Drengen der blev firkantet i hovedet - af at flytte - om Louis Jensen, hans kreative personlighed og de kreative restriktioner

Informations bogtillæg fra i fredags havde et stort portrætinterview med en forfatter hvis navn jeg ikke kendte: Louis Jensen. 

   Ham kendte fruen til gengæld, og hun havde stående en pæn række af hans bøger i sin reol. 

   Hun havde derfor læst interviewet først, mens jeg havde gemt det til senere - på grund af alt det andet der skulle læses i dagene op til Pinsen. 

  Interviewet havde rubrikken:

Drengen skaber verden

Og manchetten lød: 

Din barndoms sansninger er afgørende. Det mener forfatter Louis Jensen, der med bogen ’Elefanterne holdt hver gang med Tarzan’ gør sin egen barndom i Nibe til mytisk stof, til litteratur. Arkitekten, der blev forfatter, var æstetiker allerede som barn. Han vidste det bare ikke.

Det er sådan en lidt underlig formulering når journalisten Anita Brask Rasmussen skriver at han "var æstetiker allerede som barn". Hvad ligger der i den? Er han måske synæstetiker? 

Min frue er bogstav-farve-synæstetiker (og et par andre synæstesi-former har hun også), som jeg flere gange tidligere har berettet om. Og hun er på grund af min interesse for fænomenet, tror jeg, selv blevet mere opmærksom på at hendes hjerne altså er specielt begavet hvad angår evnen til at blande sanseindtryk: dette at oplevelser gennem en sans hos hende automatisk krydser over og sender signaler til andre dele af hjernen og afføder indre ledsagereaktioner fra en eller flere andre sanser.

    Fruen kom og viste mig en af de i bogstaveligste forstand "firkantede historier" som han havde skrevet, og sagde: Louis Jensen er synæstetiker!

   Her er historien eller digtet eller hvad man nu skal kalde det - det er som alle de andre tekster i bogen sat op i en kvadratisk form:

En  tre  hundrede  og  treogfir-

sindstyvende gang  var lydene

anderledes. De var tungere og

lettere, højere og lavere,   men

det mærkeligste var at de også

var farvede. Når  man  skreg i

raseri, så stod der en sort tone

ud af  munden.  Når man  suk-

kede ømt  i sin kærestes arme,

tænk dig!  Så var  sukket  rødt

med en hvid stribe! Et bolche?

Ja, den er god nok! Og i bunken af de børnebøger Louis Jensen har skrevet, viser det sig at der er hele to der handler om personificerede bostaver: "De bortblæste bogstaver", og "Bogstavskolen".

   

Og bogen som den her historie står i, har titlen "Hundrede firkantede historier", og er kun en i en hel serie der indgår i et projekt om at fortælle tusind og en "firkantede historier", et projekt der startede i 1992 med samlingen "Hundrede historier". 

    Alle historierne i alle bøgerne er sat op i kvadrater. Formatet fungerer lidt som de begrænsninger der er i et japansk Haiku-digt.

   

Den sidst udgivne samling er nummer ni i rækken og har titlen "Halli Hallo, så er der nye firkantede historier!" 

   Den er Louis Jensen indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomlitteraturpris for. 

Interviewet med Louis Jensen som er født samme år som jeg - 1943 - er lavet i anledning af hans sidste bog der har titlen "Elefanterne holdt hver gang sammen med Tarzan". Den handler om forfatterens barndom som dreng i Nibe. Eller egentlig bare om "drenge".

   Og alene på referaet kan jeg genkende min egen barndoms følelser og fornemmelser - som dreng - i Holeby på Lolland - og i Stege på Møn.  

 
Louis Jensen har allerede som dreng tegnet. Han kunne tegne Jylland fortæller han i interviewet:

Det var sjovt at tegne Jylland. Som dreng kunne han blot sætte blyanten til papiret, tegne uden at løfte den igen. Og så var Jylland der. Louis Jensen tegner i luften. »Jeg kan endnu huske den dér streg. Man kører ned der og så ind og så er der Jammerbugten. Ja, det vidste jeg jo ikke, at det hed. Og så de dér indhak ved Ringkøbing og så ned til Blåvandshuk og så skal man dreje op og så ned. Og jeg kunne sgu tegne hele Limfjorden også!« Han elskede at tegne Jylland og kunne gøre det igen og igen. Sammen med de andre drenge gik han til tegning i en stor hvid bygning i Nibe. Og han var god til det. »Det er en voksens fortolkning, at drengen tænker, at han skaber verden, og at han kan skabe verden igen, men det har ligget et eller andet sted i ham.«

Også jeg tegnede og farvelagde landkort som dreng - og mindes følelsen af en særlig fascination ved dette fugleperspektiv og det olympiske overblik som tegningerne gav af verden set fra luften.

