vi grænser under sådan en rejse, øjne,krop, ører, smagsløj, næse sanser nyt og friskt - og mentalt set sker der utvivlsomt blending in spe. Som ikke nødvendigvis kommer til udtryk gennem kunst, men gennem stimuleret fantasi- og tankevirksomhed. Igangsat af mødet med de mange fantastiske kultur- og natur-seværdigheder og med skiftet til ny location ca. hver tredje dag. Og stimuleret af mødet med et fremmed folkeslag med andre konventioner, vaner, dagligdag end vi er vant til. Og af mødet med de andre medrejsende, som jeg nævnte før.
Der sker en konfrontation af sjæl og krop med ny virkelighed - med stadig sammenligninger mellem den hjemlige virkelighed og med de daglige store doser af ny indtryk som man indsprøjtes med under hele rejsen. Kick´et - overraskelsen - kan ligge i at noget ligner på trods af kulturforskelle og fysiske afstande. Eller i kontraster og modsætninger som gør at man kommer hjem og ser sit eget univers "med andre øjne" eller "nye briller".
Det kendetegner den særligt kreative personlighed som mange kunstnere og videnskabsmænd har, at de er meget utålmodige og aldrig rigtig tilfredse med de de laver, og at de er ekstremt nysgerrige inden for de felter de udfolder sig i. Og jeg har brugt metaforen at de i deres psykiske konstitution har fået indbygget en permanent mental stavblender som hele tiden kører, og som bevirker at det føles som en nødvendighed hele tiden at skabe nyt.
Her ser jeg ligheder med os de meget berejste rejsende. En umættelig nysgerrighed, en lyst til anderledesheden, brud på vaner og konventioner når vi rejser ud. Og mentalt beriget, nye målestokke og referencerammer, en skærpet opmærksomhed over for - i det her tilfælde alt hvad der har med Kina at gøre - i medierne, i politik, i samfundsdebatten.
Vi rejser ud for at sætte den mentale stavblender igang i en periode, og den fortsætter med at køre længe efter vi er kommet hjem. Men på et eller andet tidspunkt går den i stå, bremset af den daglige trommerum. Og så får vi abstinenser og må af sted igen for at få tændt for strømmen der driver motoren.
Der er sikkert noget med endofiner, adrenalin og hormoner som vi bliver afhængige af, og som vi ved bliver stimuleret ved den her slags rejser. Til forskel fra og i modsætning til de daserejser som vi alle var på da vi var yngre.
Der kan også gå sport i det. Vel hjemme igen, udveksler jeg også rejseerfaringer med mine morgensvømme- og saunavenner (jeg og fruen svømmer hver morgen det meste af året i den lokale svømmehal). Også blandt dem er der nogen der hører til kategorien de meget berejste rejsende. Og de kunne fortælle at de på deres rejser var stødt på rejsekammerater der som mål havde at have besøgt 100 lande. Og som var tæt på målet, og som rejste 3-4 gange om året.
Jeg har talt op: 32 lande har jeg selv besøgt. En del som led i mit arbejde. Der er langt op til 100. Men er det virkelig noget at stræbe efter: Rejsen som en jagt på et trofæ?
(fortsættelse følger)
