Jeg har tidligere fremført den teori at mange meget kreative mennesker i deres barndom og ungdom er blevet flyttet meget omkring og dermed socialt og mentalt blevet revet op med rode, og at denne rodløshed sætter sig spor i sindet som en splittelse og et savn der stimulere til kraftig fantaseren - og dermed til en permanent kreativ uro og rastløshed.
Politiken har 2. juledag et stort interviewportræt med Jussi Adler-Olsen, foranlediget af hans kæmpesucces som krimiforfatter, skrevet af Carsten Andersen. JA-O´s fjerde roman i serien om Afdeling Q - afdelingen for glemte sager - og om den skæve treenighed af Carl Mørck, Assad og Rose, er udgivet i et førsteoplag på 80.000.
Artiklen går lige til sagen fra starten. Det er i barndommens tabte land at kimen til forfatterskabet lægges:
Da Jussi Adler-Olsen er 13 år, tror han livet er slut. Han er i chok. Hans far, overlægen har lige fortalt familien, at han har købt hus i Brøndbyøster. Det er på den måde han får fortalt, at de skal bryde op igen, som de gjorde, da overlæge Henry Olsen skiftede job fra sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland til Sct. Hans Hospital i København og videre igen til statshospitalet i Brønderslev, hvor de nu bor. Det går også meget hurtigt op for sønnen Jussi, at Brøndbyøster ikke er lige rundt om hjørnet, selv om bynavnet smager lidt som Brønderslev. Brøndbyøster ligger ved København, men for Jussi kunne det lige så godt være en anden planet, for på det øjeblik mister han sin kendte verden. Han må sige farvel til vennen Bamse, skolekammeraterne, trygheden og omgivelserne på statshospitalet. Og fremover skal de endda bo uden for hospitalet. (...) I dag, 47 år sener, kan Jussi Adler-Olsen se, at det ikke var der, det hele sluttede. Måske var det i virkeligheden der, det hele begyndte. (...) I dag kalder han det en milepæl i sit liv. "Det var der, min forfattertilværelse begyndte", siger han.
Jussi referer i artiklen sin far der sagde til ham som ung: "Du har ekstremt mange talenter. I mine øjne er dit største talent at du er heldig. Alle de øvrige talenter skal du udforske undervejs og lade være med at tænke på endemålet."
Et sådant udsagn referer jo indirekte til det begreb jeg omtalte for et par blogindlæg siden: serendipitet - evnen til - tilfældigt - at gøre heldige opdagelser. I hvert fald er det heldigt for hans forfatterskab at han som helt lille fik lov til frit at gå rundt på gangene på sindssygehospitalet på Nykøbing Sjælland.
Det gave skræmmende oplevelser der gav inspiration og stof til senere fortællinger. Han rapporterer til journalisten om en ren gyservirkelighed som hans far tillod ham frit at bevæge sig rundt i:
Det var i 1955. Der var ingen psykofarmaka,og det var derfor jeg senere skrev romanen 'Alfabethuset'. Beskrivelserne fra filmen 'Gøgereden' er vand ved siden af hvordan det var i Nykøbing. Der var skrigebure på den ene side og skrigebure på den anden side. Kvinder og mænd for sig. Kvinderne var let påklædte. Mændene var stort set nøgne, for de havde det med at angribe hinanden. Man risikerede at de stoppede underbukserne i munden på hinanden eller forsøgte at kvæle hinanden med en undertrøje. De sprang op i hegnet og skreg, men for mig var de ikke skræmmende. De var bare sindssyge. Jeg var fem-seks år, men for mig var det lægerne, der var skræmmende. De havde magten. Det var dem der havde stetoskoperne og de lange kanyler. (...) Det var skræmmende og grænseoverskridende.
Det er naturligvis en tilfældighed at en anden meget kreativ personlighed som i den grad har domineret mediebilledet i den sidste del af 2010, har samme initialer som Jussi Adler-Olsen: J.A. Ja, rigtigt: Frontfiguren for Wikileaks, Julian Assange. Og en faktaboks i forbindelse med et interview i Politiken fortæller at han i sin barndom har flyttet bopæl mere end to dusin gange.
Den første stedfar som han fik da han var et år gammel, var direktør for et omrejsende teaterselskab. Han fortæller om Julian at han fra helt lille havde en meget stærk retfærdighedssans, og: "He always stood up for the underdog... he was always very angry about people ganging up on other people."
Da han var ni år gammel fik hans mor en ny mand og han selv en ny stedfar der var new-age-musiker.
Så det har godt nok være et barndomsliv med savn, rodløshed og fremmedgørelse der har leveret brændstof til at den mentale grænsenedbrydende stavblender er gået i gang for alvor.
Første kreative grænseoverskridelse med samfundsmæssig "impact" var at han blev hacker. Wikipedia fortæller:
In 1987, after turning 16, Assange began hacking under the name "Mendax" (derived from a phrase of Horace: "splendide mendax", or "nobly untruthful").[2] He and two other hackers joined to form a group which they named the International Subversives. Assange wrote down the early rules of the subculture: "Don’t damage computer systems you break into (including crashing them); don’t change the information in those systems (except for altering logs to cover your tracks); and share information".
