Journalistik på hjernen - om neuro-journalistik - og alt det andet der begynder med neuro- ...

Lone Frank hvis artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" jeg refererede i forrige blogindlæg, udgav for et par år siden bogen "'Den femte revolution - Fortællinger fra hjernens tidsalder". Jeg nævnte den i et indlæg sidste år, og skrev at jeg ville vende tilbage til den.

   Den havde et kapitel om spejlneuroner, som jeg måske ikke syntes var så fantastisk, men også kapitler som handler om religionens neurologi, om neuromarketing, og om neuroøkonomi. Fælles for kapitlerne var at de introducerede til nye forskningsområder hvor man udnyttede de moderne hjerneskanningsteknikker (neurimaging) til at undersøge hvor og hvordan hjernen "tændte", og hvilke "hormoner" den udløste og rundsendte i forskellige testsituationer som var centrale og relevante for netop det fag.

I bogen "The Tell-Tale Brain" af V.S. Ramachandran, skriver han indledningsvis om den samme revolution i hjerneforskningen:

From genes to cells to circuits to cgnition, the depth and breadth of todays neuroscience - however far short of an eventuel Grand Unified Theory it may be - is light-years beyond where it was shen I startede working in the field. In the last decade we have even seen neuroscience becomming self-confident enough to start offering ideas to disciplines that have tradtionally been claimed by the humanities. So we now for instance have neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuropolitics, neuroesthetics, and even neurotheology. Som of these ar just nurohype but on the whole they are making real and much-needed contribution to many fields. 

Da jeg læste den passage, så sagde det pling: Jeg fandt på en ny tværvidenskabelig disciplin: 

Neuro-journalistik 

Disciplinen har som forskningsfelt hvordan hjernen er aktiv og fungerer når journalister lærer at blive journalister, og hvordan den fungerer når de arbejder: finder på historier, reseacher, interviewer, observer, skriver - under tidspres og med deadlines. Eller når de arbejder med undersøgende journalistik og under cover.

   Og tilsvarende på læser- eller lytter-seer-siden: Hvad foregår der i modtagernes - i brugernes hjerner - når de læser avis, ser fjernsyn, går på nettet, etc.  Er der forskel på hvordan hjerne fungerer når det er en sensationel nyhed der breaker - eller når det bare er rugbrødsnyheder som læserne præsenteres for?

   Nyder læserne mere læsningen når artiklen har meget "show" i sig - og ikke så meget "tell"? Fungerer fortællende journalistiks narrative skemaer sådan at hjernen får aha-oplevelser som den ellers savner når konfronteres med artikler bygget op efter nyhedstrekanten?

Det er den slags spørgsmål man arbejder med i nogle af de andre tværdisciplinære fagoamråder som V.S. Ramachandran opremsede, og som Lone Frank opsøgte forskere inden for i sin bog. Altså alle de nye discipliner der begynder med neuro-...

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet nogle af de forhold der kunne være værd empirisk at undersøge:

1. Påstanden om at journalister når de arbejder, herunder skriver op til deadline, kommer i en særlig flow-tilstand der udløser en coctail af lykkestoffer i hjernen, som gør at de bliver en slags "arbejdsnarkomaner" - "nyhedsjunkies" - der har svært ved at være væk fra deres job fordi de så bogstaveligt talt får abstinenser. Det kan forklare det valg af konceptuelle metaforer som man bruger om journalister og som de bruger om sig selv. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/workaholic-pa-stoffer-helt-bogstaveligt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html

2. Selve den journalistiske arbejdsproces og dens forskellige faser er gennemsyret af simulerende tænkning, som derfor burde kunne afprøves ved neurimaging-forsøg. Også den håndværksmæssige del af journalistuddannelsen er styret af mentale simulations- og imitations processer. Heri kan ligge noget af forklaringen på hvorfor det er så umanerligt svært at integrere akademiske fag og håndværksundervisningen  på de to universitetsforankrede journalistuddannelser. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/nar-journalisten-konverserer-med.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/om-den-professionelle-journalists.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

3. En vigtig del af den kompetence en journalist erhverver sig gennem sin uddannelse, er at kunne oversætte fra eksperters og administratorers abstrakte og identitetsløse videnssprog til et erfaringsprog som gør brug af et basic-level-kategori-vokabular, et vokabular som er gennemsyret af metaforisk og metonymisk tænkning. Dette vokabular er kendetegnet ved at det kategorierne står for og referer til, kan tegnes på kommando - eller udføres som handling på kommando. Erfaringssproget giver derfor adgang til højre hjernehalvdel - som er orienteret mod visuel og rumlig tænkning  - og som i anden omgang giver adgang til de følelsesaktiverende dele af hjernen.

