Opera i manga-kostume - iscenesætter Kirsten Dehlholm - en særligt kreativ personlighed

Politiken har i dag på sit kulturtillægs side 2, en notits om endnu et eksempel på at manga-tegnestilen udnyttes til at blende ind i andre genrer.

   Manga-tegneseriestilen kommer fra Japan, og urfaderen til stilen er den verdensberømte træsnitkunstner Hokusai der tegnede en fantastisk lærebog i at tegne mennesker i første halvdel af attenhundredetallet: "Manga" - der betyder lærebog på japansk:

Jeg har tidligere fortalt om journalstiske nyheder formidlet i manga-tegneserieform, og her i Politiken får vi nu beskrevet noget som rubrikken udråber til: "Manga-opera i XL-format".

   Og hvad er så det?

Forestillingen produceres i samarbejde med Letlands Nationalopera og har nyskreven musik af britiske The irrepressibles og lettiske Santa Ratniece. Med manga-tegninger i Xl-format, klare streger og simple figurer fortælles historien om krigens væsen, hvor bl.a. en spion tages til fange og må transformere sig til fantasy-genrens superhelt for at blive befriet. Kirsten Dehlholm instruerer. Verdenspremire 2. september på Letlands Nationalopera i Riga, i oktober og november opføres den herhjemme i Arhus og på det Kgl. Teater.

Delvis indforstået sort tale. Men Kirsten Dehlholm kender jeg fra "Billedstofteatret" som jeg så en forestilling fra for mange, mange år siden. Fascinerende dame. Og en hybrid af mangastil, fantacyplot og opera, kan jeg godt se for mig som en mulighed.

   Men hvordan  det egentlig vil komme til at se ud og fungere, det kan jeg ikke greje ud fra notitsen. Så jeg billed-googler "manga" og "opera". Og... yes, masser af fascinerende hits. Fx

Det her er en illustration fra Vancouveroperaens trykte program til deres forestilling "Salome" i 2009.

  Og her fra en japansk forestilling:

Et foto fra en operaforestilling "Japan Anime Alive" som beskrives sådan:

The heroes of Japanese manga cartoons are preparing to take Europe by storm in a new 'pop opera' featuring a wild mix of martial arts and music billed as the world's biggest manga show ever.

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=BW7GTYFDhrM

I øvrigt hører Kirsten Dehlholm til kategorien af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår af mange beskrivelser at hun i den grad arbejder med konceptuel blending af genrer, motiver og synsvinkler. Ordet "Billedstofteatret" er jo i sig selv et blended udtryk.

    Hun har i mange år været primus motor i teaterkompagniet "Hotel Pro Forma", og det er også dem der skal opføre denne forannoncerede manga-opera. På hjemmesiden har den titlen "War Sum Up" - illustreret med et enkelt billede der ikke siger så meget:

Jeg er interesseret i Kirsten Dehlholms barndom og opvækstvilkår. Det viser sig at være rigtigt svært at få noget at vide om. Alle de officielle biografier om hende fortæller at hun "er født i Vejle" og at... 

... efter studentereksamen i 1963 uddannede hun sig som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland 1965-66 samt Kunsthåndværkerskolen i København 1966-69. I 1969 blev hun gift med digteren Otto Sigvaldi, til hvem hun skabte de farvestrålende dragter, som han brugte, når han gik rundt på gaderne og solgte sine bøger fra sin barnevogn.

Men hvad efter fødslen og før studentereksamen? Der er et hul i biografien som ikke sådan lige er til at få fyldt ud. På nettet finder kun en enkelt henvisning til DR P1-programmet "Vita" - med journalist Mette Starck som interviewer Kirsten Dehlholm. 

   I udsendelsen snakker KD meget, længe og ivrigt om alt det hun har lavet i årenes løb. Men Mette Starch der som en god journalist også har konstateret at der er et stort hul i biografien, spørger midt inde i udsendelsen og talestrømmen: 

    Hvordan startede det hele egentlig for dig?"

