Gintberg på kanten - et kreativt tv-format - blending med kant

Jeg tilstår, jeg ser mindre og mindre tv. En pæn del af mit liv har jeg brugt til at analysere og undervise i tv. Tv-dramaturgi, tv-nyheder, tv-journalistik, tv-formater. You name it. 

   Problemet er at jeg keder mig. Jeg keder mig fordi en stor del af de tv-programmer der sendes er forudsigelige. 

   Typisk er det sådan at der sker nyskabelser - en gang imellem. De fleste kommer fra udlandet, fra england og USA. Holland måske. "Sporløs" blev opfundet i Norge.

   Det var virkelig nyskabende da man i slutningen af 90´erne opfandt "Robinson" og "Big Brother". Formater som man kunne karakterisere som "unscripted drama".

   Genreblandinger af fakta og fiktion. Almindelige mennesker udfordret til at spille sig selv - helt ud til kanten.

   Virkelige mennesker - castet som til skuespil og fiktion - som bliver udsat for opgaver, udfordringer, dilemmaer, konflikter som medierne ellers primært har dyrket som fiktionsplot. Modstand(ere) som de udvalgte medvirkende så måtte reagere på som var det virkeligt. For det var og er det for dem - i situationen. 

   Og de progrmmer blev optaget, redigeret efter alle kunstens - dvs. fiktionsfilmens dramaturigiske regler. Og udsendt til et fascineret publikum. 

    Opskriften holder endnu, men hvor længe.

    Men reality- og docusoap-opskriften er slidt, i hvert fald for mig. 

Jeg lavede i forbindelse med bogen "De levende billeders dramaturgi" en liste med hvad jeg kaldte "underholdningsplot":

• opgave
• konkurrence
• gåde
• dilemma
• provokation
• udfordring
• fristelse
• prøvelse
• konfrontation
• forvandling
• virkeliggjort drøm
• uventet gæst
• muldvarp
• skjult overvågning
• tidsfrist
• tilfældighedsgenerator
• afstemning

Der er flere endnu, men ideen er klar: Alle plot rejser spørgsmål om hvordan reaktionen og udfaldet hos de medvirkende bliver.

  Disse plot er simpelt hen tv-underholdningsprogrammernes fremdriftsværktøjer. Deraf forudsigeligheden når man skal placere virkelige mennesker som aktører og karakterer i disse plot. De kender dem - og vi som seere kender dem. De slides. Udfaldet tømmes for spænding, for fascination og identifikation.

   Hvert år sidder konceptudviklerne i afdelinger og reaktioner og kigger træt på listen. Kan vi finde på nye? Eller skal vi trække de gamle travere af stald?

   Derfor er det forfriskende når der udvikles nye formater, der ikke kun er variationer over det velkendte. Det synes jeg "Gintberg på kanten" er...

   Hvis man kombinerer plot og genreblanding, så er der altid udsigt til tv-nyt. 

"Gintberg på kanten" er et sådant nyt format. Værtsbåret som det skal vær i vore dage. Men det har også aktualitet, politisk kant og kritisk, selvironisk perspektiv. 

Formatet blander to veletablerede entertainment-formater: det journalistisk-faktaorienterede "reporter på opdagelsesrejse" og det satirisk-fiktionsorienterde "stand up-show". 

   Det første format har omkring 150 år på bagen. Reporteren hed Stanley og var engelsk journalist. Det univers han som overklassens reporter og historiens subjekt rejste rundt i, var Afrika. Objektet han søgte var den i junglen forsvundne engelske læge dr. Livingstone. Den ukendte afrikanske vilde natur og "primitive" kultur var modstander og drivkraft i plottet.

   Vi kender formatet på tv fra Biker Jens-serierne, Michael Palins rejser rundt i verden, Vagn i København, Japan og alle mulige andre steder,  Louis Thereux-show, Bupper på farten-programmer,  etc., etc.

