Et af hovedemnerne i kulturjournalistikken i den sidste uges tid har været at man - forskere, anmeldere, læsere - har fået en slags bevis for at Karen Blixens far Wilhelm Dinesen begik selvmord fordi han havde gjort en tjenestepige gravid. Og hans svigermor var en skrap dame som ... ja, hendes mulige reaktion må vi fantasere os til ligesom Wilhelm gjorde. Og også til hustruens. Men ...
Svigermoderen var den højborgerlige og efter sigende puritanske Mary Lucinde Westenholz.
Wilhelm Dinesen var solddat, noget af en eventyrer og en ærekær mand. Og han var gift og havde fem børn, tre døtre og to sønner, med Ingeborg Westenholz, heriblandt Karen Blixen.
Men sandsynligvis havde Karen ikke kun to søstre, men tre - som den collage fra Politiken illustrere:
 |
| KOLLAGE. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat. - Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek |
Gennem Tom Buk-Swientys research til sin Wilhelm Dinesen-biografi, er der nemlig nu tilsyneladende dokumentation for at Wilhelm havde en såkaldt uægte datter Elida med tyendet Anna Rasmussen. Elida blev blev født tre måneder efter selvmordet.
Det lyder næsten som plottet til en ægte Karen Blixen-fortælling.
Generelt er jeg er måske mindre betaget af Karen Blixens fortællinger, og mere optaget af hendes personlige historie som den bla. fortælles i "Den afrikanske farm" - og i hendes breve. Og ikke mindst gennem digteren Thorkild Bjørnvigs og litteraturmanden Aage Henriksens bøger om deres specielle symbolsk-erotiske forhold til hende og hendes til dem.
Alle forskere og andre der har skrevet om Karen Blixen, er enige om at hun er genial når det gælder at omsætte konfliktfyldte oplevelser og emotionelle erfaringer fra sit eget liv til fascinerende fiktive fortællinger.
Negativt ladet har man brugt ordet 'mytoman' om hendes forfatterpersonlighed
Så spørgsmålet er nu om også den her ellers gemte og glemte historie har spillet med i hendes kreative litterære fantasier.
I information fredag den 7. marts har Jan Maintz en artikel under denne rubrik:
Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord?
I artiklen forsøger Maintz at forfølge sporet gennem Blixens fortællinger - hendes måske-viden om den - antageligt - uægte søster, fadrens skam og hans fatale legen skjul med svigerfamilie og offentlighed. Det der mundede ud i at han hængte sig selv.
I introduktionen til artiklen fremdrager Maintz en metafor som fru Blixen selv brugte i flere af sine eventyr - for at karakterisere hvad fadertabet har betydet. Metaforens udtryk er: "kaffetræets bøjede pælerod", et billede som indgår i en meget central historie i forfatterskabet: "Drømmerne":
Ved du, at hvis du, idet du planter er kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet, efter en kort stund, begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.
Karen Blixen opfattede sit eget digtersind som en sådan 'bøjet pælerod' der af den grund producerer blomster "stærkere end de andre" .
I en lang række blogindlæg har jeg forfulgt dette spor: at mange særligt kreative personligheder som udfolder sig kunstnerisk eller gennem videnskab og forskning, har oplevet fader-/forældretab eller -svigt i en relativt tidlig alder, og på en eller anden måde mentalt har kompenseret for deres tidlige savn-erfaringer - og oplevelsen af fremmedgørelse og rodløshed og social mobning - ved at skrive eller male eller på anden måde udfolde sig kreativt.
Jeg har også ettiketeret den slags personligheder metaforisk: Der er tale en psykosocial udvikling af et menneske der som voksen udfolder en særlig kompleks - en blended - personligheds-konstruktion, som jeg har benævnt "flere personligheder i én".
Og Karen Blixen er jo klart en i den kategori og bon´er ud på alle parametre.
En meget stor andel af de særligt kreative personer jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har været af hankøn.
Den tanke at jeg har været delvist kønsblind i mine skriverier faldt mig ind på kvindernes kampdag den 8. marts hvor kulturlivets og forskningens positive bias i forhold til mænd og negative i forhold til kvinder blev tematiseret i en lang række artikler.
Der har dog også været en del kvinder imellem dem jeg har skrevet om - dog i klart og markant i mindretal. Og jeg har faktisk skrevet en hel serie af indlæg om hvad forskningen kan fortælle om de to køns - klart forskellige - hjerneindretning når det gælder om at forklare forskelle i kreativitet:
Men da jeg ikke har foretaget førstehåndsstudier eller baserer mig på seriøs stattistik, så er det sådan set ikke særligt overaskende at jeg også er biased i mine skriverier om særligt kreative personligheder - med det samfund og de kønsroller vi har - som på alle fronter favoriserer hankønnet - også og ikke mindst i medierne som er dem jeg tit tager afsæt i.
Derigennem sker den skævvredne grovsortering.
Men her op til denne jul og i perioden efter, er der - udover Blixen - flere markante kvindelige forfattere som har stået centralt og markant i kultursidernes journalistik.
Oplevelser af savn, rodløshed, fremmedgørelse har alle tilfælde været dominerende temaer, og det gennemgående spørgsmål har været hvordan disse kvinders for så vidt private oplevelser i barndom og ungdom så tydeligt har sat sig igennem i deres litterære produktion og altså dermed er blevet brændstof i fiktioner der mere eller mindre ligner fakta og den virkelige virkelighed.
Her er tre navne som alle har fået offentliggjort biografier (eller for Tove Ditlevsens vedkommende, det der ligner) i de sidste fire fem måneder:
- Astrid Lindgren, født 1907 - biografi: Jens Andersen: "Denne dag, et liv"
- Tove Ditlevsen, født 1917 - biografisk tekstsamling: Olga Ravn: "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
- Suzanne Brøgger, født 1949 - biografi: Louise Zeuten: "Krukke".
Det er fælles for dem at de tidligt i barndommen lærte sig selv at læse - altså inden de kom i skole.
Fælles for dem er at nutidige skribenter med hang og trang til biografisk forskning har skrevet fængende biografier hvor de afdækker og afslører vigtige sider og oplevelser af privatlivet i de unge år for hver deres hovedperson. Og i alle tilfælde er det en afgørende nøgle til deres litterære produktion at livserfaringer og digtning er tæt vævet sammen og spejler sig i hinanden hos disse forfatterkvinder af format.
På mange måder kan man jo sige om både Astrid, Tove og Suzanne at de i deres litteratur foregriber nutidens litterære 'fiktionsfrie' selvbiografiske frontløbere "Knausgaard & konsorter" - hele det i offentligheden fremtrædende spor af opsigtskabende moderne litteratur hvor liv og digtning smelter sammen i en uhørt grad, og hvor det er rigtigt besværligt for litterater og anmeldere at skelne mellem erindret liv og fantasi, mellem fakta og fiktion.
Og ikke mindst er pointen at denne uigennemsigtige litterære fusion af fakta og fiktion ('conceptual blending', med et fagudtryk) synes at være drevet af en umættelig hunger efter at forstå og mentalt erobre egen livshistorie - parret med en sult efter opmærksomhed og synlig anerkendelse i offentligheden.
Om Suzannes barndom skriver "forfatterweb.dk"
Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.
Her indgår et tidligt fader-tab, flytten omkring, skoleskift, sprogskift. The works!
Suzanne Brøgger er citeret for om dette sit tumultariske barndomsliv at sige.:
Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.
Det kunne vel lige så godt være udtalt af Karen Blixen.
I følgende citat fra et interview til forfatterbloggen "Ord til alle sider" siger Suzanne Brøgger noget der tilsyneladende selv-modsiger ovenstående, men ved nærmere eftersyn slet ikke:
Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog? Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.
Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der? Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.
Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget? Jeg var forelsket.
Koblingen mellem skrift på den ene side og tab og savn på den anden er klokkeklar her.
Nu er der så kommet en biografi baseret på et stort privat materiale af breve og andre tekster, men med den problematiske pålagte begrænsning at den kun gælder til Suzanne er 40 år.
Men hvor sandt og virkeligt er det Suzanne Brøgger selv skriver i sine halv-fiktioner, og det som hendes biografi-forfatter Louise Zeuten skriver om hende i "Krukke".
Det har en mandlig forskerkollega Erik Svendsen et udtalt synspunkt på, ifølge en artikel i Politiken:
"Det påfaldende ved Suzanne Brøggers bøger er, at hun aldrig vil stå ved, at det er sandheden, hun fortæller. Hun holder distance til sig selv. Det samme overfører hun nu til Louise Zeuthen, der bliver hendes marionetfortæller. Selv om ’Krukke’ er baseret på Suzanne Brøggers breve og dagbøger, er der alligevel samme distance som altid. For det er Zeuthens udgave af Suzanne Brøgger. Hun laver på den måde en ny tilsløring af sig selv. Zeuthen skriver med ført hånd. Det er en klog ført hånd, for hun har hele sin faglighed med sig, men det er Suzanne Brøgger, der sætter dagsordenen, bestemmer, hvad hun må skrive om, og hvad hun får af materiale«, siger Erik Svendsen.
Så til Astrid Lindgren.
Astrid Lindgren har en høj stjerne i vores familie. Og fruen er i fuld gang med at læse Jens Andersens biografi (som jeg har foræret hende til Jul) - som efter sigende - også anmeldernes - står fuldt mål med den han for en række år tilbage skrev om H. C. Andersen.
