Jeg synes Pia Kjærsgaards kreative, dygtigt manipulerende retorik som hun har udfoldet gennem mange år i offentligheden, trænger til en omgang forhåbentlig lige så kreativ de-konstruktion, så vi kan få frem i lyset og synligt og forståelige for enhver, hvad hun er for en filurkat - inden bag de smarte folkelige formuleringer.
Man har den sjove metafor at 'have en ræv bag øret' som betyder "snu" eller "udspekuleret".
Den talemåde synes jeg passer ret præcist på hendes udtalelser i forbindelse med en genoplivet debat i Politiken om hvordan kvinder der bærer tørklæde, bliver chikaneret fysisk og psykisk af danske medborgere.
Pia Kjærsgaard havde et blogindlæg på TV 2, for godt en uge siden hvor hun forholdt sig til den igangværende debat på Politiken om de erfaringer mange indvandrekvinder har haft med danskeres chikanerende reaktioner på at de bar tørklæde, erfaringer de sjældent fortæller om offentligt - endsige melder til politiet.
Et af indlæggene kom fra en yngre læge Aya Baram. Hun var vred. Rubrikken lød:
Jeg er blevet overfaldet og svinet til på grund af mit tørklæde
Underrubrikken lød:
I 16 år har jeg holdt diskriminerende oplevelser for mig selv. Nu er det slut.
Aya Baram beretter om sine erfaringer med at bære tørklæde:
Jeg er blevet slået på gaden, hvorefter jeg har fået at vide, at jeg skal »tage mit f... tørklæde af«. Politiet ville ikke lægge sag an, fordi min mand var mit eneste vidne.Jeg har været vidne til en hel bus, der råbte, at de ville stemme Dansk Folkeparti og få muslimerne ud af landet, fordi en pige med tørklæde kom til at holde omkring sædet foran sig, da bussen drejede, og derved fik rørt ved en anden piges hår.Jeg har oplevet en mand pludselig gå amok på min dengang 3 måneder gamle nevøs barnevogn med slag og spark, hvorefter en anden mand overfusede min søster med ord som »terrorister« og andet, spyttede hende i ansigtet på en propfyldt Nørreport Station, mens alle så til uden at hjælpe.Den eneste kommentar, vi fik, var fra et kærestepar, der sagde til min grædende søster, at det jo »ikke var personligt ment«.Derudover har jeg i mine år som lægestuderende oplevet en overlæge, der ud i den blå luft og foran hele klassen begyndte at kalde muslimer terrorister midt under min fremlæggelse af en patient. Herefter begyndte de studerende, ja endda patienten at deltage i et langt verbalt angreb på muslimer.Jeg er også blevet svinet til af sygeplejersker på forskellige hospitalsafdelinger på grund af mit tørklæde og har fået en masse andre ’små bemærkninger’ og hårde slag gennem både lægestudiet og på gymnasiet af både elever og lærere.Og jeg VED, at vi er mange, der har oplevet lignende situationer. (...)Jeg er ikke et offer. Jeg skriver ikke dette for at krænge mit hjerte ud. Jeg fortæller det, fordi jeg er træt af at høre andre tale på mine vegne
Den debat - og blandt andet dette indlæg fik Pia Kjærsgaard til at udkomme med et indlæg på TV 2´s politiske blog den 14. juli - under rubrikken
Jeg føler mig provokeret
Indlægget er langt, men indledes sådan her;
Politiken kunne i fredags berette, hvordan muslimske kvinder, der bærer hovedtørklæde i stort omfang føler sig udsat for forfølgelse, uforskammetheder og tilråb på gaden.Selv har jeg aldrig oplevet en sådan batalje, jeg har heller aldrig hørt andre fortælle om det, så måske er omfanget en lille smule overdrevet.Generelt kender jeg danskerne som et velopdragent folkefærd, der selvom de ikke føler stor sympati for det muslimske hovedtørklæde, naturligvis ikke tyer til ukvemsord om bærerne af hovedtørklædet.De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!
Grundformlen her er den vi kender fra barndommens mest primitive verbale udvekslinger under konflikter i skolegården: "Det man siger, er man selv", og "Det kan du selv være".
Man bemærker blandt andet hvordan Pia Kjærsgaard udnytter et lille smart retorisk fif til at mistænkeliggøre udsagnene og erfaringerne, nemlig ved at henvise til egne manglende erfaringer som øjenvidne til chikane-episoder. Og at de mennesker hun kender, naturligvis aldrig kunne finde på sådan noget. Underforstået: De er nok fulde af løgn, eller overdriver vildt, dem der siger det.
Præmissen vi skal acceptere er at "når jeg ikke har erfaringer med noget, og ikke kender mennesker der kunne gøre sådan noget, så er det nok ikke sandt, eller - i værste fald - kun en ubetydelig undtagelse."