Jeg har i en række blogindlæg konstateret at tilsyneladende rigtigt mange kunstnere og videnskabsmænd der kan etiketteres som eksempler på "den særligt kreative personlighed", i deres barndom og tidlig ungdom har oplevet at blive flyttet fra et miljø/en landsdel/et sprog - til et andet. Og at dette tab eller savn - den rodløshed som fulgte af det - for nogle bliver vendt til en kreativ ressource, fordi fantasien kører på mental speed for at rekonstruere det tabte og savnede.

  Louis Jensen blev "tvangsflyttet" fra Nibe til Beder - fra Vestjylland til Østjylland - da forældrene flyttede. Artiklen fortæller:

Hvis man skriver alle gadenavnene ned og med en streg markerer drengenes ruter rundt på dem, så kunne man sikkert tegne et kort over Nibe ud fra bogen om drenge. Nibe er for Louis Jensen det paradis, han har mistet, men altid bærer med sig. Familien flyttede, da han var 12 år. Det var en katastrofe. Nogle aftener sagde han til sig selv: ’Nu lægger du dig til at sove, og når du vågner igen er du i Nibe.’ Det måtte være en ond drøm, at han skulle flytte væk fra sine venner. Fra alt det han kendte. Da han flyttede fra Nibe til Beder var han ikke længere et barn.

   »Jeg har flere gange tænkt på, at jeg blev forfatter for at kunne genskabe min barndom. Det var for mig en lykkelig tilstand, og jeg overvandt aldrig den ulykke, at jeg måtte flytte væk fra Nibe. Der kom nok det ud af det, at jeg blev forfatter. Men det var en voldsom omkostning.«

Når det gælder Louis Jensen, så er han jo fuldstændig klar her. 

   Selv blev jeg flyttet med min familie - ikke en gang, men tre gange - fra jeg var tre år til jeg var fjorten: Fra Nørrebro til Gørlev, derfra til Holeby, derfra til Stege, derfra til Christianshavn i København. Og jeg skiftede skole tre gang på 7 år.

   Jeg læste bøger som besat. Alt - børnebøger, voksenbøger, drengebøger, pigebøger, tegneserier, og husker jeg også: Alle bind i Tusind og en nat, da jeg var 14 år gammel. Og alle mulige populærvidenskabelig børne- og ungdomsbøger.

   Og jeg tegnede og malede: vulkaner og dinosaurer, fremtidsbyer med veje i mange etager, flyvemaskiner, junglescenarier, romantiske landskaber i måneskin.

Jeg har en fornemmelse af at Louis Jensen ikke bare er synæstetiker, men at han måske også har træk af den personlighedstype som man forkorter til HSP - Highly Sensitive Personality, og som jeg også har skrevet om i ganske mange indlæg.

Han fortæller:

»For hvem som helst er barndommen interessant og i endnu højere grad for en forfatter. Ja, for enhver, der beskæftiger sig med et æstetisk arbejde. For meget af det stof, man arbejder på, det findes der. De første sansninger ligger i barndommen, og det mener jeg er fuldstændig afgørende. Man kan være bevidst eller ubevidst om dem, men den tilgang, man havde til de første sansninger, ligger som et spor gennem hele livet. Det at mærke vand, at lege med sand, alle de ting, man gør, de er forberedelser til et arbejde med æstetik som voksen.«

   Den ene dag er drengene optaget af at søsætte et gammelt vrag på stranden, selvom de ikke engang ved, hvor fjorden fører hen. En anden dag stjæler de brød hos bageren. En tredje kigger de i et kalejdoskop. Næste dag er det hele glemt, og der er en ny fascination. De små brudstykker af børneliv er altså sansninger. Det er fornemmelsen af hyldens slimede bark, af røllikestænglernes røg i halsen. Det er ideen om, at alene navnet Zátopek gør ham til en frygtindgydende sportsmand. Zá-to-pek! Det er synet af en piblende kilde, der får græsset til at bevæge sig frem og tilbage. Det er lugten og lydene på købmandens lager.

