Alle journalister - i hvert fald de nogenlunde erfarne - vil insisterer på at journalistik kun kan læres gennem praksis - gennem øvelse på en redaktion. Når journalistiske arbejdserfaringer indlejrer sig og nødvendigvis skal lejre sig som tavs viden i journalistens mentale setup, så hænger det sammen med at selve det journalistiske arbejde med at skrue en historie sammen gennem research, vinkling og skrivning, skal foregå så hurtigt og effektivt at det - ligesom bilkørsel - kræver en masse ikke bevidste automatreaktioner og koordinerede flerdimensionelle arbejdsmønstre for at lykkes dag efter dag.
Jeg har for nylig været censor på en masteropgave på SDU hvor "mavefornemmelse" var et centralt tema. To chefredaktører der fulgte efter hinanden over en 25-årig periode for et succesfuldt ugeblad - primært rettet til damer i udkants- og provinsdanmark, var blevet interviewet.
Grundspørgsmålet var: Hvad havde været styrende for de redaktionelle principper der har fungeret som guidelines for den journalistisk produktion og redigering af bladet. Begge chefredaktører brugte ordet "mavefornemmelse" til at karakterisere hvad de byggede deres redaktionelle policy på. Begge afviste også at de gennem årene havde kunnet bruge koncernens analyseafdeling til noget fornuftigt, den afdeling som lavede målgruppeanalyser og fokusgruppeundersøgelse af læsernes interesser og præferencer for alle koncernens blade.
De sagde begge at de i stede havde havde fulgt deres "mavefornemmelser" til at afgøre redaktionelle valg af emner, historier, vinkler og temaer. Og i ansættelsen af medarbejdere.
Det slående ved bege chefredaktørers historie er at de i interviewene refererer til deres opvækst i et midt- og vestjysk lokalområde, og at de begge kommer fra arbjeder- og jævne lavindkomstfamilier. De er altså begge: mønsterbrydere. Og den ene referer direkte til denne sin baggrund som det der er medvirkende til hans "mavefornemmelser". Også selv om han er en mand, og målgruppen kvinder.
Et par dage efter læste jeg en artikel i Politiken om en meget indflydelsesrig amerikansk indkøber og producer af populære tv-serier, Pancho Mansfield. Han havde købt en af DR´s populære dramaserier 'Forbrydelsen' til reproduktion i amerikansk tv-serie-regi. Det der vakte min interesse, var at han også henviste til sine "mavefornemmelser" da han af journalisten blev spurgt om hvad han gik efter når han indkøbte udenlandske manuskripter og koncepter.
Meget klogere blev man så ikke. Men det er klart at vi i alle tilfælde har at gøre med en slags journalistisk eller kunstnerisk intuition som har et bredt, folkeligt og usofistikeret publikum som ubevidst referenceramme og målestok. Og at selve udtrykket "mavefornemmelse" er en metafor eller et metonym for denne intuition.
Og jeg tænker så pludselig på at jeg jo kender ordet mavefornemmelse i den engelske originale sproglige udgave: gut feeling.
Jeg har stødt på det i mange af de amerikanske krimier jeg i årenes løb har læst, og hvor den ordknappe detektiv refererer til sin "gut feeling" når han til slut aftvinges forklaring på hvordan han kunne ræsonnere sig frem til løsningen på mordgåden, på et spinkelt og usikkert faktuelt grundlag.
Jeg genlæste den franske forfatter Simenons serie af krimier med den parisiske kriminalinspektør Maigret som hovedperson og detektiv for nogle år siden. Og konstaterede at han - altså fiktionsfiguren Maigret - var intuitionist. Og at en vigtig del af fascinationen ved at følge opklaringsarbejdet var at læseren undevejs var lige så uvidende om hvad der forgik i Maigrets underbevidsthed af analytiske processer, som Maigret selv var.
Jeg husker ikke at der var nogen italesættelse af Maigrets "mavefornemmelser" i bøgerne, men det var klart at det der foregik i hans hjerne på et kritisk tidspunkt i opklaringsarbejdet, var det som i teorien om den kreative proces forskellige faser, kaldes inkubationen, dvs. de løsningsprocesser som foregår under bevidsthedstærsklen, og som går igang når lineær og bevidst fornuft og logik må give op i frustration.
Jeg googler "gut feeling", og fortsætter til Amazon.co.uk. Og finder titlen på en bog som åbenbart har svar på den slags spørgsmål: Gut Feelings: The intelligense of the Unconscious. Forfatterens navn er : Gerd Gigerenzer. Og bogen er, kan jeg hurtigt læse mig frem til, den faglige inspirationskilde til den bog som jeg nu har set flere kreative kendiser referer til når de bliver spurgt om hvad de læser lige nu: Blink:The Power of Thinking Without Thinking. Forfatter: Malcolm Gladwell.
Her er Amazon´s "product description":
For Blink, Malcolm Gladwell, author of the bestselling The Tipping Point, explores the extraordinarily perceptive and deceptive power of the sub-conscious mind. Gladwell’s major claim is that decisions made very quickly can be every bit as good as a decision made cautiously and deliberately. What we are actually doing is what Gladwell calls ‘thin-slicing’. When we leap to a decision or have a hunch our unconscious is sifting through the situation in front of us looking for a pattern, throwing out the irrelevant information and zeroing in on what really matters. Our unconscious mind is so good at this that it often delivers a better answer than more deliberate and protracted ways of thinking. Much of this is utterly mysterious but some of the most astonishing and useful examples of thin-slicing can be learned.
Så kom vi så langt. "Mavefornemmelser" er sandsynligvis en vigtig forudsætning for at enhver god journalist netop er det: en god journalist. At researche, interviewe, vinkle og skrive en nyhed der virkelig er en nyhed og sætter dagsorden, på meget kort tid, kræver journalistisk intuition. Eller altså "mavefornemmelser" for at journalisten kan fungerer effektivt og kvalificeret på en journalistisk arbejdplads.
Deri ligger måske så også forklaringen på det jeg fremlagde som provokerende påstand for et oplæg på et fagligt seminar på journalistik på RUC i juni måned: "En rigtig journalist gider ikke høre om målgrupper." Hvorfor ikke?
Det vender jeg tilbage til i et senere blog-indlæg.
Men det er selvfølgelig også interessant om og hvordan "mavefornemmelser" spiller med i forskningsprocessen. En googling giver bonus. Det gør de!
Den 15. juni forsvarede geolog Ida Lykke Fabricius, lektor ved DTU Miljø, således sin doktorafhandling med titlen 'Chalk: composition, diagenesis and physical properties', hvor hun dykker ned i Danmarks undergrund, som flere steder gemmer på rigelige mængder af bjergarten kridt. Den 56-årige Ida Lykke Fabricius stoler mest af alt på sin mavefornemmelse, når hun forsker.
»Jeg siger altid til mine studerende: Hvis I er i tvivl, så tag målinger af alt, hvad I kan komme i nærheden af. Ens underbevidsthed er jo klogere end en selv, og jeg har tit stået og været glad for målinger, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvad jeg skulle stille op med. Hvis man ikke bruger sin intuition i forskningen, tror jeg ikke, man kommer særlig langt - jeg tror på, at man gerne må famle sig lidt frem,« siger geolog Ida Lykke Fabricius.
