I foregående blogindlæg viste jeg Daniel Kahnemans model for 'cognitive ease' - hvad der fremmede kognitiv fremkommelighed - og hvilke positive fornemmelser der ledsagde denne mentale tilstand:
Og det der pludselig slog mig var en association til 'suggestopædi' og 'superlearning' som jeg har været inde på i tidligere blogindlæg, bla. om den såkaldte 'Mozart-effekt'.
Ideen med disse pædagogiske teknikker er at man kan stimulere og fremme læring af fx et fremmedsprog så det går hurtigere og nemmere, ved at fokuserer på en række eksterne forhold i undervisningen. Jeg skal nævne nogle få:
At man - både lærer og elever - skal gentage det der skulle læres, mange gange; at man ledsager undervisningen af mozart-musik, at man sidder i behagelige og afslappende stole uden skolebord foran, at enkle og klare hovedpointer i det man skulle lære, også bliver skrevet og vist på plakater i klasseværelset, så det hele tiden er visuelt present. Kravene til læreren er at han/hun udelukkende formulerer positive forventninger til eleverne, og at han/hun udfolder en særlig personlighed og relation til eleverne som skal udtrykke "faderlig tryghed" og "faderlig omsorg", så eleverne kommer i en tilstand af "barnlig åbenhed og tillid" til læreren.
Ude fra Kahnemans teori er "tricket" i suggestopædi/superlearning at man systematisk og konsekvent fremmer og stimulere 'cognitive ease' - med alle til rådighed stående midler.
Teknikken er især anvendt i forbindelse med indlæring af fremmedsprog og skulle, efter seriøse undersøgelse at dømme, føre til at sprogindindlæringen skete 3 til 5 gange så hurtigt som ved traditionel sprogundervisning.
Den bulgarske "opfinder" af suggestopædien, Georgi Lozanov, er blevet kritiseret for at metoden savner videnskabelig "backing" (det gør den dog ikke hvis Kahnemans videnskabelige referencer er solide, og det tyder alt på). Og selv har Lozanov medgivet at man kan tale om en slags placeboeffekt - altså en effekt der stammer fra at patienterne - her eleverne - fuldt og fast tror på at en medicin virker.
I den forbindelse kan det være værd at nævne at de nyeste undersøgelser jeg har læst om placeboeffekten, faktisk viser at en meget stor del af al medicins effekt er placebo-bestemt.
Man kan sige at journalistik som er indrettet på at appellere til og påvirke System 1-tænkningen, også er en form for suggestopædi.
Det der rapporteres i nyhedsartikler, fornemmes som en sandhed fordi læserne 1) har tillid til journalisterne, 2) er i nogenlunde godt humør, 3) får det samme fortalt mange gange, 4) får det skåret ud i pap i kraft af en skarp vinkel, og 5) er blevet forberedt på indholdet af nyheden gennem forskræp (=priming).
Denne cocktail af input etablerer 'cognitive ease' hos læserne, ledsaget af fornemmelserne: 'feel familiar', 'feels true', 'feels good', 'feels effortless'.
Ser vi fx på formidlingen af Uffe Elbæk-sagen som den blev foldet ud i gennem pressens dækning, så gælder System 1´s grundlæggende trossætning: What You See Is All There Is. Og journalistikkens suggestopædi træder i aktion;
Så når alle journalister om og om igen fremhæver at Elbæk har holdt fem dyre middagsarrangementer på Akademiet for utæmmet kreativitet, som hans mand er ansat på, og som han selv har været bestyrelsesformand for inden han blev minister, så er den historie jo ikke længere. Konklusionen er klokkeklar - og passer som fod i hose ind i et præfbrikeret associationsskema:
"nepotimsme", kammerateri", "favorisering"
Rune Engelbreth Larsen har i sin klumme idag et par supplerende oplysninger som, synes jeg, i den grad viser de fejlvurderinger som troen på WYSIATI kan føre til når journalisterne samlet leverer en stor portion 'cognitiv ease' til læserne - hvad der er ren glidekrem for de to mentale System 1- maskiner hos læserne: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'.
Engelbreth oplyser nemlig at ministeren i samme periode "har afholdt i alt tyve arrangementer, hvilket vil sige femten arrangementer uden for Afuk."
Endvidere fremfører Engelbreth at den forrige borgerlige regering "alene i januar 2011 brugte 356.000 kr. på Afuk, dobbelt så meget som Elbæk."
Tænk hvis offentligheden og Elbæks kolleger havde fået de to oplysninger som forankrende kontekst til de "belastende" kerneoplysninger som ellers er blevet gentaget igen og igen i artikler og tv-indslag den sidste uges tid.
Tænk hvis offentligheden og Elbæks kolleger havde fået de to oplysninger som forankrende kontekst til de "belastende" kerneoplysninger som ellers er blevet gentaget igen og igen i artikler og tv-indslag den sidste uges tid.
