Lort i fløden - og smørelse mellem "venner" - Pressenævnet siger fra

I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.

Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:

Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret

En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.

   Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".

Et par pointer er værd at trække frem:

   Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.

   Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.

   Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.

Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.

   Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".

   Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:

DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC. 

Og senere stod der i artiklen:

Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille

Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.

    Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.

   Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.

Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.

Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:

Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.

Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".

   Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".

   Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?

Den døde metafor - der begyndte at sprælle

På det sprogseminar de to foregående indlæg udsprang af, diskuterede vi en del om døde metaforer og klicheer. Når man underviser journalister i sprog, har det, så længe jeg kan huske, været en yndet sport - et pædagogisk mål - at gøre de vordende journalister opmærksomme på de farer der lå i uhæmmet brug af klicheer.

   Mit synspunkt - med afsæt i Lakoff og Johnsons kropsinlejrede metaforteori og "den neurale sprogteori" der ser mental simulation som lig forståelse - er at de død metaforer ikke er så døde at det gør noget. En opfandt så begrebet "de sovende metaforer".

Der er mange argumenter for at de døde metaforer nemt kan bringes til live - og blive sprællevende. Det mest indlysende for mig har været at man bare i den slags sætninger hvori de indgår, behøver at kursivere den døde metafor-del, som jeg har gjort i mange foregående indlæg - og i dette indtil nu.

(NB! Hvorfor er "nu" kursiveret i den foregående sætning? - Fordi "nu" er en metafor for "her"!)

Politikens Debat-sektion i dag har en lang række rubrikker der "trækker på" på både døde og mindre døde metaforer:

Historiens hjul drejes tilbage

Mødomstest sparker ny revolution i gang i Egypten

Shoppingskolen

Patriark med trusser og bh

Grænsebom er noget vi spiser

Vi er besat af kriser

Dansk humaniora er en skandale

Når en spionchef synger højt

De bestilte ikke en container med Viagra

Der er brun sæbe på skråplanet

Redaktøren af debat-sektionen skal have buket roser uden forbehold.

Kreativitetens etymologi - udgravninger af betydning!

Jeg har altid syntes at etymologi var spændende og interessant. Altså dette at opspore hvad et ord "stammer fra" - hvad "det egentlig betyder". Nu betyder det noget, en gang betød det noget andet (som det på en måde stadig også betyder).
   En af mine mere fantasifulde morgensvømmer-venner var kommet til at tænke på hvordan det egentlig var med betydning af "nem". "Han var en nem dreng", "Frøken Smillas fornemmelse for sne" - havde det noget med hinanden at gøre?
   Jeg kom i tanker om et gammelt bevinget ord: "Hvad du i barndommen nemmer, du ej i alderdommen glemmer". Og associerede til tysk: "nemen" der betyder "tage" eller "gribe". Så det må egentlig betyde noget med 'at fatte', gættede jeg på.
   Ordbogen siger: Det kommer af gemansk *neman, der btyder noget i retning af : 'tage, gribe, fatte'. Eller tilsvarend af urnordisk *nãmia, der betyder noget i retning af: 'fatteevne' - som er afledt af *nemia - 'hvad der kan tages, begribes, læres'.

Teorien om konceptuelle grundmetaforer siger jo at mere  abstrakte ideer og forestillinger - forstås metaforisk gennem analogier til konkrete forhold i og omkring den fysiske krop, dens sansninger og dens bevægelser.
   Vi ser og tolke 'forståelse' og 'det at lære' metaforisk - gennem den optik som leveres af den fysiske handling at gribe eller fatte om noget med hænderne. Hvis vi kan gribe/fatte om noget med hænderne, så er det i overført betydning det vi gør når vi begriber noget med vores hjerne eller vores sind.
   Altså: "det fatter jeg ikke", "det kan jeg ikke begribe", betyder etymologisk: ikke til at indfange og holde fast med hjernens mentale griberedskaber. U-HÅND-GRIBE-LIGT!

Lad os så se på etymolgien i nogle af de centrale ord der har med kreativitet at gøre:

”ide”: fra græsk: idéa > ’forestilling’, 'udseende'
”kreativitet”: fra latin: creare > ’skabe’
”fantasi”: fra græsk: phantasia > ’det at blive synlig’
”intuition”: fra latin: intueri > ’betragte’, skue (ind i sig selv)
"imagination": fra latin: imago > 'billede'

Det er slående hvordan synet indgår metaforisk i flere af disse sammenhænge. Altså: Det drejer sig om fra sin indre usansede og usynlige verden at skabe ydre synlige og sanselige forestillinger - billeder, figrer, scener -  som ikke er før er set - af dig selv eller af andre som du deler omverden med!

James Geary citerer i sin bog "I is an Other" digteren Emmeson fra hans essay "The Poet":

The poets made all the words and therefore language is the archives of history, and, if we must say it, a sort of tomb of the muses. For though the origin of most of our words is forgotten, each word was at first a stroke of genius, and obtained currency because for the moment it symbolized the world to the first speaker and to the hearer. The etymologist finds the deadest word to have been once a brilliant picture. Language is fossil poetry. As the limestone of the continent consists of infinite masses of the shells og animalules, so language is mad up of images or tropes, whis now in their secondary use, have long cesed to rimind us of their poetic origns.

Sproget er "the archives of history", "the tomb of the muses", "fossil poetry". Herligt, herligt!
   Man taler også om "sovende eller døde metaforer", om betydnngsmæssigt "udslukte vulkaner" - for at metaforisk at beskrive dette at ord etymologisk har haft en "figurativ" betydning en gang. Og den betydning kan så "vækkes", "genoplives" eller "tændes" i forskellige sammenhænge.
   Man behøver fx bare at kursivere ordene for at aktivere den oprindelige figurative 'kropsnære' betydning. Se bare her:

Jeg blev bevæget af hans tale; jeg blev rørt over filmen; jeg blev grebet af bogen, jeg var op-løftet efter mødet, jeg var ned-slået over hans afvisning; jeg var sur på mig selv; fod-note; stole-ben; avisens hoved; artiklens krop. 
   Semantisk arkæologi! Betydningernes geologi!