Personligt har jeg det sådan at jeg altid skal have en eller anden lille kuriøs genstand i ministørrelse med hjem fra udlandsrejser. Så rundt omkring i vindueskarme, i reolhylder, oven på skabe - står der alle mulige små dyrefigurer skåret ud af sten eller træ, eller minimodeller af primitive huse, køretøjer, redskaber konstrueret af blik eller ståltråd eller andet metalaffald.
Noget i retning af det gør vist det fleste der rejser til forskellige Langbortistan´er i Verden. Artifakter som souvenirs til minde om rejsen - noget der kan aktivere synssansen og - og dermed lette genkaldelse og fremkaldelse af erindringer fra den selvbiografiske hukommelse hvor de er lagret.
I princippet er det jo det samme som et hvilket som helst klassisk museum gør - museet gør det bare i stor skala og med større perspektiv og horisont end jeg: samler artifakter som kan minde os om vores egen, vores forfædres og vores kulturelle, geologiske og biologisk omverdens historie.
Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om hvor grænseoverskridende den slags kan være - fx i forhold til demente der fik "nyt liv" - fik aktiveret sprog, krop og en ellers nedlukket bevidsthed - gennem Den gamle by i Århus´ forsøg med aktiv "erindringsformidling".
Og jeg er faktisk helt personligt en hund efter museer - ikke kun de moderne, arkitektsmarte og designede - men også de lidt gammeldags og støvede hvor genstandene er udstillet i mahogni-glasskabe og -montre. Og hvor fornemmelsen af "samling" gennemsyrer det hele.
Derfor blev jeg også straks fanget og fascineret af illustrationerne til en forsideartikel i Politiken idag med den lidt kryptiske rubrik: "Uskyldens museum". Skrevet af Jes Stein Pedersen.
Her nogle billeder som er meget lig dem Politkens artikel var illustreret med.
Men museet er ikke et ægte museum - det er en form for faktion - et resultat af kreativ konceptuel blending af elementer fra to konceptuelle input-rum: dels et rum der indeholder en roman udsprunget af en tyrkisk forfatters kreative fantasi - og dels et rum der indeholder dagliglivet for den almindelige tyrker i byen Istanbul inden for de sidst 50 år - en dagligdag som forfatteren oplever som værdifuld og bevaringsværdig, og ønsker at sætte et personligt minde over.
Her forsiden på romanen som er gået i symbiose med "museet":
'Går vi på dette "museum", som blev indviet 28. april i år, får vi nok i en eller anden forstand udstillet en reel fortidig virkelighed, men vi får samtidig en samling af artifakter der er udvalgt så de henviser til en opdigtet, fantaseret, fiktiv virkelighed - nemlig "virkeligheden" i en roman med titlen "Uskyldens museum", skrevet af den nobelprisvindende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk.
På en måde minder konceptet jo om japanske nyheder formidlet som tegneserier, eller journalistik formidlet som en teaterforestilling, begge formidlingsformer som jeg tidligere har skrevet om.
Men det er det ikke. Det er snarere at sammenligne med den særlige dokumentargenre som kaldes mocumentary, hvor fremstillingen mimer en reel og autentisk dokumentarfilm i form og udtryk, men indholdet er opdigtet - om end så realistisk opdigtet at det uadvarede publikum "hopper på" historie - som var det en aprilsnar.
Og "museet" har også et vist slægtskab med det man kalder "adaptioner" - når en roman fx omsættes til film.
Men Orhan Pamuk vil ikke acceptere at det er så simpelt at museet er en illustration til bogen. Faktisk købte han det forfaldne hus og påbegyndte at få museet bygget og indrettet inden han begyndte at skrive romanen.
I et interview i det tyske magasin "Der Spiegel" forklarer Pamuk om den komplekse relation mellem roman og "museum" - og mellem romanens ulykkeligt forelskede hovedperson og Pamuk selv der som virkelig person har fundet og købt og indsamlet alt det som "museet" udstiller:
Går man til blending-teorien som jeg har skrevet meget om især i det første års blogindlæg, så er der med Pamuks forklaring tydeligvis tale om det der i teorien kaldes "double scope blending" - den form for kreativ konceptuelt mix som kendetegner mange former for "dyb" kreativ kunst."The Museum of Innocence" chronicles the love story of Kemal, an upper-class person, a person who is occasionally described as high-society. He is 30 years old in 1975 and chronicles his infatuation with a distant relative, a twice removed cousin, Fusun, an 18 year-old shop girl, but very beautiful. As sort of a compensation for his failure to get her hand, he collects everything he can get that Fusun touches, and in the end he makes a museum of the objects that their story is associated with.My "Museum of Innocence" is a real museum too, which tries to pin down all these objects. I've been collecting things for this museum almost for six years. I bought a house which is actually where this part of the story has been taking place since about ten years ago. I converted it into a museum so the "Museum of Innocence" is both a museum and a novel.The enjoyment of the novel and the enjoyment of the would-be museum are two entirely different things. The museum is not an illustration of the novel and the novel is not an explanation of the museum. They are two representations of one single story perhaps.