At Astrid Lindgrens børnebøger gennem årene har fået global gennemslagskraft, står ikke til diskussion.
Og når hendes bøger har en oplevelsesmæssig 'impact' som er mindst lige så kraftig hos voksne som hos børn, så hænger det uden tvivl sammen med at hun trækker på og skriver meget tæt op af hvad hun selv har oplevet både som barn, som ung og som voksen - et ekstremt produktivt forfatterliv transformeret ind i fiktioner i skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter.
Der er mange fællestræk mellem vores egen H. C. Andersens brug af sit liv i sine historier og Astrid Lindgrens brug af sit liv i sine fortællinger.
Og der er den klare lighed med Karen Blixen at de begge først begyndte at skrive litteratur i en relativt sen alder, og at oplevelser af savn og tab i ungdomsårene, var en vigtig drivkraft.
For Astrid Lindgrens vedkommende førte en uønsket graviditet uden for ægteskabet 1926 med den 30 år ældre chefredaktør Reinhold Blomberg til at hun efter fødslen satte drengen Lars i pleje hos en familie uden for København, og først fik ham hjem hos sig selv fire år senere.
Litteraturen om Astrid Lindgren omtaler den periode af hendes liv som...
De svære ungdomsårSom ganske ung begyndte Astrid Lindgren at arbejde som korrekturlæser på Vimmerby Tidning, og som 18-årig blev hun gravid med avisens chefredaktør. Han ville giftes - det ville hun ikke, og hun rejste til København og fødte sønnen Lars i 1926. På det tidspunkt var Rigshospitalet i København det eneste sygehus i Skandinavien, hvor kvinder kunne føde uden at skulle orientere myndighederne om, hvem der var far til barnet. Da hun hverken havde bolig eller fast arbejde, måtte hun overlade sønnen til en plejefamilie i København.
Først mange år senere, omkring 1941, begyndte Astrid Lindgren at skrive fiktion - og det begyndte med "Pippi Langstrømpe" som hun havde "digtet" som oplæsnings-fortælling til sin datter Karin.
Historien om hvordan den bog blev til, lyder som følger:
Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun Astrid Lindgren om en historie. ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe.Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år.Det var først senere, at historierne om Pippi blev skrevet ned. Astrid Lindgren var faldet på en isglat vej og måtte tilbringe noget tid i sengen. Det gav hende tid til at skrive sine historier om Pippi ned, så hun kunne give dem i fødselsdagsgave til datteren. En kopi af manuskriptet blev sendt til Bonniers förlag, men som Astrid Lindgren havde forventet, blev det ikke antaget.
En omarbejdet og mildere version af Pippi vandt en børnebogspris udskrevet af et andet forlag, og bogen endte med at udkomme på Rabén & Sjögrens förlag i 1945. Da var forfatteren 38 år gammel.
Og så gik det ellers derudaf.
Mens både Blixens og Lindgrens barndom angives som relativt sorgløse og ubekymrede, så gælder det bestemt ikke for Tove Ditlevsens. hvis liv i barndoms- og ungdomsårne beskrives sådan her på netportalen danmarkshistorien.dk:
Tove Irma Margit Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Faderen var fyrbøder, og moderen passede hjemmet i Hedebygade. Det var et fattigt arbejderhjem med et traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Tove skulle giftes, skønt hun klarede sig godt i skolen. Efter mellemskoleeksamen gik Tove Ditlevsen ud af skolen og havde de følgende år forskelige pladser. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, men skjulte sine kunstneriske forsøg for omverdenen. Forældrene fik stor betydning for hendes kunst, ikke som positive forbilleder, men som repræsentanter for svigt og manglende omsorg. Barndommens smerte kom til at præge Tove Ditlevsen resten af livet i form af angst, usikkerhed og selvdestruktiv adfærd.
I modsætning til Astrid Lindgren giftede Tove sig tidligt - også her var der tale om et erotiske forhold til en mange år ældre mand og redaktør.
Tove Ditlevsen debuterede i det danske litterære tidsskrift Vild Hvede 1937, og i 1940 giftede hun sig med bladets redaktør Viggo F. Møller. Møller hjalp Ditlevsen med udgivelsen af hendes debutsamling Pigesind, som udkom i 1939. Bogen vakte opsigt med sine smukke digte om kvindelivets foranderlighed, ensomhed og angst, og Tove Ditlevsen havde succes fra begyndelsen. Men privatlivet knagede, og hendes ægteskab holdt kun to år. I 1941 blev den lyriske debut fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et barn fortræd, som skildrede en ung kvindes krise som følge af seksuelle overgreb i barndommen. I 1942 giftede Tove Ditlevsen sig igen, og året efter udgav hun endnu en kritikerrost roman, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem en ung piges tanker og følelser gendigtede sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro.
