Når kunsten kan bruges til at "hele" - både hos udøver og modtager - så skyldes det dopamin

Dette er i forlængelse af slutningen af det forrige blogindlæg... om romantisk musik der kan påvirke kvinder til lettere at lade sig forføre. 

   Hvis man tilslutter sig teorien om at den kreative personlighed har sine rødder i oplevelser af savn og rodløshed der stimulerer til stærkt forøgede fantasi-processer (forestillinger om det der ikke foreligger, det der mangler), og at kreativiteten udfolder sig som en slags sindets forsøg på at "hele" mentale "sår", så giver hovedpointen i Politikens kronik idag søndag den 27. maj, mening. 

   Kronikkens rubrik er: "Kunst, erhverv og mentalt overskud"; forfatteren er: Peter Michael Hornung, som er avisens kunstredaktør. 

   Som led i en overordnet argumentationskæde for at det er gavnligt for erhvervslivet at kunst på arbejdspladsen kan skabe mere mental energi hos der mennesker der dagligt kommer i berøring med den, så nævner han - uden kilde - at "der er en kemisk forklaring på kunstens helbredende bivirkninger", som også er dokumenteret i forskellige former for kunstterapi:

Når vi modtage nye informationer om den verden vi lever i, og får skærpet vores opmærksomhed og dernæst oplever, at noget falder på plads, oplever vi følelsen af tilfredshed. Denne følelse skyldes udløsningen af stoffet dopamin. (...) Forsøg har vist, at hjernen opfatter kunst og musik som sprog. Når mennesker engagerer sig i denne ikke-sproglige kommunikationsform ved at lytte til musik eller se på kunst, vil de kunne gennemstrømmes af en særlig følelse, måske ligefrem en følelse af tilfredshed. Kemisk sker der det, at dopamin dannes i vores organism, og det aflæser vi som noget positivt og lykkebringende.

Min uhyre forenklede og forenklende teori siger at hvis kreativt arbejde - som jo udføres i en flow-tilstand som er forbundet med udløsning dopamin og andre lignende naturlige "lykkestoffer" - så kan det at møde, opleve og udfordres af produktet af den slags arbejde - altså kunst, litteratur, musike etc. - fungerer på samme måde: Man kan som modtager - læser, lytter, seer - også komme i en "modtage-flow-tilstand" i kraft af at de tilsvarende stoffer udløses hos modtageren.

   Det passer så også fint med det jeg tidligere har skrevet om, nemlig at det er de samme centrer i hjernen der aktiveres når vi selv udføre en bestemt slags handling, som når vi oplever at en anden gør det. 

   

Melankoli og kreativitet - og sang som "blødgøringsmiddel"

I Politiken i dag søndag den 27. juni er der et portrætinterview med Claus Ryskjær. Han har været væk fra scenen i tre år, og det viser sig at han er holdt op på grund af en kombination af sceneskræk og depression. Michael Bo interviewer.

    Michael Bo associerer i et spørgsmål til Dirch Passer som Claus Ryskjær arbejdede sammen med som yngre. Også Dirch Passer havde alvorlige psykiske problemer forbundet med sceneskræk og forventningspres. Claus Ryskjær er under hele interviewet ret umeddelsom og kort i replikkerne, så Michael Bo må selv i referatform opridse nogle af pointerne, blandt andet den om "den grædende klovn":

Claus Ryskjær har det til fælles med Dirch Passer at de begge var melankolikere. Den grædende klovn, der skal have malet en smilende jordbærmund over sin triste Pjerrot-maske, et klassisk billede på, hvordan store humorister ofte har diverteret os på baggrund af sorg, angst og bæven - eller mlankoli. Ryskjær kender klicheen om den grædende eller krampagtigt smilende klovn og kan godt følge argumentet om, hvilken ekstra dybdeperspektiv det kan give komikken, hvis man griber allerdybest ind i sig selv efter den - men han har oprigtigt talt aldrig skænket det en tanke.

Googler man på "melankoli og kreativitet", så er det åbenbart en hyppigt brugt tematisk sammenkobling i forskellige foredragsholderes oplæg.

   Jeg husker også at Ole Malmros, filminstruktøren, hvis film jo er stærkt selvbiografiske og kredser om ungdomslivets oplevelser, selv har omtalt sig som en melankoliker der laver film ud fra en grundtone af melankoli med rod i oplevelser af svigt og tab.

   Lone Scherfig  bliver også som filminstruktør koblet sammen med melankoli som emotionel indgang til en række af sine film, bl.a. den sidste Oscarnominerede "An Education."

   Og selv har jeg i et tidligere indlæg om sprogprofessor Jørn Lund indfanget at det tema er medspiller i hans tilgang til verden.

Der er ingen tvivl om at musik kan være et vigtigt stemningskabende vikemiddel i film, bl.a. til at understrege en følelse af melankoli, bare tænk på Mozarts klaverkoncert som underlægningsmusik til Bo Widerbergs film "Elvira Madigan". Hvor effektiv musik er til at åbne sindet, viser et et videnskabeligt eksperiment som Politiken fortæller om på sind videnskabsside, under rubrikken "Sang gør hende blid". Introsætningen lyder: "Med den rette musik kan man(d) øge chancerne for at få en date."

I studiet deltog 87 18-20 årige kvinder, som hver skulle mødes med en ukendt ung mand til en snak om almindelige og økologiske kiks. Men før det skulle kvinderne lytte til fem minutters musik, og efter samtale bad fyren om hendes telefonnummer og inviterede hende ud på en drink. Efter en neutral sang rykkede 28 procent af kvinderne ud med deres telefonnummer, mens tallet var 52 procent blandt de kvinder som havde hørt en romantisk ballade. Hvilke sange der blev spillet, oplyses ikke men studiet har fået titlen 'Love is in the air'.

Man kan så også undre sig over hvad det er for en snørklet tankegang der har ført frem til ideen om at lave dette eksperiment.