Jeg har i al den tid jeg har skrevet på denne blok, interesseret mig for sammenhængen mellem kunst, kunstudøvelse og æstetik på den ene side, og så på den anden den moderne neurovidenskab - og de opdagelser og indsigter den har givet til specielt de mere kreative sider af de menneskelige aktiviteter. Derfor spidsede jeg også øjne og ører da DR K i onsdags og med genudsendelse torsdag sendte et timelangt tv-program der prøvede at besvare titlens retorisk spørgsmål:
KAN KUNST MÅLES?
Som trofaste læsere af denne blog vil vide, er svaret ja. Og det var også udsendelsens svar - selvfølgelig.
Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Holmby Hansen og Lone Krüger Bodholdt. På DR´s hjemmeside er der ikke angivet nogen "udløbstid", så den kan indtil videre ses ved at følge dette link
Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Holmby Hansen og Lone Krüger Bodholdt. På DR´s hjemmeside er der ikke angivet nogen "udløbstid", så den kan indtil videre ses ved at følge dette link
http://www.dr.dk/tv/se/kan-kunst-males/kan-kunst-males/
Form- og fortællemæssigt var udsendelsen meget traditionelt fortalt, en montage af flere historier og dermed interviewpersoner (eksperter, forskere) som man klippede frem og tilbage imellem.
Den overordnede "motor" var en historie om at et konsulentfirma skulle måle hjernereaktionerne hos besøgende i auktionsfirmaet Brun Rasmussen mens de kigge på en række forskellige specielt udvalgte malerier - malet i mange forskelige stilarter, genrer og periode - og af meget vekslende vurderings- og salgsværdi. Og så ville man finde ud af om der var nogen sammenhæng mellem hvordan hjernen reagerede hos de forskellige tilskuere ved synet af de forskellige billeder, og hvordan de ville prissætte billederne når de blev spurgt. Det sammenholdt man så med den professionelle vurdering, og forsøgte at forklare hvad der kunne begrunde forskellen mellem den subjektive værdisætning og den professionelle vurdering.
I løbet af udsendelsen blev en række danske og udenlandske forskere interviewet om deres forskning og perspektiverne i den, man oplevede dem i aktion hvor de scannede hjerner hos udøvende kunstnere eller publikummer der oplevede kunst i en eller anden form. Og vi så forskellige kurver der afspejlede hvad hjerneskanningerne viste med hensyn til neuron-aktivitet forskellige steder i hjernen.
Den overordnede "motor" var en historie om at et konsulentfirma skulle måle hjernereaktionerne hos besøgende i auktionsfirmaet Brun Rasmussen mens de kigge på en række forskellige specielt udvalgte malerier - malet i mange forskelige stilarter, genrer og periode - og af meget vekslende vurderings- og salgsværdi. Og så ville man finde ud af om der var nogen sammenhæng mellem hvordan hjernen reagerede hos de forskellige tilskuere ved synet af de forskellige billeder, og hvordan de ville prissætte billederne når de blev spurgt. Det sammenholdt man så med den professionelle vurdering, og forsøgte at forklare hvad der kunne begrunde forskellen mellem den subjektive værdisætning og den professionelle vurdering.
I løbet af udsendelsen blev en række danske og udenlandske forskere interviewet om deres forskning og perspektiverne i den, man oplevede dem i aktion hvor de scannede hjerner hos udøvende kunstnere eller publikummer der oplevede kunst i en eller anden form. Og vi så forskellige kurver der afspejlede hvad hjerneskanningerne viste med hensyn til neuron-aktivitet forskellige steder i hjernen.
Det var godt, oplysende og interessant tv der dokumenterede et hjørne af forskning i front - tværfaglige multidisciplinær forskning der kombinerer humanistiske fagområder mede neurovidenskab.
