Maleren Poul Janus Ipsen - surrealisme med kreativ vrede som drivkraft

Læsere af denne blog vil vide at jeg grundlæggende er tiltrukket og fan af den malerretning som fra begyndelsen af 1920-erne fik navnet 'surrealismen'.

   Det jeg altid har været fascineret af i surrealistiske malerier, er det dobbeltbundede: en form for 'REALISME' kombineret og blandet med et ekstra skjult lag, som altså er det der begrunder forstavelsen 'SUR-', der betyder "over" - ligesom i "overnaturligt". Altså "over-virkelighed".

   Gyldendals Encyklopædi fortæller om begyndelsen sådan her:

Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen.

   I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. (...)

   Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".

   Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning.

Det fælles for de malere og forfattere som definerer sig selv som surrealister i klassisk forstand, er troen på gennem forskellige æstetiske teknikker og mentale greb, at kunne omgå fornuftens, logikkens og hverdagsvirkelighedens mentale censurmekanismer, for ved denne "omgåelse" at kunne koble forestillinger og tanker sammen som tilsyneladende "på overfladen" og "for en umiddelbar betragtning" intet har med hinanden at gøre.

   Det er et eksempel det fænomen jeg i mange tidligere indlæg har beskrevet som 'konceptuel blending'.

Jeg skrev for ikke så længe siden om en udstilling på Rønnebækholm ved Næstved der havde titlen "Efter surrealismen", en udstilling der sammenbragte og viste værker af en række danske "eftersurrealister". 

   Og i min egen bys bibliotek og kulturcenter udstiller for tiden en maler som også godt kunne have været med på udstillingen på Rønnebækholm: Poul Janus Ipsen. 

   Han er også lokal, bor og har atelier på Bogø, men har i mange år været international og boet og arbejdet i New York. 

   Han er uddannet reklametegner, men er som maler autodidakt. Og reklametegner-kompetencen slår igennem i hans maleriers delvist fotorealistiske stil.

   Her er nogle af hans billeder som de findes ved at google ham:

Drøm og virkelighed

De fremmedgjorte

Velbekomme II

På den ene side gør hans malerier et stærkt indtryk - de fascinerer og provokerer - og ingen tvivl om at det er gedigen kunst. Virkeligheder, konfronterende artefakter og stilarter får lov til brutalt og råt at støde sammen, og så må beskuerens fantasi arbejde med at blande og integrere de mentale efterdønninger af de konceptuelle konflikter som kommer til udtryk i billederne. 

   Den bagvedliggende eksplosive energi er det jeg andre steder har omtalt som 'kreativ vrede'. Billederne indeholder mange traditionelle symboler (fx dannebrogsflag), som så i kraft af collagen og montagen bliver til vrængende visuelle udtryk i forhold til traditionelle værdier og samfundsinstitutioner.   

   Men jeg kan ikke få et ordentligt forhold til de fleste af hans malerier på udstillingen. Det er bare "for meget", "for tydeligt", "for programmæssigt", "for anmassende".
    "Her komme jeg, jeg er fandens dygtig og jeg er vred  - og tænk så over det!", synes jeg er det gennemgående udsagn i hans malerier og montager/collager.

   For nu at give et eksempel på det jeg ikke bryder mig om: Man taler ofte metaforisk om god kunst som noget der "sprænger rammer", noget der er "grænseoverskridende". Og den pointe er der så rigtig mange af hans billeder der illustrerer - overtydeligt.

Når man ser det mange gange i mange varianter, ender det med at virke som en visuel-symbolsk kliche.

   Derfor kunne jeg ikke tænke mig at have nogen af hans dyre malerier hængende på væggen i mit hjem. 

Her er en anderledes og mere indforstået karakteristik af hans billeder, fra da han stadig boede i New York, en karakteristik som måske yder hans kunst mere retfærdighed:

Poul Janus Ipsens billeder er barske udsagn om mennesket og tilværelsen i det moderne samfund. I hans billeder er fyldt med sære og foruroligende ting fra virkeligheden . Den præges af hans kortvarige tilknytning til surrealismen i de tidlige år. Han kombinerer forskellige stiludtryk og rumvirkninger og leger med de muligheder, der ligger i overraskelseselementet. Men hans hensigt er ikke at skabe gåder, tværtimod vil han have os til at tænke over tilværelsen. Hans billedsprog baserer sig især på ét symbol: Den menneskelige skikkelse. Nøgne silhuetter , ofte med figurer er uden ansigter og ofte uden hoved, eller blot repræsenteret ved hænder og fødder. De er ofte identitetsløse, men ind imellem er det også hans egen, som regel let genkendelige skikkelse, man møder. Mange genstande fra vores dagligdag indgår i hans billedsprog. De er malet i en fotorealistisk stil, mens andre billedelementer kan være skabelonagtige eller blot skitserede. Resultatet bliver ofte en , konfliktfyldt beskrivelse af en virkelighed, der på én gang er genkendelig og overraskende. Motiverne handler først og fremmest om det enkelte, anonyme individ og de mellemmenneskelige relationer i det moderne samfund, men også meget andet optager ham., især det, som vækker hans harme eller bekymring, eller som repræsenterer problemfyldte, personlige erfaringer fra hans eget liv.. Siden 1979 har Poul Janus Ipsen været bosat i New York. Hans farveholdning er blevet lysere, og indtryk fra byen har sat deres naturlige spor i hans motiver, men har dog ikke forandret hans kunst nævneværdigt.
http://www.nethinden.com/Poul%20Janus_%20Ipsen.htm

Jeg holder imidlertid mere af billeder hvor den "anden virkelighed" er undertekst - noget man aner er til stede - uden helt at kunne fange og fastholde hvad i billedet der giver den fornemmelse.

  Og den slag fandt jeg faktisk også eksempler på på udstillingen. I en sidegang hvor der var udstillet litografier, de fleste af dem forskellige former for 'stilleben':

Det er som om selve den litografiske tekniks krav fungerer kunstnerisk disciplinerende - som en positiv  'creative restraint'.

Kedelig er han i hvert fald ikke, Poul Janus Ipsen. Værd at se og mentalt at diskutere med.