Erindringsformidling - når museet vækker demente "til live"

En kronik i Politiken fra den 12. april starter sådan her - in medias res:

"Jeg ville sådan ønske, mine børn kunne set, at jeg kan bruges til noget.", sagde en ældre dame efter et besøg i Den Gamle By. Hun havde deltaget i et af museets erindringsforløb for ældre, der er ramt af demens.

   Her havde hun vist, hvordan man kan undgå, at glasset i petroleumslampen hele tiden springer, ved at sætte en hårnål fast i kanten af glasset

   Vi har også oplevet  den tavse kvinde, der til alles forbløffelse pludselig viste sig at tale formfuldendt fransk; den ældre mand der ikke var til at stoppe da han først begyndte at fortælle historier; og den nedslidte kvinde, der tog teten i køkkenet, hvor hun bagte pandekager med to pander og vendte dem i luften - ingen vidste at hun i mange år havde været kogekone.

  Alle var dybt demente, sagde sjældent noget og havde ingen social identitet for hverken plejepersonale eller de andre ældre i gruppen. Men nu kunne de lige pludselig noget, der blev lagt mærke til. De spillede en rolle, var til nytte, og de fik identitet og - forhåbentlig -lidt glæde i tilværelsen.

'Erindringsformidling', er det begreb der overordnet beskriver hvad det er Den Gamle By i Århus har gang i. Noget nyt, noget kreativt anderledes. Og derfor et nyt ord der fanger mig.

   Kronikkens rubrik lyder:

Museer kan være med til at løse sociale opgaver

Kronikken var skrevet af Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, og handler om nytænkning inden for museumsverdenen.

   Manchetten lyder: "Museer skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Den Gamle By har de senere år fået nye erfaringer med at nå ud til grupper, der normalt aldrig kommer på museum."

   Slagordet fra en kendt museulog er: Museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen.

Kronikke fortæller om hvad der sker når demente kommer på besøg og deltager i det man kalder "erindringsforløb", forløb hvor de demente ikke bare ser på de udstillede genstande og interiører, men agerer aktivt i - og fysisk bruger det udstillede. 

   Fx en lejlighed der er indrettet som et pænt hjem i 50´erne, "dvs. den tid, da de fleste af nutidens demente var unge og stiftede familie":

Når en gruppe ældre ankommer, kan de besøg isenkræmmeren, radioforretningen, brodeributikken eller de kan kigge inde i den gamle skole. Men det vigtigste er et besøg i hjemmet fra den gang. (...) Til forskel fra de museumslejligheder som alle besøgende kan se og studere, må denne lejlighed bruges. De besøgende må sidde i stolene, kigger i blade og bøger, drikker  kaffe ved spisebordet, spille tidens popmusik på grammofonen, ser, om højfjeldssolen nu også virker, eller trækker ned i wc´et, så cisternen lyder sit karakteristiske  ga´dunk efterfulgt af et ordentligt skyl.

   De demente bliver til gæster, der er på besøg. De bliver budt inden for af værtinden, som er en af museets specialuddannede guider. De hænger overtøjet i gangen, og det, der ikke er plads til, kommer til at ligge på dobbeltsengen i soveværelset.

   Gæsterne får lov at hjælpe med at lave kaffe, dække bord, arrangerer blomsterne i vasen, servere kagen og - måske - sætte en plade på grammofonen, så selskabet ledsages af  'Texas gule rose' eller andre slagere fra anno dazumal - naturligvis med autentisk knas og ridser som en del af lydbilledet. Og så drejer det sig ellers om  at værtinden får trykket på de rigtige knapper, så erindringen vækkes og snakken kommer i gang. Erfaringen viser, at lejligheden med alle de rigtig detalje i sig selv ofte formår at trykke på rigtig mange knapper.

"Neurons that wire together fire together". 

    Igen. Hukommelsen sidder ikke i et enkelt center i hjernen, men er spredt ud i mange dele af hjernen og kroppen. Så selv om nogle dele af hjernen mere eller mindre er lukket ned hos demente, så er der stadig millioner af forbindelser mellem forskellige moduler og netværk som fungerer upåklageligt  hvis blot de bliver aktiveret.

   Så erindringen og en masse social adfærd sidder i høj grad kodet ind i kroppens bevægelses- og sanse-apparat. Og frem for at få kontakt og "aktivere" gennem tale, så er der muligheder for kontakt gennem indtryk fra syn, hørelse, og bevægelse der matcher erindringssporenes neurale netværksforbindelser. 

    Det er dér -  i hele kroppen - "de rigtige knapper sidder". Og derfor kan et kreativt museum lave noget nyt og socialt godt: erindringsformidling.

Jeg indføjer igen de fabelagtige klip fra You Tube der dokumenterer præcis dette: