Men nu i sidste uge optrådte hun også på bagsiden af Weekendavisens bogtillæg. Og hun har igen gang i en problemstilling som også optager mig, nemlig at det litterært humanistiske domæne og det naturvidenskablige så sjældent indgår i blandinger eller integreres: videnskabsjournalistik, som det f.eks.kommer til udtryk i tidsskriftet Illustreret Videnskab har ikke høj status i journalistprofessionen, og romaner som tematiserer naturvidenskabelige problemstillinger, er der rigtig langt imellem.
Det er det sidste Lone Frank tager op i sin bagsideklumme, under rubrikken "Blinde pletter". Hendes synspunkt er at folk der skriver litteratur i meget højre grad end tilfældet er, burde interesserer sig for naturvidenskabelige indsigt og erkendelse som stof og inspiration i romaner. Hun skriver bl. a.:
Det er svært virkelig at forstå mennesket, hvis man ikke har blik for, at det er et væsen med en biologisk natur, som er i evig forhandling med den til enhver tid herskende kultur. Og hvordan er det lige med kulturen selv? Den formes også i høj grad af de fortællinger, der vokser ud af videnskaben. En vigtig men ofte overset pointe i forhold til naturvidenskaben er nemlig, at den ikke bare giver os praktiske teknologiske dimser, men netop ny viden. En indsigt i verden, som hele tiden ændrer og former vores syn ikke alen på verden,men på os selv som væsener.I min terminologi, så taler hun om blending i litteraturen, hvor to konceptuelt adskilte domæner skal integreres ved at litteraturen lader sig inspirere af (natur)videnskablige temaer og problemstillinger og lader dem fungere som drivende motiver i romanfiktion. Hvis forfatterne i højere grad ville re-frame mennesket som et biologisk væsen, så ligger der uanede muligheder for fornyelse af litteraturen.
LF nævner så nogle forfatternavne som har spillet ind med litteratur i dette blendede rum som hun opridser: Ian McEwan, Michael Houellebecq, Kazuo Ishiguro. Denne sidste har skrevet en roman Let Me Go, som klart lyder som en science fiction, og hun citerer også en af de helt store inden for den genre, Kurt Vonnegut, i starten af artiklen.
Men hvis man inddrager regulære science fiction-romaner og forfattere, så må man jo godt nok sige at dem har der ikke været mangel på i det forrige århundrede, heller ikke på nogen af høj litterær kvalitet. Man kan tænke på SF-forfattere som Isac Asimov, Poul Anderson, Phillip K. Dick, Robert Heinlein, Athur C. Clark.
Når Lone Frank synes det ser så relativt sort når det gælder litterær blending af fiktion og naturvidenskab, så må hun nok primært tænke på det danske bogmarked og de danske forfattere, selv om vi dog har haft nogen af interesse og betydning. Følgende link giver en lang række eksempler:
http://www.litteratursiden.dk/node/64377