Princippet Pia Kjærsgaard udnytter, er formuleret teoretisk af Daniel Kahneman i hans bog 'Thinking, Fast and Slow.
Og det lyder i hans formulering: "What You See, Is All There Is" (WYSIATI) - og refererer til en af de udbredte dagligdags tommelfingerregler i den "hurtige, intuitive og ureflekterende tænkning", som ofte fører til fejltagelser og fejlslutninger.
Resten af Pia Kjærsgaards blogindlæg hvor hun uddyber, kan læses her:
Jeg kan ikke lade være med alene i den overskrift "Jeg føler mig provokeret" at høre ekkoet fra Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Roses forklaring på det urimelige i at muslimser følte sig
provokeret af Jyllandspostens Muhammed-tegninger.
Rose formulerede de herostratisk berømte ord til at beskrive vilkårene for at være borger i et danske demokrati med ytringsfrihed:
Man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.
Altså man må finde sig i at blive provokeret. Basta: 'Finde sig i! - som vel betyder noget i retning af 'at acceptere uden at kritisere og protestere imod'. Altså lige ud: Lade som ingenting! Holde sin kæft!
Men det er selvfølgelig også en formulering der vender begge veje, en tveægget præmis, kan man sige: Pia Kjærsgaard må jo vel så også være rede til at finde sig i den provokation hun føler ved til daglig at møde de tørklædeklædte muslimske kvinder rundt omkring på gader, restauranter, butikker, arbejdpladser. Eller hur?
I hvert fald må man konstatere at Politikens redaktion og en af dens kvindelige journalister med indvandrerbaggrund, Anna Meera Gaonkar, føler sig så provokeret af Kjærsgaards udtalelser i sit blogindlæg, at avisen bringer et opfølgende interview med hende i dag tirsdag den 15. juni.
Interviewet har rubrikken:
Jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde
Underrubrikken:
Interview: Pia Kjærsgaard (DF) forstår godt, at nogle lader sig provokere af kvinder, der bærer tørklæde
Jeg citerer nu interviewet i sin helhed. Det er ikke fordi interviewteknikken er fremragende, for det er den ikke: alt for mange ledende, argumenterende og præmistunge spørgsmål som det er nemt for den interviewede at feje af; dertil et dobbeltspørgsmål som gør det muligt for politikeren at vælge kun at svare på det andet.
Men ikke desto mindre er Pia Kjærsgaards serie af svar i den her mundtlige spontane situation alligevel afslørende. Her kommer det:
Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de bærer tørklæde. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at tørklædet provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor?»Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder med tørklæder?
»Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå med tørklæde«.I en debat, der handler om vold mod kvinder, der bærer tørklæde, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet?
»Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.Du forstår godt, at kvinder med tørklæde bliver udsat for grove bemærkninger?
»Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige ’sig mig lige engang, du’ og går til dem med ord«.Hvad betyder: ’Sig mig lige en gang, du’? Og hvor går grænsen?
»Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder med tørklæder gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold?
»Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.
Jeg forsøgte mig dagen efter på Facebook med en opfølgende kommentar hvor jeg tog de centrale replikker i hendes svar og udskiftede "kvinder med tørklæde" med "Pia Kjærsgaard" - og gjorde mig selv til afsender.
Peter Harms Larsen: "Jeg føler mig provokeret af Pia Kjærsgaards udtalelser. At andre føler sig provokeret af hendes udtaleser, det forstår jeg også godt. Og at hun har været udsat for grove bemærkninger, det forstår jeg også udmærket. Og jeg forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige en gang du' og går til hende med ord. Og bare fordi jeg ikke her har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold mod hende, betyder det jo ikke at jeg går ind for vold mod hende. Men det provokerer mig meget, når Pia Kjærsgaard i det danske samfund påberåber sig retten til at udtale sig så kvindefjendsk som hun gør."
Jeg brugte altså også en variant af det retoriske greb "det man siger, er man selv", til at udstille perfiditeten i udtalelserne og den indbyggede umedfølende og arrogante foragt over for svage og forsvarsløse kvindelige medborgere der bare udnytter den ret man har i de danske samfund til at klæde sig som man vil og lyster.
Jeg skrev efterfølgende også et lille tankeeksperiment, idet jeg skrev situationen om til en scene i en skolegård, hvor læreren til et offentligt medie simulerede Pia Kjærsgaards udtalelser:
Lad os lege at en lærer i en skolegård hvor nogle børn blev mobbet fordi de fx gik fattigt klædt, var rødhårede, eller havde et handicap, at han havde utalt at han da godt forstod at de andre elever mobbede, slog og chikanerede dem - fordi det jo naturligvis var provokerende at gå rundt og se sådan mærkelig og anderledes ud; de fattigt klædte kunne bare tage noget pænt tøj på som de andre, de rødhårede kunne bare får farvet håret blond, de handicappede kunne bare lade være med at gå ud i skolegården og vise deres handicap frem. Så egentlig var de anderledes udseende børn jo selv ude om at de provokerede og blev udsat for mobning. Tja, en sådan lærer var vel blevet fyret på stedet og bortvist!
