Sider

søndag den 21. juni 2015

'Kattevideoer' påvirker hjernen så man bliver mere kreativ - eller i det mindste arbejdsom og i bedre humør

Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.
   Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:


Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.
   Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt  til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.

Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
   Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' -  familien - og ikke mindst fruen.
   Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så  at sige bare føltes "helt naturlige".

Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken
Kattevideor gør dig bedre på arbejde
Underrubrikken lød:
USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.
Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.
"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.
Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.

Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet. 
   Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret. 
   For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.
    Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet. 

Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.
   Se her et link til en artikel der bekræfter det:
http://pets.thenest.com/petting-cat-release-endorphins-10269.html
Mere generelt så fungerer det 'helbredende' på mennesker at klappe, kæle, kramme, klø, nulre, ae hinanden - og altså også sine kæledyr:
http://edition.cnn.com/2011/HEALTH/01/05/touching.makes.you.healthier.health/
Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.
   Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:
http://news.indiana.edu/releases/iu/2015/06/internet-cat-video-research.shtml
http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563215004343

Da Fister som killing vandt fruens hjerte
- og dermed fandt sig sin familie og sit hjem