Jeg skal ikke her genfortælle hele programmet, mange af de forhold som det beskrev kan læses i forskellige indlæg her på bloggen. Men jeg vil sætte lidt fokus på nogle af de forskere som medvirkede i udsendelsen - dem vil vi høre mere fra de kommende år:
Jeg skal ikke her genfortælle hele programmet, mange af de forhold som det beskrev kan læses i forskellige indlæg her på bloggen. Men jeg vil sætte lidt fokus på nogle af de forskere som medvirkede i udsendelsen - dem vil vi høre mere fra de kommende år:
En af de centrale medvirkende var hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust hvis forskning jeg tidligere har skrevet et indlæg om. Læs det her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html
Peter Vuust er en blended personlighed - med mange talenter der kræver brug af mange dele af hans hjerne i forskellige former for samarbejde - og i hvert fald både højre og venstre hjernehalvdel:
Peter Vuust er jazzmusiker, komponist og producer, samtidig med at han også er hjerneforsker. Han har lige afsluttet sin Ph.D. i hjerneforskning og har tillige en kandidatgrad i matematik, musik og fransk. Peter Vuust har som speciale at forske i musikkens indflydelse på vores hjerner. Derudover er han docent ved Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling, hvor han har undervist i bas, musikteori, hørelære og sammenspil.
Han bliver i tidsskriftet Basunen interviewet - ikke så meget om sin forskning, men om hvordan han holder sammen på det hele og kan nå og overkomme det hele - når hans talenter og interesser stritter i så forskellige retninger.
Det handler om planlægning, disciplin, koncentration, forklarer han:
Det handler om planlægning, disciplin, koncentration, forklarer han:
Men hvordan når man alt det inden man fylder 45?”Det når man på baggrund af to ting. Den ene ting er, at man skal være god til at organisere sin tid. Den anden ting, der er vigtigt, er at man gør de ting man er i gang med færdig. Det vil sige at man får afsluttet sine projekter. Og hvis man er god til at organisere sin tid, og deler det op i flere delprojekter, som man hele tiden får afsluttet, så kan man nå flere ting end man tror.”Peter Vuust laver halvårs planer, hvor han skriver sine forskellige målsætninger op, og ved jul og sommerferie går han dem så igennem og ser hvad han har nået. Han mener selv at han er blevet mere realistisk med årene, hvor han i starten slet ikke kunne nå alt det han gerne ville. Eksempelvis øver han nu hver dag mellem 6.30 og 7.10 mens familien stadig sover. Dette er en forudsætning for at hans dag kan fungere. Så er det af vejen, og han kan koncentrere sig om resten af dagens gøremål. Som Peter Vuust udtaler: ”plan your work, and work your plan”.
Et af de markante resultater som hans forskning viste, var at det at udøve og lytte til jazzmusik var den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger.
Et andet resultat som jeg i øvrigt har nævnt tidligere på bloggen, var at mens uerfarne lyttere kun bruger højre hjernehalvdel til at "processerer" musikindtryk, så vil den samme musik aktiverer både centrer i højre og venstre hjernehalvdel hos professionelle musikere (og venstre hjernehalvdel troede man kun tog sig af sprogopfattelse og -udøvelse)
En anden af de medvirkende i tv-udsendelsen "Kan kunst måles?" hed Uri Hasson. Han forsker i om og hvordan filmfortællingens teknik og æstetik påvirker hjernen hos et stor antal seere. Reagerer alle tilskuer-hjernerne nogenlunde ens på den samme filmsekvens, eller er reaktionerne meget forskellige fra individ til individ? Altså hvor hårdt styret og kontrolleret er effekten på dem der ser filmen gennem den dramaturgisk konstruktion som filmens instruktør har anvendt?
Et andet resultat som jeg i øvrigt har nævnt tidligere på bloggen, var at mens uerfarne lyttere kun bruger højre hjernehalvdel til at "processerer" musikindtryk, så vil den samme musik aktiverer både centrer i højre og venstre hjernehalvdel hos professionelle musikere (og venstre hjernehalvdel troede man kun tog sig af sprogopfattelse og -udøvelse)
En anden af de medvirkende i tv-udsendelsen "Kan kunst måles?" hed Uri Hasson. Han forsker i om og hvordan filmfortællingens teknik og æstetik påvirker hjernen hos et stor antal seere. Reagerer alle tilskuer-hjernerne nogenlunde ens på den samme filmsekvens, eller er reaktionerne meget forskellige fra individ til individ? Altså hvor hårdt styret og kontrolleret er effekten på dem der ser filmen gennem den dramaturgisk konstruktion som filmens instruktør har anvendt?