   Det burde være muligt gennem neuroimaging-test at afgøre om erfaringsprog - i modsætning til videnssprog - også aktiverer højre hjernehalvdel når det bruges, netop fordi de har et visuelt prototypeskema eller et motor-skema som de er umiddelbart forbundet med. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/billedskemaer-og-deres-betydning-for.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html

Men videre i udforskningen af neuro-journalistikken kunne man komme som følger:

4. En stor del af de eksperimenter som bliver foretaget inden for forskningsframen neuromarketing, burde uden videre kunne bruges i en neuro-journalistisk frame, evt. ved analogi med en række af de undersøgelser de allerede er lavet der.

   Jeg kommer tilbage til det når jeg har læst bogen "Mirroring People - The Science of Empaithy and How We Connect with Others" af Marco Lacoboni.

5. Hukommelsesforskningen opererer med forskellige to typer langtidshukommelse i hjernen: den procedurale og den declarative.

   Når journalister har lært at være journalister i praksis så er denne kompetence lagret proceduralt som "tavs viden" - i princippet ligesom den kompetence man har lært når man kan køre bil.

   At den journalistiske arbjedskompetence er hukommelseslagret på den måde, gør at det er nemt for journalisten med det samme at komme i den flow-tilstand som er nødvendig for at kunne fungere effektivt og gnidningsløst som nyhedsjournalist i et dagligt arbejde - en tilstand der jo indebærer at han/hun mere eller mindre glemmer sig selv og tiden for mest effektivt og "flydende" at kunne "gå op" i sit arbejde.

   Hvad denne "tavse viden" nærmere består af har Ettema & Glasser i deres bog "Custodians of Concience" givet et bud på.

De andre hukommelsestyper inden for den declarative er: semantisk hukommelse, og episodisk hukommelse.

   Den episodiske hukommelse er typisk den som journalister trækker på når de skal undervise andre - i form af eksemplariske anekdoter.

Krav om bevidst at forholde sig til og at tage hensyn til koncepter, målgrupper, økonomi og andre bekymringsværdige omstændigheder (som fx kritisk-moraliserende forskere) mens journalisten er i flow, vil bringe ham/hende ud af flow-tilstanden - svarende til Tim Gallweys beskrivelse og analyse af  konflikter mellem Self 1 og Self 2 i forskellige sociale roller, fx elitesportsudøverc og erhvervsledere.
   Under udøvelsen af især nyhedsjournalistik i en hektisk dagligdag med deadlines, vil det journalistiske Self 2, blive forstyrret af det bekymrede og selvkritiske Self 1, er min hypotese.
   Derfor er mange journalister grundlæggende uinteresserede - grænsende til det modvillige - i at høre om og forholde sig til den slags medie-management-begreber som målgrupper, koncepter, mediestrategier mv.

  I den coaching-teknik som Tim Gallwey har gjort sig til frontkæmper for, indgår netop simulationsøvelser til at forbedre den intuitive og spontane performance, altså en teknik der står i modsætning til indlæring af abstrakte begreber der kommer grus i det journalstiske flow-maskineri.

  Det må uden videre kunne testes.

Men hvad med nyhedskriterierne i neuro-journalistikkens optik? Se:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

Hvorfor bliver nogle mennesker med et åbent sind psykisk syge mens andre bliver stærkt kreative?

I forrige uge skrev Lone Frank en artikel med rubrikken "Genialitet & galimatias". Overliggeren fortalte: 

Uden filter. Ja, der er en forbindelse mellem de skitzotypiske træk, som man finder i udtalt grad hos sindssyge - og så den frie kreativitet, hvor overraskende ting sættes i spil. Nogle hjerner har så at sige større masker i de mentale filtre som regulere sanseindtryk og tankeaktivitet.

Her er jeg lidt stolt. Det tema har jeg nemlig selv taget op i to blogindlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/er-kreativitet-genetisk-bestemt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

Når jeg er lidt stolt er det fordi jeg er en stor beundrer af Lone Frank som videnskabsjournalist. Og når jeg læser Weekendavisen i sommerperioden, så er det i høj grad tillægget "Ideer", som hun bidrager med front-artikler til, som jeg kaster mig over, mens en stor del af resten er mig for konservativt og elitært. 