   Det andet format - stand up-showet - har rødder i det sceniske varieté-show, som man har dyrket i england siden slutningen af 1800-tallet. Men stand-up-varianten stamme så vidt jeg ved fra USA - voksede frem i New York og Californien i 50-erne og 60-erne. Det er en personbåret satireform beregnet for en scene og med et live-publikum. 

Jan Gintberg er stand-upper. Men har også i tidligere formater flirtet med journalistiske nyhedsformater i ironisk-satirisk indpakning. 

I "Gintberg på kanten" har vi altså en genreblanding - en montage. Et mix af - på den ene side reportage-elementer hvor Jan Gintberg som nysgerrig reporter på vores vegne stiller naive, empatiske og kritiske spørgsmål til mennesker i den ydre og indre provins, og på den anden side - af et stand up-show hvor han i rollen som standupper ironisk, men alligevel afvæbnende solidarisk, udleverer de lokale koryfæer og de lokale ritualer og traditioner til indforstået grin over for det publikum hvis virkelighed han har opsøgt i reportagedelene.

   Vores nysgerrigt-naive vært på opdagelse i udkantdanmarks stammesamfund, har udstyret sig selv med elitens og overdanmarks fordomme om udkantdanmark. Det er den position han hele tiden interviewer spørger ud fra. 

   Og så vender han den om 180 grader under talk-showet så publikum kan se sig selv i et humorisktisk troldspejl og erkende at der - måske - også er noget om snakken og karakteristikken af den lokale kultur.

   Jeg ved ikke om vi lige har set en lignende blanding før. Men det er klart at det virker både oplysende og provokerende at vi oplever værten i to i princippet uforenelige roller, og at vi bliver introduceret til den lokale "udkantsvirkelighed" gennem to de to genrers meget forskellige optikker.

Det er altså tale om en genreblanding som nok i virkeligheden er beslægtet med Poul Nesgaards berømte og berygtede serier: "I sandhedens tjeneste" - fra midten af 80-erne. 

   Men der er også klare lighedspunkter med de madprogrammer som DR har vist inden for det sidste års tid med kokken Jamie Oliver som bærende rundrejsende vært - og kok. Montagen er beslægtet, men en afgørende forskel er at Jamie har en mission når han rejser ud. Det har Jan ikke. 

   Hvor Jamie Olive ses tage rundt i butikker og hos små fødevarehandlende for at indhente ingredienser til sin madlavning i køkkenet, så ser vi Gintberg tage rundt hos de lokale og indhente stof til sine vitser i sit show. 

   Jamie Oliver slutter med at servere sin mad for inviterede gæster, Jan slutter med at serverer ironisk-satiriske vittigheder for de lokale udkantdanskere som publikum til en lokal revy.

Hvad har Jan Gintberg ellers bedrevet. Et fantastik CV - altid igang med blending af genrer, formater, roller og synsvinkler. Con amore-faktion:

Jan Gintberg har optrådt som stand-up-komiker siden1992, hvor han blev nummer tre ved DM i Stand-Up. Han fik sit folkelige gennembrud som stand-up-komiker i 1997som en fjerdedel af Tæskeholdet, et radioprogram på DRP3.

   Efter Tæskeholdet blev han sammen med Casper Christensen ansat som programudvikler på Metronome, og kom blandt andet op med quiz programserien Helt i Skoven, og det mere hemmelige Driving Miss Craisy der kun blev lavet et program af.

   Gintberg satte sit første stand-up-show Det ligger i Generne op i en lang række af landets teatre i 1998 og blev dermed den første af den oprindelige gruppe stand-up-komikere fra Dinstiden der turnerede i større sammenhæng udenfor klubmiljøet.

   Med politik og mediesatire som hovedemner har han været vært på en række satiriske tv-programserier op DR2 og TV 2 Zulu med udgangspunkt i aktuelle begivenheder og samfundsstrømninger, senest det dagsaktuelle satireprogram Gintbergs Store Aften på TV 2 Zulu, hvor Gintberg blev bakket op af en skiftende stab af sketchspillende tekstforfattere.