Za-to-pek-historien her er jo i øvrigt et smukt eksempel på bogstav-personifikation-synæstesi. 

   

Jeg har i et tidligere indlæg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde en form for synæstesi der ligner, en form hvor genstande i omverdenen - fx legetøj, et juletræ, høns og ællinger - spontant og automatisk opleves med en form for personlighed eller sjæl. Se her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/synstesi-igen-igen-anne-lise-marstrand.html

En af titlerne på Louis Jensens bøger har også ligefrem en titel der peger i den retning: "Et hus er et ansigt".

Louis Jensens familie var ludfattige i Nibe, men sådan var livet jo bare, fremgår det af hans udsagn.
  Hans indlysende tegnetalent, betød at han som voksen blev uddannet arkitekt - og han har derigennem et særligt forhold til firkanter, hvad der fremgår af hans bolig og hans køkkenhave, fortæller artiklen.

   Jeg havde også som ung drømmen om at blive arkitekt, men den drøm forblev en drøm. Det kan jeg godt ærgrer mig over i dag - i min høje alder.

   Louis Jensen drømte imidlertid om at bygge verdener med ord, og skrev digte og historier i sin fritid. Men først i 1993 sprang han ud som fuldtidsforfatter.

   

Det er ikke en tilfældighed at Louis Jensen også har skrevet en bog om H.C. Andersen: "Tinhjert og Ællingefjer". 

   Jeg citerer fra bagsideteksten et kort uddrag hvor 'faderen' fortæller om HCA og 'sønnen' (jeg-et) spørger:

"At skrive betød alt for ham. Hør, hvad han skrev i dagbogen: Drømt at jeg skrev og Bogstaverne stak Ild i Papiret.

   "Drømte han det?" spørger jeg. 

   "Ja, der var virkelig noget på spil. Bogstaverne satte ild til papiret. Ligesom der gik ild i tinsoldaten og danserinden af papir. De blev jo forvandlet af ilden. Du husker tinhjertet? På samme måde bliver vi forvandlet af ilden, når vi læser H.C. Andersn. Ilden står lige op fra papiret og ind i vores hjerter."

Det ikke at kunne lade være med at besjæle og personificere den omgivende verden som man sanser, gav mig efter Burmarejsen for halvandet år siden, inspiration til at skrive et indlæg om den form for oldgammel og primitiv religiøsitet som fagligt betegnes 'animisme'. 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/den-kreative-burmarejse-8-om-naturander.html

Heri udkaster jeg den hypotese at de forskellige oprindelige naturfolks religiøse forestillinger hvor sten, træer, bjerge, sol og måne, og dyr, alle var beånede eller besjælede, at de forestillinger hang sammen med at der også den gang i stammerne af jægere og samlere har været synæsteter som har fortalt de andre hvad de "så" af menneskelige egenskaber i omgivelserne som for de fleste ellers var usynlige.

   Så i den sammenhæng rammer et af de afsluttende citater i interviewet også plet - i den grad:

Selvom der ikke er overgange, sensationer eller tidsangivelser i Louis Jensens fortælling om drenge, så betyder det ikke, at der ikke er mening. Tværtimod. Han behøver ikke at trække linjer i sit liv for at give livet betydning. Det er selve det at være til stede, der er meningsfuldt. Det er det, Louis Jensen fortæller, når Gud pludselig dukker op i hans historier. 

   »Det er ikke en religiøs Gud. Det er det, jeg oplever, når jeg går ned i min urtehave og ser ærterne kommer op eller, når fuglene synger. Jeg bliver ikke anfægtet, men måske inspireret. Livet har dybest set en mening, og det ligger i det, at ting overhovedet findes, at det lever, at man er her. Jeg vil kalde det et guddommeligt princip."

