I det foregående indlæg fortalte jeg om et akvarelkursus med Ane Grete Aagaard som underviser. Titlen angav de motiver vi skulle forsøge at lære at male med akvarel: blomster, frugter, glas.
Efter at være kommet hjem, måtte jeg jo fortsætte i samme spor, og valgte min yndlingshaveblomst som motiv:
IRIS
Dels er det en af mine absolutte favoritter blandt havens blomster. Både på grund af de mange blå og violette varianter, og på grund af de fantastiske former og eventyrlige figurere de udfolder og udstiller når de gradvist begynder at blomstre.
Iris-motivet er også svært - og inviterede ikke umiddelbart til at fortsætte med de teknikker som vi havde lært noget om på kurset. Eller rettere: jeg synes ikke jeg lige kunne hoppe fra roser og frugter/grøntsager og så til iriser.
Og i rigtig mange irisbilleder - fotos og akvareller - er der en associerende undertekst: de kan associerer til kvindens kønsdele, set fra neden.
Googler man "iris flower photo" på nettet, så er der ingen ende på de fantastiske mulige referencebilleder man får tilbudt. Også blomsterfotografer elsker iris, fremgår det, der er ingen ende på farvekombinationerne, mange flere og mange flere forskellige end jeg havde forestillet mig.
Det første iris-motiv jeg malede var efter et foto jeg havde fundet på nettet:
 |
| Blå iris - referencefoto |
Enkelt nok skulle man mene en farve - blåviolet i blomstens blade - plus hvidt (papir) - og grøn-gul i stilk og knop.
Det kunne jeg ikke finde ud af, så jeg fik en slags tilbagefald i forhold til hvad jeg havde lært på kurset. Sådan:
 |
| Vild iris |
Min tre-lags tørt-i-tørt-teknik førte hånden og penslen og farverne.
Egentlig var jeg ret tilfreds. Men det var godt nok ikke sådan som jeg i min fantasi havde tænkt det.
En læresætning som også indgik som en pointe i Anne Gretes blomster-kursus, men ikke som noget vi behøvede for alvor at forholde os til fordi det gav sig selv med de udvalgte motiver: brug højst tre farver, og bland alt andet i motivet ud fra dem.
Her: Grøn og violet er sekundære komplementærfarver, men harmonerer fordi der indgår primærfarven blåt - både i det violette og i det grønne.
Og i det grønne indgår også gult, som er den primærfarve som også indgår i grøn.
OK! Det med farver har for mig været noget jeg tog for givet når jeg malede. Også akvarel.
Teorien har jeg læst om i fortiden - og lidt overfladisk for nylig. Men når jeg maler efter et referencefoto, så vælger jeg fotografier ud fra en kombination af klare former og harmonerende - eller kontrasterende farver - uden at tænke over det.
Så den har jeg anskaffet via Amazon i England. Dyr, men dejlig.
I et kommende indlæg vil jeg forholde mig til hvad den kan fortælle og lære mig - hen ad vejen. Men bare en hurtig gennembladring har gjort mig klogere.
Tilbage til iris-motivet.
Jeg fandt et nyt referncefoto som var mindre vildt, men farvemæssigt mere udfordrende en det første: meget hvidt (papir), douche lysviolette farver i de yderste, ældst udsprungne kronblade. Og næsten symmetrisk opbygget omkring horisontlinjen:
Her er første udgave af min akvarel med afsæt i dette foto:
Klart ikke godt. Baggrunden mislykkedes totalt - en forkert farve. De hvide blade manglede karakter. Lige til at kasserer!
Men alene det at tegne og male iris-blomsten, det havde faktisk taget flere timer. Så jeg nænnede det ikke.
Jeg kom i tanker om min "Skarv" som jeg klippede ud, tilføjede ekstra vingespidser til, og som jeg derefter limede på en ny og tilfredsstillende akvarelmalet landskabs-baggrund:
 |
| Skarv på sø tørre vinger - med kolleger |
Ideen til det fik jeg ved at læse om den amerikanske verdenskendte fugle-maler og -illustrator, som godt nok malede sine berømte illustrationer med akvarel, men også brugte guache (vand-dækfarver) blyant og tusch - når det var nødvendigt for den naturalistiske og realistiske effekts skyld.
Se via dette link:
Men tilbage til den kuldsejlede iris-akvarel.
Mange iris-akvareller som man ser på nettet, har grønne irisblade som baggrund. Altså laveed jeg en baggrund som den her:
Og satte så den udklippede iris ind over.
Sådan her:
Ikke nogen god ide!
Med den baggrund skulle de have været en kraftig, næsten ensfarvet iris i rød eller blå.
Hvad så med hvid baggrund? Den lette løsning!
Den kræved så at jeg tegnede de hvide blade med mørke kantlinjer:
Klart bedre, men det demonstrerede så at malerarbejdet i de hvide blade ikke var lavet ordentligt - hvidt (papir) fungerer mest effektivt i kontrast med mørkere farver.
Så ny blå-grøn-farvet baggrund som jeg havde lært på Anne Gretes kursus, og så et seriøst lyseblåt kontrast- og skygge arbejde på de hvide blade.
Sådan blev den færdig akvarel:
 |
| Blussende iris |
OK, syntes jeg.
På mange måder inviterer iris-motivet til frihåndstegning og -maling. Når man googler både fotos og akvareller med iris som motiv, så er der ingen ende på variantionsmulighederne.
Så, skidt! Jeg beslutter at prøve at overskride forskellige tekniske og æstetiske grænser - som har været mentale restriktioner for mig indtil nu.
Det her var det første eksperiment: Jeg tegnede motivet med tusch og lagde også skygger ind med tusch. Derefter lagde jeg to farver ind over de skyggede områder: hhv. preusisk blå og violet - med udtoninger mod det hvide:
 |
| Dæmonisk iris |
Interessant var det at prøve, set i lyset af at (næsten) alle de akvareller jeg har malet siden jeg begyndte for tre år siden (næsten) ikke har været streget op - og slet ikke med sort tusch.
I min skuffe med blandede remedier og materialer jeg i tidens løb har købt - uden at få brugt - er også nogle kridtfarver som er opløselige i vand. Det vil sige først tegner man og skraverer motivet med kridtfarverne, og så tager man en våd pensel med rent vand og maler videre med.
Kridtstregerne opløses og - vupti - det bliver til en slags akvarel.
Sådan her - og helt uden referencefoto som afsæt:
 |
| Sol-iris |
Ok! Noget nyt - en ekstra teknisk mulighed som i sig selv kunne være en vej at følge. Sådan nærmest det modsatte af vådt-i-vådt-teknikken, som jeg jo stadig har det dårligt med.
Jeg har tidligere - med skiftende succes, synes jeg - udnyttet mulighederne for at afmaske de områder som skal fremtræde som lysende hvidt (papir) når billedet er færdigt.
Men det er svært at styre - og når afmaskningsgummi-væsken er hvid, så er det også svært at kontrollere optegningen på det hvide papir, har jeg erfaret.
På nettet fandt jeg så ud af at der fandtes 'afmaskningspenne' - som giver en jævn hvid streg, og hvor gummiet er lyseblåt. og dermed synligt
Jeg bestilte hjem, og ville straks afprøve - ikke til at lave hvide skyer eller hvide bølgetoppe - men til at prøve en anden ide: at male hvide profil-linjer - istedet for sorte tusch profillinjer.
 |
| Lysende iris |
Bestemt ikke så tosset. Og det bekræfter en iagttagelse jeg har gjort på mange af de akvareller jeg synes godt om: at det at profilerer former og grænser med en hvid linje, fungerer æstetisk set helt anderledes end med en sort.
Som i den her akvarel malet af Tolkien som omslags-illustration til hans fantasy-roman "Hobitten";
| Tolkien: Omslagsgrafik til "Hobitten" |
Men en Face Book-veninde spurgte også om det nu egentlig var en iris, som jeg postulerede i min titel "Den lysende iris".
Jeg syntes da jeg malede billedet, at de fremstillede en slags 'iris', men i virkeligheden er det jo bare en 'uspecificeret blomst' - med en effekt der kunne blive til 'en stil'. Samtidig fik jeg imidlertid så (af)prøvet kun at bruge en eneste farvet til kronbladenes indre og en anden til 'folderne' - og så tone den blå gradvist mod hvidt ind mod midten af blomsten og den violette gradvist mod hvidt ud mod kanten af blomstens indfoldede dele af kronbladene.
Iris er jeg slet ikke færdig med som motiv og som en fascinerende udfordring for kommende akvarelmalerier.
Men frustrationen har været der. Det blev absolut ikke til noget med at male vådt i vådt!
Så jeg greb til en af mine mange - lidet udnyttede instruktionsbøger: "Learn Watercolour Quickly" af Hazel Sloan.
Deri var en instruktion i hvordan man kunne male en elefant vådt-i-vådt - i fire faser: først en lys okkergul, så en rød oven i, og til sidst en blå - og så tone grundmaleriets skygger med en blanding af de tre farver - som er en grå-sort-farve der automatisk matcher den grunding som de andre har givet motivet.
Jeg kastede mig ud i det - en katastrofe, syntes jeg - men jo noget helt andet end iris-serien, mildest talt:
En gang til - same procedure - skam-svært at styre - ikke meget bedre:
Stort set samme udtryk - for mørkt og grumset. Øv!
Så tog jeg et stykke køkkenrulle og duppede noget af den stadig våde maling af. Pludselig gav udtrykket mening - og en mulighed for en titel:
 |
| Støvet elefant |
På den igen. Pas på med at tredje lags blå farve ikke lægges for ensartet og for mørkt på. Vent med de meget mørke skygger til fjerde lag vådt-i-vådt.
OK! Styre det for alvor, kan jeg stadig ikke, men akvarellen bliver alligevel god nok til at fortjene en titel:
 |
| Gammel og udhungret elefant |
Så lod jeg det hvile en dag.
Og nu ville jeg ikke tage afsæt i lærebogens elefant-motiv igen - men finde nogle (afrikanske) dyr som egnede sig til samme teknik- andre tunge tykhuder: Næsehorn og flodhest:
 |
| Venligt næsehorn - lidt usikkert på benene |
 |
| Kulørt dværgflodhest |
Det man kan bemærke, er at jeg føler det nødvendigt for tydelighedens og genkendelighedens skyld at markere linjerne omkring øjne og ører og næsebor og mund - og folderne i huden - med næsten tegnede linjer - dog 'tegnet' med en meget tynd pensel.
Og skyggerne bliver markeret med meget mørke blandinger af de tre grundfarver i de selvblandede lag nedenunder.
Jeg er kommet et par skridt videre.
Egentlig ville jeg også her have skrevet om den udstilling jeg netop har været på: Carl Larsson-udstillingen på Ordrupgaard- med undertitlen "Det gode liv".
Interessant var udstillingen blandt andet fordi han er verdensberømt akvarelmaler, men altså maler (og tegner) i en stil der kan minde både om japanske træsnit og mange senere tegneserier, hvor sorte meget tynde tusch-linjer både bruges til at profilerer motivene, men også til skygge-skraveringer. Som her:
 |
| Carl Larsson: Frokost under det store birketræ |
I Politiken idag søndag fanges mit øje så af en kort illustreret nyheds-notits om et salg på auktion af et maleri af en kvindelig amerikansk kunstner hvis navn og billeder jeg nok er stødt på tidligere - fordi billederne gjorde indtryk, men som jeg kun har vist perifer interesse og ikke fulgt op på: Georgia O´Keeffe.
 |
| Georgia O´Keefe: Jimson Weed/White Flower No 1 |
Historien som vist nærmest gik verden rundt i medierne, er at dette billede på en auktion er blevet solgt for 44,4 millioner dollars, svarende til ca. 266 millioner kroner, hvilket er det højeste beløb der nogensinde er betalt for et maleri af en kunstner som er - KVINDE!
Jeg kigger på billedet i avisen og tænker: Hun må da vist være en fabelagtig og fascinerende akvarelmaler, hun fortjener at jeg kigger nærmere på hvad hun har malet - og hendes historie.
Jeg googler naturligvis først "Georgia O´Keeffe Iris flower". Og jeps, der er bid .... Også i den grad! Prøv selv
Så Carl Larsson og Georgia O´Keefe bliver de to akvarelmalere hvis historier og billeder et af de følgende indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier" kommer til at handle om - nr. (36). Linket bliver indsat senere ...
(fortsættes)