   Først startede det med at jeg blev født. Og det kan jeg ikke huske. 

   Men så startede det med at jeg stjæler og lyver - som barn - og jeg sidder og maler lidt i nogle tegnehæfter. Og på en måde tror jeg det startede med at jeg havde nogle ønsker om at blive kunstner. Og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hvad man gjorde eller... Jeg synes nok jeg var noget særligt, men i starten kunne jeg slet ikke finde ud af hvad det var for noget, og hvordan jeg skulle udtrykke det, så det ikke blev til nogle ret negative ting i min familie - som man også skulle have psykologhjælp til at klare.

   Var det det med at du løj og stjal?

   Jaah, deet var det. Men det viste sig at det kom jeg så over (ler undskyldende). 

   Jeg kan bare huske - tidligt startede det med at bruge hænderne og lave ting man egentlig ikke kunne som barn - som fx at strikke en meget stor sweater til min far da jeg var syv år. Eller... jeg ville gerne overgå alle andre og bevise noget som jeg egentlig ikke vidste. Jeg ville gerne gøre alting større. Når læreren sagde: Så stort kan man ikke lave et linoleumsnit, så lavede jeg det selvfølgelig stort. (...) Det har været en trang som sikkert har ligget i nogle gener til at udtrykke mig. (...) 

   Men alligevel tror jeg også jeg har været ambitiøs, altid. Også som barn, som meget lille barn  arbejdede jeg også med materialer som svovlsyre til at fremkalde farver, stof-farver som jeg arbejdede med, ... Jeg tror slet ikke man måtte gøre det i dag - over for børn, der er så meget man ikke må - over for børn - i dag, men det gjorde jeg altså. Jeg var nede i den der kælder, den der hobbykælder stort set altid når jeg ikke var i skole. Jeg har haft en nysgerrighed over for alt i et bestemt felt jeg ville udforske, og helst på egen hånd. Og heldigvis gik det ikke galt, det gjorde det ikke.

   Men jeg kopierede meget, jeg havde ikke den evne at tegne, jeg var ikke sådan et barn der var meget kreativt - sådan med at tegne og male, eller "ih" og "åh". Nej, det var jeg slet ikke. Jeg tegnede af, jeg kopierede fra bøgerne, og sagde også ofte at det var mit eget, men det vidste de andre godt at det ikke var, men jeg tror de varflinke, og de lod som om de troede på det. 

   Det varede længe før jeg begyndte sådan på egen hånd at skabe billedet, eller billeder. Det var først da jeg kom hjemmefra, tror jeg.

   Hvor gammel var du da?

   Der var jeg 18 år - da jeg rejste - langt væk. Men så begyndte jeg også straks at lave tøj og male kjoler og....

Umiddelbart bliver man jo ikke alverden klogere.
   Men der er en konceptuel kerne om at have et stærkt, men hæmmet behov for at udtrykke noget negativt om familien, og at hun gik til psykolog. Et blokeret behov for at udtrykke noget stærkt følelsesladet og "farligt" i direkte form i forhold til de omgivelser der har magt over en, er drivkraften i et stærkt fantasiliv hvis mål så er at få udtrykt det samme i omskrevet - metaforisk form. 

Sådan tolker jeg det hun fortæller. Og at den kreative fantasi så hæmmes af hendes ønske om anerkendelse der gør at hun kopierer i stedet for selv at skabe, en blokerende hæmning som hun først kan frigøre sig fra når hun forlader sit miljø og rejser "langt væk".

   Sådan startede den stærkt kreative personligheds mentale stavblender tilsyneladende i hendes tilfælde. Men hvad der egentlig skete i barndommen og ungdommen - helt konkret - det får lov at stå ubeskrevet hen. Hullet i den officielle biografi er der stadig.

   Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt at Kirsten Dehlholm først oplever at hun kan udtrykke sig selv ærligt, kreativt og frit da hun skifter miljø - og rejser "langt væk". Det er som om kreativiteten eksploderer, fornemmer man. Måske "kreativ vrede" ligger bag.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.