Denne blog har i mange indlæg fokuseret på to faglige teorier om kreativt sprog, tænkning og argumentation: en teori om 'framing' og en teori om 'metaforer'.
For begge faglige termers vedkommende er det sket med afsæt i bøgerne "Metaphors We Live By" af Lakoff og Johnson og "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate" af George Lakoff.
Tænkningen derfra trækker jeg på i det følgende.
Med hensyn til begrebet 'frame' og 'framing' trækker jeg også på bogen 'Thinking, Fast and Slow' af Daniel Kahneman.
Jeg er i den senere tid i aviser og tv-indslag stødt på og har studset over udtrykkene:
"frontpersonale",
"frontlinjemedarbejder"
Det er tre varianter af ord der refererer til de samme mennesker, nemlig offentligt ansatte som har direkte arbejdsmæssig professionel kontakt med borgerne: sousu-assistenter, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, pædagoger, politifolk, læger, skraldemænd, naturvejledere, m.fl.
En googling tyder på at brugen af disse udtryk med "front-" som førsteled ikke er så gammel. Måske 3-4 år.
De bruges både i administrative manualer, i akademiske afhandlinger og i journalistiske artikler og interviews.
De har slået an!!!
Vi kender typisk forledet "front-" fra forskellige militære sammenhænge: "frontkæmper", "være ved fronten". Der er tale om en bagvedliggende metafor som kan sammenfattes i formlen:
Direkte professionel kontakt med borgere = KRIG
En metafor er en sproglig eller billedlig optik som er relativt konkret og sanselig, og som man bruger til at forstå mere komplicerede og abstrakte emner og fænomener igennem.
Brugen af en metafor som den med "front-" har nogle semantiske implikationer:
Når man 'fører krig', så er dem man er i spil med, 'fjender' som 'truer en', og som man må være forberedt på at 'bekæmpe'.
Som profession er man i overført betydning altså en slags menig 'frontsoldat' - og 'borgerne' er dem man skal 'forsvare sig imod' - evt. 'nedkæmpe' - med de 'professionelle midler' som man nu en gang via sin uddannelse er udstyret med.
Det underforstår metaforen, selvom dem der bruger den, måske slet ikke er sig det bevidst.
Metaforen "front-" implicerer også at nogle offentligt ansatte ikke er ved fronten, men bag den. Det er typisk 'generaler' og andre højere officerer - cheferne som - det er en etableret kendsgerning - stort set er såkaldte 'DJØF´er' med fag som økonomi, jura, statskundskab og forvaltning som professionelt afsæt, og som styrer krigen gennem tal på regneark og krav om og bedømmelse af 'målopfyldelse'.
Der er tale om det man inden for sociologi, retorik og sprogvidenskab kalder en 'frame' - en mental og konceptuel ramme for måden at tænke og tale om et bestemt emne på.
Det der kendetegner en 'frame', er ikke blot at den fokuserer tænkningen og talen i forhold til et bestemt emne, men også at den samtidig mentalt står i vejen for andre måder at tænke og tale om emnet på.
En ''frame' udstyrer dem der bruger den, med mentale skyklapper.
Den underliggende krigsmetafor og den 'frame' den fastlægger, står i skærende kontrast til et andet billedligt udtryk for offentligt ansatte som man til gengæld sjældnere og sjældnere ser brugt i den offentlige debat: "varme hænder".
Som metafor indbærer det udtryk 'fysisk kontakt' og at borgerne har det 'koldt', og at de offentligt ansatte som har kontakt med dem, via deres profession og uddannelse kan hjælpe de frysende med nærhed og varme.
Og samtidig indbærer det at dem der sidder på kontoret bag skrivebordene og administrer, at de har "kolde hænder" eller "kolde hoveder". En frame som ingen chefer - hvad enten de er DJØF´er eller har andre uddannelser - ikke bryder sig om.
De politiske magthavere naturligvis heller ikke.
Så der et tydeligvis sket en såkaldt 're-framing' inden for de sidste år. Hvad er mon baggrunden?
Så der et tydeligvis sket en såkaldt 're-framing' inden for de sidste år. Hvad er mon baggrunden?
Jeg kan ikke lade være med at få associationer til begrebet 'konkurrencestaten' som samfundsforskeren Kaj Ove Petersen i de seneste år har lanceret i både bøger, artikler og interviews i medierne.
Helt aktuelt har han været ud med en kritik af de offentlige ansattes faglige organisationer fordi, som han siger, man i deres offentlige kritik af forskellige poltiske reformer og og organisatoriske tiltag, ikke kan skelne mellem hvornår kritikken er for almenvellets skyld. og hvornår den er i egen-interessens skyld.
Se hans synspunkter her:
http://politiken.dk/debat/ECE3182671/forkaelede-offentligt-ansatte-kan-underminere-velfaerdsstaten/
Det fører videre til et interview i Politiken idag den 7. maj. Det leverer forsiden på lørdagens Debat-sektion.
Interviewet er med RUC-lektoren Rasmus Willig, journalisterne er Mette Højbjerg og Tarek Omar, og rubrikken lyder:
Chefer krænker kritikerne i den offentlige sektor
Manchettens ordlyd er:
Sygeplejersker, pædagoger og politibetjente føler med god grund, at det er blevet umuligt at udtrykke sig kritisk overfor forholdene på deres arbejdsplads. Kritik er nemlig ikke længere velkomment. Tværtimod bliver kritiske ansatte selv udsat for kritik og unødig brutalisering, siger sociologen Rasmus Willig.
Rasmus Willig har gennem årene holdt foredrag over hele landet - og her bedt folk om at skrive ned de reaktioner de har mødt fra chefer hvis de er kommer med kritik af det der foregår på deres arbejdplads.
