Poul Trier Pedersen - en inspirator og rollemodel - er død

Jeg fik en mail her til morgen som fortalte mig at Poul Trier Pedersen er død - 90 år gammel. Jeg bliver om halvandet år 70, så han var altså godt 20 år ældre end mig. Jeg bliver tom og grå indvendig. Og erindringer presser sig på.

Jeg har tidligere på denne blog skrevet at jeg syntes det var interessant hvad det var for en type personligheder jeg i årenes løb havde haft et tæt og frugtbart samarbejde med. Som jeg altså har følt mig tiltrukket af og inspireret af -  og/eller den anden vej.

   Poul Trier var en af dem. For mig en mentor, en inspirator - ja, et menneske som jeg holdt meget af på grund af de særlige personlige egenskaber han havde: en frygtløshed i forhold til at prøve noget nyt eller noget andet, en villighed til at tage risici, en åbenhed over for metoder og tænkning der ikke var hans medfødte. En gadedrengeagtig frækhed og uimponerethed over for autoriteter

   Men modsætningsfuld. Et temperament som kunne eksplodere. Kreativ vrede. Og ikke mindst: en empati for mennesker fra jævne miljøer, og for mennesker med kreative personlige særtræk.

Poul var mønsterbryder. En provinsdreng fra udkantdanmark. Nakskov, Lolland. Og man kunne høre det på hans accent, som umiskendeligt bar spor af det lollandske bløde stødløse sprog.

   Han har, har jeg læst mig til, vundet to Cavlingpriser. Det vidste jeg ikke den gang vi arbejde sammen. Han skiltede aldrig med det. Jeg tror det ragede ham en høstblomst.

Her er hvad den danske Wikipedia kan fortælle umiddelbart efter nyheden om hans død:

Trier Pedersen var handelsuddannet og dimitterede som cand.polit. i 1952. Han arbejdede blandt andet for Udenrigsministeriets pressebureau og Dagens Nyheder, inden han i 1965 blev redaktionschef på TV-Avisen. Han forlod Danmarks Radio i 1969 for at arbejde som freelancer. Trier Pedersen fik Cavlingprisen i 1956 sammen med andre i forbindelse med Dansk Røde Kors' Ungarn-indsamling, og han fik Cavlingprisen i 1963 for en række nyskabende tv-programmer.

   Poul Trier Pedersen døde på Bispebjerg Hospital den 29. januar 2012 efter kort tids sygdom. Han blev 90 år.

Sammen med de jævnaldrende tv-journalister Hans Jørgen Jensen og Claus Toksvig udviklede han konceptet for den moderne TV-Avis der blev lanceret i 1967.

   Men han var en urolig sjæl, og meget antiautoritær, så han blev nogle få år efter free-lancer, der både producerede dokumentarfilm og afholdt kurser for DR´s tv-medarbejdere i studieværtoptræden og interviewteknik.

    Han var af natur selv en skærmtrold. Og han holdt af live-tv og reflekterede over både sin værtsrolle og den interviewteknik som hørte til live-formatet. Han var pioner på journalistisk live-tv i Danmark.

    Det var programmer som "Krydsild" og indenrigsmagasinet "Ekko" der i starten af -60'erne på en  den gang fræk, finurlig og provokerende facon greb fat om aktuelle væsentlige historier. Med ham som karismatisk og utvivlsom folkekær studievært, folkekær trods den skarpe kritiske stil når han interviewede.
   I hvert fald i de godt 15 år vi arbejdede sammen, og hvor han altså var holdt op med at vise sig live på skæremen, der var det bemærkelsesværdigt hvor mange lokale danskere der med varme hilste på ham når vi var ude i landet og lave kurser.

Berømt er et interview med Jens Otto Krag under en tv-valgaftensudsendelse. Krag ville ikke svare på Triers kritiske spørgsmål. Trier stillede sig derefter for åben skærm bag ryggen på Krag og langede så mikrofonen ind foran ham,  for symbolsk at sige: Værsgo´- hvis du bare vil have tandløs mikrofonholderjournalistik, så kan du bare snakke løs her i mikrofonen uden jeg stiller dig et eneste kritisk spørgsmål.

