Den hemmelige socialdemokrat, den hemmelige journalist - og noget om 'new journalism' i Danmark med Poul Martinsen som pioner

Thomas Bredsdorff som jævnligt skriver i Politiken, og næsten altid noget der er både klogt og kreativt, skrev for en lille uge siden (18. febr.) en analyse af sproget i bogen "Den hemmelige socialdemokrat".

  

Analysen giver en række eksempler på sprogbrug som ifølge Bredsdorff kendetegner den genre som i 60´erne fik navnet 'new journalism', en genre som jeg selv skrev et helt kapitel om i min bog "Faktion som udtryksmiddel" (1990).

   Da jeg ikke har læst  "Den hemmelige socialdemokrat" - og heller ikke har planer om det, så citerer jeg de "fund" som Bredsdorff har gjort:

Således skridtede den 25-årige komet - det er Thor Möger - fronten af i sylespidse sortglinsende lædersko.

Bredsdorff kalder det et eksempel på "den såkaldt overflødige detalje. Som selvfølgelig ikke er overflødig, for den giver en fornemmelse af at skribenten var til stede." 

   Jeg ville idag kalde det en velvalgt metonymisk detalje som er central for at karakteriserer personen der fortælles om. 'Metonym' kan definerer jeg som "en lille del der er kendetegnende for en større helhed som den er en del af".

   Men også udsagnet om at Thor Möger "skridtede fronten af" høre vel med i den sammenhæng, synes jeg. Det er en beskrivende metafor, en for så vidt ret død kliche som i denne kontekst (Thor Möger og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer) er ny og frisk. Og jo i den grad også "sigende".

Et andet eksempel på den særlige journalistisk kreative sprogbrug som Bredsdorff finder karakteriserer teksten:

Måske kunne Café Vanilla også få lov at stille borde op på den flotte plads med den store statue af Gundlovens giver, Frederik den VII. 

De fleste almindelige skribenter ville bare skrive "... stille borde op på torvet", argumenterer Bredsdorff.

Fra festen den aften på Vega hvor socialdemokraterne fejrede valgsejren som betød at Helle Thorning blev statsminister, beskrives bla. "rustbankeren" Carsten Hansen i aktion, en betontung socialdemokrat som efter rygter at dømme var lidt for nærgående over for nogle af de kvindelig deltagere:

Mange kunne levende forstille sig, hvordan 'Varmemesteren' i den dæmpede belysning i Jazzhouse havde set sit snit til at justere lidt på termostaterne hos en medarbejder af det modsatte køn.

Det er en overordentlig dygtig og kreativ forfatter der kan finde på en metafor der er så frisk og kompleks. 

   Bredsdorff forklarer hvorfor: "'Termostaten' hænger sammen med hovedpersonens øgenavn, 'justering' er en herligt diskret udgave af 'pille ved', og varmekontrol passer fint til det lumre emne."

Det sidste eksempel på den ret litterært fortællende stil i bogen er dette citat som indholdsmæssigt forholder sig til dette af regeringen er klar til både at skære i kontanthjælpen og at nedsætte erhvervsskatten:

At lancere de to udspil på samme tid var jo som at sige, at psykisk syge og stærkt overvægtige kontanthjælpsmodtagere på randen af sammenbrud skulle jages ud og slå græs hos vrisne pensionister, så aktionærerene i landets stolte virksomheder kunne stryge et endnu større overskud ned i inderlommen, inden afrejsen til en månedlang ferie på Mauritius.

   Og så på en regnfuld formiddag i februar.

Bredsdorff fremhæver her blandt andet det stilistisk velplacerede linjeskift til slut i afsnittet. 

   Han bemærker også at forfatteren er bedst når han/hun beskriver noget som i forvejen er alment kendt, mens bogen i den grad glimrer ved fraværet af afsløringer af noget med substans.

Om teksten så, når det kommer til stykket, er et eksempel på regulær "new journalism", tør jeg ikke sige ud fra de eksempler Bredsdorff fremhæver.

   Jeg nævner i min faktionsbog fire kendetegn på denne genre og fortællemåde:

1. En scene-på-på-scene-konstruktion der fortælles i et kronologisk forløb.
2. Dialogform i stedet for de traditionelle journalistiske interviewcitater.
3. Dækket direkte tanke, dvs. valg af en konsekvent 3. person-fortæller-synsvinkel der giver indtryk af at hver scene ses gennem en medvirkende persons øjne.
4. Mange 'sigende' - illustrative  - detaljer i beskrivelserne af personer og deres fysiske og sociale omgivelser.

