Politiken i dag lørdag den 4. september. Detbatsektionen. Læsernes redaktør Bjarne Schilling kommenterer og forholder sig til at der har været læserkritik af to artikler i den forgangne uge. Jeg husker dem også, netop for det som nogle af Politikens læsere er utilfredse med. At
vinklingen har været styret eller underlagt en anden
frame end hvad der er "normalt" i Politikens journalistik.
Rubrikkerne var henholdsvis: "Kommunal jobfest i en sparetid" og "Mange lejere spekulerer huslejen ned".
Historien under den første rubrik var at kommunerne skar ned på "varme hænder"-stillinger for at spare, men at de samtidig ansatten stadig flere højtlønnede akademikere i administrative stillinger. Der er ingen tvivl om at der deri lå en kritik af kommunerne, men også indirekte af de højtuddannede faggrupper som "udkonkurrerede" pædagoger, lærere og hjemmehjælpere, grupper som blev udsat for fyringer på grund af regeringens krav om nulvækst og besparelser.
Historien under den anden rubrik fortalte at lejere bevidst udnyttede en uklarhed eller eller et hul i lejeloven og adminstrationen af den, som gjorde at udlejere ikke på forhånd kunne få godkendt størrelsen af den lej de udlejede til, og at det var der udlejere der bevidst udnyttede til først at acceptere en "for høj" leje ved starten af et lejemål, og når der så var gået et år, så klagede de til Huslejenævnet som så kunne finde på at sætte lejen så langt ned med tilbagevirkende kraft at udlejeren skulle tilbagebetale meget store beløb.
I begge tilfælde er historien
vinklet ud fra en
frame der placerer befolkningsgrupper som "modstandere" eller "kritiserede" i historien - befolkningsgrupper som traditionelt i Politikens virkelighedsdækning ville blive placeret i rollen som "ofre" eller "udsatte".
Og pointen er også at en stor del af Politikens kernelæsere er akademisk uddannede og at en pæn portion af dem også er lejere, men sjældent ejere af udlejningsejendomme.
Bjarne Schilling afviser kritikkerne der siger at "det kan I ikke være bekendt", med følgende argumentation:
Ganske som vi skal gå til opgaverne uden fordomme, skal vi selvfølgelig gøre vores arbejde grundigt og ikke blive forblændede af paradokserne. Vi skal researche til bunds, vi skal stille kritiske spørgsmål til alle involverede parter, og når vi fremlægger resultatet af arbejdet, skal vi have nuancerne med.
Ja, og jo, og naturligvis.
Jeg synes man burde fremhæve at der her også er tale om
kreativ journalistisk tænkning: Hvad nu hvis vi kunne researche os frem til nogle historier hvor de grupper som vi normalt sympatiserer med, også har træk og egenskaber som ikke er særligt sympatiske: altså at smarte lejre snyder uskyldige og forsvarsløse udlejere, og at "kolde" højtlønnede akademikere som gøgeunger fortrænger laverelønnede grupper med "varme hænder" i kommunerne.
Den kreative strategi hedder "at vende tingene på hovedet", og det kreative søgemønster hedder "hvad hvis det modsatte var sandt".
Man kan jo i hvert fald sige at lige præcis dette
skifte af frame for research og vinkling gav historierne en
ekstra nyhedsværdi i Politiken-kontekst, som man utvivlsomt har været glad for på redaktionen, og som Bjarne Schilling eufemistisk omtaler som at "vi skal have nuancerne med".