Det slog mig også da jeg første gang læste interviewet med Pia Kjærsgaard, at hendes argumentation var en jeg genkendte fra andre debatter, blandt andet fra den årelange debat om voldtægtsmænd og kvindelige voldtægtsofre der "selv lægger op til at blive overfaldet", og fra debatten i en lang række lande både sydpå og østpå hvor kvinder helt naturligt bliver udsat for omfattende sexchikane når de færdedes på gaden og i offentlige transportmidler.
Herhjemme kender vi også argumentet fra unge indvandrerdrenge der mener at hvis kvinder ikke dækker sig til, så opfører de sig provokerende "som ludere" og inviterer dermed selv til at blive udsat for sexkrænkelser.
Inden jeg selv nåede at omsætte disse associationer til dekonstruerende sproghandling, var en kreativ "pensioneret skolelærer" Niels-Ove Rolighed kommet mig i forkøbet - med denne version hvor frasen "kvinder i let påklædning" blev sat ind i stedet for frasen "kvinder, der bærer tørklæde".
Politiken indledt sådan her under temarubrikken "satire":
Hvad med de letpåklædte kvinder, Pia?I går blev Pia Kjærsgaard (DF) interviewet på denne plads. Se lige, hvad der sker, når interviewets emne, ’kvinder, der bærer tørklæde’, bliver byttet ud med ’kvinder i let påklædning’.
Og så kommer hers selve den afslørende og dekonstruerende nye tekst - i den grad en øjeåbner, synes jeg:
Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de klædte sig sommerligt i let tøj. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at let påklædning provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor?»Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder i let påklædning?
»Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå klædt i let tøj«.I en debat, der handler om vold mod kvinder, der klæder sig i let påklædning, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet?
»Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder i let påklædning. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.Du forstår godt, at kvinder i let tøj bliver udsat for grove bemærkninger?
»Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.Hvad betyder: ’Sig mig lige engang, du?’ Og hvor går grænsen?
»Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder i let påklædning gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold?
»Jo, men kvinderne i let påklædning kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage mere tøj på. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.
Det ligger meget tæt op af de ofte hylden morsomme parafraser på politikeres offentlige udtaleser i At Tænk Sig på bagsiden af Politiken, parafraser hvor kun enkelte ord eller vendinger er udskifte - med afslørende og øjeåbnende dokumentation til følge.
Jeg er selv tyk og fed - og pænt overvægtig. Og i de senere år bliver tykke mennesker faktisk også udsat for diskrimination og chikane i forskellige offentlige sammenhænge. Prøv bare i interviewet at udskifte "kvinder, der bærer tørklæde" ud med "stærkt overvægtige mænd".
Pia Kjærsgaard kunne så udtale at hun syntes det var meget provokerende af den slag mænd at gå på gaden og være så uklædeligt fede, og at hun godt forstod hvis nogen gik op til dem og sagde "'Hør lige her, du! og gik til dem med ord".
Og de tykke mænd kunne jo så i øvrigt bare tage sig sammen og slanke sig. "Så signalerede de også at de ville være en del af det danske samfund."
Der er i alle disse tilfælde hvor man udskifter en frase med en anden, tale om en variant af det der kaldes "jøde-testen", og som er et retorisk middel til at afsløre tekster der diskriminerer mod andre grupper end jøder, fx og ikke mindst i disse år: mennesker med muslimsk baggrund.
Altså prøv også i Pia Kjærsgaards interviewudtalelse rat indsætte "jøder med sort kalot" i stedet for "kvinder med tørklæde".
Det greb er sådan set prøvet ganske mange gang før - med tilsvarende afslørende resultat. Hør bare Rune Engelbreth Larsens illustrerende radioindslag her hvor tre udtalelser af Pia Kjærsgaard udsættes for "jøde-testen":
http://www.loever.dk/modstandsradioen/mdl09-rel.php
Jeg synes at samfundudviklingen og den offentlige debat udvikler sig i en retning, så vi der er økonomisk solide, har arbjede og er så heldige at være sunde og raske, at vi - i stedet for at føle omsorg for mennesker der er fattige, handicappede, syge og derfor oppebærer hjælp fra det offentlige såkaldte 'overførselsindkomst' - at deres eksistensvilkår nu over en bred kam opleves som og beskrives som 'provokerende' os andre - fordi de bare "nyder" uden at "yde".
Der er sket et frame-skift så det kan mærkes. Og det kan Pia Kjærsgaard i sin retorik leve højt på. Oftere og oftere bliver de mennesker mødt med en reaktion som den retorisk kreative kvindelige politiker jo så godt kan forstå - at de bliver mødt med:
"Sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.
