Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Jeg citerer lige lidt fra det:

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 

    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!

  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 

   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.

   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.

   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.

   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 

   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 

   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?

   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 

   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.

   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending).