"Sex og vold" - Muppet Show blended med ondskabens teater

Jeg havde i udklpsbunken gemt flere artikler fra slutningen af januar om et stykke voksen-dukke-teater, som tydeligvis var grænseoverskridende kreativt - et smukt eksempel på konceptuel blending af genrer og udtryksformer - af dukkefiktion og grusom virkelighed. 

   Det var billederne i artiklerne der fangede mig:

   

Forestillingen omtales blandt andet som et "freak-show" - og som "dukketeater for voksne". Det kan man forstå bare ved at se det billede her.

Jeg søger og finder en video på YouTube og en beskrivelse af stykket  på nettet:

Fix & Foxys freakshow

I SEX OG VOLD fremfører fem grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker deres eget, indignerede splattershow. De udtrykker sig bedst gennem overgreb og vanrøgt, så her kommer deres musikalske, pornografiske og voldelige show om de ting, vi normalt ikke tør røre ved, og om hvordan verden ser ud fra deres side af hegnet.

   SEX OG VOLD er Muppet Show for voksne med en gruppe grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker, der er klar til at gå så langt, det skal være, for at underholde deres publikum.

   De stiller sig til rådighed for grundforskning i menneskesjælens mørklagte områder. Dukker falder uden for straffeloven, så der er ikke noget, de ikke må. Og det er heldigvis ikke rigtige mennesker, det går ud over!

   SEX OG VOLD er Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste stykke virkelighedsteater, hvor de udnytter de svage og udstødte til gemen underholdning.

Da jeg har et særligt personligt forhold til dukkespil og dukkespillere, kunne jeg godt tænke mig at komme ind og se det. Men har alt for forbasket travlt i disse uger.

Men andre kan nå det. Stykket spiller til den 18. januar på Husets teater. Og hvis man har glade minder om Muppet Show i fjernsynet i gamle dage, så kan de åbenbart genopfriskes her - med et grusomt twist.

    Man aner fra beskrivelsen inspiration og et aktualitetsperspektiv i forhold til de sager der har været for domstolene og i medierne de sidste par år - om grov vanrøgt, sexmisbrug og vold over for børn i dysfunktionelle familier.

Hvad opnår en fiktion ved at vise det som er fortrængt og tabubelagt? Det man ikke må forestille sig og det man ikke må tale om - endsige udtrykke sympati eller forståelse for?

Grundlæggende er det jo mentalt frigørende, fordi det er grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Og altså et udtryk for kreativitet. At bruge dukker - altså skuespillere klædt ud som menneskestore dukker - med associationer til Muppet-show - er jo udtryk for en form for grotesk ironi. Surrealistisk teater.
   Der er altså tale om konceptuel blending af det der er sjovt - det barnlige - med det der er forfærdeligt - det forbudte
   En forestilling der at dømme efter foto og videoklippet leverer et satirisk twist af uskyldig tv-erindringer med en mørk bagside af ubevidste fantasier, et twist der derfor rammer tilskueren der hvor de mentale forsvarsværker er svagest.

Carsten Dahl - en musikalsk sommerfugl - med hang til fodbold og et mørkeliv i depressionens pubbe

Mere om musik. Hvordan man kan få "musik på hjernen", og hvad man kan bruge det til.

Et af mine avisklip er næsten 4 uger gammelt. Fra Politiken søndag - kultursektionen - den 15. januar 2012.

   Jeg har gemt det fordi det handler om en af de særligt kreative personligheder, hvis navn og liv jeg intet kendte til før jeg læste interviewportrættet: Carsten Dahl.

   Men han er altså autodidakt musiker. Har indspillet over 20 plader. Har været leder af Syddansk Universitets Musikkonservatorium i Esbjerg 1992-96. Professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København 1997. Haft flere "nervesammenbrud" ifølge den interviewbaserede artikel med rubrikken:

Professor Dahl - på sommerfugle og nervemedicin

Manchetten lyder:

Som pianist har han selv brugt mesterskab og perfektionisme til at undertrykke sin angst og ensomhede, indtil en voldsom depression tvang ham til bunds i mudderet. Han kom op igen med en mission om at hjælpe andre. Fra næste måned står Carsten Dahl parat til at gøre landets dygtigste unge musikere endnu dygtigere.

Han tiltræder her i februar et fireårigt professorart på Rytmisk Musikkonservatorium i København. 

Jeg gætter på en barndom og ungdom med savn, fravær, fremmedgørelse - og sublimering gennem musikudøvelsen.

Artiklen og interviewet er skrevet af Peter Nicolai Gudme Christensen. Lad os høre om Dahls barndom?

   Artiklen fortæller Carsten Dahl er "misbruger" af ros - en sær metafor:

Misbrugeren begyndt at øve sin indflydelse på Carsten, da forældrene blev skilt og Carsten sendt på kostskole Grindsted i Jylland, 10 år gammel. Men inden da, faktisk så langt Carsgten Dahls hukommelse rækker tilbage. havde han problemer med at indgå i nære relationer med andre mennesker. Specielt i sin familie. Som lille dreng var han altid overfølsom over for stemninger og indtryk. Han kunne fornemme, hvad folk ville sige, inden de sagde det. I medicinsk forstand led han allerede fra 9-års aldren af panikangst. Det gjorde Carsten utryg, fik ham til at trække sig ind i sig selv. Helst ville han være i fred.