Det berører et spørgsmål som den såkaldte 'receptionsforskning' har været optaget af i mange år uden i virkeligheden at kunne give noget klart svar: Oplever og føler modtagerne stort set det samme når de ser den samme film eller læser den samme bog, eller er det det enkelte individ som mere eller mindre frit tilskriver subjektive oplevelser og forståelser af det de ser og hører?
Uri Hasson med kolleger har parallelt til min opfindelse af forskningsområdet 'neurojournalistik', fundet på betegnelsen 'neurocinematic studies' til det forskningområde han og nogle kolleger er gået i gang med.
Her er det engelske resume af artiklen "Neurocinematics: The Neuroscience of Film":
Abstract: This article describes a new method for assessing the effect of a given film on viewers’ brain activity. Brain activity was measured using functionalmagnetic resonance imaging (fMRI) during free viewing of films, and inter-subject correlation analysis (ISC) was used to assess similarities in the spatiotemporal responses across viewers’ brains during movie watching. Our results demonstrate that some films can exert considerable control over brain activity and eye movements. However, this was not the case for all types of motion picture sequences, and the level of control over viewers’ brain activity differed as a function of movie content, editing, and directing style. We proposet hat ISC may be useful to film studies by providing a quantitative neuroscientific assessment of the impact of different styles of filmmaking on viewers’ brains, and a valuable method for the film industry to better assess its products. Finally, we suggest that this method brings together two separate and largely unrelated disciplines, cognitive neuroscience and film studies, and may open the way for a new interdisciplinary field of “neurocinematic” studies.
Det Uri Hasson og kolleger har fundet ud af, er blandt andet at den skelnen man inden for filmvidenskaben traditionelt har foretaget mellem 'lukkede film' (fx Hitchcock) og 'åbne film' (fx Goddard eller Tarkovskij), at den afspejler sig i hjerneaktiviteterne sådan at forskellige seeres hjerner følger samme aktivitetsmønstre - altså reagerer synkront over tid når det er Hitchcock de ser, mens der er større variation og forskelle i udsving og mønstre når filmen er mere tvetydig og mindre dramaturgisk indrettet på at skabe spænding. I det sidste tilfælde er der altså større forskel i udsving fra hjerne til hjerne når de følger filmen.
Hitchcock-filmsekvensen i forsøgene aktiverer også relativt meget store dele af hjernen (65%), mens sekvenser fra andre film og tv-serier aktiverer procentvis mindre dele af hjernen. Og en ikke fortællende tv-optagelse uden plot og handling - 'segment of reality' - aktiverer mindst:
Man kan sige at her er der en slags objektivt bevis på at 'Hollywood-dramaturgien' - også sommetider kaldet 'den lineære dramaturgi' - rent faktisk gør det den skal: styrer og kontrollerer publikums hjerner så de undervejs føler sig fanget og opslugt af oplevelsen - og til sidst sidder tilbage med stort set samme følelse af forløsning. Det står i modsætning den såkaldte 'cirkulære dramaturgi' der spiller på og udnytter muligheden for filmisk og visuel flertydighed, og typisk har et svagt plot og med en slutning er åben for fortolkning; film der trækker på den dramaturgi giver i højre grad forskellige seere forskellige oplevelser både undervejs og bagefter, viser skanningerne.
En tredje medvirkende i "Kan kunst måles?" var Morten Kringelbach som har skrevet bøger der kobler forskellige aktiviteter sammen med hjernens belønningsystem, for eksempel oplevelsen af kunst.
En titel på en af de nyere bøger han er medforfatter til, siger meget: "The Pleasure Center: Trust Your Animal Instincts", en bog der får følgende beskrivelse på Amazon.co.uk:
Man kan sige at her er der en slags objektivt bevis på at 'Hollywood-dramaturgien' - også sommetider kaldet 'den lineære dramaturgi' - rent faktisk gør det den skal: styrer og kontrollerer publikums hjerner så de undervejs føler sig fanget og opslugt af oplevelsen - og til sidst sidder tilbage med stort set samme følelse af forløsning. Det står i modsætning den såkaldte 'cirkulære dramaturgi' der spiller på og udnytter muligheden for filmisk og visuel flertydighed, og typisk har et svagt plot og med en slutning er åben for fortolkning; film der trækker på den dramaturgi giver i højre grad forskellige seere forskellige oplevelser både undervejs og bagefter, viser skanningerne.
