Videnssprog vs. erfaringssprog - og de to hjernehalvdeles måder at tænke på

Jeg sluttede sidst blogindlæg med at fortælle om en faglig AHA-oplevelse: at der var store ligheder - en slags analogi - mellem de lister jeg for mange år siden som sprogforsker opstillede for at karakterisere to slags sprogbrug: erfaringssprog og videnssprog. Sådan liste-definerede jeg de to former for sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Videnssprog er den form for sprogbrug som findes i akademiske afhandlinger og bøger, og i forskellige administrative genrer: notater, analyser, anbefalinger, rapporter, forretningsbreve, juridiske dokumenter, artikler i fagtidsskrifter. Det er "systemverdenens" sprog.

   Erfaringssproget er den form for sprogbrug som næsten alle mennesker bruger som dagligt omgangssprog, og det er også det sprog som forfattere bruger i romaner og noveller, og som findes i erindringer og dagbøger; og endelig er det det sprog vi finder i en række journalistiske genrer: reportager, features, fortællende journalistik. Det er "livsverdenens" sprog.

Og her er så flere varianter af hvordan forskere og formidlere har systematiseret de to former for tænkning som der er udbredt enighed om er domineret af/udspringer af henholdsvis venstre og højre hjernehalvdel:

Da højre hjernehalvdels tænkning foregår ubevidst, så er alle kreative processer når de kommer til udtryk i et sprogligt produkt et resultat af at højre og venstre halvdel af hjernen arbejder sammen.

Ligheden er slående mellem de to sæt af lister. Der er en klar korrespondance mellem højre hjernehalvdels tænkning og erfaringssprog på den ene side og mellem venstre hjernehalvdels tænkning og videnssprog på den anden.

Historisk set må erfaringssproget være det oprindelige. Det hænger sammen med og er funktionelt i forhold til oprindelige livsformer som jægere og samlere og agerdyrkere. Og det ligger i smuk forlængelse af den metaforteori som jeg tidligere har omtalt og fundet beskrevet i Metaphors We Live By - af George Lakoff og Mark Johnson. 

   Deres teori går ud på at når vi tænker og udtrykker os, så sker det i flere stadier og på flere konceptuelle niveauer, men det primære er at vi som mennesker tænker og udtrykker os gennem en række grundlæggende konceptuelle metaforer hvis referencer er vores krops fysiologi, denne krops orientering i tid og rum, og de handlinger kroppen foretager i forhold til vores umiddelbare omgivelser. Altså vores umiddelbare fysiske erfaringer med os selv og med det rum vi sanser og handler i.

   

Videnssproget er en slags sproglig overbygning, et sprogligt og kognitivt destillat med rod i opfindelsen af skriftsprog og udviklet sammen med de administrative og kommunikative behov for overblik, sammenfatning, analyse og kategorisering som er knytte til udviklingen af store komplekse kultursamfund; der er tale om samfudnsformationer som er kendetegnet ved befolkningstætte storbyer, handelscentre og centraliserede magkoncentrationer - tidligst opstået omkring de store floder Nilen, Eufrat og Tigris, Indus og Ganges, Den gule flod m.fl.

   Videnssproget er altså også metaforisk - men i anden potens så at sige- nemlig når vi skal til at definerer gennem erfaringssproget: Journalistik er når en mand løber rundt for at jage en historie som han senere vil forme til en artikel der lægges ind på en side i avisen.