Da jeg læste dansk på KU i midten og slutningen af 60´erne, stod Tove Ditlevsens digtning ikke i høj kurs, hverken hos vores lærere eller blandt de fleste af mine medstuderende.
Hun var for 'nem' at gå til, hun skrev på rimede vers, hendes romaner og noveller var gennemsigtige i forhold til den virkelighed og de personlige erfaringer hun skrev om. Hun skrev både lyrik og prosa i et ligefremt og billedrigt, men ukompliceret erfaringssprog.
Og set med de dannede litteraters øjne - på et tidspunkt hvor modernismen var i den grad dominerende - der var hun: et hysterisk, popularitetsanglende kvindemenneske.
Og så var hun oven i købet læserbrevkasse-redaktør på et ugeblad: Familiejournalen.
Til gengæld var almindelige, jævne og ikke så dannede mennesker udelt glade for hendes digtning. De læste hellere Tove end Klaus (Rifbjerg).
Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 - efter flere tidligere mislykkede forsøg.
Danmarkshistorien.dk fortæller at hun i de sidste år af sit live fik en riveval via den fremvoksende kvindebevægelse:
Inspirationskilden i Tove Ditlevsens forfatterskab var hendes eget liv som kvinde. Hun skrev på angsten og kriserne, og hun tog udgangspunkt i de smertefulde erindringer fra barndommen, som hun aldrig slap. Den dybe psykologiske indsigt i moderne kvinders splittede liv udfoldede hun ligeledes som brevkasseredaktør i Familie Journalen, hvor hun bidrog til tidens kvindedebat og blev beundret af mange for sine kloge svar. Hendes indsigt i kvindelivet fik fornyet opmærksomhed i 1970´erne med den ny kvindebevægelse. I forbindelse med filmatiseringen af Barndommens gade i 1986 satte Anne Linnet melodi til en række af Tove Ditlevsens digte.
Hendes litterære afløser hed Vita Andersen som fik en kæmpesucces i 1977 med bogen "Tryghedsnarkomanerne", Hende vender jeg tilbage til i et senere indlæg.
Videre med Tove.
"Tove, Tove, Tove" - er titlen på en teaterforestilling jeg for et par uger siden oplevede sammen med fruen her i Vordingborg, hvor lokalområdets gymnasium har en fin stor teatersal som den lokale teaterforening med mellemrum får fyldt op fordi man har kapret en af de forestillinger fra Det Kongelige Teater som har fået gode anmeldelser.
"Tove, Tove, Tove" var simpelt hen fremragende. Den udsprang af og trak på Olga Ravns biografisk tekstsamling "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
Forestillingen var en collage af både digte og helt personlige og private tekster, der var kædet delvist kronologisk sammen så man fulgte Tove Ditlevsens tumultariske liv fra traumatisk fattige barndom, over de stormende og konfliktfyldte kærlighedsforhold og ægteskabe, og til hendes selvmord i midten af 70´erne.
Forestillingen blev kreativt fremført af fem unge skuespillere fra teaterkollektivet "Sort Samvittighed" der optrådte udklædt og forklædt - enten som Tove Ditlevsens alter egoer - 'mange personer i en' - eller med babymaske - symboliserende hendes 'indre barn':
Scenografien var nærmest genial.
Berlingskes anmelder Jakob Sten Olsen skriver begejstret i sin indledning til anmeldelsen af forestilingen om Tove-personlighedens mange ansigter i forestillingens fortolkning:
Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.
Litteratursiden.dk skriver indledningsvis om hendes barndom:
Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det "brændte" barn og de voksnes psykiske problemer.
Og brødteksten fortsætter om "barndommen":
Tove Ditlevsen blev født i 1917 (hun opgav dog ofte selv 1918 som sit fødselsår) i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.
Man kan roligt sige at Tove Ditlevsen nu har fået den anerkendelse som forfatter og kompleks - 'blended' - kreativ personlighed som hun savnede i en stor del af sit voksenliv.
Det Kongelige Teater skriver i sit forskræp til forestillingen:
Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.
Det kan man vel sige er fælles for alle fire kvindelige forfattere:
De levede for at skrive, og skrev for at leve.
Forestillingen "Tove, Tove, Tove" sluttede med at de fem skuespillere i kor fremsagde Tove Ditlevsens måske mest elskede korte digt om kærlighedens vilkår og omkostninger:
Så tag mit hjerte i dine hænder,men tag det varsomt og tag det blidt,det røde hjerte - nu er det dit.Det slår så roligt, det slår så dæmpet,for det har elsket og det har lidt,nu er det stille - nu er det dit.Og det kan såres, og det kan segne,og det kan glemme og glemme tit,men glemmer aldrig - at det er dit.Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,det sov og drømte i lyst og leg,nu kan det knuses - men kun af dig.
En "rigtig" biografi om Tove Ditlevsen udkom i 2008: Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. Kan anbefales.
