I uddannelsesssktionen i Søndagspolitiken den 4.marts havde min fornavnebroder og soulmate Peter Bro en kommentar under rubrikken:
Kunsten at få spændingen op på studiet
Peter Bro står i spidsen for journalistuddannelsen på SDU i Odense.
Synspunktet er at tilrettelæggere af universitetsundervisning med fordel kan udnytte Hollywood-dramaturgiens redskaber når de tilrettelægger undervisningsforløb. Altså udnytte den tænkning at publikum via identifikation med hovedkarakteren i en klassisk Hollywoodfilm (for)føres gennem en række spændingsopbyggende faser med vendepunkter til et mentalt og emotionelt forløsende klimaks.
En kobling af filmplottetes spændingskurver og studerendes indlæringskurver er ikke det der ligger i front i universitetspædagogikken. Snarere tværtimod.
Peter Bro forklarer:
Men måske behøver spændings- og indlæringskurnerve ikke at være hinandens modsætninger, og det er måske lige her vi skal sætte ind, hvis vi skal blive dygtigere til at tiltrække - og ikke mindst fastholde - unge i uddannelse. Som tingene er i dag har vi nemlig meget at lære af Hollywood.
Peter Bro tænker sig helt konkret at de bedste historiefortællere kommer og besøger og inspirerer og befrugter uddannelserne. Studerende er lig et kræsent filmpublikum, og universitetslærerne bliver sjældent provokeret til "at afprøve nye stimulerende undervisningsformer" ved blot at holde sig "skrivelser om kompetanceløft, læringsmål og udprøvningsformer" for øje.
Hvad vi i stedet trænger til, er besøg af dygtige manuskriptforfattere, spillefilmsinstruktører, reklameskribenter, skønlitterære forfattere eller andre, som har solid træning i at sælge viden,visioner elle sågar forbrugsvarer til det kræsne publikum, som mange af tidens studerende vitterlig er.
Det er i hvert fald vand på min mølle - og rammer plet i forhold til de temaer som jeg har forfulgt på denne blog. Og jeg mindes et bevinget ord hvis kilde jeg ikke lige husker:
Studerende er ikke flasker der skal fyldes, de er bål der skal tændes.
Læs om erfaringspædagogik og simulationsindlægring her:
Jeg mener der rent faktisk er evidens for at pædagogik og dramaturgi er to sider af samme sag. I et indlæg under titlen "Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa" konstaterer jeg de slående ligheder der er mellem berettermoddellens spændingskurve på den ene side og på den anden side de grafiske modeller der beskrive den flow-tilstand som kendetegner "lykkelige" produktive udviklingsprocesser.
Man kan i den forbindelse bemærke at det der kendetegner den optimale oplevelse af en film eller en god roman, har samme kognitive og mentale karakteristika som det at komme i flow: at man glemmer sig selv og tid og sted for at "gå op" i filmen eller "blive optaget" af arbejdet.
Se mere om det her:
Jeg får også lige nu en erindring fra min tid som konsulent for DR som koblede et pædagogisk forløb og berettermodellens spændingskurve sammen.
Omkring 1990 blev jeg hyret af DR-udvikling til - med gode kolleger - at gennemføre nogle såkaldte RIKK-projekter med forskellige DR-redaktioner som havde brug for at forny sig - både arbejds-, produktions- og fortælleformer - for at kunne klare sig i konkurrence med de nye stationer og medier som dukkede op i halen på monopolbruddet i slutningen af 80´erne.
Regionalradioerne havde svært ved at klare sig imod en række af de nye store kommercielle lokalradioer - især i Jylland, og TV-Avisen, TV-sporten og en række andre DR-radaktioner klarede sig rigtig dårlig i konkurrencen med TV 2/Danmark.
RIKK var en forkortelse for en sammenflettet målsætning: Redaktionsudvikling, Ideudvikling, udvikling af Kreativitet og af efterKritik.
Og det som var det gennemgående for tilrettelæggelsen af disse RIKK-forløb var at det havde en række klart markerede faser der fulgte berettermodellens indholdslogik, og hvor klimaks var at station og redaktion selv - ud fra det indhold de var blevet konfronteret med i forløbet - gik i gang med en sammenflettet udviklingsproces af redaktionelle arbejdsrutiner og nye konkurrencedygtige programkoncepter.
Tilsyneladende virkede modellen. Kurverne blev vendt. Redaktionerne blev mere offensive og mere ambitiøse.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det 'Power TV-kursus' jeg og en god gammel kursusmakker lige har gennemført for NRK i Oslo. Kurset var en indledende del af et langstrakt såkaldt masterclass-forløb i storytelling for en udvalgt gruppe af i forvejen dygtige og kreative tv-folk, både "teknikere" og "tilrettelæggere", 14 i alt.
Power TV-kurset var opbygget så første fase - anslag og præsentation - var deltagernes egne fremlæggelse af en ide til et nyt program eller en programserie.
Anden fase - uddybningen - var vores input til dem: en introduktion til fiktionsfilmens dramaturgi - med afsæt i Hollywood-filmen "Thelma og Louise".
Trejde fase - en slags mental konfliktoptrapning - introducerede til faktaprogrammernes genrer og dramaturgi - og var det der for alvor var nyt og måske ret så provokerende.
Fjerde fase - hovedscenenen - var en opgave hvor deltagerne selv skulle udvikle deres oprindelige ide ved hjælp af det sprog, de begreber og modeller som de var blevet introduceret til i de foregåend to faser.
Og sidste fase - klimaks og forløsning - var deltagernes fremlæggelse af den videreudviklede ide i en Pitch og efterfølgende feed back fra underviserne og de andre deltagere.
Det der sker via dramaturgien i en film er at publikum gennem identifikation med hovedpersonen i filmen bliver en slags simuleret subjekt i filmens historie. Og jeg mener det stort set er en lignende proces deltagerne på Power TV-kurset gennemløber.
At der var tale om en kombineret indlærings- og udviklingskurve som deltagerne gennemgik, fremgik af sidste dagens fremlæggelser. At det dramaturgiske sprog og den bagvedliggende tænkning havde fungeret som en form for kognitiv befrugtning, kunne man direkte aflæse af de power-point-slides deltagerne brugte i deres Pitch.
Ikke lige meget hos alle, og nok mest hos de deltagere som tydeligevis var mest ambitøse i ønsket om at udvikle sig.
Power TV-kurset er fundamentet for mine bøger "De levende billeders dramaturgi", 1. spillefilm, 2. TV, som deltagerne fik udleveret ved slutningen af kurset.