   Jan Gintberg er fortsat en ivrigt turnerende stand-up-komiker med shows, som Op på fars Jihad, Gearet 2 Tænder, Den Grimme Melding og Big Time Paranoia. Jan Gintberg turnerede i efteråret 2009 med showet FREMTID.NU.

   Jan Gintberg har senest haft værtsopgaver i quizzen Er du klogere end en tiårig? og i det spydige hyldestprogram Grillet på TV3.

   I marts og april 2011 sendte DR1 programserien Gintberg på kanten, hvor Jan Gintberg besøger seks byer i Udkantsdanmark og slutter af med et standup-show for byens borgere. I første sæson besøgte Gintberg byerne Hirtshals, Højer, Nysted, Nexø, Rudkøbing og Thyborøn. I følge Gintberg viser programmerne "hvordan de små samfund, der ligger længst fra de store byer i Danmark også er befolket af overskudsmennesker [...] der også er i stand til at grine af deres egen lokale særegenhed og stolthed."[1]

Vedensbilledlegatet (3) - og de kreative restriktioner

Endnu en gang har jeg deltaget som jurymedlem for de kortfilm der er produceret under Danidas "Verdensbilledlegat". Det er et 10 års jubilæum, og der ligger nu på nettet små 100 "anderledes" ulandsfilm inden for dokumentargenren, hver af en varighed på 10-12 minutter.

   De er alle frit tilgængelige på
http://verdensbilledlegat.emu.dk/
Filmene fra i år er dog ikke nået at blive lagt ind endnu.

I fredags blev de ti film fra i år vist på et stort lærred på Filmskolen for alle legatmodtagerne plus familie og venner. Jeg havde som sædvanlig fået jobbet at lægge op til uddelingen af priserne til de tre film som vi ved afstemning havde fundet ud af skulle være nummer 3, 2 og 1. 

   Her er resultatet:

   "The call of Nepal" af Jonas Unmack Larsenn og Mikkel Cantzler Christensen løb med titlen som årets bedst film 2011.

   Anden pladsen gik til "The world at his feet" af Marie Rosenvang Mathiesen, og Ditte Kræn Østergaard.

   Tredje pladsen gik til "Shared Love" af Anna Gaarde og Theis Christensen

Alle tre film var rigtig gode, og i år synes jeg at alle film var seværdige. Og der var flere kandidater til 3. pladsen. 

   Som regel er der ellers en 2-3 stykker som har så klare mangler i indhold, form og udtryk at det forstyrre oplevelsen markant. 

   Men sådan ikke i år, hvad der faktisk gjorde juryens arbejde lidt mere besværligt end normalt.

Når man så filmene i rap på det store lærred, afsatte der sig et samlet indtryk i sindet - et billede som egentlig svarer rigtig godt til konceptet for filmene: Man kommer til at holde af mennesker, på tværs af grænser, etniske forskelle, generationer, livsvilkår. 

   Og man får en klar oplevelse af "kreativitet uden grænser".

Her kommer mit oplæg til filmene på de tre første pladser. Om ikke så længe kan man også se dem på nettet.

De fleste år har der været film med som handler om det de selv er: altså film om film. Erfaringsmæssigt er de faktisk noget af det sværeste at lave. Hvis resultatet vel og mærke skal blive rigtig vellykket.

  Det med sådan en ”medie i mediet kinesisk æske” - bliver tit lidt halvkikset, fordi både producenter og publikum skal holde styr på flere oplevelsesplaner.

  Sådan ikke i år. I år lykkedes det.

  Vi fik en film om en film - med charme, humør og action.

  Vilkårene er godt nok nogle andre end Hollywoods – eller danske film med millionstøtte fra Fiminstituttet. Og der er kun tre dage fra sidste optagedag til premieren.