En tredje medvirkende i "Kan kunst måles?" var Morten Kringelbach som har skrevet bøger der kobler forskellige aktiviteter sammen med hjernens belønningsystem, for eksempel oplevelsen af kunst.
En titel på en af de nyere bøger han er medforfatter til, siger meget: "The Pleasure Center: Trust Your Animal Instincts", en bog der får følgende beskrivelse på Amazon.co.uk:
Many people believe that pleasure and desire are obstacles to reasonable and intelligent behavior. In The Pleasure Center, Morten Kringelbach reveals that what we desire, what pleases us—in fact, our most basic, animalistic tendencies—are actually very important sources of information. They motivate us for a good reason. And understanding that reason, taking that reason into account, and harnessing and directing that reason, can make us much more rational and effective people. In exploring the many facets of pleasure, desire and emotion, Kringelbach takes us through the whole spectrum of human experience, such as how emotion fuels our interest in things, allowing us to pay attention and learn. He investigates the reward systems of the brain and sheds light on some of the most interesting new discoveries about pleasure and desire. Kringelbach concludes that if we understand and accept how pleasure and desire arise in the complex interaction between the brain's activity and our own experiences, we can discover what helps us enjoy life, enabling us to make better decisions and, ultimately, lead happier lives.
Morten Kringelbach har også skrevet om "The Neural Basis of Reading" som er titlen på en af de andre bøger på engelsk han er medforfatter af.
Det var med afsæt i den at han blev interviewet i udsendelsen her, og pointen var - ikke overraskende - at når folk læser litteratur og har fornøjelse ved det, så er der fordi læsningen udløser dopamin i hjernens frontallapper hvor belønningsystemet findes, altså de oplever en slags "readers high".
En yngre forsker, Mikkel Vallentin, undersøgte om der var forskel i hjernens reaktion når de læste henholdsvis faktive og fiktive tekster - og på forhånd vidste om en give tekst var det ene eller det andet. Det interesserer mig særligt fordi jeg har jævnligt har skrevet om "faktion" - blandingen af fakta og fiktion i medierne.
Og forskel det var der - ikke helt overraskende: De dele af hjernen som giver udslag når der aktiveres følelser (amygdala, hypthalamus), gav større udslag når det var faktive end når det var fiktive tekster forsøgspersonen læste, hvilket betyder at en del af hjernen (den forreste del af frontallappen) udsender impulser der dæmper de emotionelle udslag aktiveret af læsningen når forsøgspersonen ved at teksten er fiktiv - altså opdigtet og derfor mindre "farlig".
Endelig var der et interview med en mand hvis forskning jeg også har refereret til tidligere her på bloggen, Semir Zeki.
I udsendelsen udpegede han på en model af hjernen det bestemte sted hvor "skønhedsoplevelsen" har sæde, og det han mente var at når folk oplever noget som smukt, så øges aktiviteten kraftigt i den del af hjernen, og det er - igen efterhånden ikke overraskende - i den nederste del af frontallapperne, der hvor belønningssystemet sidder.
Læs mere om skønhedsoplevelser og hjerneaktivitet i dette tidligere indlæg her på bloggen:
Semir Zeki er en af det helt tunge drenge inden for fag- og forskningsområdet "neuroæstetik" og han har selvføgelig også en blog som han jævnligt skriver små indlæg på:
Bloggen har titlen "Prof Zeki´s Musings" - og 'musing' betyder noget i retning af 'funderinger'. Sådan introduceres den:
PROF ZEKI'S MUSINGS
SINCE 1970 ZEKI HAS BEEN BASED AT UNIVERSITY COLLEGE, BEING APPOINTED THE PROFESSOR OF NEUROBIOLOGY IN 1981 AND MOST RECENTLY, PROFESSOR OF NEUROESTHETICS . HERE HE DETAILS HIS THEORIES ON THE INTIMATE CONNECTIONS BETWEEN THE BRAIN, THE MIND AND EXPERIENCE