Pointen i denne artikel er at vi som "hjerne" får stimuli gennem et bombardement af ydre sansninger og af indre "sansninger". Og nogle er mere sårbare og kan blive overvældet af informationspresset både indefra og udefra. Og så bryder hjernen sammen og bliver "syg".

   Hvis den vel at mærke ikke er så intelligente at den har mentalt overskud til at sortere, prioritere og fokuserer. 

  

De særligt kreative er mere opmærksomme på stimuli der kommer indefra - og "modtager muligvis mere input fra det indre fjernlager", som der står.

   De særligt kreative har ifølge artiklen et på en gang stormasket og alligevel robust filter til at sortere alle de sanseindtryk de modtager så de ikke overvældes men er i stand til at fokusere og jonglere. 

   For skitzofrene er dette filter svækket, så de bliver forstyrret af alle mulige for så vidt ligegyldig indtryk som de så overfortolker og har hallucinationer ud fra. 

Den faglige terminilogi som dække kernen i artiklen er kognitiv disinhibition, og det betyder at man er særlig åben over for nye indtryk (indre som ydre), samtidig med at man er så intelligent at man kan sortere dem fra som er irrelevante og forstyrrende.

   En særlig vægt i den sammenhæng har det der kaldes "latent inhibition", og som indebærer at man er i stand til straks at glemme informationer og stimuli som ikke tidligere har haft betydning, så de ikke optager "lagerplads" i hjernen. 

   Tilsyneladende har de særligt kreative det sådan at flere "irrelevante informationer" får lov at sive ind i hjernen, og de er dårligere til at ignorere diverse stimuli end de mindre kreative. Det giver hjernen mere at "lege" med. 

En hjernens kognitive gatekeeper er bla. den del der har navnet thalmus, som er en slags fordelingscentral af impulser og signaler som kommer fra forskellige kilder, og som sendes videre til de højere centrer i hjernebarken. Den funktion er svækket hos skizofrene. 

   Et forskningsprojekt i Stockholm viste at der var en negativ sammenhæng mellem såkaldte D2 dopamin-recptorer i thalmus og kreativitet, så jo færre der var af dem, jo mere kreativ var personen på en testskala. Og pointen skulle så være at når der er færre af dem, så er porten gennem thalmus mere åben for ny information og overraskende impulser.

   

Den sidste pointe i artiklen er alfa-bølgernes betydning i forbindelse med kreative processer. Man ved at fx nogle former for meditation og særlige former for musik ("Mozart-effekten") stimulerer til flere alfabølger. 

   Mere kreative mennesker har en forøget alfa-bølge-aktivitet i hjernen end mindre kreative, har man målt. Og hypotesen er at disse bølger hjælper sindet med at fokuserer indad - på de neurologiske og kognitive input som skabes i hjernen selv. Og derigennem lette vejen for nye informationer og nye sammenhæng til hjernebarken.

  En forsker siger at det i den forbindelse er interessant hvad der sker når folk få en aha-oplevelse - det såkaldt eureka-øjeblik. Lige inden erkendelsen bliver bevidst, kan man måle et "udbrud" af alfa-bølger - efterfulgt af gamma-bølger som af nogle forskere forbindes med en høj grad af koncentreret bevidsthed og indsigt.

Hvor langt er der fra film til handling - fra Lars von Triers "Dogville" til Anders Breiviks ugerninger

    (fortsat fra forrige indlæg)

Mens Pia Kjærsgaard og hendes retoriske og mentale danske følgesvende afviser ethvert medansvar for at have inspireret Andres Breivik til hans ugerninger, så gælder det jo ikke de ideologisk set nært beslægtede søsterpartier i Norge og Sverige: Fremskridstpartiet og Sverigesdemokraterne. De har offentligt givet udtryk for at de har "besindet" sig.
   Og de har dermed accepteret at deres retorik i forhold til muslimske indvandrere kan have fungeret som mentale byggesten i hans mixofobiske simulationsrum: manifestet.

   Det har filminstruktøren Lars von Trier også. Han har ifølge et Ritzau-telegram fortrudt (slutningen på) sin film "Dogville":

- Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at Dogville, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende, siger Lars von Trier.

   Dogville ender med, at den kvindelige hovedperson spillet af Nicole Kidman, som er blevet misbrugt af de smålige og skinhellige indbyggere i landsbyen Dogville, lader sin fars gangsterbande skyde dem alle ned.