   Det er særligt i naturbeskrivelserne, at Louis Jensens Gud er til stede. Det er udtryk for primitiv religiøsitet, når drengene lægger grankogler i et mønster, forklarer han. »Man skaber figurer og tegn, man ikke ved hvad er, og man får forbindelse til et andet rum, en anden eksistensform, ved hjælp af dem.«

   Det var den verden, drengen skabte, da han tegnede Jylland, selvom han ikke vidste, hvad Jammerbugten var.

   »Det ligger også i mange af mine andre tekster, hvis man læser dem med den viden, jeg røber nu. Mit sind bliver åbent på en bestemt måde. Engang havde jeg i over en måned en engel stående bag min ryg, der dikterede, hvad jeg skulle skrive. Er det ikke mærkeligt? Det er fandme mærkeligt. Ha!«

Det minder jo i den grad om Hilma af Klint der oplevede at hendes hemmelige abstrakte malerier, var malet med ført hånd, af spirituelle væsener. Se dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

Den ide med at skrive historier ind i en firkant, og at der i hver bog skal være 100 historier, og når projektet er færdigt skal der være 10 bøger - så hele serien bliver en slags 1001 nat, er jo samtidig et smukt eksempel på fænomenet "kreative restriktioner". 

   Og det minder mig i øvrigt om at da jeg i sin tid (1981) som nyansat konsulent i DR´s interne uddannelses-afdeling, skulle til at skrive kursuskompendier for journalisterne, så lavede jeg den regel for mig selv at "alting skal kunne stå på en A4-side". 

   Da jeg kom fra en akademisk-universitær verden hvor ambitionen var og er at skrive langt og indviklet og klogt, så virkede denne selvpålagte restriktion stærkt befriende på mig - både for skrivelysten og for kreativiteten i indholdet. 

Jeg citerer lige nogle flere af de firkantede historie. Her den anden historie i den første bog fra 1992: "Hundrede historier":

En anden gang var der en kartof-

fel, der ikke længere gad være en

kartoffel. Derfor  fik  den  en  ny 

frisure  og  et par  høje  handsker

og  begav sig  ud i  den  vide ver-

den.  Og  alle  den   mødte  bildte

den ind, at den var direktør for et

mejeri. Til sidst faldt den ned i en

mælkekarton og druknede.  (Den

havde  tre børn  og en  bedstefar

som til gengæld alle døde af sult).

Og her en firkantet historie fra den sjette bog i serien:

En   fem  hundrede  og   femog-

halvfjerdsenstydende  gang  bo-

ede  jeg i  en  kuffert,  hvor  der

også  var  et   ansigt  af  sukker.

Det var  et  prinsesse-ansigt, og

jeg  spiste  et  lille  stykke  hver

dag: Lidt af øret, lidt af  næsen,

en  morgen en  smule  hage. Til

aftensmad   et  sukker-hår.   Til

sidst  tungen, hvor alle de søde

ord bor. Så gjorde jeg mig tynd

og gled ud gennem nøglehullet!

Og her en historie fra den syvende bog med firkantede historier:

En   seks   hundrede  og  første  gang

slog en  far og en mor deres søn ihjel, 

men   drengens   kloge  hund   lavede 

drengen om  til  et  smukt skelet med 

lys  i  øjnene  (elektriske  pærer).  Så 

rejste  hunden   hen  til  Orfeus  med 

skelettet, og så gik de ned i dødsriget, 

og  da  hunden  var  en  meget dygtig 

sanger,  fik   den  drengens  sjæl igen. 

Så  købte  de  en pistol  med 2 kugler.

Og her en firkant fra den ottende bog:

En  syv  hundrede  og  første  gang
bad  min  kæreste  om  et  bevis på
min kærlighed.  Hug  din kats  hale
af! Hun lagde øksen  på dynen for-
an mig.  Det gjorde jeg.  Så  lo hun
og  gik sin vej. Jeg  græd, men  kat-
ten  omfavnede  mig. Katten tilgav
mig. Månen og den grønne skov så
det. Jeg er ham, der  ingenting ved.

Jeg tror nok jeg må se at købe hele serien og følge historien om de tusind og en firkantede historier til dørs. Og Louis Jensen fortjener i hvert fald Nordisk Råds pris for børne- og ungdomlitteratur - selv om jeg synes at de firkantede historier i den grad også er for voksne.