  Men produktionsvirkeligheden – the inside story - er uhyre genkendelig for alle der har snuset det mindste til branchen.

  Her er det så ovn i købet en film hvor virkelighed og fiktion på fornøjeligste vis kom til at spille sammen og dermed give en særlig dimension til filmens universelle tema: kærlighed og utroskab – med to dejlige skuespillerinder som hovedpersoner - både i fiktionen og i virkeligheden.

  Tredjepladsen går til: SHARED LOVE - af Anna Kirstine Overby Gaarde og Theis Mølsted Christensen

Her kommer oplægget til filmen på anden-pladsen:

Det ligger i målsætningen for Verdensbilledlegat-filmene, at de skal komme uden om de stereotype og skabelonagtige bøddel-offer-historier fra ulandene som vi oftest møder i broadcast-nyhedsmedierne.

   Filmen på 2.-pladsen er én som man ikke kan undgå at blive optimist på menneskenes vegne af at se. Og den er fuld af overraskelser – fra scene til scene. 

   Undervejs får man den ene positive aha-oplevelse efter den anden.

   Baggrunden er tragisk og og giftig, og historien minder én om at moderne krigsførelse altid har langtrækkende virkninger for civilbefolkningens liv og sundhed flere generationer senere.

    I bogstavligste forstand er det historien om en dreng og en ung mand der mod alle odds bliver mønsterbryder, og som viser at den menneskelige psyke og den menneskelige krop kan indeholde næsten eventyrlige ressourcer og udviklingspotentialer.

   Den vietnamesiske unge mand – med fornavnet Tri - bliver på den måde universel rollemodel for alle der må slås med fysiske handicaps og barske materielle begrænsninger. 

   På andenpladsen blandt årets Verdensbilledlegat-film : THE WORLD AT HIS FEET – af  Marie Rosenvang og Ditte Kræn Østergaard.

Og her følger oplægget til vinderfilmen:

Noget af det mest fascinerende ved samfundsudviklingen i mange u-lande, er at de frækt og uimponeret springer faser over som vi i vores verden forestiller os nærmest er lovbundet at samfundene skal følge og gennemgå: trin for trin for trin.

   Det betyder at de sociale forandringer som hos os i vesten måske tager mange årtier, i u-landene - gennem kommunikations-teknologiske tigerspring - kan accelerere - som en film der spilles 8 eller 16 gange hastigheden.

   Vinderfilmen i år udmærker sig ved at den ikke blot har haft skarpt fokus på temaet, men også at den har fortalt sin historie med en usædvanlig friskhed og humør.

   Den revolutionerende effekt af mobiltelefonens indmarch på hverdagslivet  og de sociale relationer i et u-lands-samfund, bliver i den grad dokumenteret og levendegjort her.

   Og det sker vel at mærke med en særdeles kreativ udnyttelse af den  dramaturgiske værktøjskasse - i både plot, optagelse og redigering. Her får man virkelig illustreret hvad set up og pay off i filmfortælling går ud på. Og hvor effektivt det kan bruges.

   Årets vinderifilm er:  THE CALL OF NEPAL – af Mikkel Cantzier Christiansen og Jonas Unmack Larsen.

Grundlæggende illustrerer hele ideen bag Verdensbilledlegatet princippet om kreative restriktioner. 50.000 kr. er jo peanuts i forhold til hvad dokumentarfilm ellers koster at producere. Formatet på de 12 minutter tvinger til koncentration og intensitet i fortællingen. Virkeligheden i et uland er simpelt hen vanskelig at tackle på de få uger man har til rejse og optagelser. Der er sprog- og kulturmøde-problemer. Modvillige myndigheder, kulturelle tabuer og grænsesættende modstand. Og for at få en film i kassen, kræves både disciplinering og planlægning på den ene side, og evnen til at improvisere på den anden. 