- Min hensigt med 'Dogville' var fuldstændig modsat. Nemlig at undersøge, om man kan acceptere en hovedperson, som hævner sig på hele landsbyen. Og her tager jeg absolut afstand fra hævnen, siger von Trier.

- Det er en måde at nuancere hovedpersonen og vores følelser på og måske oven i købet afdække det, så det netop ikke bliver sort-hvidt.

Lars von Trier forstår præcis hvad det er der kan tænkes at foregå i samspillet mellem hans films slutning og Anders Breiviks mentale univers når han taler om at filmen kan have fungeret som "en drejebog".  

   Filmen "Dogville" - specielt dens slutning - leverer et levende og visuelt påtrængende simulationsrum for Andre Breiviks fantasi. Gennem filmens dramaturgiske identifikations- og fascinationsgreb kan Anders Brivik - i sin fantasi - få lavet en stedfortrædende prøve på det han har gået og tænkt på og planlagt i en periode på mindst 9 år.

En fiktionsfilm, et teaterstykke, eller en roman - eller et realistisk maleri - har det til fælles at de har karakter af metaforer med det fiktive univers som "kilde" ("source") og med tilskueren eller læseren som "mål" ("target"). 

For forfatteren, instruktøren, maleren er produktionen en sproglig eller (audio)visuel simulation af en ide eller en tankegang: Hvad nu hvis..., Tænk hvis...
   Hans eller hendes værk er et visuelt eller verbalt udtrykt "tankeeksperiement" - og det står enhver modtager frit for gennem en spejlende automatisk og i princippet ubevidst simulation - at føle sig "ramt" - og dermed få udvidet og nuanceret sit selvbillede: fx til at forstå at ethvert menneske kan mentalt kan føres til at begå grusomme og umenneskelige handlinger - som hævn. 

   Eller modsat  at sige: Den historie, det univers, det maleri, den film, det "siger mig ikke noget", "lader mig kold".

   Men der er glidninger: Fiktioner har somme tider og i bestemte sammehænge fået faktaeffekt, som fx forfatteren Upton Sinclair med sin roman "The Jungle". Wikipedia:

Upton Beall Sinclair Jr. (September 20, 1878 – November 25, 1968), was an American author who wrote close to 100 books in many genres. He achieved popularity in the first half of the 20th century, acquiring particular fame for his 1906 muckrakingnovel The Jungle. It exposed conditions in the U.S. meat packing industry, causing a public uproar that contributed in part to the passage a few months later of the 1906 Pure Food and Drug Act and the Meat Inspection Act.Time magazine called him "a man with every gift except humor and silence."

Herhjemme fik Jeppe Aakjær også effekt på lovgivningen med sin roman Vredens Børn fra 1904. Den startede en voldsom debat om tyendets forhold, og fra regeringens side blev der nedsat en tyendekommision, der havde til opgave at revidere tyendeloven. Det tog dog sin tid. Først med grundlovsændringen i 1915 fik tyende stemmeret, og først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten afskaffet.

   I begge tilfælde er der her nogle lovgivere som gennem den påvirkning af den offentlige opinion disse romaner bevirkede, følte sig "ramt" til ændre en umoralsk lovgivning.
   Og Poul Martinsen fik med sin dokumentarfilm med et iscenesat plot "Dagbog fra en fristad" påvirket opinionen så stærkt herhjemme at Folketinget i 1976 opgave at vedtage et lovforslag om Christianias nedlæggelse.

Tilbage til hovedsporet:

Man kan ikke bebrejde Lars von Trier eller nogen som helst andre kunstnere at Anders Breivik - i stedet for at forstå fiktions-filmen som en metafor - forstår den som en manual - en "drejebog" - for handling - altså som en slag fakta. Altså helt parallelt til når han går på nettet og finder manualer for hvordan man laver en bombe ud af kunstgødning. 

   Det fremgår af referater af hans manifest at mange andre forfattere og fx erfaringer med at spille krigsspil på nettet har bidraget til drejebogen. Og at faktiske begivenheder - fx også muslimske terroerhandlinger - eller nogen af de terrorhandlinger der er foregået i USA (Oklahoma-bombemanden) - har inspireret ham. 

   Det helt grundlæggende problem er den konceptuelle blending af fakta og fiktion som i Anders Breiviks mentale set up fører til at han befinder sig i et selvkonstrueret simulationsrum hvor de ugerninger som han har udført i virkeligheden, er legitime og fornuftige.