Men at det ikke er en politiker der er har ført pennen og formet ordene og sætningerne, det tør jeg - ligesom Thomas Bredsdorff - godt tage et væddemål på. 

   Det må være en mand eller kvinde der tilhører den store gruppe af professionelle skribenter som skriver i vores dagblade eller som jævnligt skriver klummer eller blogs på nettet. Og for hvem kreativt sprog med indbygget ironi falder nemt og naturligt.

På Facebook har andre af mine venner også argumenteret med at det spændstige og levende sprog må have en skrivende journalist som ophavsmand. Og der spekuleres åbent om forskellige kendte og kreative journalisters navne som mulige real-forfattere.

   Og i virkeligheden kan det lige præcis være det der er forklaringen på konflikten mellem redaktøren Jakob Kvists påstand om at forfatteren er socialdemokratisk MF´er og så konstateringen af sprogets og fortælleformens mange kreative kvaliteter: at der kan være en erfaren journalistisk ghostwriter der er 'mellemmand'. 

   Et - eller måske flere socialdemokratiske MF´ere kan så være anonyme kilder. Jeg kan ikke se andet end at der er tale om en 'blended' forfatter-/fortæller-personlighed der integrerer to personligheder: en anonym journalistisk forfatter og en eller flere anonyme fortællende kilder.

Udfordret på en række analyser der påviser at en flere scener må være opdigtede  eller ikke kan være selvoplevet af forfatteren, så siger den rutinerede og erfarne journalist Jakob Kvist der nu er forlagsdirektør for forlaget People's Press der har udgivet bogen, at der ikke er tale om "en 1:1 sandhed" i fremstillingen. 

   Til Jyllandsposten der interviewer ham, siger Jakob Kvist sådan:

Så hvor meget er fiktion?

   "Det kan jeg ikke sige."

   Er noget af det fiktion?

   "Det er i bund og grund baseret på faktuelle hændelser, men noget af det er historier på gangene, og så er der ironisk ladede dialoger, som ikke nødvendigvis har fundet sted. Så der er fiktive elementer, men jeg vil sige, at det er en altovervejende temmelig virkelighedsnær bog."

Jakob Kvist taler godt nok her med uld i mund. 

I en analyse i en avisartikel forleden (jeg har ikke kunnet finde kilden lige nu) havde et sprogligt konsulentfirma fået til opgave at lave statistik på hyppigheden af specielle ord og vendinger i teksten, og så sammenlignet det med tekster skrevet af forskellige journalister der var under mistanke som ghostwritere, herunder Jakob Kvist. 

     Metoden bygger på den antagelse at vores sprogbrug, herunder valg af yndlingsudtryk, ikke er sådan at lave bevist om på selv om vi skriver under anonymitetens maske. 

   Denne analyse nåede frem til at der var en række sproglige indicier på at spøgelsesforfatteren faktisk er Jakob Kvist selv. Og jeg synes der er meget der taler for at det er rigtigt. 

   Han er jo helt selv herre over om han vil stå frem, og så længe han fastholder at det ikke er ham (jfr. Bjarne Riis og andre kendte cykelryttere) men et faktisk medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppen, så stopper diskussionen her. 

I bogen "Faktion som udtryksmiddel" (1990) arbejder jeg ud fra følgende pragmatiske og kontekstbundne definition på begrebet "Faktion": Det er ...

... alle former for medieprodukter hvor blandingen af "fakta" og "fiktion" er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en rolle - enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på - eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på - eller, for det meste, for begge dele.

At "Den hemmelige socialdemokrat" i enhver henseende lever op til denne definition, er klart. Der er simpelt hen tale om et skoleeksempel.

   Om det er 'new journalism' i klassisk 60´er forstand, er jeg nok mere skeptisk over for. Siden 90´erne har man i stedet for talt om "narrative journalism" - dansk: 'fortællende journalistik' - som defineres sådan her af Wikipedia:

Narrative journalism is also commonly referred to as literary journalism, which is defined as creative nonfiction that, if well written, contains accurate and well-researched information and also holds the interest of the reader. It is also related to immersion journalism, where a writer follows a subject or theme for a long period of time (weeks or months) and details an individual's experiences from a deeply personal perspective.