   Til de kreative restriktioner hører også at filmmagerne jo grundlæggende er amatører og meget uerfarne (selv om de fremstiller det lidt mere rosenrødt når de søger). Så i det lys er de faktisk fantastisk hvad de får ud af det, og hvad de lærer undervejs.

I år har der været oprettet en fælles blog på nettet, så de og vi har kunnet følge nogle af de forskellige gruppers kreative problemløsningsprocesser undervejs. Det er indimellem også både gribende og munter læsning: http://blog.3world.dk/bloggen/

Legatet og processen der fører frem til filmene, har jeg har skrevet om i to tidligere blogindlæg. Sidst her hvor jeg beskriver seminaret og hvordan det fungerer i forhold til de 10 grupper af legatmodtagere som har fået godkendt deres ansøgning
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/verdensbilledlegatet-en-multimixer-der.html.

Knud Rasmussen - en særligt kreativ personlighed

Det er et stykke tid siden jeg på bloggen her har registreret eksempler på den særligt kreative personlighed. Jeg blev mindet om det igår da formand for børnerådet Lisbet Zornig Andersen blev interviewet. Hende har jeg i en tidligere blogindlæg henregnet til den særlige personlighedstype - bla. med baggrund i hendes barske barndomshistorie. 

  I Information i dag er der imidlertid et rigtig pragteksemplar omtalt, med afsæt i Niels Barfods biografi om Knud Rasmussen: "Manden bag helten".

Man kan stort set vinge alle kendetegnene på den særligt kreative personlighed af under læsningen. Først og fremmest flere personer i en-syndromet, flere sprog, flyttet omkring som barn, savn og hjemve, identitetsproblemer, fremmedgørelse - og eksplosiv kreativitet:

Knud Rasmussen voksede op i Jakobshavn, hans mor havde grønlandsk blod i årene, faren var dansk præst, og Knud var fra barnsben tosproget.

   Med tiden udviklede han en 'hvid' side og en 'eskimoisk' side. Den sidste kunne han vise i Danmark og Europa, den første stod forrest i Grønland, hvor han var beskytteren, velgøreren, ja, kongen - men ikke  grønlænder, sådan som man opfattede ham i København.

   Ifølge Barfoed var han desuden livsglad, social, en womannizer af guds nåde, handlekraftig, et organisationstalent og samtidig digter med en dybfølt sans for naturen - også menneskenes. På den ene side Aladdin, på den anden side lukket, konfliktsky, og svær at komme ind på livet af.

Niels Barfod mener ikke at Knud Rasmussen var "splittet", men at han "formåede at leve med begge sider, ja, med mange indbyrdes modstridende sider, hele livet".

   Ifølge Barfod havde Knud Rasmussen en karisma der gav ham guru-status blandt en lille flok ikke særligt nære venner. Og så lagde han kvinder ned på stribe.  

Knud Rasmussen måtte tidligt stå på egne ben, fortæller artiklen. I en alder af 12 år bliver han efterladt i Danmark af forældrene for at gå i skole. Barfod fortæller:

Han lærer at klare sig selv, men hele hans indre består af Grønland, der er ikke andet, og det kan han ikke kommunikere! Jeg tror han kommer til at tilbringe hele sit liv med at udtrykke det 'indre' Grønland, som lå indkapslet i ham, siger Niels Barfoed og fremhæver hvordan drengen Knud kunne bryde ud i skurrende grønlandsk sang, når kammeraterne var i gang med Højskolesangbogen.

   Grønland vælter ud af ham som et brøl: 'Dette er mig, og I kender mig ikke. Jeg vil vise hvem jeg er, men det kan jeg ikke, for I forstår ikke grønlandsk.'

