Når samlermanien tager over (1) - skaldyrskåle af porcelæn i flere udgaver

Så faldt jeg i igen. Samlermanien lå på lur, og så pludselig kørte den afsted med mig igen. 

Her et indlæg om hvordan det begyndte denne gang - med et loppefund - et 'askebæger' af den lidt sære slags - med inspiration fra jugendstilen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Et loppefund: Krebese-askebæger. Omkring 1960.

Jeg har skrevet om det før: At jeg hører til dem der nemt bliver besat at lyst til at samle på en "slags et eller andet".

   

Det kunne fx være tegneserie-hæfter. Det samlede jeg på i mindst 15 år. Var storkunde hos Fantask i Studiestræde i København.

   For nogle år siden forærede jeg de fleste til nogle af børnebørnene og til min bogpusher i Vordingborg. 

   Men Tintin- og Tarzan-hæfterne har jeg endnu. Og Asterix og Obelix-hæfterne. Også Prins Valiant-serien kunne jeg heller ikke få over mit hjerte af miste.

Det kunne være bøger. I min studietid købte jeg stort set hvad jeg kunne få af danske klassikere i Gyldendals billigbog-serie: Tranebøger. Jeg gik så vidt at jeg gav dem alle et bindbevarende plastfolie-omslag.

   Også dem fik min bogpusher til sit netantikvariat. For gratis at tage dem med hjem til sit lager.

Det kunne være frimærker. Især de såkaldt to-farvede danske fra 1870-1905 var jeg betaget og optaget af. 

   På de serier og udgaver, brugte jeg mange timer og mange aftener i mange år på at sortere, analysere, systematisere og sætte op klare klemmelommer på fine sider i dyre frimærkealbummer. 

Danske firmærker: To-farvede

For 3 år siden fik jeg samlingen solgt på auktion hos Bruun Rasmussen. Til spotpris. 

   Jeg følte mig snydt. Det salg har jeg siden virkelig fortrudt. Og de fylde jo næsten ingen ting - i sammenligning med hvad man ellers kan finde på at samle på.

   Frimærkeluppen har jeg stadig i min skrivebordskuffe.

Det kunne være møbler. Omkring 1987 lærte jeg arkitektparret Eames møbel-design at kende. Det var fruen der introducerede mig til dem - under et besøg hos Paustian.
   Jeg faldt pladask. Og har nu fem Eames-stole (kontor- og læne-) og en Eames-compact-sofa stående rundt omkring i vores boliger.

Eames: Compact Sofa

Se link til indlæg der fortæller om nogle af fundene fra samlingen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Det kunne være Harald Henriksen-akvareller og -farvetræsnit. 

    Den mani har ført til at jeg nu har mere end 40 af hans træsnit og akvareller hængende på væggene i vores hjem. Alle nyindrammede og bag refleksfrie glas.

    Her et link til et indlæg hvor jeg indrømmede at nu var jeg igang igen.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.html

Da jeg købet loppefundet - hummeraskebægeret - var det ikke fordi jeg ville begynde at samle. Det var meget spontant, jeg fik det til den halve pris af startprisen: 100 kr. Og på bagsiden var der en vis garanti for kvaliteten: Den kongelige porcelænsfabriks stempel med det tre blå bølgelinjer.

   Jeg husker ikke at jeg før overhovedet har set noget lignende - endsige været interesseret i det.

   Men lidt fascinerende og mærkeligt var det: En hummer der er ved at kravle ind over kanten til en muslingskal der så er indlagt i en flettet kurv: Og det hele altså formet i blankt hårdt porcelæn.

   

Researchen da jeg kom hjem, afslørede at designet nok var fra omkring 1960, at kunstneren hed Jørgen Balsløv, og at konceptet - ideen - som jeg havde mistanke om,  stammede tilbage fra jugendstilen omkring århundredskiftet.

   Den ungarske keramik og porcelænsfabrik Zsolnay producerede dette fad omkring 1900.

 

Zsolnay: Hummeraskebæger, ca. 1900

Fabrikkens keramik var berømt for sin særlige iridicens-glasur, dvs. glasur hvis farver changerer afhængigt af det lys og den vinkel den ses under - ligesom perlemor.

Hvad jeg også fandt ud af var at mit hummeraskebæger ikke var det eneste inden for genren. Også andre kunstnere - fx Erik Nielsen - havde været på banen med lignende mixede artifakter i 60´erne, artifakter der kombinerer nyttige fade/skåle med associationer til havet - med krebsedyr der maver sig ind over kanten på 'containeren'. 

   Og, viste det sig, Den kongelige porcelænsfabrik var - forventeligt - ikke den eneste på markedet for den kreative blanding af maritime skåle/fade og krebsdyr der invaderer dem. Bing og Grøndal havde også en række - mere fantasifulde  - eksempler inden for genren.

   Og her kommer så resten af samlingen som den nu ser ud:

Bing og Grøndal: Netruse med fisk og krabbe og tang

Den Kongelige: Krabbeaskebæger med fisk og vandplanter

Den kongelige: Krabbeaskebæger med vandplanter

Bing og Grøndal: Skål med krebs i sneglehus

Samlingen - indtil nu

Jeg har tidligere omtalt den æstetiske tænkning som de her skåle/fade repræsenterer, som konceptuel blending: dette at to forestillinger eller koncepter blandes og bliver til noget nyt der integrerer elementer fra begge koncepter.

   Og ud over de klare referencer til jugendstilens tid og stil-idealer, så kan jeg ikke lade være med at synes at der også er noget surrealistisk i de her animerede  'skåle' eller 'fade'.
   Til min fascination over disse skaldyrs-invaderede 'hav-containere' hører så også at de jo hver fortæller en historie, hvor det i porcelæn frosne øjeblik er en slags point of no return for skaldyret - bogstavelig talt i overgangen fra en livsfase til en anden.