Der er ikke helt sammenfald med 'new journalism', men det er tæt på. 'Fortællende journalistik' dækker nok et noget bredere spektrum af genrer og fortælleformer.
    Jeg har også set den helt korte version af 'fortællende journalistik': 'Journalism that reads like a novel'. Som er beslægtet med den korte definition på reality-tv: 'Unscripted drama'.

   

Der har i hele genrens levetid siden 60´ernes start været diskussion om troværdighed, og om hvor meget skribenten må digte til og med. 

   Et nogenlunde aktuelt eksempel på journalistisk 'faktion' og de problemer det kan give skribenten, er den norske journalist Åsne Seirstads bog "Boghandleren i Kabul" (2006) som også blev anklaget for at indeholde opdigte passager - af hovedpersonerne i bogen.

  Åsne Seierstad blev 2010 dømt af Oslo Tingrett til at betale 120.000 kr. i erstatning til Shah Mohammed Rais' hustru, Suraia Rais, for at have krænket privatlivets fred. Forlaget Cappelen Damm, som udgav Boghandleren i Kabul blev i samme forbindelse dømt til at betale 125.000 kr. til Suraia Rais.

I en faktablok til Bredsdorffs artikel står der at "new journalism" opstod i USA omkring 1965, og at "den først kendte udøver var Tom Wolfe". 

   Det er nok ikke korrekt. Tome Wolfe gav officielt navn til genren eller fortælleformen/-formerne som Wikepedia fortæller:

The term was codified with its current meaning by Tom Wolfe in a 1973 collection of journalism articles he published as The New Journalism, which included works by himself, Truman Capote, Hunter S. Thompson, Norman Mailer, Joan Didion, Robert Christgau, Gay Talese and others.

Det var Truman Capote der med den roman-lignende, men interview- og faktabaserede fortælling "In Cold Blod" (1965-66) for mange blev den reelle frontfigur for journalistik "that reads like af novel".

   Der foregik sprogligt og genremæssigt rigtig meget nyt i journalistikken i 60´ernes USA. Der var i den grad grøde og opbrud i de ofte stive normer for sprog og research som indtil da dominerede den amerikanske journalistik.

   Wikipedia fortæller videre:

But wherever and whenever the term arose, there is evidence of some literary experimentation in the early 1960s, as when Norman Mailerbroke away from fiction to write Superman Comes to the Supermarket.[12] A report of John F. Kennedy's nomination that year, the piece established a precedent which Mailer would later build on in his 1968 convention coverage (Miami and the Siege of Chicago) and in other nonfiction as well.

   Wolfe wrote that his first acquaintance with a new style of reporting came in a 1962 Esquire article about Joe Louis by Gay Talese. "'Joe Louis at Fifty'a wasn't like a magazine article at all. It was like a short story. It began with a scene, an intimate confrontation between Louis and his third wife..."[13] Wolfe said Talese was the first to apply fiction techniques to reporting. Esquire claimed credit as the seedbed for these new techniques. 

   Esquire editor Harold Hayes later wrote that "in the Sixties, events seemed to move too swiftly to allow the osmotic process of art to keep abreast, and when we found a good novelist we immediately sought to seduce him with the sweet mysteries of current events."[14] Soon others, notably New York, followed Esquire's lead, and the style eventually infected other magazines and then books.[15]

Faktaboksen knyttet til Bredsdorffs artikel fortæller også at "blandt danske udøvere af genren kan nævnes Jan Stage (1937-2003), Lasse Ellegaard (f. 1944), og Morten Sabroe (f. 1947)."

   Jeg synes det er lidt misvisende ikke at nævne den senere kendte tv-dokumentarist og journalist Poul Martinsen (f. 1934) som i øvrigt fylder 80 om en uges tid. For han var nok pioneren: Den første der skrev i den nye kreative stil.

   Jeg kan referere fra min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed". 

   Martinsen var i USA på et stipendium et år, 1964-65, og i løbet af det år opnåede han en master-grad i journalistik fra Colombia School of Journalism.
    Han fortæller til mig at han var meget optaget af sprogligt kreative artikler der fx. blev publiceret i magasinet Esquier: 

Ja, det var faktion: rigtige mennesker, rigtige oplysninger, men skrevet som om det var dramaer. (...).