Live-oplevelse af naturen som kreativ "healing"

I den by hvor jeg bor, Vordingborg, ligger der et sindssygehospital Oringe. På en halvø syd for byens centrum. Byggeriet, arkitekturen og omgivelserne har fællestræk med en række store sindssygehospitaler der blev opført i sidse halvdel af 1800-tallet. De smukt arkitekttegnede (Bindesbøll) bygninger er typisk placeret i landlige naturskønne parklignende omgivelser. Man troede den gang at sådanne omgivelser med smuk natur, frisk luft og udsigt til vand ville fremme helbredelsen og virke helende på de syge sind.

   En eftertid har trukket på smilebåndet af den teori.

Men nu læser jeg i min Søndagspolitiken at der er forskningsbelæg for at teorien har noget på sig. Videnskabsredaktøren Morten Garly har en artikel i Videns-tillægget under rubrikken "Tag hellere dit barn tilbage til naturen."

  Hans reference er en amerikansk journalist og debattør Richard Louv som har gennemgået forskningen på området og er kommet frem til at børn i Vesten opholder sig for lidt i naturen, og at det går ud over deres helbred.

  Morten Garly skriver med afsæt i Richard Louvs sidste bog "Last Child i the Woods":

Sammenfatter man forskningen på området, så modvirker besøg i naturen i grove træk stress, depression, ADHD-symptomer, og risikoen for kroniske sygdomme reduceres. Samtidig synes naturen også  at indvirke positivt på børns intelligens. 

Artiklen slutter med at fortælle at der skal holdes en videnskabskonference med temaet naturens betydning for folkesundheden. Og at der skal indvies "en have, der skal hjæpe sygemeldte menneke med stress at komme på fode igen."

   Haven kaldes en terapihave, og det er meningen at mennesker ramt af stress, skal kunne komme af med den ved at være aktive og opleve haven. Forskere skal så dokumentere om det rent faktisk hjælper og hvordan.

Richard Louv har, som det sig hør og bør, også givet navn til den mangelsygdom som det er følgen af ikke jævnligt at have live omgang med naturen: nature deficit disorder. Og på hans hjemmeside http://richardlouv.com/ kan man finde en spørgeskema-baseret test der gennem besvarelse af spørgsmålene kan diagnosticere om man har sygdommen eller ej.

Hvad er et citat fra omtalen af hans bog på hjemmesiden:

Our society, says Louv, has developed such an outsized faith in technology that we have yet to fully realize or even adequately study how human capacities are enhanced through the power of nature. Supported by groundbreaking research, anecdotal evidence, and compelling personal stories, Louv shows us how tapping into the restorative powers of the natural world can boost mental acuity and creativity; promote health and wellness; build smarter and more sustainable businesses, communities, and economies; and ultimately strengthen human bonds. As he says in his introduction, The Nature Principle is "about the power of living in nature—not with it, but in it. We are entering the most creative period in history. The twenty-first century will be the century of human restoration in the natural world."

Er det bare en smart amerikaner som har fundet en populær romantisk forførende "cause" som kan sikre ham en levevej som forfatter og foredragsholder? 

   Jeg har prøvet at søge på de kilder han efter sigende henviser til i sin bog og har bl.a. fundet denne meget omfattende og relativt veldokumenterede artikel som han er medforfatter af:

http://www.scribd.com/doc/54578321/Children%E2%80%99s-Nature-Deficit-What-We-Know-%E2%80%93-and-Don%E2%80%99t-Know

Links til flere videnskabeligt underbyggede artikler kan findes her: http://www.childrenandnature.org/

Jeg får associationer til flere artikler jeg har læst hvorefter systematisk og kraftig motion skulle virke helbredende på bla. depressioner.

Og så spekulerer jeg på om lige præcis sådanne omgivelser kan stimulere hjernen til at gå i default mode, og dermed i princippet har en virkning som meditation. At den ydre vandretur kan prime og stimulere til en indre "mind wandering"-tur. Eller om man kan forestille sig der er en "nature-lovers high" som er et resultat af dopamin og anden lykke-kemi i hjernen.