Den kreative stenfinder og stensliber - om samlerlyst og den bløde hårdheds æstetik

Det forrige indlæg tog udgangspunktet i spørgsmålet om man kan være eller blive forelsket i ting. Casen var i det tilfælde nogle specielle bordlamper af designeren Christian Dell, den tyske pendant til og samtidige med vores egen Poul Henningsen.

   Men nu zoomer jeg ind på min 'optagethed' af en anden slags ting eller objekter - nemlig sten. Og min kreative lyst til at jagte, søge, finde og samle.

Helt fra min barndom har jeg været stærkt interesseret i sten. Men det er nok mere præcist igen at tale om fascination, betagelse, forelskelse.

   Jeg havde arvet en mindre samling stenøkser, stendolke og stenskrabere af min farfar eller morfar, jeg husker ikke med sikkerhed fra hvem af dem.

   Mest sandsynligt er det min farfar, som var forvalter ved Sukkerfabrikkerne (Assens), og før da forvalter på herregårde på Lolland og Sjælland.

   I den forvalterfunktion har han i årevis været på inspektion af (tilsåning af) afgrøder på marker. Og sikkert der fundet efterladte brugsgenstande fra stenalderen.

   Jeg havde disse stenalder-redskaber udstillet på en hylder i min reol, og havde i bøger om arkæologi fundet lignende, så jeg vidst fra hvilken periode og hvilken kultur de var efterladenskaber.

   Jeg nød især at tage dem der var lavet af finslebet/-poleret flint i hænderne og stryge hen over deres glatte overflade og skarpe ægge. Jeg var fascineret af spændingsforholdet mellem det hårde materiale og den næsten silkebløde overflade. 

   En æstetisk 'blending'-oplevelse.

   Jeg kan ikke finde videnskabeligt belæg for det, men mon ikke disse nydelsesfulde berøringer har udløst små udladninger af lykkehormonet oxytocin.

 

Da vi i mellemskolen og i gymnasiet havde geologi, blev min interesse drejet fra forarbejdede stenredskaber fra de ældste tider, til naturlige sten - mineraler - som man kunne finde ved stranden - eller på udvalgte steder fx på Bornholm eller ved Møns Klint.

   Min interesse blev så stærk at jeg så sent som i slutningen af 2. G. var med en kammerat på selvorganiseret geologisk cykelferie på Bornholm. Jeg var på det tidspunkt stærkt overbevist om at det var geologi jeg ville studere senere hen.

   Det blev det så ikke. Mit et år lange ophold som udvekslingsstudent i USA ændrede mine interesser så meget at valget da jeg blev student stod mellem at blive noget kunstnerisk a la kunstmaler eller arkitekt - eller at studere til cand. klog inden for området litteratur, sprog og historie.

   Det sidste vandt.

Men min fascination ved sten forsvandt ikke helt.
   Jeg har et samler-gen som der aldrig helt kan slukkes for. Og jeg tror der findes en mental tilstand der kan kaldes 'collectors high' som man godt kan blive en smule afhængig af fordi det at finde ting til samlingen, udløser dopamin i hjernens belønningssystem (se tidligere blogindlæg).
   Der findes også en sygelig form: samlermani - 'compulsive hoarding'.
   Det er ikke det jeg skriver om her, det er den kreative form der har med lyst, spænding og belønning at gøre. En mild form for æstetisk afhængighed.

 
Familien var begyndt at holde sommerferie ved Vesterhavet, og når man gik på stranden i vandkanten, kunne man finde meget smukt farvede og mønstrede rundslebne sten.

   Når de var våde, var de særligt flotte, men når det var tørre mistede de det meste af de smukke farver. Deres farvespil kunne de få tilbage hvis man gned dem ind i margarine, eller hvis man gik med en portion af dem i lommen i længere tid. Fandt jeg ud af.

  Jeg fik efterhånden en større og større samling af disse stenskønheder, men måtte konstatere at glansen aldrig holdt ved i længere tid. De skulle gnides ind i fedtstof igen og igen. Og det blev man træt af.