Så var der noget med faderen og forventningerne. Far accepterede ikke at musikinteresse var funderet i uambitiøs passiv modtagelse og nydelse . Det skulle ikke bare være "en leg":

"Du skal være den bedste. Alt andet gælder ikke." Det blev en grundtone for mig", siger Carsten Dahl.

Det at blive sendt på kostskole af forældre som har nok at gøre med sig selv, er en klassisk kreativ udviklingshistorie. 

    Fx radiomontage-mesteren Christian Stentoft fortæller tilsvarende: En far, Aage Stentoft, både med store forventninger og afvisninger over for sønnen. Der så blev sendt på kostskole - i stedet for at blive taget sig af.

Om Carsten Dahls møde med kostskolelivet fortæller artiklen videre:

Mødet med kostskolen virkede ikke ligefrem befordrende på Carstens evne til at knytte bånd til andre mennesker.

   "Det var et forfærdeligt sted. Ydmygelser, overgreb, misbrug, bank og mboning. 120 drenge, der hver især havde det ad helvede til", siger Carsten Dahl.

   Hver dag efter undervisningen søgte han skjul fra skolegårdens tæv i skolens lydisolerede øvelokale, hvor han hamrede på trommerne, indtil det var tid at krybe i seng. 

   "Der er mange forskellig vinkler på hvad musik er for mig. Som dreng tror jeg, at det var et sted hvor jeg var samlet.." (...)

    Gennem musikken overlevede han. Det gjorde smerten også.

    "Musikkens rum blev min redning. Men også en substitu for ægte nærhed. Den nærhed, som jeg savnede med mine forældre.

Billedet ser sådan ud for mig. De ydre sociale realiteter er præget af mentale savn og sociale afvisninger. Og metaforisk udtrykt "trækker han sig ind i sig selv", som der står skrevet. Dvs. han må gøre rigtig meget brug af sit "default  mode network" i hjernen. Og give udtryk for følelser gennem musik-motorisk aktivitet: tromning med særlig kontakt til "det limbiske system".

   Hvor er det lige musik og rytme har sæde i hjernen? - Højre hjernehalvdel.

   Siden kom der melodi på rytmerne: Carsten Dahl lærte sig at spille klaver. Men er ikke god til at læse noder (venstre hjernehalvdels musikalske aktivitet) fortæller artiklen.

   Han udtrykker det med klaverspillet meget poetisk og fysisk: "Det handler om  at kærtegne tangenterne."

Jeg kommer i tanker om at når jeg i et tidligere blogindlæg beskrev hvordan det var at male akvarel efter et forbillede, så føltes det også som noget rent fysisk. Som at "kæle for motivet".

Carsten Dahl siger at når han underviser kreative elver, så er det vigtigt at hans studerende lærer at få "en rummelig indstilling til sig selv". 

   Det kan han vist kun mene hvis han opfatter at den særlige kreative personlighed indeholder flere personer i én. Og det skal man kunne rumme. 

   Flere personligheder i en, det kan han selv være - og det er han så småt er ved at lære at leve med. Og bruger som mentalt afsæt for sin egen undervisning. 

   Fra puppe til sommerfugl er hans metafor for det. 

Han har et særligt forhold til sommerfugle, som han ifølge artiklen har en masse af - udstoppede i glas og ramme på væggen i sit hjem. 

   "Han ønsker at hjælpe de studerende med at udfolde sig fra puppestadiet til flyvefærdige insekter,"

refererer artiklen.

   Han ser ikke sig selv som en der skal revolutionere noget institutionelt i sit nye job med titlen: "professor i samtidsmusik".

Et udtryk jeg ikke bryder mig om, fordi der også er en fortid og en fremtid. For mig er det bare 'professor i forvandling'. I kunsten er der en lang metamorfose, man går igennem. Fra larve til sommerfugl. Og hele den forvandling må være mit hovedområde.

En lille aside-artikel i bunden af siden fortæller at Carsten Dahl er glødende Brøndbysupporter. Og at han ser en lighed mellem musikudøvelse og fodboldudøvelse. Fælles er nødvendigheden af improvisation, og dermed associerer han til at hjernen når den improviserer musikalsk lukker ned for nogle af de overordnede hæmmende frontale cortex-centre:

Det er mandehørmen, det er repetilhjernen, det er udyret. (...) Det er et legested, ligesom når jeg spiller tromme. De drenge jeg er sammen med der, kommer fra et helt andet sted. Jeg nyder bare a være Carsten, en dum Carsten når jeg står der. (...)

   Men det er ikke kun de primitive instinkter Carsten Dahl får tilfredsstillet gennem fodbolden. (...) Han pønser på at lave en slags forskningsprojekt. Blandt andet drejer det sig om at kortlægge nogle af berøringsfladerne mellem fodbold og musik. (...)

   "Vi vil finde af, hvordan improvisationen opstår, hvordan forholdet mellem solist og gruppe påvirker hinanden. Hvad sker der i den interaktion, og hvem er orkesterlederen? Er det træneren, anføreren? Hvad vil det sige at aflevere på en måde, så man er forud for spillet?"

Musikimprovisation med fokus på hvordan hjerne gjorde det muligt at improvisere, var præcis emnet for et tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html