Teorien om at "neural simulation som en ubevidst og automatisk måde at forstå på" siger også at en stor del af det vi lærer når vi lærer noget nyt, sker gennem imitation, og at det er noget som spejlneuronerne formidler idet de forbinder visuelt input (synet af en andens handlinger) med motoriske output (det at man selv forsøger at udfører de handlinger man har set en anden gøre). 

   Og teorien indebærer derfor også at ikke alt det vi ser andre gøre, gør vi også automatisk og ublokeret. Der må i hjernen findes "hæmmemekanismer" som sikrer at ikke alt det som hjernen via spejlneuronerne simulerer, rent faktisk udføres som handling i virkeligheden. 

   I bogen "Mirrors in the Brain  - How our Minds Share Actions and Emotions" som jeg netop har læst, skriver forfatterne Gicomor Rizzolatti og Corrado Sinigaglia:

Imitation requiers a system which controls the mirror neurons, and this system must have two functions: facilitatory and ihibitatory. It must facilitate the transition from potential action, coded by the mirror neurons, to the actual execution of the motor act itself whwn this is requiered by the observer; but it must also be able to inhibit thes transition. If this were not so, our system would go into loop moe; every motor act we see, would immediately be replicatede. Fortunately for us this is not the case!

Forfatterne begrunder eksistensens af en sådan i "inhibition"-mekanisme med iagttagelser fra eksempler på hjerneskader: 

Patients with extensive lesions to the frontal lobe are known to have difficulty in stopping themselves frem repeating actions they see performe by others, particulay by the doctors treating them (imitation behavior).

Selv fremhævede jeg i det foregående indlæg at i det omfang simulation var forbundet med følelser, så var det ikke altid at simulationen mentalt set blev inden døre: latter og gråd som "smitter", vrede som "smitter".

En mekanisme der tilsvarende forhindrer os i at forveksle fakta og fiktion må også være noget de fleste mennesker får indbygget i hjernens mentale set up ret tidligt i deres udvikling. Og som fx må have konsekvenser for hvornår vi oplagrer information fra et medieprodukt i den deskriptive hukommelse som vi har modtaget gennem et medieprodukt eller en kilde, og hvornår vi sortere den fra.

   For nogle er Bbiblen og dens fortællinger litterære metaforer, for andre er den indiskutabel fakta.

Børn har som regel ingen problemer med at skelne mellem at de leger "røvere og politi" eller "cowboydere og indianere" - og altså simulerer voldshandlinger og død - og så rigtig og alvorlig vold, kriminalitet og forbrydelser. 

  De fleste mennesker har heller ikke problemer med at skelne mellem faktiske synsindtryk af fx en solnedgang og så de billeder de kan fremkalde for deres "indre syn" af en smuk solnedgang. Eller med at skelne mellem ønskedrømme og virkelighed. 

   Også her må der være indbygget en hæmningsmekanism som gør at den indre visuelle simulation af en forestilling, opleves som en meget "svækket" udgave af en tilsvarende virkelig oplevelse.
   For nogle grupper af sindsyge - fx skizofrene - er problemet netop at indre impulser opleves så stærkt og påtrængende at de antages som virkelige og udefra kommende, det der kaldes hallucinationer.

Men i denne blogs perspektiv er det jo interessant: den konceptuelle blending af historie og nutid som er foregået i Anders Breiviks hoved, og som kommer til udtryk i hans manifest, er jo en mental "kreativ" operation hvorved input fra aktuel nutid og input fra historisk fortid komprimeres i et nyt konceptuelt blended rum som for ham optræder som påtrængende virkelighed. 

   Anders Breivik forstår og tolker sin nutid og sin aktuelle situation ved at anskue den gennem den konceptuelle optik som udgøres af fx tempelriddernes farverige og myteomspundne historie og fx historien om osmannernse fejlslagne forsøg på at erobre Wien i 1683. Og han ser sig selv som en kriger i den kamp som stadig pågår.

   Nutidens virkelighed frames for ham gennem udvalget historiske begivenheder i fortiden som den ses i forlængelse af: kampen mellem en muslimsk verden og kultur og en kristen verden og kultur. 

   Og dem der ikke framer som ham og ser det på samme måde, dem der accepterer at kulturer blandes i vores moderne verden, de skal straffes som "forrædere".