Det var især 3 typer sten jeg efterhånden fandt ud af var de mest fascinerende at finde og samle:

   1) Mørkegrønne, sortgrønne sten med lyse grå og grågule striber, pletter og marmoreringer. Stenarten kaldes hornblende og kan findes i store knolde i mulden i Vestjylland, men findes også som et af grundmineralerne i granit. De var meget glatte og hårde fra starten - og rare at røre ved og have i lommen.

   2) Meget kulørte sten - med farveblandinger af sort, grøn, rød, okker - som kommer fra granit og gnejs, de stenarter som det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige består af, og som er sammensat af mineralerne feldspat, kvarts og glimmer plus mørke mineraler som hornblende og biotit.

   3) Sten med en rødlig, brunlig eller mørkegrålig tæt grundfarve og med markante indlagte rombeformede eller runde lyse 'strøkorn'. Det er de såkaldt 'ledeblokke' som indlandsisen har bragt med sig til Danmark fra forskellige afgrænsede lokaliteter i Skandinavien. De har alle forskellige navne med "porfyr" som slutstavelser: 'rombeporfyr', 'østersøkvartsporfyr', "påskallavikporfyr", m.fl.

Langt senere kom en fjerde type sten som jeg syntes var spændende: flintesten fra Stevns klint og Møns klint. Især i den form som kaldes kugleflint, og som kan findes bl.a. ved Ulfshale på Møn, hvor de har ligget og slebet sig kuglerunde i brændingen gennem hundredtusinder af år.

Jeg havde mine smukke sten liggende spredt rundt omkring i forskellige poser og skuffer, uden særlig systematik. Og da de blev grålige og kedelige og mistede både glans og farver, gik der nogle år hvor interessen stort set var gået i dvale. 

   Et besøg i en ravbutik i Lønstrup en sommer genoplivede min interesse. Butikken havde ikke bare smukt slebne ravsmykker til salg, men også slebne smykker lavet af hornblende - smykker som lignede de meget glatte mørkegrønne lysmarmorerede sten jeg i årevis havde samlet.

   Jeg anskaffede mig en stenslibemaskine, slibepulver og hvad der ellers skulle til af tilbehør. Og sleb alle de sten jeg i årenes løb havde gemt, både dem af hornblende, af granit, porfyrrene og flintestenene.

   Det tog vel sammenlagt tre-fire måneder at få dem alle slebet og lagt i forskellige kurve, alt efter type og størrelse. Sådan:

Det meste af min samling af smukke slebne sten

Granit/gnejs

Hornblende-sten

Porfyr-ledeblokke

Slebet kugleflint, en uslebet kugle og et slebet forstenet søpindsvin

Betragtet enkeltvis er de slebne sten for mig som smukke abstrakte miniaturemalerier. Og dem jeg er mest glad for, er hornblende-stenene:

Men også mange af granit/gnejs-stenene er fascinerende med deres brogede farvespil:

Min særlige fascination ved porfyr-ledeblokkene stammer tilbage fra min gymnasiedrøm om at blive geolog, og jeg husker stadig den aha-oplevelse jeg fik den gang ved at kunne bestemme fra hvilke lokaliteter i Skandinavien istidens bevægelige iskappe havde ført dem til Danmark:

Og senest i min stensamlende periode opdagede jeg hvor smukke abstrakte stenmalerier der kan komme ud af at slibe kedelige flinteknolde:

Stadigvæk når jeg tager samlingen frem og holder enkelte sten i hånden og lægger dem ud på boret (som  jeg gjorde i forbindelse med fotograferingen til dette indlæg) genoplever jeg den kreative glæde fra den gang jeg søgte og fandt smukke sten på stranden. 

   

Jeg har aldrig forbundet nogen form for symbolsk overtro med de forskellige slags sten, overtro som ellers er vidt udbredt inden for new-age-kulturen.

   Men se så alligevel hvad en søgning på nettet fortæller om netop de stens symbolske betydning som jeg altid har holdt mest af: de marmorerede hornblende-sten

Hornblende-marmor: Øger de kreative evner der har forbindelse med hjertet,
forstærker de kunstneriske evner og muligheder for at kunne udtrykke sig.
Lærer os at se og høre med hjertet og skabe værdifulde venskaber og forbindelser.

SERENDIPITET!