Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:

Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.

   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 

   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.

   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:

Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.

   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 

   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:

Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 

   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 

    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 

   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 

   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).

   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 

 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.

   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.