Jeg mødte Poul Trier i 1971. Han skulle lave en række studieværts-udviklingskurser for den afdeling i DR der den gang hed Personalekursus, og som varetog al intern grund- og efteruddannelse i Radio og TV. Og jeg var nyuddannet "moderne tænkende" sprogforsker med udadvendt hang til "public service" og folkevenlige kommunikationsformer.

   Vi var flere yngre sprogfolk fra universitets danskstudie som Poul Trier fik med som undervisere på sine kurser. Det var professionelt grænseoverskridende at blive inddraget i den slags kurser. 

   Og det var både inspirerende og udfordrende pludselig at skulle aktivere sin akademiske viden om sprogbrug og kommunikation i en praktisk-pædagogisk udviklingssituation. I et TV-studie!

Jeg havde på det tidspunkt skrevet et lille hæfte for gymnasiet om det journalistiske interview. Beregnet til danskundervisningen i pragmatisk tekstanalyse. Vist nok det første af sin slags i Danmark, men jo meget banalt og elementært, set med nutidens Kurt Strand-øjne. 

   Poul havde fået fat i et eksemplar af heftet, jeg husker ikke hvordan, men han ringede og spurgte om ikke jeg kunne have lyst til at være medunderviser på et tv-interviewkursus i regi af DR´s personalekursus.
   Det ændrede min livsbane og min faglige karriere.

Resten er historie. 

   Trier syntes jeg kunne bidrage med analytisk stringens og nogle klare begreber i forhold til at forstå hvorfor nogle øvelsesinterviews af kursisterne fungerede godt, mens andre gik ad H.. til.

   Og kursisterne var tilsyneladende glade for min analytiske efterkritik - ud fra de begreber jeg havde introduceret i oplæg tidligere på kurset.

   Jeg selv? Jeg syntes jeg blev så klog så klog - helt løsrevet fra de akademiske sammenhænge jeg ellers befandt mig i og videnskabeligt skulle kvalificerer mig inden for rammerne af. 

   Regulært fandt jeg jo ud af at jeg havde nogle særlige evner til analytisk at sige noget nyttigt og brugbart om de kursusinterviews deltagrene havde leveret i øvelsesstudiet.
   Og det var Poul helt uforbeholdne tillid til mine evner og begejstring for vores samarbejde som satte en personlig-faglig udviklingsproces igang hos mig. Fra universitær teori til produktiv og kreativ pædagogisk praksis - med hang til brugbare analyser.

Poul havde opfundet en faktionsgenre til tv: Spontanspillet.  En slags dokumentarisk tv-teater. Vel nærmest en form for seriøs reality, vil man nok betegne det i dag. En blandingsgenre: Faktion. Og konstroversielt og forvirrende for tv-anmelderne. De troede han skrev replikkerne til de medvirkende. Intet kunne ligge ham fjernere. Han havde bare opfundet en teknik til at lave "unscriptet" hyperrealistisk hverdagsdramatik - 25 år før "Big Brother" og "Robinson" blev opfundet som tv-underholdning.

   Fordi vore samarbejde havde fungeret så umanerligt godt på tv-kurserne mellem "den unge akademiker" og "den ælder tv-journalist", så blev jeg også hidkaldt da Trier fik brug for en hjælpe-instruktør på et enormt ambitiøst tv-spontanspilprojekt i 1977: "Opspind" i DR-regi, der handlede om store og små problemer i datidens sygehusvæsen, et "væsen" som var underkastet store omvæltninger og reorganisering - også i den periode. Dokumentarisk tv-teater der skulle lægge op til politisk og folkelig debat

   Samarbejdet fortsatte da vi sammen lavede to meget ambitiøse, pædagogisk nyskabende og delvist selvkørende kommunikations- og samarbejdskuser for Den Kommunale Højskole i Grenaa: et om "Borgerbetjening" i kommunalt regi, og et om samarbejde og information på sygehusene: "Samspil på sygehuset". 

   Begge kurser havde videobånd med fascinerende og identifikations-skabende spontanspil med medarbejdere fra hhv. kommunerne og sygehusene som grundlag for de opgaver som kursusdeltagerne skulle bidrage med.

Vi mødtes on and off i årene derefter. Det var altid inspirerende og han var altid fuld af nye ideer som han med ildhu forsøgte at realisere.
   Han var en af de særligt kreative personligheder som har betydet meget for mig. Værd at mindes.

ADHD - og den kreative personlighed

En god bekendt inden for et kreativt erhverv fortalte at han som elev havde antaget en ung mand der led af og blev medicineret for ADHD. Og som erklæret var handikappet, men som også gerne ville ind på en professionel bane som stillede krav om visuel kreativitet. 

   Min gode bekendte havde ikke fortrudt ansættelsen af den unge ADHD-mand. Han var ganske vist besværlig at omgås på en række punkter. Men han var utrolig hurtig til at lære, han havde masser af kreative ideer.

   Det var som om hans hjerne fungerede med 4 x normal hastighed, sagde min ven.

Jeg mødte den unge mand i forbindelse med at jeg viste mine akvareller frem, og det var meget tydeligt at de interesserede ham, og det viste sig at han selv tegnede og malede.

Min gode bekendte og jeg kom senere til at diskuterer om der faktisk kunne være en biologisk sammenhæng mellem kreativitet og ADHD. Og ved at google fandt jeg rigtig mange artikler der anførte at der meget vel kunne være en neurologisk kobling der.

Problemet for ADHD´ern er knyttet til den sindstilstand man på engelsk kalder arousal.
   En teori siger at ADHD-personligheder lider af mangel på indre kemisk stimulation fra dopaminsystemet og derfor har brug for ekstra stærk ydre stimulation for at aktivere det system til at kompensere for underskudddet. 

   Wikipedia:

The low arousal theory is a psychological theory explaining that people with attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) seek self-stimulation or excessive activity in order to transcend their state of abnormally low arousal.^[1][2] The theory states that one with ADHD cannot self-moderate, and his or her attention can only be sustained by means of sustained external/environmental stimuli.^[2] This results in an inability to sustain attention on any task of waning stimulation or novelty, as well as explaining compulsivehyperactive behavior.^[3]

   A person with low arousal reacts less to stimuli than one without. This individual, according to Hare (1970)^[4] is "in a chronic state of 'stimulus-hunger'".^[5] To further explain, Mawson and Mawson (1977)^[6] claim that he or she needs more "sensory inputs" to feel normal.^[5]

   Without enough stimulation coming from the environment, an ADHD patient will create it him or herself by walking around, fidgeting, talking, etc. This theory also explains why stimulant medications have high success rates and can induce a calming effect at therapeutic dosages among patients with ADHD. It establishes a strong link with scientific data that ADHD is connected to abnormalities with the neurochemical dopamine and a powerful link with low-stimulation PET scan results in ADHD subjects.^[2]

Jeg har tidligere været inde på to af psykologien anerkendte forskellige personlighedstyper: HSS´erne - High Sensation Seekers - og HSP´erne - Highly Sensitive Person. 

    Og der er tilsyneladende argumenter for at HSS´erne og ADHD´erne har det til fælles at de er "low arousal-personligheder", som er i permanent dopamin-underskud, og som derfor hele tiden er mentalt og neurologisk sultne på at opleve nyt som kan øge dopaminen i hjernen. 

Symptomerne på ADHD er overordnet set: uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

   Her følger en tekst der henviser til undersøgelser der kobler ADHD og kreativitet:

Is it possible that the impulsivity and quick-thinking that accompanies ADHD may also boost creativity? And what role does medication have in that creative process? Does stimulant medication hamper creativity, or boost it?

   The ADHD brain may not be held back as much by constraints on thinking. In a study by Abraham et al. (2006), adolescents with ADHD, adolescents with conduct disorder, and a control group were each assessed with creativity measures. The ADHD group was found to have a higher rate of being able to overcome constraining examples ("thinking outside the box"), but had difficulty creating an invention from an imagery task.

   In a study by White and Shaw (2006), people with ADHD were found to score higher than those without ADHD in a measure of divergent thinking (ie. coming up with creative solutions to a problem). However, people with ADHD did not score as well as those without ADHD on a measure of convergent thinking (ie. giving the "correct" answer to a test question).

   A later study by White and Shaw (2011) found that people with ADHD scored higher in original creativity and creative achievement than those without ADHD. It was also found that people with ADHD preferred generating ideas, while those without ADHD preferred clarifying problems and developing ideas.  

http://www.creativitypost.com/psychology/is_the_adhd_brain_more_creative