Samlingen af citater illustreres med rød skrift som hovedillustration til artiklen. Rasmus Willig forklarer:
»De her mange, mange svar på kritik, jeg har samlet, viser, når man lægger dem sammen, at det her har strukturel karakter. Det er ikke bare noget, der sker på enkelte arbejdspladser. Afvæbningen af kritik med sætninger som ’Enten er du med eller også er du imod’ eller ’Nu må vi se fremad og ikke være så bagstræberiske’ er blevet til en hel kultur, der massivt ødelægger det psykiske arbejdsmiljø. Kulturen leverer en ny form for psykologisk krænkelse, som vi alle er berørt af«.
Min egen yndlingsaversion inden for den slags kritkafvæbnende svar har i mange år været når en chef - eller en hjernevasket medarbejder - reagerer på en kritik ved at udtale: "Det er ikke et problem, det er en udfordring".
Mit grundsynspunkt er simpelt: ''problemer' kan løses, 'udfordringer' kan ikke.
Bag ved Rasmus Willigs samling af chefreaktioner på kritik, der ligger en bestemt frame som jeg selv - indrømmet - har været delvist underlagt i de perioder af mit professionelle liv hvor jeg har arbejdet som udviklingskonsulent for tv-, radio- og avisredaktioner.
Det er en 'frame' som har rødder i den psykolgiske traditon og retning som kaldes 'positiv pyskologi'.
Dansk Wikipedia:
Positiv psykologi er et paraplybegreb, som dækker et stort forskningsområde inden for psykologi, der fokuserer på studiet af menneskets psykiske sundhed og udvikling baseret på empiriske undersøgelser. Forskningsområdet, som primært omhandler trivsel (eng. well-being) kan inddeles i 1) positive tilstande (kaldet positive emotioner), 2) positive træk (kaldet engagement), 3) positive relationer og 4) positive fællesskaber (kaldet mening). Hertil kommer studiet af 5) optimal menneskelig funktion.
Det lyder jo både fredeligt og - ja- positivt.
Og en af kilderne til den retning er en af mine faglige 'guruer', Mihaly Csikszentmihalyi, blandt andet med sin teori om 'den særligt kreative personlighed' og om fænomenet 'flow'.
Men når den form for psykologi bliver grundlaget for kurser i ledelse og samarbejde (og det har den været de sidste 10-15 år), så ser det ikke nær så uskyldigt ud.
Cheferne får nemlig herigennem et redskab til at lukke munden på kritiske medarbejdere, fordi de jo er negative og ved at udtrykke deres kritiske holdninger bidrager til at ødelægge arbejdsklimaet og samarbejdet på virksomheden.
Man siger i den jargon at de i så fald 'taler deres arbejdplads ned'.
Og kritiske medarbejder udstyres tilsvarende via denne 'vær positiv for enhver pris-frame' med en slags selvkritisk dårlig samvittighed som gør at de i det lange løb bliver mentalt og moralsk skadet af det - idet de gennem kursernes budskaber primært udstyres med redskaber til at vender kritikken indad og anspores mentalt til at fortrænge reeller konflikter og problemer på arbejdspladsen og i forhold til ledelsen:
Ifølge Rasmus Willig viser svarene på kritik, at offentlige chefer ønsker mere fleksible medarbejdere. Men ifølge Willig er der tale om en form for fleksibilitet under tvang. Han ser en udvikling på arbejdsmarkedet, som er gået fra flexicurity over flexploitation til det nye begreb flexisme – som han selv har opfundet, mens han skrev den nye bog – og helt den samme bevægelse kan genfindes i måden, medarbejderne ytrer sig på – eller rettere: ikke længere ytrer sig på.»Vi er gået fra et flexicurity-system, hvor folk ikke var bange for at ytre sig, fordi de var trygge ved deres ansættelse eller ved muligheden for at få et nyt job, til et arbejdsmarked med flexploitation, altså en form for fleks-udnyttelsessystem, hvor sikkerheden faldt, og hvor den kritiske attitude hos medarbejderne skulle erstattes af en positiv attitude.Det lyder sådan her i chefsprog: ’Her ser vi udfordringer i stedet for problemer’, eller ’Her fortæller vi den gode historie, ikke den dårlige’ eller ’Her taler vi tingene op, ikke ned’. Nu er vi kommet til et sted, hvor den positive tilgang hos medarbejderne er blevet erstattet af kravet om en resilient attitude. Individet skal blive mere modstandsdygtigt«.Hvad mener du – hvordan ser du det?
»Når chefernes svar på kritik lyder ’Det er jo kommet for at blive’, eller ’Du skal lære at finde dig i mere’, eller ’Du må blive mere robust’, er det udtryk for, at medarbejderne skal klappe hælene sammen og være medgørlige.Vi har altså set en udvikling fra, at medarbejderne havde medbestemmelse på arbejdspladserne, til, at de skulle se at få sig en positiv attitude, til, at kernekompetencen er, at de skal være medgørlige, hvis de vil beholde deres job«.
Her et link til et Politiken-tv-indslag hvor Rasmus Willig citerer en lang liste af typiske chefsvar på aktuel kritik fra medarbejdere:
http://politiken.dk/tv/ECE3188232/der-er-noget-helt-alvorligt-i-vejen-med-arbejdsmiljoeet-ja-hele-kulturen-paa-de-offentlige-arbejdspladser/
Man kan sige at det lykkes Rasmus Willig med sin analyse at udstille den frame som Kaj Ove Petersens kritik af de offentlige ansatte udspringer af!