   Der var også Hunter S. thomson der skrev om Hells Angels. Han gjorde endda det at han købte sig en motorcykel og kørte rundt med dem - og i allerhøjeste grad overskred grænsen mellem at være iagttager og medvirkende. Han var vist også på et tidspunkt ved at få tæsk eller det der var værre, af dem. Men ud af det kom der nogle forrygende historier.
   - Du skrev da du kom hjem, en artikel om De vilde engle?

   Ja, den er garanteret inspireret af det jeg læste derovre. Men jeg opfattede ikke selv det jeg skrev da jeg kom hjem, som new journalism.

Men det gjorde til gengæld hans yngre kollega Lasse Ellegaard.
   I tidsskriftet Levende Billeder nr. 1, 1978, skriver han under rubrikken "New Journalism - ikke ny, undertiden god - og altid bedre end det sædvanlige":

Martinsen var vel nok den første herhjemme, der introducerede den ny sensibilitet i dagbladsjournalistikken, som også kaldes "new journalistm". Jeg husker især en af hans historier, den om Bjørn Andersen og Rensekarl og de andre vilde engle, der på det tidspunkt, i 1966-67, levede en underlig anakronistisk halvtredsertilværelse på Vesterbro med deres motorcykler og læderjakker og anderumper. 

   Han skrev en god historie, måske fordi han kort forinden havde studeret journalistik i Amerika, og den var god, fordi den udover at viderebringe stoffets elementært dramtiske kvaliteter såsom volden, farten, konflikten med samfundet, også fortalle om disse rødders måde at snakke på, påklædning og verdensoplevelse i øvrigt.

Poul Martins pioner-artikel stod på forsiden af Søndagspolitikens 2. sektion under rubrikken:

HJULENE HAR ENGLELYD 

Og underrubrikken:

Et døgn med læderjakken Rensekarl fra sjakket kaldet "De vilde Engle" 

Her kommer indledningsafsnittet fra artiklen som efter min bedste overbevisning er det første stykke 'new journalism' skrevet på dansk af en dansk journalist:

Har i fyldt saftevand på. Så starter vi modellerne... Det var lørdag middag og højt og klart vejr med sting af kulde i luften, da Rensekarl og de andre læderjakker løb rundt og lavede panik ude i gården bag kaffebaren på Nørrebro og for skægs skyld labbede ud ud efter hinanden, så det smældede. Solen blinkede i motorcyklernes krom, og det var et stærkt øjeblik, da cykel efter cykel fik en over nakken og det brølede og dirrede, så en lille grønthandler, der kom trækkende forbi med sin vogn, sprang afsted for at frelse sit liv og sine sydfrugter.

En pointe som jeg iøvrigt ikke har set beskrevet eller nævnt nogen steder, er at 'new journalism' på skrift i meget høj grad blev provokeret frem af den udvikling der skete inden for dokumentarfilm-produktionen i USA fra omkring 1960 hvor det nye 'lette' film-og lydudstyr for første gang gjorde det muligt for fotograf og lydmand at følge medvirkende 'in action' mens begivenhederne foregik. (= 16 millimeter film og nagra-lyd-båndoptager)
   Det var film som også gjorde et uudsletteligt indtyrk på Poul Martinsen da han var derovre. 

Der kom gæstelærere på skolen, filmfolk som viste deres nye dokumentarfilm: "Happy Mother´s Day" af Joyce Chopra og Ricchard Leacock og "Salesman" af Brødrene Maysels. Pludselig kom der billeder ind i min professionelle tilværelse.

   Mødet med de film gjorde at jeg besluttede at jeg ikke ville blive ved med at være skrivende journalist.

Poul Martinsen kom hjem fra USA i 1965 og var "plukkemoden" for TV. I 1968 blev han headhuntet af chefen for DR´s TV-Kulturafdeling Verner Svendsen. 

   Og allerede året efter lavede han to tv-udsendelser med De Vilde Engle som medvirkende: "Engle på hjul" og "Broen".
   Den sidste førte til at Poul Martinsen fik sin første internationale TV-pris.
   Og i forbindelse med optagelserne var der en af de medvirkende "langhårede" som fik øretæver af en af de Vilde Engle.