I bogen "The Way We Think - Conceptuel Blending and the Mind´s Hidden Complexities" skriver forfatterne Fauconnier og Turner:
The double-scope network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of these frames. In such networks both organizing frames make central contributions to the blend, and thier sharp differences offer the posibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challenges to the imagination; indeed the resulting blend can be highly creativ.
Med "museet" og romanen af samme navn, "Uskyldens museum", er der netop tale om skarpe sammenstød af to konceptuelle rammer og rum som begge bidrager ligeværdigt til det færdige høj-kreative "blend" - noget som i den grad udfordrer vores fantasi.
Ifølge Jes Stein Pedersen er dette "Uskyldens Museum", som ligger i Istanbul, det første i verden af sin slags. Udefra ser det sådan ud - en fysisk rekonstruktion af et eksisterende hus der var ved at falde sammen:
Pamuk har i overensstemmelse med romanen valgt en ordinær bygning i en sidegade i det gamle Istanbul fordi: “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”
Ideen til "museet" fik han for mere end 10 år siden, samtidig med at han fik ideen til romanen. Den blev en bestseller og var hans første roman efter han i 2006 fik Nobelprisen i litteratur.
Romanens hovedperson, den ulykkeligt forelskede Kemal, er en slags fetichist i extra large udgave, og i romanens historie ender det med at han bygger museet til sin stadig voksende samling af "souvenirs" som skal minde ham om den lykke han følte så stærkt ved en kærlighedsaffære, men som han så mistede igen da forholdet gik i stykker.
Han fortæller at hans Nobleprispenge - 1 million euro - alle er blevet brugt på museumsprojektet. Og at roylties for romanen vil gå til vedligeholdelse og drift.
What a story!
Måske skulle man tage sig tid til en blandet romanformidlende erindringsrejse til Istanbuls nyeste fiktionsmuseum.
Men først skal romanen inhaleres som sommerferielæsning!
Ideen til "museet" fik han for mere end 10 år siden, samtidig med at han fik ideen til romanen. Den blev en bestseller og var hans første roman efter han i 2006 fik Nobelprisen i litteratur.
Romanens hovedperson, den ulykkeligt forelskede Kemal, er en slags fetichist i extra large udgave, og i romanens historie ender det med at han bygger museet til sin stadig voksende samling af "souvenirs" som skal minde ham om den lykke han følte så stærkt ved en kærlighedsaffære, men som han så mistede igen da forholdet gik i stykker.
The real life museum contains odds and ends that Pamuk collected from Cukurcuma junk shops, family and other donors. There are china dog figurines, old shaving kits and a wind-up film projector.
A toothbrush collection, which features in the novel, was contributed by its real-life owner.
Pride of place goes to Kemal’s lover’s 4,213 cigarette butts, lovingly dated, archived and gently pinned to a canvas that occupies a full wall. Pamuk described the painstaking process of vacuuming out the tobacco to prevent worms. (...)
While the project is distinctly personal, Pamuk insisted it is not autobiographical.
http://english.alarabiya.net/articles/2012/04/29/210931.html
According to Pamuk, his museum stands as a documentary chronicle of middle-class life in İstanbul starting from the 1970s to the present day. “Old movie tickets, bus tickets, official documents that İstanbulites were required to hold, bank account books -- all sorts of documents and papers we used in our daily lives, as well as paintings, photographs and all sorts of objects, from salt shakers to clothes and kitchenware, are housed in this museum,” Pamuk said.Museet var planlagt til at åbne samtidig med at romanen udkom. Men det tog Pamuk - som arbejdede tæt sammen med et broget hold af arkitekter, kunstner og designere - fire år mere at gøre projektet færdigt.
The objects and ephemera showcased in the museum are organized into 83 showcases, each corresponding to one of the 83 parts of the novel.
The museum will take approximately 40 minutes to visit and have room for 70 visitors at a time, Pamuk explained.
Readers who already have the book will be able to use the ticket printed on the book’s cover for entrance.
http://www.sundayszaman.com/sunday/newsDetail_getNewsById.action?newsId=277641
Han fortæller at hans Nobleprispenge - 1 million euro - alle er blevet brugt på museumsprojektet. Og at roylties for romanen vil gå til vedligeholdelse og drift.
What a story!
Måske skulle man tage sig tid til en blandet romanformidlende erindringsrejse til Istanbuls nyeste fiktionsmuseum.
Men først skal romanen inhaleres som sommerferielæsning!
